Vejlederne stod ikke på nakken af hinanden, da den forskningspolitiske chef i Dansk Industri midt i firserne skulle vælge uddannelse. Ved nærmere eftertanke kan Charlotte Rønhof faktisk ikke rigtig huske, at der var nogen egentlig vejledning. Der havde ganske vist været et par interessante oplægsholdere, der havde fortalt om virkeligheden uden for gymnasiet, men Charlotte Rønhof havde selv en uprioriteret liste mellem litteraturvidenskab, levnedsmiddelvidenskab og matematik. Tre områder, som hun interesserede sig for, og som hun vidste, hun var god til. Valget faldt på mejeriingeniør på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, for her kunne man tage gummistøvler på og komme i praktik med det samme. Charlotte Rønhof var god til at følge sin egen næse og kombinere evne og lyst uden den store brug af vejledning, men alligevel har hun en mening om, hvad god vejledning er. Som forskningspolitisk chef med ansvar for DI's uddannelses- og forskningspolitik er hun kendt for at sende skarpe meninger af sted og bane vej til medierne med organisationens synspunkter.

Og der er tit blevet skudt med skarpt i forhold til at styre de unge i den retning, hvor jobbene er, og ikke bare blindt vælge med hjertet. Af kritikere er det blevet udlagt som om, DI kun tænker i erhvervslivets interesser og reducerer mennesket til en produktionsskabende faktor. Men ifølge Charlotte Rønhof er det en forkert og meget forenklet måde at se tingene på. "Det ville da være dødsygt at vælge et studium, hvis man ikke hverken interesserede sig for det eller havde evner til det. Det kunne da også godt være, at jeg gerne ville være operasanger, men hvad ville det hjælpe, hvis jeg ikke havde en tone i livet," siger Charlotte Rønhof.

Oplyst grundlag
Det er vejledning på et oplyst grundlag, som DI efterlyser. Blandt andet ved at prøve at fremskrive virkeligheden og forsøge at tegne et billede af forskellige fremtidsscenarier, hvad enten udviklingen bliver status quo, eller konjunkturerne svinger enten op eller ned. At spå om fremtiden er som bekendt ikke nemt, men fremskrivningen er også kun ment som en rettesnor. Mange husker de mange ingeniører, der blev optaget for et par årtier siden, da politikerne forsøgte at se ind i fremtiden og her forudså stor mangel på netop ingeniører. Da de var færdiguddannet, viste det sig, at der alligevel ikke var brug for så mange ingeniører med stor arbejdsløshed til følge.

Hos DI mener man ikke, det var en politisk fadæse, fordi de økonomiske vinde i mellemtiden var svinget til lavkonjunktur, så der var generelt stor arbejdsløshed, og her lå ingeniørerne faktisk lavere end andre faggrupper. "Selvfølgelig kan vi ikke bruge de her fremtidsudsigter dogmatisk, men de kan bruges som en slags støtteværktøjer.Ellers står vi jo til søs uden kompas," siger Charlotte Rønhof.

Hun ser derfor også en stor fordel i, at alle uddannelser i Danmark nu skal vurderes og godkendes på kvalitet og relevans. Hos DI er det et længe næret ønske, som hermed går i opfyldelse. For det første fordi de store uddannelsesinstitutioner bør tage et klart ansvar for, at med udbuddet af uddannelsesretninger spiller de seriøst med folks fremtid. For det andet er det af stor betydning, at politikerne tager et ansvar for, hvilke uddannelser der kan føre til job. Efter DIs mening har der været en vis træghed i den politiske verden til at ville høre efter, og nu mærker også det offentlige arbejdsmarked mangelen på folkeskolelærere og sundhedspersonale, selv om der i flere år har været højlydte røster om det nuværende scenarie.

