Kort tekst:
Interview med Agnethe Nordentoft, Dansk Folkeoplysnings Samråd
Af Anne Mette Ehlers
Det er ikke nyt, at man på arbejdsmarkedet ud over det faglige skal have ikke-faglige kompetencer. Man skal være åben, initiativrig, have humor og så videre. Det kan læses i enhver stillingsannonce. Det nye er, at vi med realkompetencevurderinger vil sætte sådanne kvalifikationer på formel i forhold til videreuddannelse. Her står udfordringerne i kø,” siger udviklingskonsulent Agnethe Nordentoft.
Person:
Billede: 
Navn:
Agnethe Nordentoft
E-mail:
Titel:
Udviklingskonsulent
Arbejdssted:
Dansk Folkeoplysnings Samråd
Fotoreportage:
Lang tekst:
Agnethe Nordentoft er cand. mag. i dansk og pædagogik fra Københavns Universitet og er udviklingskonsulent i livslang læring ved Dansk Folkeoplysnings Samråd. Hun har tidligere været ansat på Danmarks Pædagogiske Universitet som forskningsassistent og har været forskningsmedarbejder på Udviklingscentret for Folkeoplysning. Agnethe Nordentoft advokerer for, at man analyserer på resultaterne af det omfattende forsøgs- og udviklingsarbejde omkring realkompetencebegrebet, før realkompetencevurderingerne for alvor vinder indpas.
Brug det etiske kodeks fra vejledere
I uddannelsessammenhæng anvendes realkompetencevurderinger i øjeblikket på den grundlæggende voksenuddannelse, en del af erhvervsuddannelserne og en del af arbejdsmarkedsuddannelserne. Fx kan en ufaglært lastbilchauffør eller maler få vurderet deres nuværende kompetencer og herefter blive indplaceret på et kortere eller længere uddannelsesforløb, så de kan få papir på deres kvalifikationer.
Nu blæser de politiske vinde i retning mod at udbrede vurderingerne til flere uddannelsesområder. Det vil utvivlsomt være beskæftigelsesfremmende, hvis vurderingerne gør det nemmere at blive indplaceret på et uddannelsesforløb, der overordnet set forbedrer kvalifikationerne. Men det rejser også en række spørgsmål. Til udviklingen siger Agnethe Nordentoft:
"Problematikkerne omkring realkompetencevurderinger ændrer sig, når der er tale om et længere dannelsesmæssigt træk. Der er forskel på at vurdere noget meget konkret, fx om du kan køre lastbil, og på fx at vurdere analytisk, kritisk kompetence. Det er mere subtilt. Derfor må vi udvikle nogle lødige og gennemarbejdede redskaber til at realkompetencevurdere i forhold til uddannelse i bred forstand."
Hun mener ikke, at det umiddelbart er vejlederes rolle at realkompetencevurdere:
"I uddannelsessystemet ligger realkompetencevurdering meget tæt op ad vejlederens opgaver, og der skal bruges samme etiske kodeks. Men det kræver andre metoder. Man skulle uddanne nogen til det. Der er store grænseflader til vejledning, men vejledning er ikke vurdering og evaluering. Vejlederen skal måske være mentor, coach eller støtteperson. Selve vurderingerne skal andre stå for."
Vurderingerne må aldrig foregå i det skjulte:
"Gør man det principløst og skjult, er der fare for at begå et overgreb, eller man overtræder nogle grænser for, hvad man kan forsvare i forhold til den enkelte. Den enkelte skal have handlemuligheder og ansvar, altså være en del af processen. Der er mange nye etiske overvejelser, når man gennemgår en vurderingsproces," siger Agnethe Nordentoft.
Institutionschauvinisme
Spørgsmålet om, hvem der skal realkompetencevurdere, rejser også spørgsmålet om, hvor det skal foregå. Sker det på uddannelsesinstitutionerne, er der risiko for, hvad Agnethe Nordentoft lidt provokerende kalder institutionschauvinisme:
"I dag foregår kompetenceafklaringerne internt på uddannelsesinstitutionerne. Sjovt nok finder de næsten altid ud af, at det, der er brug for, findes på netop deres institution. Foretager man vurderingen uafhængigt, vil resultaterne nok blive mere varierede," siger hun.
Overordnet set vil realkompetencevurderingerne få stor betydning for uddannelsesinstitutionernes rolle, forudser Agnethe Nordentoft. De må forholde sig til, at man kan noget, selv om man ikke har lært det på institutionen. Det kan betyde, at hele læringsprocessen skal vendes om, da undervisningen må tilrettelægges med udgangspunkt i den enkeltes niveau, så den enkelte kan nå til et bestemt slutmål gennem forskellige moduler. I stedet for som nu, hvor grundprincippet i de fleste uddannelser er, at alle skal gennem det samme pensum.
