Kort tekst:
Prognoser tager fejl. Men gode fremskrivninger er en anden sag. Hvorfor studerer vejledere ikke i langt højere grad løn- og ledighedsstatistikken, spørger Nils Groes - og udfordrer lederens synspunkter.
Person:
Billede: 
Fotoreportage:
Lang tekst:
Det har altid været svært at spå - især om fremtiden, men nu er det da blevet helt ud i prognosernes hængedynd at forudse arbejdsmarkedsudviklingen i bare et 5-årigt perspektiv. Og mange uddannelser varer jo flere år… Sådan skriver Peter Plant i dette nummer af VejlederForum.
Men er det udsagn vild- eller vejledning? Hvis alle vejledere i kongeriget hopper på den galej, er de stakkels uddannelsessøgende så ikke på herrens mark?
Undertegnede har lavet fremskrivninger af beskæftigelsesmuligheder og indtjening, afhængig af uddannelse, i godt 25 år og har i hvert fald en nogen anden holdning til den sag. Selvfølgelig bygger den slags fremskrivninger på nogen forudsætninger, som ikke altid holder. Og selvfølgelig har vi lavet fejl mange gange. Men som hovedregel haft ret (synes vi selv).
Hvad er så de vigtigste forudsætninger i en fremskrivning? Måske kan man dele dem op i tre kategorier: konjunkturerne, erhvervenes struktur, sammensætning og efterspørgsel samt udbuddet af arbejdssøgende med forskellige kvalifikationer.
Konjunkturerne er dem, der svinger mest og er vanskeligst at forudsige. Derfor opererer vi tit med alternative scenarier, typisk: regeringens lyserøde scenario, hvor ledigheden til stadighed falder (sådan er Finansministerens forventninger altid uanset partifarve) og så en forlængelse af fx Det Økonomiske Råds prognoser ud i noget, der ligner en sinuskurve. Ingen af delene kommer til at passe, men vi ved med sikkerhed, at ledigheden går op og ned og får i hvert fald et indtryk af, hvor på arbejdsmarkedet der bliver flaskehalse, og hvor der bliver ledighed, selv i en højkonjunktur.
Erhvervsstrukturen ændrer sig ikke nær så hastigt, som Peter Plant åbenbart tror. Og det slog sjældent fejl, når vi på længere sigt forudsagde tilbagegang i de vareproducerende erhverv (landbrug og den meste industri) og fremgang i serviceerhvervene, ikke mindst forretningsservice (marketing, it, rådgivende ingeniører etc.). Ej heller, at de uddannelsestunge erhverv går frem, de andre tilbage. Og at alle erhverv, inklusiv de offentlige, til stadighed ansætter flere højtuddannede medarbejdere (i procent af alle).
Det er sandt, at vi ikke forudså den 11. september, ej heller den første regering Foghs ansættelsesstop. Men effekterne af begge dele ebbede ud, og i dag er der næppe spor heraf i det danske beskæftigelsesmønster.
Udbuddet af folk delt op på uddannelser er også til at forudse i de næste 10-15 år. Sagen er jo, at hovedparten af dem på arbejdsmarkedet i dag også er der om femten år. Og vi ved, hvor mange der følger hvilke uddannelser i dag.
Fremskrivningen skal så alene gå på de fremtidige optag på erhvervsskoler, seminarier, universiteter etc. Vi kender ungdomsårgangenes størrelse, og hvis vi regner med, at uddannelsesfrekvensen stiger svagt, men fordelingen på uddannelser forbliver uændret (procentvis), går vi næppe helt galt i byen. Og selv om vi gør, spiller det ikke nogen alarmerende rolle, for stadigvæk: Det flytter ikke mange mennesker, når vi allerede har talt dem med, som er på arbejdsmarkedet og i uddannelsesmaskineriet i dag.
Et vigtigt element i sådan en fremskrivning er at tage højde for arbejdskraftens fleksibilitet. Det er så lykkeligt, at den danske arbejdskraft fagligt er meget fleksibel. Hvis der bliver uddannet 100 flere frisører, end der er brug for, finder de 90 alligevel et arbejde inden for et år – bare ikke som frisører. Så bliver de kassedamer, hjemmehjælpere eller noget andet nyttigt.
