Ledelsen i en større dansk virksomhed gik i tænkeboks for at finde forslag til værdier. Efter tre dages overvejelser præsenterede den resultatet. På overheads blev værdierne vist frem, mens deres indhold og betydning blev forklaret.

Medarbejderne måbede, men blev ikke forstået, da de sagde, at det ikke var deres værdier. Respekt fx, det var naturligvis en værdi, alle kunne gå ind for. Og hvad særligt var der så ved den, når man havde brugt tre dage på den? Selvfølgelig skal man respektere hinanden, det ved enhver. Men nu var det alligevel noget særligt. Det var der bare ingen af medarbejderne, der kunne mærke.

Der er to ting i den historie, der er værd at fremhæve: Værdierne nåede aldrig ud til medarbejderne. Og de havde ikke på noget tidspunkt været en levende del af ledelsens måde at tænke og handle på; havde det været tilfældet, var de aldrig blevet præsenteret som færdige resultater. For værdier kan man ikke have som noget, man ejer. Det er ideale forestillinger og derfor kun noget, man kan efterstræbe, altså tænke over og handle efter.

Eksemplet er ikke tænkt, men virkeligt. Og det viser, at vi kan tænke over værdier, uden at det berører os og får konsekvenser. En måde at komme ud over det på er at filosofere sammen. Det kan man gøre i sokratiske dialoggrupper.

Hvad er meningen?
Den sokratiske dialoggruppe er en tilrettelagt filosofisk samtale. Den foregår i mindre grupper på seks til otte deltagere og ledes af en filosofisk facilitator/vejleder. Facilitators rolle er at lette den filosofiske måde at tale sammen på og at gøre det, man taler om, vedkommende. Hans primære funktion er jordmoderens - at hjælpe tanker til verden. Det var også det, Sokrates gjorde for omkring 2400 år siden, da han gik rundt på torvet i Athen og fik folk til at filosofere sammen med sig.

Målet er forandring. Det giver ikke mening at deltage i en filosofisk samtale, hvis ikke vante tankegange udfordres. Den enkelte deltager tænker over afgørende, eksistentielle spørgsmål. Sammen med andre. Og det kræver mod og disciplin at stille sin egen idéverden med dens bærende værdier til rådighed for grundig og kritisk undersøgelse.

At finde et spørgsmål
Den sokratiske dialoggruppe er et undersøgende og spørgende fællesskab, og dens opgave er at formulere et spørgsmål og dernæst besvare det. Det er i al sin enkelthed det, arbejdet i den sokratiske dialoggruppe går ud på. De to faser kan i praksis udmønte sig i ét eller flere møder, fx et formøde, hvor spørgsmålet formuleres, og et efterfølgende hovedmøde til besvarelsen. Der kan være betydelige forskelle på varigheden, nogle afvikles på få timer, mens andre udspiller sig over flere dage. Det aftales på forhånd. Fx i Berlin, i juli 2008, gennemføres således en femdages dialog over spørgsmålet "How can I be certain that my decision is right?"

Der kan være mange forslag til spørgsmål, og de skal begrundes og være vedkommende for alle. Når spørgsmålet er valgt - og det kan fx hedde "Hvad er vilje?" - så er alle blevet hørt og forstået. Facilitator sørger for, at enighed tilstræbes, og enigheden opnås ikke ved afstemning, men ved afklaring og gensidig forståelse.

Deltagerne kan have fælles baggrund, fx som kolleger, og det gør ofte vejen kortere til enigheden. Det afgørende er, at gruppen finder et spørgsmål, som alle er engagerede i. At det er vedkommende, gør spørgsmålet til noget personligt, men når der samtidig er enighed om det, rækker det også ud over den enkeltes private cirkler og egeninteresser. Først når spørgsmålet er et både personligt og fælles anliggende, lader facilitator dialogen fortsætte.

Det ideelle er, at deltagerne selv bestemmer spørgsmålet, men det sker - som eksemplet i indledningen viser - at det dikteres af en ledelse. Derved bliver dets almene karakter påtvunget og ikke skabt nedefra af gruppen selv. Selvom det resulterer i, at den enkelte ikke umiddelbart tager emnet til sig som sit eget, vil dets almene, filosofisk indhold alligevel blive vedkommende, når det bliver taget op i den sokratiske dialoggruppe og facilitator sørger for, at alle er med.

Deltagerens personlige bidrag
Når gruppen besvarer spørgsmålet, sker det først ved, at hver deltager finder sit eget svar. Enten straks eller som et hjemmearbejde, der præsenteres på næste møde. Facilitator udstikker nogle få retningslinjer for besvarelsen. En af de vigtigste er, at den skal være en beskrivelse af en hændelse, en begivenhed, deltageren selv har været en del af.

Svaret skal være en beskrivelse af en erfaring og ikke en elegant, færdig definition, der prætenderer at være almengyldig. Hvis svaret på spørgsmålet "Hvad er vilje?" fx er "Vilje er lyst til at gøre noget meningsfyldt.", vil samtalens afsæt være spekulativt og abstrakt, og det er svært at forholde sig personligt til. Et eksempel på et svar, udformet som en beskrivelse af en hændelse, er vist nedenfor.

