Pendulet svinger
Da de første fremskudte beskæftigelsesindsatser så dagens lys omkring 2003, var det i kølvandet på forbedrede beskæftigelsesmuligheder og en socialpolitik, der for alvor skiftede retning fra welfare til workfare.

Retorikken drejede sig om mobilisering af arbejdskraftsreserven og om at gribe muligheden for at kombinere den historisk lave ledighed med at få de ledige ind på arbejdsmarkedet. Der var fokus på den korteste vej til arbejdsmarkedet, hvilket stemte overens med de mange ledige job i servicesektoren.

Jobekspress i Høje Taastrup var et af de steder, hvor det gik rigtig godt med at få flere i arbejde. Indsatsen dannede forbillede for en række andre fremskudte beskæftigelsesindsatser, bl.a. en opsøgende indsats i Mjølnerparken og siden hen Jobpatruljen, som har etableret fremskudte indsatser i 5 såkaldte risikoområder i Københavns Kommune.

Da Anders Fogh Rasmussen ved folketingets åbning den 2. oktober 2007 kom med sit bud på løsning af vor tids største velfærdsudfordring – behovet for flere hænder – var blikket drejet væk fra arbejdsløshedsprægede bydele og i stedet rettet mod udlandet.

Men behovet for udenlandsk arbejdskraft ændrer ikke ved det faktum, at der er 95.000 kontanthjælpsmodtagere, som vi uagtet et meget langsigtet eller ikke eksisterende arbejdsmarkedsperspektiv, har en samfundsmæssig forpligtelse overfor.

Denne artikel er baseret på et kig indenfor hos en række fremskudte beskæftigelsesindsatser, og er et forsøg på at indkredse de første pionererfaringer, udfordringer og nye veje i beskæftigelsesindsatsen, som spores her. Det skal understreges, at der ikke er tale om en repræsentativ undersøgelse af fremskudte beskæftigelsesindsatser i Danmark.

Kært barn har mange navne
Lad os indledningsvis placere de fremskudte beskæftigelsesindsatser på det socioøkonomiske Danmarkskort. Vi befinder os i de belastede boligområder, udsatte boligområder, ghettolignende områder, parallelsamfund eller kort og godt i ghettoen.

I denne artikel bruges begrebet ”udsatte boligområder”. Herved forstås de områder, der er karakteriseret ved en række socioøkonomiske fakta, primært den, at en væsentlig andel af beboere i den erhvervsaktive alder modtager indkomsterstattende ydelser.

Der er tale om en overrepræsentation af ledige med høj forudgående ledighedsgrad og lav uddannelsesgrad, hvilket kombineret med anden etnisk baggrund end dansk betyder, at de ofte har svært ved at opnå fodfæste på arbejdsmarkedet. Andelen af børn og unge er ligeledes væsentlig højere end i andre byområder. Det betyder bl.a, at beskæftigelsesindsatserne også har en signalværdi for den næste generation.

Anderledes livsformer
Når de socioøkonomiske fakta suppleres med et blik på de livsformer, der i nogle tilfælde er markant anderledes i de udsatte boligområder, kan det give god mening at tale om parallelsamfund.

Dette illustreres bedst ved at kigge indenfor i Mjølnerparken på Nørrebro i København. Mjølnerparken er topscorer på parametre over områder, der har fået betegnelsen ghettoområde. Mere end 90 % af beboerne har anden etnisk baggrund end dansk, og mere end 70 % af beboerne modtager overførselsindkomst. Det er således mere regelen end undtagelsen, at man forsørges af det offentlige.

Den konkrete årsag til, at man i Københavns Kommune i 2005 valgte at forsøge nye veje til dialog med kontanthjælpsmodtagere i Mjølnerparken, skal da også ses i lyset af et sammenstød mellem de interne normer og systemets krav. Konfliktfyldte møder mellem lokalcentret og en gruppe beboere kulminerede med en underskriftsindsamling, hvor 220 borgere i Mjølnerparken protesterede over de krav, kommunen stillede i forbindelse med opfyldelse af rådighedsforpligtelsen.

