Titel:
Ja til større indsats på skoleområdet
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Af Anne Mette Ehlers

"EVA-rapporten sætter fingeren på vejledning på skoleområdet. Nu sætter vi ekstra fokus på udvikling af denne vejledning. Men det er ikke let at finde de unge, som har problemer. Gode forældre på papiret er ingen garanti," siger centerleder ved Ungdommens Uddannelsesvejledning i Køge Bugt, Mark Jensen.

Person:
Billede:
Mark Jensen
Navn:
Mark Jensen
Titel:
Centerleder
Arbejdssted:
UUV Køge Bugt
Fotoreportage:
Lang tekst:

Når Mark Jensen kigger ned over det brede spekter, synes han, at UUV Køge Bugt prioriterer og holder fokus i vejledningen på den mest udsatte gruppe af unge. Dermed afviser han kritikken fra Lars Goldschmidt, der var formand for udvalget bag den nye EVA-rapport om vejledningen af unge i deres uddannelsesvalg. I interviewet Hvem siger, vejledning virker fra det seneste nummer af VejlederForum Magasinet har Lars Goldschmidt nemlig udtalt, at vejledere "ikke konstant skal massere alle," men først sætte ind, når det går skidt.

Spis brød til
I UUV Køge Bugt er vejledningen opdelt i tre teams. Det ene team arbejder med unge i skoleområdet, inklusiv alle privatskoler. Det andet team arbejder med unge fra grundskolen og helt op til det 25. år, selv om loven først dikterer, at det skal ske fra næste år. Det sidste team tager sig af opholdssteder med skoletilbud, specialklasser på skolerne og specialskoler. Således er der et sammenhængende vejledningsforløb fra 6. klasse og op til det 25. år.

"Vi vejledere bliver ved med at være med på sidelinien," siger Mark Jensen, der mener, at kritikken på ungeområdet er uberettiget. Fordi de unge, der har uddannelsesafbrud, bliver kontaktet, og det samme gør alle tilflyttere til UUV's kommuner.

Dog bliver de unge, der kører fint igennem deres uddannelsesforløb, ikke kontaktet. "Her har vi en klar prioriteret indsats. Vi sætter først ind, når det går skidt, hvis jeg må bruge Lars Goldschmidts ord," siger Mark Jensen.

På specialområdet er hele vejledningsindsatsen prioriteret. Tilbage er skoleområdet, og her medgiver Mark Jensen, at der skal en ekstra indsats til. For den prioriterede indsats kan udvikles.

"Men tænk på, at vi er midt i en proces. Nogle gange skal man spise brød til. Ungdommens Uddannelsesvejledning er fra august 2004. Vejlederuddannelsen er fra august 2004. Og fakta er, at UU-centrene tit må ansætte folk uden uddannelse og i stedet køre parallelle uddannelsesforløb for nyansatte," siger Mark Jensen.

200 klasselærere på kursus
UUV Køge Bugt har udviklet kursusområdet for lærere. De undervises i, hvad de kan gøre for at forberede børnene bedre til valg af ungdomsuddannelse og til tilværelsen på arbejdsmarkedet:

"Det er lige fra første klasse. Fra at eleverne bliver opmærksomme på, at der er nogen, der gør rent i klassen, til at de langt senere i skoleforløbet føler sig rustet til selv at kontakte arbejdspladser, skrive ansøgninger og være i erhvervs- eller uddannelsespraktik," fortæller Mark Jensen.

EVA-rapportens anbefaling om en opprioritering af - og et tættere samarbejde om - faget uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering (UEA) er blevet præsenteret for skolelederne, og 200 klasselærere har været tilmeldt UUV's UEA-kurser i dette skoleår.

"Det har været en kæmpe succes. Vi vil noget mere med uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering, og vi kan se, at skolerne støtter op. Vi holder kurser gennem hele grundskolen. Fx inspirerer vi til inddragelse af UEA i alle fag," fortæller Mark Jensen., der mener, det er essentielt, at man tager diskussionen om, hvordan vægtningen skal være i undervisningen:

"Hvis målet er, at 95 % gennemfører en ungdomsuddannelse, er det så vigtigt, at eleverne lærer at læse, at de bliver socialt udadvendte, eller at de kommer ud og ser realistiske uddannelsesinstitutioner, fx en slagteriskole? Eller er det deres valgkompetencer, der skal udvikles og styrkes? Vejledningen i den personlige samtale har én rolle, undervisningen i UEA en anden, men de komplementerer hinanden," siger Mark Jensen.

UUV Køge Bugt prioriterer vejledningsressourcerne stramt. Der arbejdes med udvikling af gruppesamtaler, hvor unge med trivsels- og adfærdsproblemer taler sammen og erfarer, at de ikke er alene. Den kollektive vejledning styrkes i forhold til de velfungerende unge, så der ikke vejledes individuelt om gymnasiale uddannelser. I stedet holder vejlederne en fælles samtale med den halvdel af klassen, der overvejer at gå den vej.

Prøver sig frem
Mark Jensen medgiver, at det er meget svært at identificere, hvilke unge som har problemer, eller som vil få problemer:

"Vi skal blive bedre til at spotte den risikogruppe, der har gode forældre på papiret. I dag kommer hvert femte barn af veluddannede forældre ikke igennem en ungdomsuddannelse. Så vi skal fx ikke kun have fokus på de tosprogede."

Han fortæller, at UUV Køge Bugt endnu er en ny organisation, og at de ikke har udviklet den rigtige metode endnu - hvis en sådan findes. Foreløbig er vejlederne sat sammen for at diskutere problematikken i kvartetter på fire vejledere fra forskellige områder.

"Vi samarbejder også med ungdomsuddannelserne og holder dialogmøder, fx når der er tilfælde med unge, der afbryder deres valgte ungdomsuddannelse. Vi taler om, hvad der gik galt, så vi alle sammen kan blive klogere. Nogle gange prøver vi at sende en ung ud, hvor vi er lidt i tvivl. For hvad ellers? Det er en proces, hvor vi med enkelte unge prøver os frem," siger Mark Jensen og fortsætter: "Nogle af de unge, der afbryder deres ungdomsuddannelsesforløb, er ikke indstillet på at gå i skole. Her kan et arbejdsforløb med en opfølgning et halvt eller et år efter med en uddannelsessamtale være vejen frem. For mange kan løsningen være et ophold på en produktionsskole."

Hvis der er unge med klare problemer, indrettes specielle vejlederforløb for at identificere, hvad der er realistisk for dem. De bliver altid sendt ud til uddannelser og arbejdspladser. "De skal kende uddannelsen og jobbet. En samtale kan blive indforstået. Det gælder om at komme ud og se, lugte og føle," slutter Mark Jensen.

Om Mark Jensen
Mark Jensen er læreruddannet fra Silkeborg Seminarium i 1982. Siden har han læst HD på Handelshøjskolen i Århus og har været lærer i Køge til 1993, hvor han blev skole- og ungdomsvejleder med en vejlederuddannelse fra Danmarks Lærerhøjskole. I 1999 blev han konsulent for skole- og ungdomsvejledningen i Køge og Vallø, og i 2004 centerleder for Ungdommens Uddannelsesvejledning i Køge Bugt, der dækker kommunerne: Greve, Køge, Solrød og Stevns.

Tidsskriftsnr.:
2007 nr. 4
Publiceringsdato:
26-10-2007
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke