Kort tekst:
Spørgsmålet "Hvad kan jeg egentlig?" kan være svært at besvare. Vi har traditionelt stor – måske for stor – respekt for boglig lærdom og formelle læringsforløb.
Person:
Billede: 
Fotoreportage:
Lang tekst:
Det er heldigvis sådan, at vi kan mere, end vi har papir på. Nok endda meget, meget, meget mere end det, vi har papir på. Allerede når man søger det første job efter endt uddannelse, er det ikke kun eksamenspapirerne, som man præsenterer.
En ansøgning indeholder også en begrundelse for, hvorfor man er den rigtige til jobbet, og det dokumenteres bl.a. ved anden erfaring – relevant erhvervsarbejde, fritidsinteresser, holdninger til det arbejde, som man søger. Når man søger job nr. 2, er det ofte mere på baggrund af de erfaringer, man har fået i det første job end eksamenspapirerne.
Og vi vurderer alle sammen hinandens "reale" kompetencer. Det sker direkte og indirekte – og selvfølgelig uformelt – men det sker hver gang, vi beder nogen om at gøre noget, som vi forventer, at de vil mestre på baggrund af tidligere samarbejde eller iagttagelser af, hvordan andre opgaver er løst.
Fx når miniputternes træner sætter hold – eller når landsholdstræneren gør det for den sags skyld. Fx når læreren sammensætter hold til gruppearbejde i klassen – eller når eleverne selv sammensætter grupperne. Fx når et projekt skal besættes internt i virksomheden, eller når der stilles hold til DLH-stafet eller til et af tidens kvindeløb.
Eller bare når vi beder en kollega, ven eller bekendt om en vurdering af et spørgsmål – også her forventer vi, at vedkommende trækker på alle kompetencer. Vi er vant til at vurdere, hvad hinanden kan. Det er uformelt, og det er nok ikke altid helt sagligt….
De kompetencer, vi ikke har papir på, kalder vi ”reale” – altså virkelige eller opnået i "virkeligheden". Det er en underlig modsætning, for alle kompetencer er jo virkelige. Uanset om de er opnået i et formelt tilrettelagt læringsformål med mål og evaluering etc., eller om man har fået dem uformelt – i arbejde, på højskole, i fritiden, mens man var bevidst om det, og mens man ikke var bevidst om det.
For mange kompetencer – både formelle kompetencer og realkompetencer – får vi uden at være bevidste om det. Det er jo netop ikke formelle læringsforløb. Det er det levede liv i al sin mangfoldighed.
Realkompetencer har altid været vigtige. Når vi taler så meget mere om dem nu, skyldes det flere ting men måske først og fremmest, at arbejdsmarkedet kræver stadig mere af den enkelte.
For det andet vil vi gerne have anerkendt, hvad vi kan og ikke kun, hvad vi har papir på – så vi kan få mere spændende job, bedre opgaver og større ansvar. For det tredje kan det forekomme at være træls, hvis man sidder på en skolebænk og egentlig godt kunne springe grundpensum over – fordi man har lært det på en anden måde.
Realkompetencer kan være svære at have med at gøre – paradokset er, at selvom de er uundværlige, så er de ikke særligt håndgribelige. Det gælder ikke kun for den enkeltes familie, bekendt, kolleger og chefer. Det gælder også tit for den enkelte selv.
Spørgsmålet "Hvad kan jeg egentlig?" kan være svært at besvare. Vi har traditionelt stor – måske for stor – respekt for boglig lærdom og formelle læringsforløb.
Respekten for det formelle bliver for stor, hvis det stiller sig i vejen for erkendelse af, hvad man kan. For meget af det, man kan, har man lært uden for det formelle uddannelsessystem, og så har vi ingen tradition for at give formel anerkendelse af kompetencer, som er erhvervet uformelt.
Men det kan der laves om på. Det menneske, som har kompetencerne, er selvfølgelig den centrale person til at analysere og reflektere over, hvilke kompetencer han eller hun har. Men det kan være en stor hjælp, at der er nogen til at vise vejen til den refleksion og erkendelse af egne kompetencer. Det er også forudsætningen for et mere fælles sprog om kompetencer.
Og hvis realkompetencer skal kunne indgå bl.a. som merit for fx grundkurser, som man ikke behøver at tage, er fælles sprog vigtigt. Men det er den enkelte, der skal have muligheder – fx via vejledning – for at erkende sine egne reale kompetencer.
Det er en fornøjelse at se, at der begynder at komme alvor i arbejdet med realkompetencer efter det lange arbejde mellem arbejdsgivere, arbejdstager og regeringen. Uden at vide præcist hvad der er foregået, er det et rigtig godt tegn, at de tre parter er enige om betydningen af realkompetencer.
Det gælder både en vejledningsportal til Voksen- og efteruddannelse og vejledning og rådgivning om anerkendelse af realkompetencer. Der er med andre ord mulighed for at realisere nogle af de visioner, som har været tegnet de sidste mange år. At arbejdstagere, arbejdsgivere og regeringen er enig er det bedst tænkelige udgangspunkt. Der skulle gerne være realkompetence i den kreds til, at beslutningerne faktisk blev til virkelighed. Men det kan hver enkelt af os jo vurdere!
Det paradoksale ved regeringens egen politik er dens mangel på sammenhæng. Lige så relevant og vedkommende, som initiativerne på voksenuddannelsesområdet, lige så besynderligt er det, at man ser så snævert på kompetencerne til at læse videre på universitetet. Også her gælder det, at den formelle adgangsgivende eksamen er det altdominerende hovedvej. Men der kunne godt være plads til, at reale kompetencer spillede en rolle også her. Men sådan skal det ikke være. Ikke mere. Uanset hvad du selv tror, du kan.
