Kort tekst:
Realkompetence er den nye selvfølgelighed i dansk og europæisk uddannelsespolitik. Men hvad er det egentlig, vi har gang i? Helene Valgreen stiller skarpt på de blinde pletter og spørger, om det i virkeligheden er et tilpasningsprojekt.
Person:
Billede: 
Navn:
Helene Valgreen
E-mail:
Titel:
Uddannelseskonsulent Ph.d.-stipendiat
Arbejdssted:
DPU, Aarhus Universitet
Fotoreportage:
Lang tekst:
Tilpasning til samfundet
Realkompetence handler i høj grad om tilpasning: tilpasning til formelle uddannelser, arbejdspladser og ja: samfundet. Men hvem er det, der skal tilpasses? Regeringens bud (UVM m.fl., 2004) er "den enkelte” og særligt "de kortuddannede og dem, der fortsat har svært ved at opnå fodfæste på arbejdsmarkedet". Det er altså dem med "særlige behov" (L298, 2003) – dem, der i gamle dage blev kaldt de svage. I dag skal den enkelte blot have vurderet og formuleret sine realkompetencer, så de passer ind i samfundets krav. Det betyder som oftest, at der skal ekstra uddannelse til. Realkompetencer bliver til brugbare kompetencer gennem bevidstgørelse, synliggørelse, dokumentation, uddannelse og ikke mindst: vejledning.
Økonomiske interesser
Hovedårsagen til, at regeringen er begyndt at interessere sig for realkompetence er økonomi. Retorikken er, at der er brug for alle kræfter "for at fremme vækst, velstand og velfærd" (UVM m.fl., 2004).
Hvorfor tilpasning?
Men: Hvorfor er det lige, at folks realkompetencer skal tilpasses? Det kræver et kæmpe apparat af vejledere og administratorer at gøre det, det koster samfundet en masse penge, og først og fremmest kræver det en stor indsats fra individet selv, som i tilpasningsforløbet risikerer nederlag med dertilhørende ridser i selvværdet, som fx: "Hvorfor passer jeg ikke ind nogen steder?" Og spørgsmålet er fortsat, om arbejdsgiverne vil ansætte disse kortuddannede, realkompetencevurderede borgere, når de nu med lethed kan få folk med den, for arbejdsgiveren at se, perfekte lange uddannelse og erhvervserfaring.
Et tankeeksperiment
Lad os prøve et tankeeksperiment: Hvad nu hvis samfundet tilpassede sig folks realkompetencer i stedet for, at folk tilpassede deres realkompetencer til samfundet? Altså, at vi faktisk begyndte at tage EU's Memorandum for Livslang Læring (2000) alvorligt. Det ville betyde, at formel, ikke-formel og uformel læring reelt blev ligestillet på de danske arbejdspladser.
Udvikling – en sutteklud
Prøv at kigge jobannoncerne igennem. Alle arbejdspladser søger udviklingsorienterede mennesker. Udvikling – det er vel noget med at tænke nyt og anderledes. Måske ligefrem frækt og provokerende. Det kræver nok nogle andre kompetencer end dem, arbejdspladsen allerede har. Men hvem tror du bliver ansat? Undersøgelser viser, at vi ansætter dem, der ligner os selv (Ellehave, 2005, SFI, 2006). Og det bliver vi åbenbart ved med. Ellers ville den sociale arv for længst være brudt, kvinderne ville sidde på halvdelen af landets ledelsesposter, etniske minoriteter ville være bredt repræsenterede på alle arbejdspladser, og de hjemløse ville have andet arbejde end at tigge.
Ansæt medarbejdere med de forkerte kompetencer
I stedet for at bruge en masse millioner på et system til vurdering, anerkendelse og tilpasning af folks realkompetencer vil jeg foreslå, at vi i stedet vedtager en lov, der bestemmer, at alle arbejdspladser i Danmark skal ansætte folk med de, for arbejdspladsen, forkerte kompetencer, dvs. dem med forkert køn, forkert hudfarve, forkert uddannelsesbaggrund, forkerte erhvervserfaringer, forkert tøjstil, forkert personlig stil og forkert indstilling til arbejde. Man kunne jo starte blidt ud med 25 procent af medarbejderne og så evaluere ordningen efter 3 år.
Resultatet
Mit bud er, at det ville blive en bragende succes. Oven i købet ville vi slå flere fluer med ét smæk: Samfundsøkonomi, kulturmøde, ligestilling, demokrati og globalisering. Det ville skabe arbejdsglæde og tilhørsforhold til samfundet. Ikke mindst ville vi sikre, at der skete en reel udvikling på de danske arbejdspladser, både på organisationsniveau og politisk niveau. Og folk ville blive anerkendt for deres reelle kompetencer, anerkendt for det, de var og kunne, i stedet for at de, som nu, altid skal være anderledes.
Hvornår sker det?
Hvornår begynder arbejdsgiverne at ansætte borgere på baggrund af deres realkompetencer? Lur mig, om ikke det sker den dag, kvindernes dominans i de formelle uddannelser bliver så massiv, at mændene reelt risikerer at miste magt i samfundet. Da vil formelle uddannelser miste status og realkompetencer komme i højsædet.