Mødet mellem system- og livsverden
Der skulle navigeres anderledes i det konfliktfyldte farvand. Kommunen sikrede fælles fodslag med afdelingsbestyrelsen om at invitere sig selv indenfor. Det forudsætter en tydelig dagsorden, når myndighedsudøvelsen foregår i boligområderne. Især når der er tale om hjemmebesøg, hvor samtalen foregår under hyggelige former med servering af kaffe og kage.

For at forebygge eventuelle misforståelser skal ethvert møde indledes med forståelige oplysninger om formålet med samtalen. Mødet med beboere kan også finde sted i beboerhuse, hvor systemet præsenterer sit formål med at have base i boligområdet. Balancen mellem at blive opfattet som socialpoliti i et stigmatiseret område eller som systemet i øjenhøjde er hårfin.

I Jobekspress indgik hjemmebesøg som en del af projektbeskrivelsen, men man valgte at udelukke metoden, fordi den affødte mistroiske reaktioner fra beboere, der tydeligvis oplevede, at det var grænseoverskridende at lægge sofa til samtale med jobkonsulenter. I Mjølnerparken var hjemmebesøg kernen i konceptet, og kun to beboere benyttede sig af muligheden for at flytte samtalen til lokalcentret.

Backstage
Valget af hjemmebesøg som bærende metode skal ses i formodningen om, at familielivet har væsentlig betydning for at forandre status fra passiv kontanthjælp til et aktivt forløb eller et ordinært job. Indtrykket var, at især de beboere, der havde en traumatiseret bagage med sig, ikke havde klaret omstillingen til det danske samfunds krav og forventninger. De levede afsondret fra det omgivende samfund og var isoleret i familien og blandt slægtninge og bekendte med oprindelse i samme – ofte mellemøstlige – område.

Når man som kommunens repræsentant træder indenfor hos en familie, suppleres myndighedsrollen med en vis ydmyghed som gæst, hvilket gav forudsætning for en god og respektfuld dialog.

Selv i de tilfælde, hvor der blev truffet beslutning om sanktionering, skete det i god ro og orden og med sikkerhed for, at borgeren forstod baggrunden for sanktionering. Ironisk nok blev en beslutning om ophør af kontanthjælp truffet, fordi den velfungerende families livsform med en hjemmegående hustru, ikke var foreneligt med at modtage kontanthjælp.

Hos andre familier var det åbenlyst, at der forud for jobfokus skulle fokus på at drage omsorg for omsorgsvigtede børn og tilbydes psykosocial eller misbrugsbehandling til forældrene.

Hjemmebesøg er en oplagt mulighed for at skræddersy jobvejledning og socialrådgivning til den enkelte families behov. Det giver adgang til at rokke ved den livsform, der på en og samme tid udgør et trygt fællesskab med ligesindede, og samtidig er den måske væsentligste barriere for at deltage i samfundslivet udenfor boligområdets mure.

Jungletrommer og social kontrol
Fælles for de fremskudte indsatser er, at det er afgørende - helst hurtigst muligt - at skabe synlige resultater og solstrålehistorier. De gode historier breder sig som ringe i vandet og er den bedste reklame for at benytte sig af indsatsen. Effekten er konstateret både på individ og gruppeniveau.

I Mjølnerparken blev den somaliske kvindegruppe mobiliseret, da de hørte om et særligt tilrettelagt tilbud for den arabiske kvindegruppe. 18 somaliske kvinder mødte op på kommunen og krævede hjælp til arbejde – lige på stedet! I samme eksempel viste den sociale kontrol sig fra sin negative side, da ægtefællerne til de kvinder, der begyndte at orientere sig mod det omgivende samfund, blev truet af andre mænd til at holde styr på hustruerne, så de ikke blev toneangivende og dermed en trussel for den udbredte norm om kvindens plads i hjemmet.

