Meningen med matchvurderingen er, at den skal svare til de konkrete krav på arbejdsmarkedet, der er til den enkelte borgers kompetencer og ressourcer. Når man er blevet placeret i match 1-3, er man arbejdsmarkedsparat og vurderes til at kunne få et job.

Men hvilke midler har frontliniemedarbejderen til rådighed for at støtte klienten i at komme i arbejde? Er den socialfaglige indsats begrænset til en administrativ indplacering i en matchgruppe, hvorpå klienten er overladt til markedskræfternes virkelighed? Hvor skal 'skylden' placeres, når en arbejdsmarkedsparat ikke kommer i arbejde? Og hvad så med dem, der er knap så arbejdsmarkedsparate? Hvad betyder indplaceringen i matchgrupper for dem?

Svaret på disse og en lang række andre spørgsmål blæser i vinden for tiden. Der mangler endnu meget viden om, hvordan brug af matchkategorier påvirker håndteringen af arbejdsløse i den danske velfærdsstat.

Sociale rettigheder og et velfærdsstatsligt udgangspunkt I denne tid, hvor "velfærd" som begreb dukker op igen og igen i den politiske debat, er det værd at stoppe op og stille sig selv spørgsmålet: "Hvad mener vi egentlig, når vi siger velfærd?". Et klassisk svar på dette spørgsmål kan hentes i T.H. Marshals rettighedsbegreber, som han udviklede tilbage i 1960'erne. Her sættes fokus på at sikre sociale rettigheder som elementært for borgernes velfærd.

Sociale rettigheder handler blandt andet om, at den enkelte gennem velfærdsstaten beskyttes fra de frie markedskræfter på udvalgte områder, så som beskæftigelse, helbred, uddannelse og bolig.

En velfærdsstat er netop forpligtet til at sikre borgeren, når markedet - herunder også arbejdsmarkedet - er utilstrækkeligt. Og den danske velfærdsstat er i sit udgangspunkt kendetegnet dels ved sin universalisme, dvs. at alle borgere sikres, og dels ved sin generøsitet, dvs. at sociale bidrag ikke blot giver minimal behovsdækning, men har et lighedsskabende sigte. Med den stadige udvikling og skærpelse af en aktiv arbejdsmarkedspolitik er fokus blevet flyttet fra at sikre de arbejdsløses sociale rettigheder til et fokus på pligter, sanktioner og incitamenter.

Men en ting er, hvilke rettigheder der grundlæggende ligger i vores velfærdsstat. Noget andet er, hvordan disse sociale rettigheder oversættes til administrative politikker og bureaukratiske procedurer.

Man kan anskue de nye procesreguleringsregler, herunder visitationsværktøjskassen med bl.a. matchkategorier, som en ny måde at oversætte den arbejdsløses sociale rettigheder til en bureaukratisk procedure. Erfaringerne viser dog, at oversættelse af politiske intentioner til praksis risikerer at medføre en afstand mellem intentioner om eksempelvis tildeling af sociale rettigheder og den faktiske implementering af disse rettigheder i den bureaukratiske kontekst.

Med til en aktuel velfærdsdebat hører derfor også spørgsmål (og gerne svar på!), hvordan de arbejdsløses sociale rettigheder sikres, og hvordan disse oversættelser fra velfærdsstatslige og politiske intentioner til bureaukratisk praksis foregår.

De utilregnelige (?) frontliniemedarbejdere
En central person i denne oversættelse er frontliniemedarbejderen. De politiske intentioner med implementering af visitationsværktøjskassen er at sikre et beskæftigelsesrettet fokus. Indsatsen i jobcentrene skal handle om at få de arbejdsløse i beskæftigelse, og interessen skal være rettet mod den enkeltes afstand/nærhed til arbejdsmarkedet, frem for mod de problemer den arbejdsløse eventuelt måtte have at slås med. Heri ligger en implicit - eller i visse tilfælde temmelig eksplicit - kritik.

Frontliniemedarbejderne er af nogle blevet betegnet "velfærdsstatens varme hænder", men på beskæftigelsesområdet ser man nu gerne, at hænderne er knap så varme. I hvert fald har denne gruppe været udsat for nådesløs kritik for at være omklamrende og klientgørende.

Som Bettina Post siger i interviewet Træk vejret beskæftigelsesminister i sidste nummer af magasinet Vejledningens effekt: "2005 var et mareridt af underlødige udtalelser fra ministeren og hans ordfører på området".

På trods af, at medarbejderne i jobcentrene kan opleve, at de mødes af mistillid, skærpet regulering og deraf følgende administrative byrder samt indskrænkning af det faglige råderum, så er deres oplevelse af de nye værktøjer, herunder matchkategorierne ikke entydigt negativ.

I et jobcenter blev medarbejderne spurgt om, hvordan de oplever værktøjerne. Flere fremhævede, at redskaberne i visitationsværktøjskassen kunne støtte systematikken i arbejdet, og at anvendelsen "hjælper os med at komme rundt om det hele".

Flere medarbejdere oplevede dog problemer med at anvende standardiserede metoder. De fandt, at det at efterleve procesreguleringens krav gav en øget administrativ belastning i arbejdet: "det giver en masse ekstra arbejde" og "det bliver tit dobbeltarbejde ", mens en anden pegede på, at det var uhyre svært - nogle gange umuligt at overholde tidsfrister: "det er umuligt at have dem inde alle sammen, så der bliver en opfølgning hver tredje måned".

