Den evidens- og økonomibaserede vejledningsdiskurs
Ja, i ovennævnte vejledningsdiskurs synes der ikke nogen tvivl om, at best practice er den, der på effektiv vis - hurtigst muligt og gerne uden for megen tidsspilde - kan få de unge og de arbejdsledige mv. i gang med en uddannelse eller ud på arbejdsmarkedet. Vejledningen anskues efterhånden blot som et middel til at skabe økonomisk udvikling og som et incitament til at fastholde vores konkurrenceevne i den globale økonomi.

Desuden kan vejledningen ud fra en sådan optik ses som et middel, der skal lede vejledte frem til det "gode" valg, der er realistisk i forhold til den enkeltes kompetencer og afsætning på det fremtidige arbejdsmarked (Regeringsrapport 2006 - Fremgang, fornyelse og tryghed).

Den globale konkurrenceevne
Når jeg hævder, at evidenstænkningen går det vidensøkonomiske ærinde, skyldes det ikke mindst, at de neoliberale og konservative henter en del af deres belæg for det øgede evidensfokus ved at referere til vores internationale konkurrenceevne, den globale økonomi og diverse OECD-undersøgelser.

Dog ser jeg et udtalt behov for, at vi dvæler lidt ved fænomenet globalisering og hele retorikken om, at vores eksistensgrundlag nærmest er i fare, hvis vi ikke formår at etablere os som et hypermoderne vidensøkonomisk samfund. Disse aspekter er - nærmest som en naturlov - blevet selvfølgeligheder, vi ikke anfægter.

Vejledningsfeltets beskaffenhed
I bestræbelserne på at realisere førnævnte indføres der ukritisk nationale vejledningsmål (se vejledningsloven af 2003) og krav om dokumentation og evaluering. Problemet er bare, at man ikke har gjort sig synderligt mange overvejelser over vejledningsfeltets beskaffenhed. Det kan godt være, at evidensbaserede metoder inden for den medicinske diskurs nyder stor anseelse. Men i et praksisfelt som det vejledningspædagogiske, må vi imidlertid være varsomme med at betjene os af samme paradigme, som det medicinske felt anvender.

Et kritisk blik på de bagvedliggende selvfølgeligheder
I et kritisk perspektiv finder jeg det derfor kritisabelt, at Lars Goldschmidt, formand for evalueringsgruppen, i analogi til politikernes økonomiske tankegang, udtrykker, at der er en mangel på bevisførelse i vejledningen (Læs interviewet Hvem siger, vejledning virker?).

Hvorfor så det? Jo, fordi det videnskabsteoretiske afsæt, der ligger latent bag en sådan udtalelse, stemmer overens med de antagelser, der kan henføres til det positivistiske paradigme. Heri formodes det dels, at der er identitet mellem sag og begreb og dels, at det er muligt at finde frem til generelle lovmæssige sammenhænge (Riis Flor 2003). En sådan betragtning finder jeg yderst problematisk. Særligt, når vi har med et vejledningspædagogisk praksisfelt at gøre.

Som også Thomas Kuhn (1995) tidligere har påpeget, opererer hvert paradigme med hver deres ontologi, dvs. verdensbillede og menneskesyn. Så hvis de dominerende og positivistiske inspirerede økonomisk-tekniske vidensformer uhindret får lov at sætte dagsordenen for det vejledningspædagogiske felt - fordi der her kræves "sikker viden" - ja, så mister vi nogle meget centrale dimensioner. Her tænker jeg på dem, som kun lader sig kvalitativt bedømme og ej kvantitativt.

Mulighed for videnstab, hvis vi ikke er varsomme
Jeg er derfor enig med Lejf Moos et al. (2006), der hævder, at hvis fokus udelukkende retter sig mod udviklingen af evidensbaseret viden i jagten på at skærpe vores konkurrenceevne og vidensøkonomi, kan det betyde et omfangsrigt videnstab. Det kan hænge sammen med, at den eksisterende praksisviden, der florerer i praksis, ikke anerkendes og ikke udvikles ud fra den betragtning, at særlige interesser og særlige definitioner af videnskab erobrer monopol på at definere, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

Hvis dette aspekt uhindret får lov at manifestere sig i vejledningen, bliver vi efter min vurdering blinde overfor andre måder at anskue tingene på. Det skyldes ikke mindst, at ethvert vidensregime afgør og udstikker rammerne for, hvilken viden der anerkendes som gyldig (Schmidt 1988). Af samme grund finder jeg det dybt problematisk, hvis evidenssynsvinklen ukritisk får lov at spille førsteviolin i vejledningsregi.

De endeløse gentagne paroler
Det er ligeledes bekymrende, hvis parolerne om livslang læring, "most value for the money", dokumentation og effektivitet, ja, you name it, får lov at være de dominerende diskurser i vejledningsregi. Ikke mindst fordi vejledningen kan forfalde til blot at handle om den enkeltes afsætning på det fremtidige arbejdsmarked, hvis den da ikke allerede langt hen af vejen gør det.

