Hvad kan præster, som vejledere ikke kan?
VejlederForums redaktion har bedt mig reflektere over dette spørgsmål. Og jeg vil straks svare: Præster kan ikke noget specielt! Måske er det at være præst netop ikke at være typisk professionel, ikke at kunne noget særligt!

Omvendt: Er der i specialiseringen og i professionaliseringsbestræbelserne en implicit risiko for at glemme (med)mennesket og det personlige? Mennesker kommer typisk til os vejledere eller præster, når de befinder sig i en form for krise, tvivl eller forvirring, og i den situation er man i en ekstra udsat position. Derfor hviler der et stort ansvar på vejlederen, herunder præsten:

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd," skrev K.E. Løgstrup i "Den etiske Fordring". Den indsigt bliver kun mere aktuel, når et menneske opsøger vejledning, fordi man er ekstra sårbar, når man beder et andet menneske om at lytte.

Vejleder-vejledte relationen er endvidere asymmetrisk. Derfor er risikoen for fejlvurdering og manipulation til stede. Vi vejledere skal være opmærksomme på en række faldgruber i omgangen med de såkaldt "særligt udsatte", som med enhver! Derfor er refleksioner over vejleder-rollen en nødvendig del af arbejdet/ kaldet.

Specialister?
Forleden deltog jeg i en temadag med studievejledere og studenterrådgivningen. Her fortalte en af studievejlederne om at være i en situation, hvor han ikke følte sig klædt ordentligt på. En situation, som alle vejledere kender. Det kunne fx. være i forbindelse med dødsfald i en studerendes familie.

Mon ikke alle kender til det at blive mundlam? Studievejlederen mente ikke, at han var kompetent til at forholde sig ordentligt og professionelt i den omtalte situation. Vi drøftede, hvad man kan og skal gøre, hvordan man skal sige de "rigtige" ting. Hvordan man får sendt den studerende videre til en "ekspert", fx præsten eller psykologen.

Vi kommer alle i situationer, hvor vi må erkende og indrømme vores begrænsning; ingen af os kan tage det forfærdelige væk, som er overgået den studerende, og det kan være svært at kapere - også for en vejleder.

Det er tankevækkende, at vi lægger stor vægt på at hidkalde en såkaldt professionel for at tale med et menneske, som har mistet. Vi behandler og forholder os mere og mere specialiseret til menneskers problemer. Kan det føre til, at det personlige forsvinder og klientgørelsen øges - altså en slags anonymisering af den enkelte?

Er det nødvendigt med en specialist, en professionel for at kunne sige noget til et menneske, der eksempelvis har oplevet noget smerteligt? Også når det er et menneskeligt vilkår og ikke er en psykisk diagnose? Og er der i den udvikling en risiko for, at vi (vejlederholdet) i stigende grad kommer til at opføre os som upersonlige embedsmænd, hvor ethvert problem, eller måske enhver smerte, er til for at løses, afhjælpes, bortcensureres?

"Vi er aldrig klogere end den, vi sidder overfor - vi kender ikke den andens præmisser." Omtrent sådan siger Bent Falk, der er teolog og terapeut - og tilføjer, at en samtalepartner/ hjælper ikke har mere magt over eksistensvilkårene end den besøgende. Måske er det godt at huske på, også for at nedtone sin ambition om at være den ufejlbarlige vejleder.

Ånd og visdom - en hofnars perspektiv
Er der noget særligt ved præstegerningen i forbindelse med vejledning? Jeg tror, at det livssyn, som følger af "kaldet" forpligter en til særligt at huske på, at der er en grænse for vurdering. En grænse for adgangen til og især tolkningen af den vejlednings-søgendes (inderste) følelsesliv.

Desuden kan der hos præsten findes ord som ånd og visdom - ord, der kan svare til en glemt eller fortiet erfaring - til en længsel, vi sjældent sætter ord på. Den metafysiske dimension i præstens menneskesyn og livsanskuelse vil formentlig være det afgørende anderledes i forhold til andre vejledere. Præsten har et andet blik, er på en måde en joker eller en hofnar i systemet - som den eneste "vejleder" forholder man sig dagligt til og reflekterer over sit etiske grundlag og menneskesyn.

Hvad kendetegner de unge, der henvender sig hos præsten?
Det var det andet spørgsmål, som redaktionen på VejlederForum bad mig besvare. I forlængelse heraf: Er der flere udsatte og usikre unge, der henvender sig?

De unge, der henvender sig er en broget flok, og dog er der noget fælles. Noget, der kendetegner - måske ikke bare dem, men de fleste af os, tror jeg - nemlig følelsen af at være under et mere eller mindre permanent, et af og til specifikt, men også uspecifikt pres. En fornemmelse af at skulle præstere endeløse håndgribelige resultater og at skulle legitimere sin eksistens gennem resultaterne.

Jeg er lidt forbeholden med hensyn til at udpege en specifik gruppe af unge som særligt udsatte. Og jeg tror faktisk, at der er færre "udsatte" på universitetet end tidligere, selvom jeg ikke har nogle tal til belæg for min formodning. I givet fald tror jeg, det hænger sammen med at universitetets "effektivitets-pedal" er trådt helt i bund. De såkaldt udsatte falder hurtigere af karrusellen end før, for de kan ikke gemme sig i systemet. Man bliver hurtigere evalueret og vurderet: vejet og - i givet fald: fundet for let.