Men indtil det sker, er landet heldigvis fyldt med alle os omsorgsfulde og professionelle instanser, som gerne hjælper andre med at blive lige så tilpassede, som vi selv er.
Realkompetence handler i høj grad om tilpasning: tilpasning til formelle uddannelser, arbejdspladser og ja: samfundet. Men hvem er det, der skal tilpasses? Regeringens bud (UVM m.fl., 2004) er "den enkelte” og særligt "de kortuddannede og dem, der fortsat har svært ved at opnå fodfæste på arbejdsmarkedet". Det er altså dem med "særlige behov" (L298, 2003) – dem, der i gamle dage blev kaldt de svage. I dag skal den enkelte blot have vurderet og formuleret sine realkompetencer, så de passer ind i samfundets krav. Det betyder som oftest, at der skal ekstra uddannelse til. Realkompetencer bliver til brugbare kompetencer gennem bevidstgørelse, synliggørelse, dokumentation, uddannelse og ikke mindst: vejledning.
Økonomiske interesser
Hovedårsagen til, at regeringen er begyndt at interessere sig for realkompetence er økonomi. Retorikken er, at der er brug for alle kræfter "for at fremme vækst, velstand og velfærd" (UVM m.fl., 2004).
Hvorfor tilpasning?
Men: Hvorfor er det lige, at folks realkompetencer skal tilpasses? Det kræver et kæmpe apparat af vejledere og administratorer at gøre det, det koster samfundet en masse penge, og først og fremmest kræver det en stor indsats fra individet selv, som i tilpasningsforløbet risikerer nederlag med dertilhørende ridser i selvværdet, som fx: "Hvorfor passer jeg ikke ind nogen steder?" Og spørgsmålet er fortsat, om arbejdsgiverne vil ansætte disse kortuddannede, realkompetencevurderede borgere, når de nu med lethed kan få folk med den, for arbejdsgiveren at se, perfekte lange uddannelse og erhvervserfaring.
Et tankeeksperiment
Lad os prøve et tankeeksperiment: Hvad nu hvis samfundet tilpassede sig folks realkompetencer i stedet for, at folk tilpassede deres realkompetencer til samfundet? Altså, at vi faktisk begyndte at tage EU's Memorandum for Livslang Læring (2000) alvorligt. Det ville betyde, at formel, ikke-formel og uformel læring reelt blev ligestillet på de danske arbejdspladser.
Udvikling – en sutteklud
Prøv at kigge jobannoncerne igennem. Alle arbejdspladser søger udviklingsorienterede mennesker. Udvikling – det er vel noget med at tænke nyt og anderledes. Måske ligefrem frækt og provokerende. Det kræver nok nogle andre kompetencer end dem, arbejdspladsen allerede har. Men hvem tror du bliver ansat? Undersøgelser viser, at vi ansætter dem, der ligner os selv (Ellehave, 2005, SFI, 2006). Og det bliver vi åbenbart ved med. Ellers ville den sociale arv for længst være brudt, kvinderne ville sidde på halvdelen af landets ledelsesposter, etniske minoriteter ville være bredt repræsenterede på alle arbejdspladser, og de hjemløse ville have andet arbejde end at tigge.
Ansæt medarbejdere med de forkerte kompetencer
I stedet for at bruge en masse millioner på et system til vurdering, anerkendelse og tilpasning af folks realkompetencer vil jeg foreslå, at vi i stedet vedtager en lov, der bestemmer, at alle arbejdspladser i Danmark skal ansætte folk med de, for arbejdspladsen, forkerte kompetencer, dvs. dem med forkert køn, forkert hudfarve, forkert uddannelsesbaggrund, forkerte erhvervserfaringer, forkert tøjstil, forkert personlig stil og forkert indstilling til arbejde. Man kunne jo starte blidt ud med 25 procent af medarbejderne og så evaluere ordningen efter 3 år.
Resultatet
Mit bud er, at det ville blive en bragende succes. Oven i købet ville vi slå flere fluer med ét smæk: Samfundsøkonomi, kulturmøde, ligestilling, demokrati og globalisering. Det ville skabe arbejdsglæde og tilhørsforhold til samfundet. Ikke mindst ville vi sikre, at der skete en reel udvikling på de danske arbejdspladser, både på organisationsniveau og politisk niveau. Og folk ville blive anerkendt for deres reelle kompetencer, anerkendt for det, de var og kunne, i stedet for at de, som nu, altid skal være anderledes.
Hvornår sker det?
Hvornår begynder arbejdsgiverne at ansætte borgere på baggrund af deres realkompetencer? Lur mig, om ikke det sker den dag, kvindernes dominans i de formelle uddannelser bliver så massiv, at mændene reelt risikerer at miste magt i samfundet. Da vil formelle uddannelser miste status og realkompetencer komme i højsædet.
Men indtil det sker, er landet heldigvis fyldt med alle os omsorgsfulde og professionelle instanser, som gerne hjælper andre med at blive lige så tilpassede, som vi selv er.
Tidsskriftsnr.:
2006 nr. 2
Publiceringsdato:
10-05-2006
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
Linktitel:
Schultz Annexstræde 5 2500 Valby T: 7228 2826 E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke
Indstillinger for cookie-samtykke