Det tingsliggørende menneskesyn
Men mister vejledningen ikke en vigtig dimension, hvis det hele blot drejer sig om økonomiske mål samt at måle og veje den enkelte ud fra dennes CV og kompetencemappe? Jo, ifølge min vurdering har dr. theol. Jørgen I. Jensen (2006) en central pointe, når han advokerer for, at vi må forholde os kritisk til det statiske, det substantielle og tingsliggørende, som det samtidige individ anskues i forhold til, hvilket jeg synes, evidensdiskursen bidrager heftigt til. Det hænger sammen med, at jeg ikke ønsker, vi skal tilbage til det moderne samfunds træk/faktorteorier. Heri søger man at kategorisere individet ud fra forskellige personlighedstræk, som kan bruges til at bedømme den enkeltes styrker, mulige præstationer samt vurdere, hvilke erhvervsmæssige orienteringer der er hensigtsmæssige (Rüsselbæk Hansen 2007)

Anderledes behov - den eksistentielle dimension
Kan man ikke forestille sig, at selvom vi i det senmoderne - eller hvad nu samfundet betegnes som - rent kvantitativt og materielt har opnået forbedringer, at der er andre eksistentielle behov, der presser sig på? Her tænker jeg på, at politikere, erhvervsfolk og andre økonomiske vismænd hyppigt glemmer, at det måske ikke er alle, der blot ønsker at være en brik i det økonomiske game. Ofte er der andre ting på spil for den enkelte.

Når alle i dag skal tage stilling til så at sige alt, kan det måske virke eksistentielt betryggende at søge vejledning, dvs. opnå mulighed for at sætte eksisterende selvfølgeligheder i spil, få åbnet nye horisonter og få mulighed for at få diskuteret nogle af de valg, der er umulige at undsige sig. Det er her, at jeg ser, vejledningen har sin berettigelse.

Så er spørgsmålet bare om alle tal-ekvilibristerne og "konkurrence-globalisterne" også kan overbevises om, at det "gode liv" indeholder mere og handler om andet end livslang læring, kompetenceudvikling samt en evig stræben efter det rigtige og funktionsrettede CV. Det kan vel heller ikke være helt uaktuelt for samfundet, at vi har borgere, der trives, fordi de har fået hjælp til at håndtere en række af de problemstillinger, det foranderlige samfund møder den enkelte med.

Følsomhed for det vejledningspædagogiske felt
Når professionelle skal til at finde fodfæste i det nye vejledningspædagogiske felt, er det følgelig vigtigt at få fortalt de gode historier, få forsket i aktuelle temaer og få gjort forskellige erfaringer til genstand for dialog aktørerne imellem. Inspireret af socialanalytikkens praktisk-poetiske vidensform (Schmidt 1999; Schmidt 2005) vil jeg dog gerne mane til varsomhed med at tilstræbe at finde frem til den mest effektive, virkningsfulde og sikre vejledningsform, der kan måles og vejes - og endda betale sig rent økonomisk.

Når vejledningen fattes som værende et socialt mellemværende i et socialanalytisk perspektiv, er vi også nødsaget til at ophæve den kausalitet, der er indbygget i forholdet mellem intention og virkning (Fristrup 2006). Derfor vanskeliggøres svarene på følgende spørgsmål: Hvad virker? Hvad er mest effektfuldt? Hvad kan bedst betale sig osv.?

Dislykketheden i vejledningen
Så når vi spørger, hvad der karakteriserer "den gode vejledning", kan vi ikke nå frem til et svar i dogmatisk forstand. Ikke desto mindre kan ét bud være, at der med Lars Henrik Schmidts ord investeres i en praksis, der forløser, og at man forliger sig med, at ikke alt kan lykkes, men accepterer, at tingene ofte "dislykkes" (Schmidt 2002). Det betyder ganske enkelt, at vi i et vejledningsperspektiv erkender, at tingene måske ikke altid lykkes efter intentionen, men alligevel godt kan vise sig værdifulde.

Vejlederens behov
Vejlederens behov er derfor - inspireret af vejledningsteoretikeren Audrey Collin (1996) - ikke at få tegnet og udarbejdet nye kort og metoder, som denne slavisk kan benytte sig af. Ikke desto mindre kræves det, at vejlederen har kendskab til megen teori, forskning og andres erfaringer. Men i mødet med vejledte er der altid en række historiske a priori samt kontekstuelle og situerede betingelser, der skaber en vis form for vilkårlighed, som vi unægtelig aldrig er foruden. Derfor synes det også utopisk og yderst idealistisk at regne med, at svaret på den mest effektfulde og rationelle vejledning én gang for alle kan artikuleres.