I Urbanplanen er der især blandt de unge skabt en tillidsfuld relation til jobkonsulenten. De unge henviser hinanden og udveksler erfaringer om, at det er et sted, man trygt kan henvende sig – også selv om straffeattesten ikke er ren.

Frivillighedens vej
Meget tyder på, at man kun kan nå indtil et vist punkt med de frivillige indsatser. I Kongens Enghave i Københavns Sydvestkvarter, har der gennem et halvt år været forsøgt frivillig jobcoaching i nær tilknytning til et eksisterende integrationsprojekt.

Ved midtvejsevalueringen var der ikke skabt en eneste tilknytning til arbejde eller uddannelse. Kvinderne benyttede som sædvanlig integrationsprojektet til at samles om gymnastik, syning og socialt samvær. Men ingen benyttede sig af det nære tilbud om en åbning til arbejdsmarkedet.

Der er nu skiftet aktør og justeret på metoden. Den væsentligste ændring er, at der er etableret samarbejde med et afklaringsforløb med fokus på job, som har fået lokaler samme sted. De relationer, der skabes kvinderne imellem, fremmer muligheden for at rekruttere kvinder fra frivillighedsindsatsen til den beskæftigelsesfremmende indsats. I skrivende stund har fem kvinder gjort forsøget.

Jobcentrenes betydning
Jobcentrene er en helt afgørende aktør i de fremskudte indsatser.

I Urbanplanen (se www.partnerskabet.dk) har der i et år eksisteret en frivillig rådgivning, som nu er indgået i et forpligtende samarbejde med et jobcenter. Som nævnt er der høstet en række gode erfaringer i den frivillige fase, men meget tyder på, at brugerne primært har været i matchkategori 1-3, studerende med behov for fritidsjob eller beboere, der skulle vejledes i et relativt begrænset omfang.

Borgerne i matchkategori 4 og 5 dukker op nu, hvor jobcentret er afsender på brevene med indkaldelse til samtale lokalt i Urbanplanen. Det har med største sandsynlighed en afgørende effekt, at borgerens fremmøde er nøje sammenhængende med fortsat udbetaling af kontanthjælp. Mødet med det fremskudte jobcenter bliver foreløbig mødt med positive reaktioner fra borgerne. De giver udtryk for at føle sig vel modtaget og synes, det er trygt, at samtalen foregår i nærmiljøet.

Samarbejde på tværs af forvaltninger
De første samtaler i Urbanplanen har budt på socialt udsatte borgere, der på kort sigt vil profitere mere af områdets netværkskabende tilbud end af direkte arbejdsmarkedsrettede forløb. Som eksempel kan nævnes en mand, der har levet ensomt og uden noget så basalt som el i seks år, en kvinde er livstruende syg af cancer og flere har misbrug og er socialt isolerede.

Som sagt er der tale om de allerførste erfaringer, og muligvis er billedet et helt andet om nogle måneder. Dog kan man nok tillade sig at konstatere, at når 63.000 af landets 95.000 kontanthjælpsmodtagere menes at være i matchkategori 4-5, vil jobcentrene blive udfordret og få behov for udvikling af jobkonsulenternes handlerum.

Jobcentrene som attraktive arbejdspladser
Behovet for udvikling af jobkonsulenternes handlerum kan medføre en væsentlig sideeffekt i form af, at jobcentrene bliver mere attraktive arbejdspladser. Socialfaglige, helhedsorienterede metoder i sammenhæng med et realistisk jobfokus vil ifølge en række jobkonsulenter og sagsbehandlere være et tiltrængt supplement til mere traditionelt jobcenterarbejde. Konkret har medarbejderne i de fremskudte indsatser, der er nævnt i denne artikel, søgt jobbet med de perspektiver for øje.