Kort tekst:
Fra januar 2007 er der nye streger på Danmarkskortet: Hvordan bliver vejledningens vilkår i dette billede?
Person:
Billede: 
Navn:
Peter Plant
E-mail:
Titel:
Professor
Arbejdssted:
Universitetet i Sørøst-Norge
Fotoreportage:
Lang tekst:
Nyt
Kommunerne bliver større, amterne nedlægges, og der kommer regioner i stedet: nye strukturer. Mange dele af vejledningen får hermed nye betingelser: UU’er bliver opdelt eller lagt sammen, og rigtig mange vejledere får nye samarbejdspartnere. Nye kommunale jobcentre - med et islæt af statsligt (tidligere) AF-personale - skal nu tage sig af meget bredere vejlednings- og beskæftigelsesopgaver.
Og nogle UU’er bliver en del af de nye jobcentre og dermed den kommunale beskæftigelsespolitik - og vil således kun med nød og næppe kunne opretholde den uafhængige status, som ellers er/var hele fundamentet for vejledningsreformen fra 2004.
Løse ender
Samtidig er der en del løse ender i de strukturelle reformer. I den ene ende af skalaen er grundskolens vejledningsindsats, herunder UEA (Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering, inklusiv praktik) et forsømt område i mange skoler - og i den anden ende af aldersskalaen ligger voksenvejledningsreformen og venter. I en mølpose.
På den ene side giver dette godt med plads til lokale initiativer uden den kommunale og statslige styring, som ellers præger andre dele af vejledningsindsatsen, bl.a. i form af kontraktstyring af Studievalg. Men på den anden side giver manglen på retningslinier og pejlemærker lidt for god plads til så store forskelligheder i vejledningsindsatsens omfang og kvalitet, at det nærmer sig det betænkelige.
Specielt på voksenvejledningsfeltet er der så mange ukoordinerede aktører og andre aktører, at det helt enkelt er vanskeligt for brugerne at finde rundt i vejledningsjunglen - og især at opleve sammenhæng og progression i vejledningen.
Streger
Nye strukturer og nye streger på landkortet kan give vejlederne mere indflydelse på deres eget arbejde - eller det modsatte. Om det går den ene eller den anden vej afhænger af mange forskellige og til tider modsatrettede kræfter. Vejlederne må besinde sig på, om de vil være proaktive under disse nye forhold - eller om de vil se, hvilken vej vinden blæser, før de sender røgsignaler op.
Mange vejledere kæmper for tiden en brav kamp for at finde deres eget ståsted i turbulente tider - og for at fastholde, at vejledning bliver en vigtig del af tilbuddet i fx de nye jobcentre. Det rækker ikke med at erklære, at nu er systemet enstrenget, og at brugerne nu skal gennem den samme kommunale svingdør, hvis vejledningstilbuddet ikke udvikles til at svare på de stærkt differentierede vejledningsbehov i en meget broget brugerskare.
Her er noget at tage fat på i forhold til professionel udvikling af både vejledere, sagsbehandlere, jobkonsulenter og andre aktører: metodeudvikling, organisationsudvikling og samarbejde mellem de forskellige (vejlednings/rådgivnings) kulturer, som nu kommer under samme hat.
To-sporet
Vejledning bliver allerede og vil i den kommende tid blive målt og vejet endnu grundigere. Benchmarking af vejledningens effekt vil stikke hovedet tydeligere frem: Vejledningsordninger vil blive sammenlignet - uanset geografiske, økonomiske eller sociale lokale baggrundsforhold. En sammenligning mellem æbler og pærer, ganske vist. Men disse sammenligninger vil kunne friste nogle vejledningsenheder til at score de billige og nemme point: Via vejledning, der ser effektiv ud.
De tungere tilfælde er det ikke så let at bakse hurtigt og effektivt igennem en vejledning, som fx skal øge elevgennemstrømning i uddannelser eller forhindre frafald. Her skal der et laaangt sejt træk til. Og det giver sjældent mange effektivitets-skulderklap.
Spørgsmålet er, om vejledning på denne baggrund vil køre ad to spor: Et spor for a-holdet og et andet for b-holdet. Det kunne blive en konsekvens af den entydige satsning på vejledning af dem med de særlige vejledningsbehov - en målgruppe, som dansk vejledning stadig kæmper med at identificere. Har alle brugere særlige behov?
Brugerne
Det bringer os til en upåagtet vinkel: Hvad med brugerne? De direkte brugere: eleverne, de studerende, de arbejdssøgende, de arbejdsløse. Hvor blev de af i hele denne strukturelle ny-planlægning?
Nogle vejledningsprojekter - og EU Kommissionen - går så langt som til at slå et slag for, at de vejledte kan og bør involveres i selve tilrettelæggelsen af vejledningstilbuddet, i planlægningen, i vejledningspolitik tilmed (Plant, 2006). Det synspunkt går langt videre end til at spørge - via spørgeskemaer eller fokusgrupper - nogle brugere, om de er tilfredse med den vejledning, som de har fået. Det deler ansvar med og inddrager brugerne som medansvarlige.
De professionelle og vejledningspolitikerne bliver nødt til at lytte. Og det er nok så vigtigt som nye strukturer og nye streger på landkortet.
