Folkehøjskolerne har inden for de seneste år udviklet deres uddannelses- og erhvervsvejledningsindsats, hvilket har ført til nye vejledningsformer i spændingsfeltet mellem konstruktivistiske vejledningsmetoder og livsfilosofien. Det etablerede vejledningssystems metoder og problemforståelser møder her de grundtvigianske tanker om at have et mellemværende med den vejledningssøgende.

Et mellemværende
Hvad vil det sige at have et mellemværende? Første gang, jeg mødte begrebet i vejledningssammenhæng, var på et vejledningskursus for højskoleskolelærere. En underviser i systemisk vejledningsmetode sagde: "Som vejleder skal man ikke sylte det hele ind i sit eget liv." Hertil svarede en af deltagerne: "Jeg har ellers altid lært af de gamle "kæmper" på højskolen, at det var vigtigt, at vi havde et mellemværende med eleverne."

At have et mellemværende vil altså sige, at man tager udgangspunkt i egne erfaringer og holdninger, når man taler med elever om deres uddannelsesvalg. Man må "sylte det hele ind i sit eget liv". Jeg oplevede dette synspunkt som et frisk pust til en dansk vejledningsforståelse, der med udgangspunkt i konstruktivistisk vejledningsmetode betoner åbne spørgsmål, og at vejlederens egen personlige erfaring og holdning nedtones.

Jeg fik en idé om, at fremtidens vejledning kunne lade sig inspirere af disse gamle folkeoplysningsinstitutioner ved at anerkende værdien af et mellemværende i vejledningssituationen. Derfor blev jeg nysgerrig efter at undersøge, om man på højskolerne havde udviklet vejledningsformer, der i praksis integrerede et mellemværende med eleverne. Jeg brugte et år på at dokumentere de vejledningsformer, som fandtes på højskolerne, og vil i det følgende præsentere tre overordnede vejledningspraksisformer på højskolerne.

Du skal vælge
Den første form er uddannelses- og erhvervsvejledning, som vi kender fra det øvrige vejledningssystem - flyttet ind på højskolerne. Eleverne bliver fra starten af deres ophold tilbudt et vejledningsforløb bestående af individuelle samtaler med en uddannet vejleder. Kendetegnende ved denne praksis er, at samtalerne er aftalt på forhånd, at de er tidsafgrænsede, og at de har et snævert fokus på, at den vejledningssøgende skal have en plan for sin fremtid. Vejlederen stiller spørgsmål, som skal sætte en refleksionsproces i gang hos den vejledningssøgende. Denne første form er i høj grad et spejl af, hvordan vi bedriver vejledning i Danmark: Afklaringssamtale med udgangspunkt i konstruktivistisk vejledningsmetode og et fokus på det individuelle uddannelsesvalg.

I den anden overordnede vejledningspraksisform bliver denne opfattelse vendt på hovedet.

Du skal oplives
Den anden form er faktisk ikke en form! Det er derimod en insisteren på, at i det formløse ligger det ærlige mellemværende mellem mennesker, som er forudsætningen for afklaringen i eksistensperspektivet.

Med udgangspunkt i livsfilosofien argumenteres der for, at mennesket først og fremmest skal afklares i eksistensperspektivet. Dette gøres med udgangspunkt i det såkaldte "dobbelte syn" hos Grundtvig, hvor livet har to perspektiver. Et funktionsperspektiv og et eksistensperspektiv. Afklaring i funktionsperspektivet er at lægge planer inden for de systemer, vi som mennesker indgår i: uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet etc. Afklaring i eksistensperspektivet handler om at afklare personlige værdier såsom holdninger, anskuelser og etiske overvejelser. Afklaringen i eksistensperspektivet går forud for afklaring i funktionsperspektivet, da man skal vide, hvad man vil leve "for", før man ved, hvad man leve "af". Med en lettere omskrivning af højskolemanden Christen Kolds fokus på oplivning før oplysning kan man sige, at denne anden form insisterer på oplivning før uddannelsesafklaring. Denne form rummer således også en kritik af den vejledning, der kun har et snævert fokus på studievalget uden blik for eksistensperspektivet, da det er en reducering af menneskelivet til funktionsperspektivet.