Og selv om der i årtier er uddannet flere humanister, end der er brug for (på fx gymnasierne) har langt de fleste fået job, mange af dem i den private sektor. Myten om, at humanisterne klynger sig til det offentlige arbejdsmarked er altså helt forkert. Så der, hvor der er mangel på folk med én uddannelse, forsøger markedet at fylde op med andre. Og der, hvor der er overskud (ledighed), finder folk andre, måske mere utraditionelle job (med den givne uddannelse). Det betyder også, at når ledigheden svinger op og ned med konjunkturerne, svinger den for stort set alle kategorier. Når der er byggeboom og mangel på byggehåndværkere, falder ledigheden også for håndværkere i industrien, for ufaglærte, ja sågar for skolelærere.
Men stadigvæk: Når der bliver uddannet 100 flere humanister, end arbejdsmarkedet umiddelbart efterspørger, forbliver 10 arbejdsløse efter et år. Og hvis der så næste år også bliver uddannet for mange, hober puklen af ledige humanister sig op.
Den skeptiske læser vil sige: Men I tager jo fejl ind imellem, det indrømmer I selv! Og I kan ikke forudse konjunkturerne, så hvad kan vi bruge det til, hvis vore små pus kommer ud i en lavkonjunktur med massearbejdsløshed, hvor I havde regnet med fuld beskæftigelse? Så bliver de ledige - og engang ledige, altid ledige (myten om de tabte generationer). Og hvad skal vi i øvrigt med en prognose, der kun rækker 15 år frem? Folk bliver jo på arbejdsmarkedet i 30 år eller mere.
Et svar kunne være: Myten om de tabte generationer er forkert. Hvis unge ingeniører kommer ud på arbejdsmarkedet i en lavkonjunktur, er der selvfølgelig nogle, der ikke får job med det samme. Men når konjunkturerne så vender, kommer de ledige ingeniører hen ad vejen i arbejde. Og de, som har taget et utraditionelt job (fx som lærervikar) finder sig et ingeniørjob. Deres startløn honorerer ikke perioden som ledig eller lærervikar, derfor får de en lavere løn end jævnaldrende, der fik job som ingeniør med det samme. Men hen ad vejen indhenter de dem, så efter ca. 10 år har de samme indtægt som de jævnaldrende.
Uheldige konjunkturer kan altså ramme nyuddannede (ikke mindst inden for bygge- anlægssektoren), men på længere sigt kan en fremskrivning alligevel holde. Vi havde ikke regnet med 11. september eller med den nye borgerlige regerings ansættelsesstop, som fx gav en betydelig akademikerarbejdsløshed. Men den er siden blevet meget mindre.
Og en fremskrivning på 15 år er nyttig, selv om den ikke rækker et helt arbejdsliv frem. Sagen er jo, at de beskæftigede lærer meget på jobbet. Alle undersøgelser viser, at hen ad vejen bliver de fleste dygtigere til deres arbejde og lærer nye færdigheder. Det er også derfor, at lønnen stiger med øget arbejdserfaring. Så den, der har haft et job i maskinindustrien i 15 år er godt rustet, hvis fabrikken lukker, og det måske gælder om at finde job i servicesektoren. Hvis hun er klog, har hun allerede fundet det, inden fabrikken går ned.
Men okay. Prognoser kan tage fejl. Og hvis nogen ikke tror på gode fremskrivninger, så er det synd for dem. Men de kunne i det mindste tro på fortiden og nutiden. Hvorfor studerer vejlederne ikke i langt højere grad løn- og ledighedsstatistikken? Ledigheden blandt humanister har (i hvert fald) siden 1980 ligget markant over andre akademikeres. Omvendt har lægernes ledighed ligget lige så markant under. Og ikke så mærkeligt. Humanisternes løn ligger et godt stykke under gennemsnittet; lægernes langt over. Det samme gælder dimittendernes ledighed: humanisterne ligger øverst (omkring 40%); lægerne nederst (tæt på nul).