En ansøgning indeholder også en begrundelse for, hvorfor man er den rigtige til jobbet, og det dokumenteres bl.a. ved anden erfaring – relevant erhvervsarbejde, fritidsinteresser, holdninger til det arbejde, som man søger. Når man søger job nr. 2, er det ofte mere på baggrund af de erfaringer, man har fået i det første job end eksamenspapirerne.
Og vi vurderer alle sammen hinandens "reale" kompetencer. Det sker direkte og indirekte – og selvfølgelig uformelt – men det sker hver gang, vi beder nogen om at gøre noget, som vi forventer, at de vil mestre på baggrund af tidligere samarbejde eller iagttagelser af, hvordan andre opgaver er løst.
Fx når miniputternes træner sætter hold – eller når landsholdstræneren gør det for den sags skyld. Fx når læreren sammensætter hold til gruppearbejde i klassen – eller når eleverne selv sammensætter grupperne. Fx når et projekt skal besættes internt i virksomheden, eller når der stilles hold til DLH-stafet eller til et af tidens kvindeløb.
Eller bare når vi beder en kollega, ven eller bekendt om en vurdering af et spørgsmål – også her forventer vi, at vedkommende trækker på alle kompetencer. Vi er vant til at vurdere, hvad hinanden kan. Det er uformelt, og det er nok ikke altid helt sagligt….
De kompetencer, vi ikke har papir på, kalder vi ”reale” – altså virkelige eller opnået i "virkeligheden". Det er en underlig modsætning, for alle kompetencer er jo virkelige. Uanset om de er opnået i et formelt tilrettelagt læringsformål med mål og evaluering etc., eller om man har fået dem uformelt – i arbejde, på højskole, i fritiden, mens man var bevidst om det, og mens man ikke var bevidst om det.
For mange kompetencer – både formelle kompetencer og realkompetencer – får vi uden at være bevidste om det. Det er jo netop ikke formelle læringsforløb. Det er det levede liv i al sin mangfoldighed.
Realkompetencer har altid været vigtige. Når vi taler så meget mere om dem nu, skyldes det flere ting men måske først og fremmest, at arbejdsmarkedet kræver stadig mere af den enkelte.
For det andet vil vi gerne have anerkendt, hvad vi kan og ikke kun, hvad vi har papir på – så vi kan få mere spændende job, bedre opgaver og større ansvar. For det tredje kan det forekomme at være træls, hvis man sidder på en skolebænk og egentlig godt kunne springe grundpensum over – fordi man har lært det på en anden måde.
Realkompetencer kan være svære at have med at gøre – paradokset er, at selvom de er uundværlige, så er de ikke særligt håndgribelige. Det gælder ikke kun for den enkeltes familie, bekendt, kolleger og chefer. Det gælder også tit for den enkelte selv.
Spørgsmålet "Hvad kan jeg egentlig?" kan være svært at besvare. Vi har traditionelt stor – måske for stor – respekt for boglig lærdom og formelle læringsforløb.
Respekten for det formelle bliver for stor, hvis det stiller sig i vejen for erkendelse af, hvad man kan. For meget af det, man kan, har man lært uden for det formelle uddannelsessystem, og så har vi ingen tradition for at give formel anerkendelse af kompetencer, som er erhvervet uformelt.
Men det kan der laves om på. Det menneske, som har kompetencerne, er selvfølgelig den centrale person til at analysere og reflektere over, hvilke kompetencer han eller hun har. Men det kan være en stor hjælp, at der er nogen til at vise vejen til den refleksion og erkendelse af egne kompetencer. Det er også forudsætningen for et mere fælles sprog om kompetencer.
Og hvis realkompetencer skal kunne indgå bl.a. som merit for fx grundkurser, som man ikke behøver at tage, er fælles sprog vigtigt. Men det er den enkelte, der skal have muligheder – fx via vejledning – for at erkende sine egne reale kompetencer.
Det er en fornøjelse at se, at der begynder at komme alvor i arbejdet med realkompetencer efter det lange arbejde mellem arbejdsgivere, arbejdstager og regeringen. Uden at vide præcist hvad der er foregået, er det et rigtig godt tegn, at de tre parter er enige om betydningen af realkompetencer.
Det gælder både en vejledningsportal til Voksen- og efteruddannelse og vejledning og rådgivning om anerkendelse af realkompetencer. Der er med andre ord mulighed for at realisere nogle af de visioner, som har været tegnet de sidste mange år. At arbejdstagere, arbejdsgivere og regeringen er enig er det bedst tænkelige udgangspunkt. Der skulle gerne være realkompetence i den kreds til, at beslutningerne faktisk blev til virkelighed. Men det kan hver enkelt af os jo vurdere!
Det paradoksale ved regeringens egen politik er dens mangel på sammenhæng. Lige så relevant og vedkommende, som initiativerne på voksenuddannelsesområdet, lige så besynderligt er det, at man ser så snævert på kompetencerne til at læse videre på universitetet. Også her gælder det, at den formelle adgangsgivende eksamen er det altdominerende hovedvej. Men der kunne godt være plads til, at reale kompetencer spillede en rolle også her. Men sådan skal det ikke være. Ikke mere. Uanset hvad du selv tror, du kan.
Tidsskriftsnr.:
2006 nr. 2
Publiceringsdato:
10-05-2006
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz Annexstræde 5 2500 Valby T: 7228 2826 E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke
Indstillinger for cookie-samtykke