Afklaringen i eksistensperspektivet opnås igennem aktiviteter, der ikke har et forudbestemt formål, men som foregår i levende vekselvirkning mellem engagerede mennesker. Det kan være ved at spille musik, overvære foredrag eller diskutere litteratur. Det kan også være uforpligtende samtaler mellem en lærer og en elev om uddannelsesvalget. Hovedsagen er, at det skal foregå i et møde mellem to mennesker, hvor alle erfaringer bringes i spil, og hvor der ikke er særlige metoder, der dikterer, hvem der må spørge, og hvem der fortæller. Dette mellemværende er således forudsætningen for oplivningen.

Uafklarethed er et grundvilkår
Den tredje form er resultat af, at der er nogle højskoler, der har forsøgt at skabe en formaliseret uddannelses- og erhvervsvejledning med udgangspunkt i nogle af ovenstående livsfilosofiske pointer.

Man har eksempelvis en dag, hvor lærere og elever fortæller om deres egne uddannelsesvalg. Det fører ofte til fortællinger om, at valget er tilfældigt eller en konsekvens af givne livsbetingelser og en række handlinger, som man først i bagklogskabens klare lys kan se. I modsætning til den første form - den form man ofte møder i uddannelsesvejledning - gøres uddannelsesvalget ikke til et individuelt problem. Erfaringsudvekslingen anskueliggør derimod, at uafklarethed er et alment grundvilkår i livet - og ikke nødvendigvis noget, der kan klares igennem en samtale med en vejleder. Dermed ikke sagt, at de ikke afholder "almindelig" vejledning bagefter. Men den vejledningssøgende er med udgangspunkt i erfaringsudvekslingerne bedre i stand til ikke at bebrejde sig selv, hvis han ikke har succes ved vejledningen, da han ved, at valget ofte er resultat af en kompleks blanding af livsbetingelser, handlinger og eget valg.

Hvordan kan højskolen inspirere fremtidens vejledning?
Der er nok nogen vejledere, der tænker, hvordan kan vi bruge ovenstående tanker om et mellemværende i vores vejledning? Vi har jo ikke seks måneder sammen med den vejledningssøgende, hvor vi kan lave læsekreds i Løgstrup, give undervisning i korsang og fortælle historier om vores eget uddannelsesvalg. Til dette forbehold kan man også tilføje, at det kan være problematisk at basere sin vejledning på et mellemværende med eleverne, da man risikerer, at den vejledningssøgendes egen forståelse ikke bliver sat i centrum for samtalen.

Et læringsrum, der sætter fokus på livets kompleksitet
Formålet med denne artikel er ikke at opfordre til at forkaste den konstruktivistiske vejledningsmetode, men at lade sig inspirere af højskolerne til at huske på, at det ikke nødvendigvis er uprofessionelt en gang imellem at tage udgangspunkt i egne erfaringer og holdninger. Dette mellemværende, hvor vejlederens egne erfaringer inddrages, kan nemlig anskueliggøre, at valgprocesser er komplekse, hvilket kan virke beroligende på unge, som tror, at alle andre har vidst, hvad de ville. I forlængelse af det bør man stille spørgsmålet, om vi ikke i fremtidens vejledning skal være bedre til at huske hinanden på, at livet og valgprocesser er komplekse størrelser. Kunne man forestille sig en vejledning, der i lige så høj grad, som det er et sted, hvor man lægger planer, er et sted, hvor man lærer at besinde sig på livets forunderlige kompleksitet?

Holdninger at spille bold op ad
At vejlederen som følge af denne tankegang om et mellemværende også må komme med begrundede holdninger til vejledtes valg medfører selvfølgelig en risiko for, at den vejledningssøgende overtager disse holdninger. Modsat giver det også nogle pejlemærker for den vejledningssøgende, som både kan sige: "Det har du ret i", og "Nej, sådan ser jeg det ikke." Det er selvfølgelig vigtigt, at vejlederen vurderer, om den vejledningssøgende er så skrøbelig, at personen ikke er i stand til at spille bold op ad vejlederens holdninger. Her vil jeg mene, at de vigtigste egenskaber hos en vejleder er menneskekendskab og empati. Hvis det er på plads, er der vel intet i vejen for, at man i fremtidens vejledning tør have et mellemværende med den vejledningssøgende, når muligheden byder sig?