Med spørgsmålet om de udsatte unge sættes fokus på individet. Underforstået: Det er den enkelte unge, der har problemet. Men godtager vi med den formulering, at den enkelte selv er ansvarlig for det hele - at det er den enkelte, der er noget i vejen med - og ikke universitetets (samfundets) ideer om resultater, effektivitet og evaluering?

"Accidents never happen"
Spørgsmålet er altså om man med beskrivelsen: de "udsatte" unge godtager en implicit ambition om at lave dem om - ud fra den fornemme målsætning: at se dem og tage dem alvorligt. Den skjulte eller oversete dagsorden - risikoen kunne være, at det blot handler om at "tune" dem til præstations-ræset, snarere end at spørge om præstationskulturen skaber de udsatte?

Og: har de såkaldt svage og udsatte ret, og ikke mindst ret til at være der på egne præmisser? Er der måder at være til på, som vi pt. ikke levner meget plads, men som kunne berige vores fælles tilværelse, udvide vores forståelse og følsomhed? Det retoriske spørgsmål: For hvem og hvorfor uddanner vi? Hvad er det gode liv, hvem har ret til det?

Når det er sagt: Der eksisterer en mindre gruppe af såkaldt udsatte unge på universitetet. Et bredt udsnit af (den yngre del) af befolkningen har adgang til en højere uddannelse. De forskellige psykisk-sociale problemer, der findes udenfor murene, kan også findes indenfor murene. "Accidents never happen in a perefct world" sang et band ved navn Blondie i 80'erne. Med det vil jeg sige - ikke at de såkaldt udsatte skal anskues som "uheld", men at livet simpelthen ikke er sort-hvidt. Mennesker, herunder studerende, er ikke kun velsmurte maskiner, der kører igennem systemet uden slinger i valsen, men derimod både og.

Der kommer kriser, uheld, ting, der går galt for os alle. Det er dét ved livet, som vi af og til gerne vil glemme. At livet også er en læremester i alskens erfaringer, som vi aldrig vil kunne vejlede os ud af - uanset hvem vi måtte opsøge.

Dog er jeg overbevist om, at mange vejleder-samtaler kan fungere som vigtige ventiler -frirum, hvor den enkelte endelig får lov til at sætte ord på sine temaer, sine bekymringer. I den forstand er vejleder-udbuddet og tilbuddet et fremskridt, målt med den "du-må-sejle-din-egen-sø" indstilling, der herskede for 15-25 år siden.

Gøren og væren
Hvorfor opsøger de unge vejledere? Måske hænger det sammen med en mangel på kontinuitet, historie og tilhørsforhold. Tidligere var unge mennesker oftest omgivet af familien, i dag er der ikke selvfølgelige netværk, der kan stå som fast støtte i de unges liv. At være ung handler i øvrigt også meget om at finde sin egen vej (selv om det på ingen måde udelukker, at vejen før eller siden går tilbage til udgangspunktet, i en videreførelse af de værdier, man lærte hjemmefra).

Jeg tror, der er en dyb længsel efter, ikke først og fremmest anonyme eksperter og vejledere, men levende mennesker, der tør være et engagement bekendt. Dvs. nogen man kan stole på og tale med. Måske er vi vejledere blot substitutter, en erstatning for den længsel.

Det vil være fristende - set fra mit perspektiv - at sige, at der mangler ånd. Mange leder efter nogen eller noget, der kan fortælle dem, hvad de skal gøre, hvad de skal vælge, hvordan de skal planlægge. Der findes et hav af valgmuligheder, men ingen klar fornemmelse af et grundlag, på hvilket man kan orientere sig.

Jeg har haft langt flere samtaler, der tager udgangspunkt i et fokus på gøren (hvad skal jeg gøre?) snarere end på væren. Mange unge mener, at de bør have tjek på deres liv fra første dag på universitetet, at de så at sige bør planlægge det, som om livet var en del af et virksomhedsprojekt.

Væren er det, som forties. Hvad mener jeg med væren?! Heidegger talte om værensglemsel, Jesus om at ét var nødvendigt: "Martha, Martha, du gør dig bekymringer om mange ting, men ét er nødvendigt."

Måske var en god ide at stille sig mere spørgende og undrende an: Flytte fokus fra udelukkende at have øje på målbare resultater, til i højere grad at give tid til refleksion og fordybelse. Jeg er overbevist om, at det vil smitte af på de studerende.

"Der er Intet, Intet, som jo kan gjøres eller siges saaledes, at det bliver opbyggeligt, men hvad det saa end er, naar det er opbyggeligt, saa er Kjerlighed med."

Søren Kierkegaard, Kjerlighedens Gjerninger.

Kierkegaard-citatets relevans?: Hvad er det, der virker allermest for den, der føler sig udsat? Når man føler sig kærligt opbygget, men hvordan og hvornår det sker - det kan kun den vejledte sige noget om.