Kommunerne bliver større, amterne nedlægges, og der kommer regioner i stedet: nye strukturer. Mange dele af vejledningen får hermed nye betingelser: UU’er bliver opdelt eller lagt sammen, og rigtig mange vejledere får nye samarbejdspartnere. Nye kommunale jobcentre - med et islæt af statsligt (tidligere) AF-personale - skal nu tage sig af meget bredere vejlednings- og beskæftigelsesopgaver.
Og nogle UU’er bliver en del af de nye jobcentre og dermed den kommunale beskæftigelsespolitik - og vil således kun med nød og næppe kunne opretholde den uafhængige status, som ellers er/var hele fundamentet for vejledningsreformen fra 2004.
Løse ender
Samtidig er der en del løse ender i de strukturelle reformer. I den ene ende af skalaen er grundskolens vejledningsindsats, herunder UEA (Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering, inklusiv praktik) et forsømt område i mange skoler - og i den anden ende af aldersskalaen ligger voksenvejledningsreformen og venter. I en mølpose.
På den ene side giver dette godt med plads til lokale initiativer uden den kommunale og statslige styring, som ellers præger andre dele af vejledningsindsatsen, bl.a. i form af kontraktstyring af Studievalg. Men på den anden side giver manglen på retningslinier og pejlemærker lidt for god plads til så store forskelligheder i vejledningsindsatsens omfang og kvalitet, at det nærmer sig det betænkelige.
Specielt på voksenvejledningsfeltet er der så mange ukoordinerede aktører og andre aktører, at det helt enkelt er vanskeligt for brugerne at finde rundt i vejledningsjunglen - og især at opleve sammenhæng og progression i vejledningen.
Streger
Nye strukturer og nye streger på landkortet kan give vejlederne mere indflydelse på deres eget arbejde - eller det modsatte. Om det går den ene eller den anden vej afhænger af mange forskellige og til tider modsatrettede kræfter. Vejlederne må besinde sig på, om de vil være proaktive under disse nye forhold - eller om de vil se, hvilken vej vinden blæser, før de sender røgsignaler op.
Mange vejledere kæmper for tiden en brav kamp for at finde deres eget ståsted i turbulente tider - og for at fastholde, at vejledning bliver en vigtig del af tilbuddet i fx de nye jobcentre. Det rækker ikke med at erklære, at nu er systemet enstrenget, og at brugerne nu skal gennem den samme kommunale svingdør, hvis vejledningstilbuddet ikke udvikles til at svare på de stærkt differentierede vejledningsbehov i en meget broget brugerskare.
Her er noget at tage fat på i forhold til professionel udvikling af både vejledere, sagsbehandlere, jobkonsulenter og andre aktører: metodeudvikling, organisationsudvikling og samarbejde mellem de forskellige (vejlednings/rådgivnings) kulturer, som nu kommer under samme hat.
To-sporet
Vejledning bliver allerede og vil i den kommende tid blive målt og vejet endnu grundigere. Benchmarking af vejledningens effekt vil stikke hovedet tydeligere frem: Vejledningsordninger vil blive sammenlignet - uanset geografiske, økonomiske eller sociale lokale baggrundsforhold. En sammenligning mellem æbler og pærer, ganske vist. Men disse sammenligninger vil kunne friste nogle vejledningsenheder til at score de billige og nemme point: Via vejledning, der ser effektiv ud.
De tungere tilfælde er det ikke så let at bakse hurtigt og effektivt igennem en vejledning, som fx skal øge elevgennemstrømning i uddannelser eller forhindre frafald. Her skal der et laaangt sejt træk til. Og det giver sjældent mange effektivitets-skulderklap.
Spørgsmålet er, om vejledning på denne baggrund vil køre ad to spor: Et spor for a-holdet og et andet for b-holdet. Det kunne blive en konsekvens af den entydige satsning på vejledning af dem med de særlige vejledningsbehov - en målgruppe, som dansk vejledning stadig kæmper med at identificere. Har alle brugere særlige behov?
Brugerne
Det bringer os til en upåagtet vinkel: Hvad med brugerne? De direkte brugere: eleverne, de studerende, de arbejdssøgende, de arbejdsløse. Hvor blev de af i hele denne strukturelle ny-planlægning?
Nogle vejledningsprojekter - og EU Kommissionen - går så langt som til at slå et slag for, at de vejledte kan og bør involveres i selve tilrettelæggelsen af vejledningstilbuddet, i planlægningen, i vejledningspolitik tilmed (Plant, 2006). Det synspunkt går langt videre end til at spørge - via spørgeskemaer eller fokusgrupper - nogle brugere, om de er tilfredse med den vejledning, som de har fået. Det deler ansvar med og inddrager brugerne som medansvarlige.
De professionelle og vejledningspolitikerne bliver nødt til at lytte. Og det er nok så vigtigt som nye strukturer og nye streger på landkortet.
Tidsskriftsnr.:
2007 nr. 1
Publiceringsdato:
09-01-2007
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Linktitel:
Schultz Annexstræde 5 2500 Valby T: 7228 2826 E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke
Indstillinger for cookie-samtykke