I november 2004 fandt en rapport, at etableringen af UU'erne (Ungdommens Uddannelsesvejledning) i det store og hele fungerede, sådan strukturelt set (Plant, 2005).
UU'ernes udviklingsbehov lå dengang på områder som:
- Viden om målgrupper (de særlige vejledningsbehov)
- Udvikling af vejlederidentitet som professionel vejleder
- Balancen mellem central og decentral organisering
- Vejledning af klart formulerede målgrupper ud fra vagt formulerede kriterier.
Siden er der sket en del, men diskussionen om målgrupper fortsætter og endda med forstærket kraft, efter at EVA-rapporten (EVA, 2007):
"UU-centre har forskellige opfattelser af, hvem de unge med særlige vejledningsbehov er… også vejlederne imellem på de enkelte centre er der vidt forskellige opfattelser af, hvilke unge der har særlige behov for vejledning. (Der er) stor tvivl om, hvor snæver eller bred en målgruppedefinition, det er hensigtsmæssigt at arbejde med… vejlederne identificerer i praksis ofte de unge med særlige vejledningsbehov på baggrund af deres erfaring og mavefornemmelse i stedet for at anvende de udarbejdede definitioner af gruppen af unge med særlige behov for vejledning…
Centrenes og de enkelte vejlederes individuelle opfattelser af, hvem af de unge i folkeskolen - ud over dem, der modtager undervisning efter § 20 - der har særlige behov for vejledning, betyder, at vejledningen i nogen grad er afhængig af den enkelte vejleders opfattelse af, hvad et særligt vejledningsbehov er. UU-vejlederne har svært ved at opfylde intentionen om at målrette vejledningen mod en afgrænset gruppe unge med særlige behov for vejledning i praksis. Den meget overordnede definition, der er beskrevet i regelgrundlaget, er medvirkende til, at centrene har vanskeligt ved at udarbejde nogle centerspecifikke retningslinjer for målretning af vejledningsindsatsen."
Og vejlederne ved Studievalg fik ved samme lejlighed denne anvisning:
"Der er behov for at definere en ny rolle af hensyn til unge med særlige behov for vejledning. Det er afgørende, at unge med særlige behov for vejledning sættes i kontakt med vejledere, der har tilstrækkelige forudsætninger i form af kompetencer og tid til at sætte ind med de relevante indsatser. Denne opgavevaretagelse forudsætter en specialistfunktion. Den nuværende opdeling i overgangs- og gennemførelsesvejledning sikrer imidlertid, hverken at de unge med særlige behov for vejledning identificeres, eller at de modtager personlig vejledning. Tværtimod forudsætter den måde, som vejledernes roller er defineret på, at de unge selv er opsøgende, for studievalgsvejlederne kender ikke elevgruppen og har ikke mulighed for at identificere dem på egen hånd. Det er et problem, ikke mindst i forhold til unge med særlige behov for vejledning."
Så vidt EVA: En kras kritik af vejledernes politisk ukorrekte mavefornemmelser, fordi den rammer ned i lovgivningens centrale punkt, at "Vejledningen skal i særlig grad målrettes unge med særlige behov for vejledning om valg af uddannelse og erhverv" (§ 1, stk. 2 ).
Opgaven var og er stadig og endda i forstærket grad at få de sidste med:
"Der skal derfor gøres en ekstra indsats for, at den sidste femtedel også gennemfører en ungdomsuddannelse. Indsatsen skal først og fremmest tage udgangspunkt i en fokusering på de elever, der har de svageste forudsætninger, eller som er uafklarede i deres uddannelsesvalg, og dermed har størst risiko for at falde fra en ungdomsuddannelse. Der skal også placeres et klart og øget ansvar for, at de unge påbegynder og gennemfører en ungdomsuddannelse, hos kommunerne, arbejdsgiverne, uddannelsesinstitutionerne, forældre og de unge selv… Som led i indsatsen for, at de unge påbegynder og gennemfører en ungdomsuddannelse, skal kommunerne følge systematisk op over for de unge, der ikke begynder på en uddannelse og over for dem, som falder fra eller står i risiko herfor."
Sådan hed det i lovforslagsbemærkningerne til L 171, som igen handlede om vejledning af dem med de særlige vejledningsbehov. Og hvem er de så, disse særligt særlige?