Når en nyuddannet humanist står i fjernsynet og sukker: Hvordan kunne jeg vide, at jeg skulle blive arbejdsløs, når jeg blev færdig? Situationen på arbejdsmarkedet er jo en helt anden, end dengang jeg startede! Så er svaret enkelt: Gu’ var den ej. Hvis du eller din vejleder bare havde gidet kigge i statistikken, var du blevet meget klogere.
Nu ved jeg godt, at verden forandrer sig. Talrige er de udsagn, jeg har hørt fra professorer og andre lærde universitetsfolk om verdens foranderlighed. Vi kender alligevel ikke til fremtidens beskæftigelsesmuligheder, derfor kan de unge lige så godt vælge det, de har mest lyst til! Det passer jo ikke, men måske er udsagnet ikke ganske uvildigt.
Den besynderlige økonomiske model (taxametersystemet), som mange uddannelsesinstitutioner kører efter, hvor institutionerne får penge afhængigt af, hvor mange studerende der søger dem, får jo mangen en lærer (eller rektor) til at mene, at den ene uddannelse kan være lige så god som den anden, og at de unge ved bedst selv. Det er deres eget levebrød, de snakker for.
Dette indlæg skal ikke plædere for, at de unge absolut skal vælge de sikre uddannelser med den største sandsynlighed for beskæftigelse og god løn. Jeg mener, de selv skal vælge, og hvis de partout vil vælge en uddannelse som filosof, så dem om det. Bare de ved, at sandsynligheden for at ende som filosofilærer engang i fremtiden, endsige da professor, er forsvindende lille. Det gode ved historien er, at langt de fleste ender med et job og et liv som nyttig samfundsborger.
Men før de unge vælger uddannelse og dermed i nogen grad identitet og interesser, var det fint, hvis de gjorde sig klart, at der er store forskelle på beskæftigelsesmuligheder og lønudsigter. Det betyder også, at der er store forskelle på, om de i arbejdslivet kommer til at beskæftige sig med - og bruge - det, de lærte under uddannelsen. Også på den måde kan valget af uddannelse påvirke livskvaliteten.
Men er det udsagn vild- eller vejledning? Hvis alle vejledere i kongeriget hopper på den galej, er de stakkels uddannelsessøgende så ikke på herrens mark?
Undertegnede har lavet fremskrivninger af beskæftigelsesmuligheder og indtjening, afhængig af uddannelse, i godt 25 år og har i hvert fald en nogen anden holdning til den sag. Selvfølgelig bygger den slags fremskrivninger på nogen forudsætninger, som ikke altid holder. Og selvfølgelig har vi lavet fejl mange gange. Men som hovedregel haft ret (synes vi selv).
Hvad er så de vigtigste forudsætninger i en fremskrivning? Måske kan man dele dem op i tre kategorier: konjunkturerne, erhvervenes struktur, sammensætning og efterspørgsel samt udbuddet af arbejdssøgende med forskellige kvalifikationer.
Konjunkturerne er dem, der svinger mest og er vanskeligst at forudsige. Derfor opererer vi tit med alternative scenarier, typisk: regeringens lyserøde scenario, hvor ledigheden til stadighed falder (sådan er Finansministerens forventninger altid uanset partifarve) og så en forlængelse af fx Det Økonomiske Råds prognoser ud i noget, der ligner en sinuskurve. Ingen af delene kommer til at passe, men vi ved med sikkerhed, at ledigheden går op og ned og får i hvert fald et indtryk af, hvor på arbejdsmarkedet der bliver flaskehalse, og hvor der bliver ledighed, selv i en højkonjunktur.
Erhvervsstrukturen ændrer sig ikke nær så hastigt, som Peter Plant åbenbart tror. Og det slog sjældent fejl, når vi på længere sigt forudsagde tilbagegang i de vareproducerende erhverv (landbrug og den meste industri) og fremgang i serviceerhvervene, ikke mindst forretningsservice (marketing, it, rådgivende ingeniører etc.). Ej heller, at de uddannelsestunge erhverv går frem, de andre tilbage. Og at alle erhverv, inklusiv de offentlige, til stadighed ansætter flere højtuddannede medarbejdere (i procent af alle).
