Hvad har vi fat i her? En vejledningsmetode i praksis. Eksemplet er fra Island og er en del af det prisbelønnede Leonardo da Vinci-projekt, Workplace Guidance. Vejlederen taler her med arbejderen om arbejdsmiljøet og benytter sig bevidst af metaforer i sin vejledning. Det åbner for nye perspektiver på og nye konstruktioner af synet på arbejdet … som her er en heks.

Sådan arbejder en konstruktivistisk orienteret vejleder (Plant, 1999). Denne særlige tilgang til vejledning spejler sig i de metoder, som vejlederen benytter sig af: Metodevalget bygger på en bestemt teori. Det lyder nemt og ligetil: Til metode hører teori og omvendt.

Og alligevel er mange danske vejledere eklektiske (udvælgende) i deres valg af vejledningsmetoder. Faktisk ret meget eklektiske. De kombinerer trinvise, rationelle tilgange (fx fra Lindh, 1989) med konstruktivistiske (fx Peavy, 2006; Plant 1997)). Kan man det? Tja, bum bum: Vance Peavy gør det fx selv på en demonstrationsvideo (Peavy, 2000). Og nogle software-pakker i vejledning gør lidt det samme: blander metoder og bekender sig samtidigt til konstruktivisme. Se fx CareerStorm Navigator, opr. fra Finland, hvor selvkendskabsøvelser, leverumsøvelser, livsformsrefleksioner og CV-skrivning ligger side om side til brug for brugerne.

Model
Men hvad ved vi egentlig om vejledernes metodevalg? Tidligere undersøgelser (fx Jørgensen & Plant, 1986) peger på, at vejlederne anvender de metoder og især de modeller (fx Egan, 2002), som de er blevet præsenteret for og trænet i på deres grundlæggende vejlederuddannelser. Nyere undersøgelser peger i samme retning (Poulsen, 2008).

Men vejlederne bruger metoderne på deres helt egen måde - og udvikler hvad flere forfattere har kaldt vejledernes personlige tilgang (Løve, 2005).McLeod (2003) peger ligefrem på - og laver mange øvelser i (McLeod, 2004) - at de bevidste metodevalg bliver til virkelighed, når vejlederen frit kan bevæge sig i en række forskellige metoder og - vigtigt - begrunde sine metodevalg teoretisk. Her sætter det personlige ejerskab ind, og vejlederen mestrer sine metoder i en sådan grad, at teorierne kan træde i baggrunden. Det er zen og kunsten at vejlede. Omtrent som at køre på cykel, når man altså først har lært det. Det går som en leg.

Når engelske vejledere skal forklare, hvilke metoder de anvender, så dukker Rodgers' 7 point plan op. Og nej, det er ikke Carl Rogers vi her taler om. Alec Rodgers tjekliste er fra 1952, så det er en sejlivet sag - en Google søgning giver 192.000 aktuelle hits - der endnu den dag i dag kan udgøre et stillads for en vejledningssamtale:

1. Fysisk fremtoning
2. Evner
3. Generel intelligens
4. Særlige anlæg
5. Interesser
6. Gemyt
7. Sociale forhold.

På samme vis anvender mange nordiske vejledere trinvise tilgange, typisk inspireret af Lindh (1989) og Egan (2002), blandet op med Carl Rogers' personcentrerede vejledningsmetoder (Plant, 2007). Det er især trinvise, rationelle modeller - og importerede er de også, især fra USA - som spiller en rolle her.

Tilsvarende franske modeller - som anser livet og dermed vejledning for at være et projekt med tilhørende stadier - er så godt som ukendte i dansk og nordisk vejledning. Her er lige en smagsprøve på Boutinets galliske esprit med hensyn til trinvise tilgange (Boutinet, 2005):

• Le sujet (jeg'et)
• L'objet (målet)
• Le rejet (fravalget)
• Le trajet (tiden)
• Le surjet(sammenfatningen; egentlig sammensyning).

Elegant - n'est-ce pas?
Rationelle modeller har en stor plads i den praktiske vejledning: Det er dejligt håndfast at gå sådan frem. Men nogle vejledningsteoretikere har fået nok af rationaliteten og siger nu (på deres ældre dage), at verden nok er mere kompliceret end som så.

Måske skulle man ligefrem sige velkommen til tilfældet… eller i hvert fald den planlagte tilfældighed, Planned Happenstance (Krumboltz & Levin, 2004) eller den sikre usikkerhed, Positive Uncertainty (Gelatt & Gelatt, 2005)? De to dobbeltbegreber - både den tilsyneladende tilfældighed, som altså ikke er så tilfældig, men faktisk forberedt OG tanken om, at fx personlige handlingsplaner altid indeholder et element af usikkerhed - repræsenterer begge et opgør med den lineære tænkning, som ligger bag megen rationelt orienteret vejledning.

Men den rationelle tænkning ligger stadig bag andre metoder som fx kognitiv vejledning (se fx CIP, Cognitive Information Processing), som også går trinvis frem. Og bag løsningsfokuseret vejledning, som oprindeligt kommer fra Solution focused brief therapy (Shazer, 1988). Denne retning har siden har redet hen over bl.a. mange danske jobcentre i form af korte, løsningsfokuserede kurser for vejlederne der. Løsninger, der virker, snarere end problemer og deres årsager - det er sagen: "Lad være med at ændre det, som ikke er galt. Når du ved, hvad der virker, så gør noget mere af det. Hvis det ikke virker, så gør noget andet." Elegant eller hur? Effektivt, måske.

Mange vejledere er dygtige til at bruge deres favoritmetoder, men nogle savner fremdrift… i hvert fald i Sverige. Under interviews og iagttagelser af vejledningssamtaler fandt Lovén (1995), at de vejledte følte sig i gode hænder hos vejlederen, men "der skete ligesom ikke noget." Tilsvarende viste Lindh (2000), at der kan være stor forskel på den intenderede samtale og den faktiske, institutionaliserede samtale - uanset hvor personcentreret vejlederen opfatter sig. De institutionelle rammer og magtforhold spiller kraftigt ind på, hvad der foregår i vejledning.

• træk-faktor / matchning
• kognitiv
• behavioristisk
• rationel
• løsningsfokuseret
• systemisk
• konstruktivistisk
• konstrutionistisk
• personcenteret
• sokratisk
• narrativ
• coaching
• mentoring.

- og så har vi endda ladet girafsprog-metoder løbe bort på vejledersavannen. Kidd et al. (1994) fandt ikke mange tegn på, at vejlederne først lærte en teori og derefter anvendte dens metoder. Surprise, surprise. Vejlederne anså ikke deres vejledningsmetodevalg for at være anvendt forskning, således som de havde lært det, mens de studerede til vejledere. Nej, de lærte teorier som en del af og parallelt med, at de anvendte dem i praksis. Learning by doing, you know.

Vejledere bruger således ikke teori direkte, men arbejder efter (implicitte) principper snarere end efter anvisning på bestemte metoder. Og tak for det. Men der er mere: For en ting er at kunne sine teorier og metoder - som en kortlæser kan. Vejlederen skal også være en kortmager, siger Collins (1996) - og den dygtige vejleder er en jazz-musiker: Denne vejleder kan, ligesom den gode jazz-musiker, både beherske sine instrumenter, spille sammen med de andre i gruppen, spille solo og - vigtigst måske - improvisere. Oh, yeah.