Definitioner
Et Studievalg (Midt- og Vestjylland) anvender denne definition på deres målgrupper:
- Personer med fysiske/psykiske handicap og funktionsnedsættelser
- Personer med anden etnisk baggrund (dårlige sprogkundskaber, fastlåste familiemønstre og snævre uddannelses-/erhvervsvalg)
- Personer - både unge og voksne - med svage personlige forudsætninger (læse/staveproblemer, lavt selvværd/stort behov for bekræftelse og opmærksomhed, uafklarethed, urealistiske forestillinger om erhvervsmuligheder, lave karakterer, social fastlåsthed og lille netværk)
- 5. og 6. g'ere, dvs. unge med en gymnasial uddannelse, som er ældre end to år, og som endnu ikke er kommet i gang med en uddannelse
Studievalg Midt- og Vestjylland Virksomhedsplan 2005-2006
Nogle UU'er har defineret, hvilken målgruppe de mener, der er tale om. Kirsten Jensen, vejleder fra UU-Roskilde, beskriver i artiklen Overskud til omsorg (Via Vejledning, nr. 12, 2007) et mentorprojekt, hvor målgruppen er:
- Normalt begavede, men forvirrede og umodne unge
- Unge med svagt socialt netværk
- Unge med lettere personlige problemer
- Unge uden positive voksne rollemodeller
- Unge, der er faldet fra en ungdomsuddannelse
- Unge, der er i risiko for at falde fra en ungdomsuddannelse.
De unge mangler identifikationsmodeller. Her kommer en mentor ind, fordi de har særlige vejledningsbehov, mener dette UU. Der er tale om en meget bred gruppe. Mange ville fx kunne identificere sig med på et tidspunkt i deres liv at have været "Normalt begavede, men forvirrede og umodne".
Så nu er vi næsten derhenne, hvor alle eller de fleste kan have særlige vejledningsbehov. Og det netop ikke meningen: Det politiske mål er at målrette indsatsen mod dem, der har et alvorligt behov for vejledning. Og at lade resten klare sig med mindre vejledning eller via selvbetjening. Politisk set er der tale om en dobbelt strategi: Vejledning skal både række ud til alle og samtidig i særlig grad fokusere på dem med de særlige vejledningsbehov. I praksis er det en vanskelig balancegang at gøre begge dele.
Men listen er længere. Forløberen for den målrettede indsats i forhold til særlige vejledningsbehov sås bl.a. i KIU-projekterne (Kvalitet i Ungdomsvejledningen, 2002-2003). Her blev de unge med særlige vejledningsbehov kaldt "utilpassede" samt:
- De svage
- De udsatte
- De marginaliseringstruede
- De frafaldstruede
- De unge med særlige behov
- De specielt egnede.
Den sidste betegnelse i denne række er nærmest en poetisk omskrivning med hilsen til Peter Høegs bog De Måske Egnede, mens resten af etiketterne afspejler det problematiske, stigmatiserende ved at tilhøre målgruppen: svag, udsat, truet. Selv det at være "tosproget" er i sig selv et problem, åbenbart - uha da da og so sorry.
En nyere forskningsrapport peger igen på, at "Der er behov for en kvalificering af, hvad der forstås ved unge med særlige behov for vejledning"(Pless & Katznelson, 2007):
"En sådan kvalificering udfordres dog, idet gruppen af unge med særlige behov for vejledning ikke lader sig snævert afgrænse. De fleste unge har behov for vejledning på et tidspunkt i deres uddannelsesforløb, ligesom de unges behov for vejledning er foranderlig. Undersøgelsen viser, at en ung på blot ét år kan bevæge sig fra en udsat og vejledningskrævende position uden for det formelle uddannelsessystem til at finde en plads i uddannelsessystemet - og omvendt. Samtidig tegner der sig dog nogle tendenser i forhold til, hvilke unge der i særlig grad har behov for ekstra opmærksomhed i vejledningen:
Fagligt udsatte unge.Her er tale om fagligt og bogligt svage unge (med karakterer under 7, nu 4). Mange er skoletrætte og har dårlige skoleerfaringer. De er typisk usikre på deres fremtidige vej i uddannelsessystemet og oplever, at vejledningssamtalerne har langt større betydning end de fagligt stærke elever (med karakterer over 9, nu 7).
Unge med problemer ud over det rent faglige. Her er tale om unge med sociale og/eller personlige problemer, som præger den unges generelle trivsel. Hertil kommer for manges vedkommende også faglige problemer.
Uafklarede unge med nydansk baggrund.Flere af de unge med nydansk baggrund, har, sammenholdt med de øvrige unge, en ringere mulighed for at hente hjælp til uddannelsesvalget hos deres forældre. Hertil kommer, at flere af disse unge oplever at være i en særlig udsat position i uddannelsessystemet. En udsathed, der knytter sig til oplevelsen af at blive positioneret som anderledes og som et problem.
Unge i den faglige midtergruppe. Her er tale om en bred gruppe af de unge. Det kan dreje sig om unge med lav faglig selvtillid samt unge, som oplever uddannelsesvalget som særligt vanskeligt, eller som føler sig i klemme blandt egne ønsker og forældres forventninger og krav."
I KIU-projekterne blev de "særlige behov" gradbøjet på forskellig vis: særlig, særligt og særlige blev og bliver brugt i flæng (Plant, 2004). Det betød, at der var tale om:
- Unge med særlig behov for vejledning (mere vejledning)
- Unge med særligt behov for vejledning (speciel vejledning)
- Unge med særlige behov (ud over vejledning).