Det er sandt, at vi ikke forudså den 11. september, ej heller den første regering Foghs ansættelsesstop. Men effekterne af begge dele ebbede ud, og i dag er der næppe spor heraf i det danske beskæftigelsesmønster.
Udbuddet af folk delt op på uddannelser er også til at forudse i de næste 10-15 år. Sagen er jo, at hovedparten af dem på arbejdsmarkedet i dag også er der om femten år. Og vi ved, hvor mange der følger hvilke uddannelser i dag.
Fremskrivningen skal så alene gå på de fremtidige optag på erhvervsskoler, seminarier, universiteter etc. Vi kender ungdomsårgangenes størrelse, og hvis vi regner med, at uddannelsesfrekvensen stiger svagt, men fordelingen på uddannelser forbliver uændret (procentvis), går vi næppe helt galt i byen. Og selv om vi gør, spiller det ikke nogen alarmerende rolle, for stadigvæk: Det flytter ikke mange mennesker, når vi allerede har talt dem med, som er på arbejdsmarkedet og i uddannelsesmaskineriet i dag.
Et vigtigt element i sådan en fremskrivning er at tage højde for arbejdskraftens fleksibilitet. Det er så lykkeligt, at den danske arbejdskraft fagligt er meget fleksibel. Hvis der bliver uddannet 100 flere frisører, end der er brug for, finder de 90 alligevel et arbejde inden for et år – bare ikke som frisører. Så bliver de kassedamer, hjemmehjælpere eller noget andet nyttigt.
Og selv om der i årtier er uddannet flere humanister, end der er brug for (på fx gymnasierne) har langt de fleste fået job, mange af dem i den private sektor. Myten om, at humanisterne klynger sig til det offentlige arbejdsmarked er altså helt forkert. Så der, hvor der er mangel på folk med én uddannelse, forsøger markedet at fylde op med andre. Og der, hvor der er overskud (ledighed), finder folk andre, måske mere utraditionelle job (med den givne uddannelse). Det betyder også, at når ledigheden svinger op og ned med konjunkturerne, svinger den for stort set alle kategorier. Når der er byggeboom og mangel på byggehåndværkere, falder ledigheden også for håndværkere i industrien, for ufaglærte, ja sågar for skolelærere.
Men stadigvæk: Når der bliver uddannet 100 flere humanister, end arbejdsmarkedet umiddelbart efterspørger, forbliver 10 arbejdsløse efter et år. Og hvis der så næste år også bliver uddannet for mange, hober puklen af ledige humanister sig op.
Den skeptiske læser vil sige: Men I tager jo fejl ind imellem, det indrømmer I selv! Og I kan ikke forudse konjunkturerne, så hvad kan vi bruge det til, hvis vore små pus kommer ud i en lavkonjunktur med massearbejdsløshed, hvor I havde regnet med fuld beskæftigelse? Så bliver de ledige - og engang ledige, altid ledige (myten om de tabte generationer). Og hvad skal vi i øvrigt med en prognose, der kun rækker 15 år frem? Folk bliver jo på arbejdsmarkedet i 30 år eller mere.
Et svar kunne være: Myten om de tabte generationer er forkert. Hvis unge ingeniører kommer ud på arbejdsmarkedet i en lavkonjunktur, er der selvfølgelig nogle, der ikke får job med det samme. Men når konjunkturerne så vender, kommer de ledige ingeniører hen ad vejen i arbejde. Og de, som har taget et utraditionelt job (fx som lærervikar) finder sig et ingeniørjob. Deres startløn honorerer ikke perioden som ledig eller lærervikar, derfor får de en lavere løn end jævnaldrende, der fik job som ingeniør med det samme. Men hen ad vejen indhenter de dem, så efter ca. 10 år har de samme indtægt som de jævnaldrende.