Hvad betyder det at være arbejdsmarkedsparat?
Forestillingen fra centralt hold er, at matchkategorierne kan øge effektiviteten og præcisionen i indsatsen. Men erfaringen siger, at vurdering af arbejdsmarkedsparathed er svær at gøre entydig, effektiv og præcis. Der er stor forskel på, hvordan begrebet "arbejdsmarkedsparat" defineres og anvendes rundt omkring i kommunerne. I nogle kommuner er det et meget rummeligt begreb, hvor en stor del af kommunens kontanthjælpsmodtagere kan placeres, mens det i andre kommuner er et smallere begreb, hvor kun en lille del af kontanthjælpsmodtagerne kan være.

Men definitionen af, hvem der er arbejdsmarkedsparat, har afgørende betydning for, hvilken indsats der kan iværksættes, og hvilken matchgruppe den enkelte arbejdsløse placeres i.

Det er en vigtig pointe, at denne definition ikke alene kan tilskrives frontlinjemedarbejderen, men også i høj grad må ses i lyset af de kontekstuelle betingelser, som rammesætter det enkelte jobcenter. Herunder kommunale strategier, organisatoriske og sociodemografiske forskelle samt forskelle i prioriteringer og ressourcer i det enkelte jobcenter. Samtidig er det ikke uvæsentligt, hvor stor gruppen af arbejdsløse er, i hvor høj grad arbejdspladserne efterspørger arbejdskraft, og hvilke toner der lyder i den beskæftigelsespolitiske debat i øvrigt.

I 2002 viste en undersøgelse, at i omegnen af 75 % af kontanthjælpsmodtagerne vurderes til at have problemer ud over ledighed (Bach 2002; 54). Denne gennemsnitsbetragtning dækker dog over en markant spredning i kommunernes vurdering af arbejdsmarkedsparathed.

Larsen m.fl. (2001) har undersøgt denne kommunale variation, og de peger på, at over halvdelen af kommunerne vurderer, at mellem 75-100 % af kontanthjælpsmodtagerne har problemer ud over ledighed, mens en tredjedel af kommunerne vurderer, at mellem 50-75 % af deres kontanthjælpsmodtagere har problemer ud over ledighed. De resterende kommuner mener kun, at 0-50 % af deres kontanthjælpsmodtagere har problemer ud over ledighed.

Siden visitationsværktøjskassen blev implementeret, har alle kommuner været forpligtet til at indplacere alle arbejdsløse i matchkategorier. Det betyder, at man fra centraladministrationen har mulighed for at føre kontrol med den enkelte kommune og jobcenter.

En illustration af dette kan ses i et offentligt tilgængeligt notat fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvor det på kommuneniveau opgøres, i hvilken udstrækning der overhovedet er foretaget en matchvurdering, samt i hvilken udstrækning denne vurdering indplacerer de arbejdsløse i gruppen af arbejdsmarkedsparate.

Af notatet fremgår det, at der gennemsnitligt er 76 % af kontant- og starthjælpsmodtagere, der har fået foretaget en matchvurdering, og at ca. 38 % heraf vurderes at være arbejdsmarkedsparate, dvs. placeret i kategori 1-3.

Denne vurdering varierer dog meget kommunerne imellem. Eksempelvis vurderer Gladsaxe kommune, at 50 % af deres kontant- og starthjælpsmodtagere er arbejdsmarkedsparate mod kun 20 % i nabokommunen Rødovre.

Men en ting er, at der kan laves uendelige rækker af procentangivelser af, i hvilket omfang kommunerne lever op til kravet om at foretage matchvurderinger, og i hvilken udstrækning de så vurderer, at de arbejdsløse er arbejdsmarkedsparate eller ej.

En anden ting er, hvad det betyder for de arbejdsløse. Hjælper det de arbejdsløse at blive matchet? I hvilken udstrækning bevæger den enkelte arbejdsløse sig imellem matchkategorierne? Hvordan hænger matchgrupperne sammen med den indsats, der skal støtte de arbejdsløses proces hen imod inklusion på arbejdsmarkedet? Disse spørgsmål findes der endnu alt for få svar på, og de fortjener i høj grad at blive belyst gennem nye kritiske undersøgelser af praksis i det beskæftigelsespolitiske felt.

Administration frem for socialt arbejde? Kategorisering af klienter i det offentlige system er langt fra noget nyt. Bureaukratiske systemer kan pr. definition ikke håndtere hele mennesker, men må fokusere på udsnit af den enkelte persons liv.

Hummel hævdede allerede tilbage i 1977, at"...bureaukrater må ikke forholde sig til klienters behov og hensigter i hele deres komplekse form". Kategorisering handler om at indplacere klienter i forskellige kategorier, der enten er defineret i forhold til karakteristika ved klienterne eller i forhold til karakteristika ved det arbejde, den pågældende velfærdsinstitution udfører.

I visitationsværktøjskassen er denne kategorisering søgt systematiseret og gjort ensartet på tværs af jobcentrene. Et relevant spørgsmål er, hvorvidt denne "ensartetgørelse" betyder en egentlig reduktion af kompleksiteten i arbejdet. Eller om den standardiserede kategorisering lægger et uhensigtsmæssigt røgslør over den praksis, der i virkeligheden finder sted i mødet mellem frontlinjemedarbejderen og den arbejdsløse? Samtidig er det relevant at stille spørgsmålstegn ved den forøgede administration, der er påkrævet for at leve op til de nye procesreguleringskrav. For betyder den, at der bliver begrænsninger i tiden til - og muligheden for - en egentlig skræddersyning af indsatsen overfor dem, som har behovet? I så fald går det imod de politiske intentioner.