Sprogbrugen dengang og nu viser, at det langt fra er entydigt, hvad de "særlige behov" i forhold til vejledning faktisk betyder. Men dette begreb er krumtappen i tilrettelæggelsen af vejledningsindsatsen. Så egentlig er vi ikke kommet så meget længere i denne diskussion på trods af ihærdige anstrengelser fra især Undervisningsministeriets side, senest med endnu enændring af vejledningsloven (lov nr. 559 af 6. juni 2007), som fokuserer på identifikation af elever med særlige behov for vejledning fra 6. klasse, en mere målrettet uddannelsesplan, mentorer og afklarende forløb uden for skolen.
Forbistring
En af kilderne til begrebsforbistringen er, at børn og unge med særlige behov (herunder måske også særlige vejledningsbehov) i andre og nærliggende sammenhænge omfatter specialundervisning, specialpædagogisk bistand og svært handicappede elever.
Senest så vi det i "Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov" (2007), som handler om "unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov… der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse." Her er vejledning i øvrigt et omdrejningspunkt for at få individualiserede uddannelsesforløb til at hænge sammen i en personlig plan.
Et andet forbistringspunkt som - måske mere upåagtet - spiller en rolle her er, at en del vejledere simpelthen ikke anerkender den præmis, som ligger bag, nemlig at nogle unge bliver udvalgt til at have særlige vejledningsbehov. Disse vejledere vil ikke medvirke til en stigmatisering ved at stemple særlige unge, for som en af dem siger: "Tamilske piger har ingen vejledningsbehov, de skal bare i gymnasiet" (Sørensen, mfl., 2007). Og her er der endda tale om en gruppe unge, som oftest på forhånd er udset til at have særlige vejledningsbehov, nemlig piger af anden etnisk herkomst end den kernedanske.
Nogle vejledernevægrer sig således ved at prioritere vejledningsindsatsen ud fra kriterier om særlige vejledningsbehov, fordi de mener, at alle unge i princippet har behov for vejledning, og at det ikke tilkommer dem at prioritere. Mens Undervisningsministeriet på den anden side mener, at nogle unge ikke blot skal have mere vejledning end andre, men også anderledes vejledning. Og at det burde medføre, at vejledningsenheder herefter differentierer metoder og aktiviteter - og også omfanget af vejledningen. Altså en skævdeling af ressourcerne: mere og anderledes til de få. Mindre og anderledes (?) til de mange.
To bud
Måske ville det hjælpe på sagen, hvis "særlige vejledningsbehov" blev kvalificeret på mindst to ledder:
- "Særlige vejledningsbehov" er et systemsvar på en række sammensatte behov, som kan vise sig på mange måder, fx ved uregelmæssigt fremmøde i en skole, misbrug, isolation, mobning, apati, voldelighed… altså komplekse faglige, personlige og sociale problemer. Med begreber som fx udvidet vejledning eller bonusvejledning ville både vejledningssystem og brugere få en retning: Der er netop ikke tale om mere af det samme, men om en omsorg (og iblandt: kontrol), udtrykt i anderledes tilgange til vejledningsopgaven. For tiden er mentoring svaret på de fleste problemer i vejledningsindsatsen - og hvor mentorer ikke rækker, står street runneren parat, en elevcoach (se Ung til ung på EMU). Men måske er vi ved at komme for langt ud her: Hvor mange lag af hjælpere skal der til for at komme særlige vejledningsbehov i møde?
- Hvem definerer "Særlige vejledningsbehov"? Sjældent de vejledte selv. Er det i praksis muligt at sige NEJ tak til et uønsket, men særligt vejledningstilbud? Ville det være et dristigt skridt at tage… at spørge de vejledte om, hvilke (særlige?) vejledningsbehov de selv mener, at de har? Og om hvordan vejledningen så skal tilrettelægges for at komme disse særlige behov i møde. En taxonomi på flere trin afslører, at der kan være lang vej til, at de vejledte selv kommer til orde og selv bliver medplanlæggere af vejledningsindsatsen (Plant, 2006; Plant, 2007). Men her ligger netop en kerne: De vejledte skal i højere grad kunne genkende sig selv og deres vejledningsbehov - og tage et større ejerskab over vejledningsprocessen. Og altså om de har særlige vejledningsbehov, og hvad det betyder for den slags vejledning, som de selv mener, at de har behov for.
I de fleste tilfælde ser det ud til, at særlige behov netop er komplekse størrelser, hvor sociale og personlige forhold spiller sammen med og er en del af de uddannelses- og jobmæssige problemer. Her er det så, at vejledning skal gribe ind og kompensere, rette op på sociale problemer. Kan vejledning det? Ja, delvist - men vejledningen alene løser ikke problemer som grundlæggende er sociale og samfundsmæssige. Det sociale atlas (Thomas & Dorling, 2007) afslører, at der stadig er forskel på uddannelses- og jobmulighederne i Hellerup og Gjellerup. Fremtiderne ser forskellige ud, selvom der er enkelte mønsterbrydere. Vejledning kan i nogen grad kompensere for sociale vilkår -men ikke gøre Gjellerup til Hellerup.
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
| |||||||
Indstillinger for cookie-samtykke