Af Anne Mette Ehlers
Den enkelte vejleder skal ikke tænke på, om han eller hun gør det bedste for samfundet, men hvordan hun eller han bedst giver den unge en chance for at gøre en uddannelse færdig, siger uddannelsespolitisk ordfører i Det Radikale Venstre, Marianne Jelved.
Med vejledningsreformen fra 2004 er der kommet nye overordnede mål for vejledningen, som ikke alene skal tilgodese det enkelte individ, men også samfundet.På den ene side skal vejledningen sikre et tilstrækkeligt grundlag for at træffe realistiske beslutninger om valg af uddannelse og erhverv, som svarer til den unges potentialer. På den anden side skal vejledningen nu understøtte målet om veluddannede borgere og høj beskæftigelse.
Marianne Jelved er ikke enig: "Vejledningens hovedopgave er at række hånden frem i forhold til den enkeltes muligheder og ønsker. Jeg synes ikke, at vejlederne skal vejlede blindt efter, hvor man ser jobmuligheder i dag og om nogle år. Det vigtigste er, at den unge kommer i gang med en uddannelse og gør den færdig. Alene det er et godt skridt og et godt bidrag til det samlede samfund. Vejlederen skal ikke holde vejledningen op imod, om der bliver fyldt et hul, eller om det er det bedste for samfundet. Vejlederen har et vigtigt ansvar overfor den person, han eller hun sidder overfor, og derigennem for samfundet," siger hun.
At nå de 95 procent er politikernes ansvar
Marianne Jelved er positivt indstillet for regeringens målsætning om, at 95 procent af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015, som fremsat i Globaliseringsrådets strategi "Fremgang, fornyelse og Tryghed" i marts 2006. "Jeg har ingen problemer med at målsætte på den måde. Jeg tror på dynamiske mål, som ligger tilpas langt ude i fremtiden, så vi har noget at styre mod og undervejs kan se, hvor langt vi er," siger Marianne Jelved.
Rapporten lægger op til, at vejlederne får et meget stort ansvar for at nå målet, da de "skal understøtte regeringens målsætninger", og at det nuværende frafald blandt unge i uddannelse kædes direkte sammen med, at vejledningen fortsat ikke er tilstrækkelig professionel. "Det er politikernes ansvar at nå de 95 procent, ikke vejledernes. Så politikerne kan ikke frasige sig ansvaret. Vejledning er naturligvis en meget central funktion, og vejlederne bør være en central kilde for politikerne, fordi de er tæt på uddannelsesinstitutionerne og de unge. De kan se - eller burde kunne se - hvor barriererne er,"siger Marianne Jelved.
Hun opfordrer igen og igen vejlederne til at komme på banen over for politikerne: "Vejlederne burde samle den viden af fælles erfaringer, så uddannelsespolitikerne kan få øje på, hvorfor der sker et frafald på gymnasieuddannelserne og de faglige uddannelser, og hvad der rør sig hos de unge," siger hun og nævner et nyligt besøg på Nørre Gymnasium i Brønshøj, hvor samfundsfagseleverne fortalte hende, at der var en skævhed, når de fik 24 timers prøver: Nogle elever gik hjem og snakkede med deres forældre om opgaven, mens andre ikke havde den mulighed. "Det er uretfærdigt for dem, der ikke har deres forældre at spørge. De burde have lærere, der stod til rådighed om eftermiddagen eller en slags mentorordning, så alle fik de samme muligheder for hjælp. Vi må prøve at udvikle nye metoder til at løse frafald," siger Marianne Jelved og lover at sætte fokus på at hente erfaringer fra vejledere, institutioner og de studerende.
Et fleksibelt uddannelsessystem
De erhvervsfaglige uddannelser skal blive bedre til at matche de enkelte unge, mener Marianne Jelved. "De unge, som søger en faglig uddannelse, er indbyrdes langt mere forskellige, end dem, der søger det almene gymnasium. De erhvervsfaglige uddannelser må tilrettes, så de ikke nødvendigvis alle sammen ender i det traditionelle svendebrev. Vi må anerkende, at der er meget stor forskel på de unge, og hvad de er i stand til at klare, så vi må have et fleksibelt uddannelsessystem, hvor der er en vej til alle. Et system, hvor alle - uanset deres udgangspunkt - er i stand til at øge deres kompetencer. Også de svageste. Her må jeg appellere til vejlederen: Nogen gange er man nødt til at blæse på regeringen, uanset dens farve, hvis vi kan gøre noget i samfundet, der gør det bedre. Vejlederne må formidle deres viden til uddannelsespolitikerne og ministrene. Mit håb er, at de mennesker, der arbejder i marken dag for dag samler erfaringer for, hvordan det kan gøre anderledes og bedre, uanset hvor det er i uddannelsessystemet og hvilken gruppe."
Endelig bør kendskabet til Ungdommens Uddannelsesvejledning styrkes. "Alfa og omega er, at forældre og elever skal kende UU-vejledningen. Folk ved alt for lidt om det her. Undervisningsministeriet skal støtte op med kampagner i fællesskab med kommunerne. Det er da et problem, hvis vi udvikler en vejledning til unge, hvis de unge og deres forældre ikke kender dens eksistens," lyder det fra Marianne Jelved.