Uheldige konjunkturer kan altså ramme nyuddannede (ikke mindst inden for bygge- anlægssektoren), men på længere sigt kan en fremskrivning alligevel holde. Vi havde ikke regnet med 11. september eller med den nye borgerlige regerings ansættelsesstop, som fx gav en betydelig akademikerarbejdsløshed. Men den er siden blevet meget mindre.
Og en fremskrivning på 15 år er nyttig, selv om den ikke rækker et helt arbejdsliv frem. Sagen er jo, at de beskæftigede lærer meget på jobbet. Alle undersøgelser viser, at hen ad vejen bliver de fleste dygtigere til deres arbejde og lærer nye færdigheder. Det er også derfor, at lønnen stiger med øget arbejdserfaring. Så den, der har haft et job i maskinindustrien i 15 år er godt rustet, hvis fabrikken lukker, og det måske gælder om at finde job i servicesektoren. Hvis hun er klog, har hun allerede fundet det, inden fabrikken går ned.
Men okay. Prognoser kan tage fejl. Og hvis nogen ikke tror på gode fremskrivninger, så er det synd for dem. Men de kunne i det mindste tro på fortiden og nutiden. Hvorfor studerer vejlederne ikke i langt højere grad løn- og ledighedsstatistikken? Ledigheden blandt humanister har (i hvert fald) siden 1980 ligget markant over andre akademikeres. Omvendt har lægernes ledighed ligget lige så markant under. Og ikke så mærkeligt. Humanisternes løn ligger et godt stykke under gennemsnittet; lægernes langt over. Det samme gælder dimittendernes ledighed: humanisterne ligger øverst (omkring 40%); lægerne nederst (tæt på nul).
Når en nyuddannet humanist står i fjernsynet og sukker: Hvordan kunne jeg vide, at jeg skulle blive arbejdsløs, når jeg blev færdig? Situationen på arbejdsmarkedet er jo en helt anden, end dengang jeg startede! Så er svaret enkelt: Gu’ var den ej. Hvis du eller din vejleder bare havde gidet kigge i statistikken, var du blevet meget klogere.
Nu ved jeg godt, at verden forandrer sig. Talrige er de udsagn, jeg har hørt fra professorer og andre lærde universitetsfolk om verdens foranderlighed. Vi kender alligevel ikke til fremtidens beskæftigelsesmuligheder, derfor kan de unge lige så godt vælge det, de har mest lyst til! Det passer jo ikke, men måske er udsagnet ikke ganske uvildigt.
Den besynderlige økonomiske model (taxametersystemet), som mange uddannelsesinstitutioner kører efter, hvor institutionerne får penge afhængigt af, hvor mange studerende der søger dem, får jo mangen en lærer (eller rektor) til at mene, at den ene uddannelse kan være lige så god som den anden, og at de unge ved bedst selv. Det er deres eget levebrød, de snakker for.
Dette indlæg skal ikke plædere for, at de unge absolut skal vælge de sikre uddannelser med den største sandsynlighed for beskæftigelse og god løn. Jeg mener, de selv skal vælge, og hvis de partout vil vælge en uddannelse som filosof, så dem om det. Bare de ved, at sandsynligheden for at ende som filosofilærer engang i fremtiden, endsige da professor, er forsvindende lille. Det gode ved historien er, at langt de fleste ender med et job og et liv som nyttig samfundsborger.
Men før de unge vælger uddannelse og dermed i nogen grad identitet og interesser, var det fint, hvis de gjorde sig klart, at der er store forskelle på beskæftigelsesmuligheder og lønudsigter. Det betyder også, at der er store forskelle på, om de i arbejdslivet kommer til at beskæftige sig med - og bruge - det, de lærte under uddannelsen. Også på den måde kan valget af uddannelse påvirke livskvaliteten.
Tidsskriftsnr.:
2006 nr. 3
Publiceringsdato:
30-08-2006
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz Annexstræde 5 2500 Valby T: 7228 2826 E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke
Indstillinger for cookie-samtykke