Trods sin skepsis for, hvordan vi i praksis kan anerkende realkompetencer, er Agnethe Nordentoft på ingen måde imod, at kompetencerne bliver tillagt værdi på linie med faglige kvalifikationer. Hun siger:
"Det er en god anledning til selvrefleksion, når vi synliggør nogle af de ting, vi måske tager for givet som aktive borgere i et demokrati i EU. Anerkendelsen af realkompetencer er netop en del af den europæiske indsats for livslang læring for alle. Den livslange læring skal være med til at skabe stabile samfundsformationer ved at gøre den enkelte i stand til at udøve sit erhverv og være en aktiv, demokratisk borger."
Brug det etiske kodeks fra vejledere
I uddannelsessammenhæng anvendes realkompetencevurderinger i øjeblikket på den grundlæggende voksenuddannelse, en del af erhvervsuddannelserne og en del af arbejdsmarkedsuddannelserne. Fx kan en ufaglært lastbilchauffør eller maler få vurderet deres nuværende kompetencer og herefter blive indplaceret på et kortere eller længere uddannelsesforløb, så de kan få papir på deres kvalifikationer.
Nu blæser de politiske vinde i retning mod at udbrede vurderingerne til flere uddannelsesområder. Det vil utvivlsomt være beskæftigelsesfremmende, hvis vurderingerne gør det nemmere at blive indplaceret på et uddannelsesforløb, der overordnet set forbedrer kvalifikationerne. Men det rejser også en række spørgsmål. Til udviklingen siger Agnethe Nordentoft:
"Problematikkerne omkring realkompetencevurderinger ændrer sig, når der er tale om et længere dannelsesmæssigt træk. Der er forskel på at vurdere noget meget konkret, fx om du kan køre lastbil, og på fx at vurdere analytisk, kritisk kompetence. Det er mere subtilt. Derfor må vi udvikle nogle lødige og gennemarbejdede redskaber til at realkompetencevurdere i forhold til uddannelse i bred forstand."
Hun mener ikke, at det umiddelbart er vejlederes rolle at realkompetencevurdere:
"I uddannelsessystemet ligger realkompetencevurdering meget tæt op ad vejlederens opgaver, og der skal bruges samme etiske kodeks. Men det kræver andre metoder. Man skulle uddanne nogen til det. Der er store grænseflader til vejledning, men vejledning er ikke vurdering og evaluering. Vejlederen skal måske være mentor, coach eller støtteperson. Selve vurderingerne skal andre stå for."
Vurderingerne må aldrig foregå i det skjulte:
"Gør man det principløst og skjult, er der fare for at begå et overgreb, eller man overtræder nogle grænser for, hvad man kan forsvare i forhold til den enkelte. Den enkelte skal have handlemuligheder og ansvar, altså være en del af processen. Der er mange nye etiske overvejelser, når man gennemgår en vurderingsproces," siger Agnethe Nordentoft.
Institutionschauvinisme
Spørgsmålet om, hvem der skal realkompetencevurdere, rejser også spørgsmålet om, hvor det skal foregå. Sker det på uddannelsesinstitutionerne, er der risiko for, hvad Agnethe Nordentoft lidt provokerende kalder institutionschauvinisme:
"I dag foregår kompetenceafklaringerne internt på uddannelsesinstitutionerne. Sjovt nok finder de næsten altid ud af, at det, der er brug for, findes på netop deres institution. Foretager man vurderingen uafhængigt, vil resultaterne nok blive mere varierede," siger hun.
Overordnet set vil realkompetencevurderingerne få stor betydning for uddannelsesinstitutionernes rolle, forudser Agnethe Nordentoft. De må forholde sig til, at man kan noget, selv om man ikke har lært det på institutionen. Det kan betyde, at hele læringsprocessen skal vendes om, da undervisningen må tilrettelægges med udgangspunkt i den enkeltes niveau, så den enkelte kan nå til et bestemt slutmål gennem forskellige moduler. I stedet for som nu, hvor grundprincippet i de fleste uddannelser er, at alle skal gennem det samme pensum.
Trods sin skepsis for, hvordan vi i praksis kan anerkende realkompetencer, er Agnethe Nordentoft på ingen måde imod, at kompetencerne bliver tillagt værdi på linie med faglige kvalifikationer. Hun siger:
"Det er en god anledning til selvrefleksion, når vi synliggør nogle af de ting, vi måske tager for givet som aktive borgere i et demokrati i EU. Anerkendelsen af realkompetencer er netop en del af den europæiske indsats for livslang læring for alle. Den livslange læring skal være med til at skabe stabile samfundsformationer ved at gøre den enkelte i stand til at udøve sit erhverv og være en aktiv, demokratisk borger."
Tidsskriftsnr.:
2006 nr. 2
Publiceringsdato:
10-05-2006
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz Annexstræde 5 2500 Valby T: 7228 2826 E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke
Indstillinger for cookie-samtykke