At være ung og voksen er langt fra en statisk størrelse. Unges og voksnes liv i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i familien er i dag noget ganske andet, end det var i 50'erne, 60'erne og 70'erne (Jeg udfolder denne analyse meget mere i min artikel "Voksenvejledningen i moderniseringsprocessen" i bogen "Vinkler på voksenvejledning - praksisbeskrivelser"). Hele det unge og voksne menneskes eksistens med familie, skilsmisse, skolegang, uddannelse og videreuddannelse, arbejde, orlov, ledighed, karriereudvikling, flytninger osv. har undergået en grundlæggende forandring gennem de sidste 30-40 år. Kravene til den voksne og den voksnes krav til livet har ændret sig radikalt - det samme har det voksne individ selv i dets fysiske og psykiske "habitus" (Bordieu 1996).

Nye vejledningsformer
I denne forandrings- og moderniseringsproces er der vokset en vejledning frem, der i starten hed studie- og erhvervsvejledning, men som nu er blevet til vejledning på langt flere livsområder. Jo tættere vi kommer på århundredeskiftet jo mere påkrævet bliver det med vejledning i en langt bredere forstand - i forhold til kærlighed, kost, motion, økonomi og karriere. De mange muligheder, der er en del af moderniseringsprocessens kulturelle frisættelse (Ziehe 1983), gør det svært at vælge. For at kunne fungere som unge og voksne, får vi brug for eksperter, der kan hjælpe os med at finde vej.

Individualisering
Individet kommer i centrum på en ny måde. Det borgerlige samfunds opståen bygger på en individualiseringsproces, men i den moderniseringsproces (Giddens 1990), der finder sted i anden halvdel af det 20. århundrede trænger individualiseringen ud i alle afkroge områder af det samfundsmæssige liv. Det enkelte menneske løsrives og løsriver sig fra traditionelle bånd og "rejser" alene gennem skole, uddannelse og arbejde. Samtidig indgår den enkelte i nye afhængighedsformer - som enkeltindivid bliver man - i kraft af en samfundsmæssig logik - "tvunget" til uddannelse, arbejde, selvstændighed, selvrefleksion, omstilling og livslang læring.

Det er denne individualiseringsproces, vejledningen i det moderne samfund skal "tjene". Hvad enten det er vejledning i Folkeskolen med dens individuelle handlingsplaner, vejledning i ungdomsuddannelserne, hvor valgkompetencen hele tiden står på programmet eller vejledning i forhold til en kommende karriere.

Vejledning som læreproces
Måden vi ønsker vejledning på, er anderledes end for 30 år siden. Vi opsøger eksperter for selv at blive eksperter. Der skal være en læreproces i vejledningen. Og vejlederen skal se og forstå os som unikke individer - forskellige fra alle de andre. Derfor er vejledning i forhold til unge og voksne heller ikke en statisk størrelse. Den må ændre karakter i samme grad som det samfund og det individ, den agerer i forhold til, ændrer sig.

Jo tættere vi kommer på dette århundrede, jo mere bliver den konstruktivistiske vejledning et adækvat svar på den form for vejledning, det moderne individ har brug for. Den konstruktivistiske vejledning forsøger at flytte blikket fra vejlederen hen på den vejledningssøgende, og han/hun bliver nu betragtet som den, der har ansvaret for vejledningens resultat. Vejlederen skal bruges som sparringspartner i søgningen efter den vej, man selv har lyst til at gå.

Den konstruktivistiske vejledning arbejder især med at styrke den vejledningssøgendes planlægnings-, beslutnings- og udviklingskompetence. "Vi lever i en tid med en meget høj grad af usikkerhed, og vi har brug for former for vejledning, der vedkender sig de usikre vilkår i samfundet snarere end viger uden om, og som hjælper folk med at navigere på det kulturelle hav," siger Peavy i sin bog Konstruktivistisk vejledning, der kom i en dansk udgave i 1998.

I tiden efter årtusindskiftet er det coaching som vejledningsform, der er trængt frem (Manning 2004). Coaching forsøger at styrke det enkelte menneske i dets opgaver i forhold til arbejde, uddannelse og privatliv. Og samtidig er coaching en del af en samfundsmæssiggørelse af arbejdsmarkedets krav om selvkontrol og evne til ageren lokalt og globalt. Det er både ens egen velfungeren og virksomhedens bundlinje, der nyder godt af de coachingsessioner, man får i forbindelse med sit arbejde. Det er ikke enten individet eller samfundet, det drejer sig om. Det er tværtimod to sider af samme samfundsmæssige forhold.

Moderniseringsprocessen
Moderniseringsprocessen er altså hverken enkel eller modsætningsfri. Tværtimod er den på én og samme gang fyldt med såvel store forhindringer og barrierer - som med muligheder. I én og samme proces fyldt med frisættende muligheder for at overskride grænser - og fyldt med en stadig større binding til et livslangt lønarbejde.