Det spørgsmål, man i fællesskab kommer frem til, besvares altså i første omgang individuelt. Deltageren må grave i sine erfaringer og erindringer og beskrive en begivenhed, en situation, der illustrerer et svar. Et eksempel, der ved sit konkrete indhold sætter de andre deltagere i stand til at danne sig forestillinger om det filosofiske indhold. Der må ikke teoretiseres og henvises til kendte filosoffer. Man taler for sig selv, og fagfilosofisk viden er ikke en forudsætning for at deltage.

I samtalens næste fase præsenterer hver deltager sit svar. Det udspørges og undersøges, indtil alle har dannet sig et billede af indholdet. Præsentationen er en udfordring for den enkelte, fordi svaret i sit udgangspunkt er privat. Det er den private oplevelse, der er i centrum, men besvarelsen skal ikke være privat, for det har ingen interesse. Det har derimod det personlige engagement i besvarelsens almengyldige filosofiske indhold. Deltageren skal derfor bearbejde sit private stof på en sådan måde, at hun personligt kan stå inde for dets almene gyldighed. Ikke forstået som et endeligt svar, men som et filosofisk svar, der måske kan være endeligt, men som ved præsentationen udsættes for kritisk undersøgelse.

Fælles valg og analyse af bidrag
Samtidig med at præsentationen synliggør den enkelte, bliver det enkelte bidrag til en brik, der stilles til rådighed for gruppens videre arbejde. Det udvider sig fra kun at være noget personligt til også at være noget alment og fælles. Og når alle svar er præsenteret, fortsætter samtalen over den samlede pulje af svar. Facilitator lader gruppen afsøge hele terrænet, eventuelt for igen at undersøge et svar. Meningen er at få indtryk og idéer til, hvilken af beskrivelserne, der bedst indfanger deltagernes forestillinger om et svar. På spørgsmålet "Hvad er vilje?" valgte gruppen at arbejde videre med følgende (stærkt forkortede) historie:

Da Jens var femten, var han på familieferie ved Insbruck. En flot solskinsdag begiver den samlede familie sig på bjergvandring for at få et bjergtopstempel. Vejret bliver dårligt, og halvdelen af gruppen giver op og vender hjem. Jens plus to andre, heriblandt Jens' storebror, fortsætter. Men vejret forværres. 500 m fra toppen begynder det at hagle. De er våde og fryser, men fortsætter. 100 m fra mål overvejer de situationen. Nu blæser det meget kraftigt. Jens vælger at fortsætte, mens de to andre venter på ham. Da han når toppen, er der intet stempel i skabet, kun en gæstebog. Den tager han med. De skriver alle tre i den, lægger den på stien og skynder sig ned.

Vi kalder det udvalgte svar hovedeksemplet, og de andre deltagere stiller nu de spørgsmål, de synes er nødvendige, for at de kan forstå det og leve sig ind i fortællerens forestilling om, hvad vilje er. Når ingen ønsker flere detaljer, struktureres begivenhedsforløbet efter de vigtigste hændelser. Dette er hovedmødets beskrivende fase.

Derefter udpeges enkelthændelser og begreber, der har særlig vægt i svaret (man kan også kalde dem brændpunkter), og facilitator sørger for, at samtalen fokuserer på dem for at få de allervigtigste udskilt til videre analyse, fx dér, hvor Jens vælger at fortsætte alene, og hvor han tager gæstebogen med sig. Og analysen uddyber og nuancerer betydningen af de begreber, der dukker op undervejs, fx modstand, frihed, udholdenhed, drift, lyst, mening …

Analyse og værdigrundlag
Der skal nu findes et nyt svar på spørgsmålet. Det sker i fællesskab eller i mindre grupper. Er det sidste tilfældet, kan de nye svar sammenlignes. Besvarelsen analyseres, og det sker for at få indkredset det værdigrundlag, svaret hviler på. Hvad er positivt og negativt, op og ned, skjult og åbent? Hvad er livs- og menneskesynet, og er det identisk med den faktiske livsførelse? Et par eksempler på de svar, der kom i spil:

1. Vilje er en æstetisk formgivning af en gøren, der retter sig mod en meningsfuld og befriende overvindelse af modgang.
2. Vilje er at følge sine mål for at realisere sin frihed. Modstand eller kamp kan være med til at gøre vores vilje mere bevidst for os. Vilje er skridtet videre end lysten, i og med at viljen giver sig udtryk i handling.

Den sokratiske dialoggruppe ender her. Som begivenhed, men ikke som erfaring. Den giver et foreløbigt svar og en mere nuanceret indsigt. Den rejser nye spørgsmål og giver et kritisk blik på dagligdagens vaneprægede tænkning, på ubegrundede meninger, på selvfølgeligheder, fordomme. Den forudsætter deltagernes gensidige anerkendelse, at man spørger, lytter og afstår fra at overbevise, modbevise, belære. Den enkeltes bidrag er først noget personligt, men det udvider sig til et alment udsagn, der tilegnes af alle som noget eksistentielt vedkommende. I den proces vokser bevidstheden om nødvendigheden af gensidig anerkendelse. Og det betyder, at den enkelte må synliggøre sig selv som en, der ønsker at blive taget alvorligt for sit filosofiske standpunkt.