Vi får mulighed for at slippe for de gamle snærende bånd i ægteskaber, forældrenes bestemmelse over vores valg af uddannelse, langvarige ansættelsesforhold, dominerende chefer og livslange uddannelser, vi får mulighed for konstant at møde nye mennesker, udvide vores verden, lære nyt og bevæge os i ind- og udland. Samtidig mister vi de trygge rammer, den overskuelige og tilrettelagte karriere, og vi kan fra den ene dag til den anden strande i konkurser og forandringer i vores ansættelsesforhold, som sender os ud i langvarige kriseforløb.

De store modsætninger
Den tyske sociolog Ulrich Beck ser denne modsætning som et grundlæggende forhold i moderniseringen: "De frisatte individer bliver afhængige af arbejdsmarkedet, og netop derfor bliver de afhængige af uddannelse (…) Individualisering er ensbetydende med markedsafhængighed inden for alle tilværelsens områder," skriver han i Risikosamfundet (1997).

Som vejleder kan man også vælge at se moderniseringsprocessen som en udviklingsproces, der måske netop finder sted i sammenstødet mellem ødelæggelse og frisættelse. Måske er modsætningerne mere dynamiske og nyskabende, end de er ødelæggende og fastfrysende. Og måske er det netop i arbejdet med disse modsætninger, at vejlederen i dag kan finde sin største udfordring. (Degn-Andersen 2008)

Moderniseringen betyder - siger Henning Salling Olesen (1985) - at individet får mulighed for at blive stadig mere selvstyrende og selvregulerende - samtidig med at samfundet bliver stadig mere reguleret og kompliceret. Det betyder, at det kræver mere forfinede og mangfoldige kompetencer at fungere i dette samfund. Det kræver en stor viden, og det kræver hurtig adgang til eksperter. Det kræver en mangfoldighed af kompetencer at klare sig såvel på som uden for arbejdsmarkedet i dag.

Det er i denne moderniseringsproces, at vejledningen har udviklet sig- og er blevet udviklet af alle os, der har arbejdet med vejledning i selv samme proces. Vejledning er blevet en nødvendighed - i form af coaching, uddannelses- og erhvervsvejledning, terapi, karrierevejledning og rådgivning i et utal af udgaver.

Det moderne samfunds krav rummer store udfordringer, men der er forskel på graden af udfordring for mennesker, der er placeret i henholdsvis samfundets centrum og samfundets periferi. Har man i en årrække været uden for arbejdsmarkedet - i en ofte aktiv eksklusion fra det omgivende samfund i perioder med mangel på arbejde - eller kommer man fra kulturer, der ikke i samme omfang som de vestlige lande har gennemgået en modernisering, så er en hurtig tilpasning til arbejdsmarkedets krav slet og ret urealistisk. Det samme er forventningerne til vejlederen anno 2008 om, at hun kan "sørge for", at unge bevæger sig hurtigt gennem uddannelsessystemet eller "sørge for", at mennesker, der i kortere eller længere perioder har været på kontanthjælp, sygepenge eller dagpenge meget hurtigt kan vende tilbage til arbejdsmarkedet og blive velfungerende.

Den nye vejleder
Vejledningen har forandret sig i den samfundsmæssige moderniseringsproces. Det samme har vejlederen selv. De vejledere, der bedriver unge- og voksenvejledning i dag er meget anderledes, end de vejledere, der praktiserede i 60'erne, 70'erne og 80'erne. I det moderne vidensamfund skal vejlederen være dygtig til at fokusere på det enkelte individs særegenhed. Hun skal kunne afklare kvalifikationer og kompetencer og have indgående kendskab til uddannelser og arbejdsmarked. Hun skal sparre på ansøgninger, på CV-udarbejdelse og på jobsamtaler, og hun skal hjælpe den uddannelsessøgende og den jobsøgende med at finde lige præcis den uddannelse og det job, han egner sig til.

Hun skal være dygtig til at spørge og undersøge, og hun skal kunne bruge teknikker og metoder fra vidt forskellige faglige retninger - den systemiske, den konstruktivistiske, den eksistentialistiske, den narrative og et hav af andre vejledningsmetoder. Hun skal kunne målrette sine metoder og teknikker i forhold til hver enkelt vejledningssøgende, og hun skal ubesværet kunne veksle mellem den konkrete vejledningspraksis og en mere overordnet metarefleksion.

Hun skal være dygtig til i samme proces at arbejde auditivt, visuelt og fysisk, skal hele tiden holde fokus på ressourcer frem for på begrænsninger og skal kunne navigere i krydsfeltet magt, kontrol, frivillighed, vejledning og udvikling. Endelig og ikke mindst skal vejlederen være centreret i egen krop og psyke. Hun skal kunne hvile i sig selv, kende sig selv godt og være meget opmærksom på, at hendes krop og personlighed indgår som en væsentlig faktor i vejledningsprocessen.

Det er ikke så underligt, at vejlederen i dag skal uddannes mere og mere. Vejledning er blevet et fag, en profession, som ikke længere "kun" kan læres via praksis. Der skal også læses teorier og studeres metoder, hvis vejlederen skal fungere præcist og dygtigt i forhold til moderniseringens krav.