Et stereotypt billede
Som brancheorganisation med 11.000 medlemmer fra bl.a. industri, service og iværksættervirksomheder inden for den private sektor bliver DI ofte portrætteret sort-hvidt som repræsentant for de konkrete fag inden for den hårde businessverden, hvor det drejer sig om produktion og handel frem for de bløde værdier med ånd og vid, som den humanistiske verden repræsenterer. Det stereotype billede er selvsagt ikke hele sandheden, men ser man på en offentlig sektor over for en privat sektor, er det den private sektor, der skaber vækst, og den offentlige sektor er afhængig af, hvor godt det går i den private.

Og DI udtaler sig følgelig på denne baggrund; humanister skal ikke nødvendigvis være prûgelknabe, blot fordi de er humanister. "Selvfølgelig ønsker jeg da en blanding af alle uddannelser i Danmark, også humanister. Jeg går jo heller ikke ind for, at vi kun skal uddanne ingeniører. Og der er da masser af solstrålehistorier om humanister i private virksomheder. Jeg synes, bare det er ærgerligt, at universiteterne nogle gange har et større optag, end der er behov for. Universitetet er jo også en forretning, og flere studerende betyder flere penge," siger Charlotte Rønhof.

Mange ender som generalister og kan overføre en stor del af den erhvervede viden til andre brancher, men med den lave ledighed, som Danmark for tiden har, er det utrolig hårdt at være ledig. Det kan være svært at lade være med at vende det indad, hvis man er ledig, men måske handler det bare om, at man ikke middelbart kan bruge sin viden i ledige job, fordi man i sin tid glemte - eller ikke havde mulighed for - at skele til fremtidsudsigterne i et bestemt fag.

Kontakt til virkeligheden
Hvordan vælger man så den rigtige vej, når både hjerne og hjerte og fremskrivning på arbejdsmarkedet skal passe sammen? Den rette vejledning på rette tid til rette vedkommende er ret abstrakt at forholde sig til.Nogen klarer sig igennem uddannelsessystemet uden den store brug for vejledning, men de senere år har der været et skarpere fokus på dem, der afbryder en uddannelse eller slet ikke kommer i gang.

Drømmen om at blive advokat stammer måske fra erfaringer hentet i en amerikansk tv-serie, men hvordan er den konkrete dagligdag? Og hvilken slags ingeniør skal jeg være? Naturvidenskab? Det lyder nørdet, men egentlig ved man ikke, hvad det er. Charlotte Rønhof er ikke i tvivl om, at vejledning er rigtig vigtig, ligesom et praktikophold i 9. klasse er sundt, men dog med mere tvivlsomt udbytte end rigtig god vejledning. "Rigtig mange unge kan selv, og vejledere kan skubbe i den rigtige retning og fx få den unge til konkret at kontakte en person, der har et bestemt arbejde eller en bestemt uddannelse. Der går ikke skår af nogen ved at bruge ti minutter på at tale med en ung om sit arbejde," siger Charlotte Rønhof.

Som eksempel på et godt samarbejde mellem virksomhed og skole, fremhæver hun Siemens i Ballerup, der inviterer skoleklasser på besøg og fortæller om virksomheden og jobmuligheder, og hvor de ansatte fortæller om deres uddannelse, og hvordan de er havnet i virksomheden. Hun efterlyser dog generelt lidt mere kontakt til virkeligheden, blandt andet konkret føling med arbejdsmarkedet og hensynet til mulighederne for fremtidig beskæftigelse. I Danmark, hvor det ikke er unormalt at tage et sabbatår - eller flere - og hvor mange unge synes, at det er uoverskueligt at vælge uddannelse, smitter de unges manglende beslutningsdygtighed en smule af på vejlederne."Det virker indimellem som om, vejlederne bekræfter hinanden i, hvor svært det er at vejlede, men de allerfleste unge kan selv, hvis man stiller konkrete krav til dem om at undersøge forskellige muligheder," siger Charlotte Rønhof. Mens hun i samme åndedrag ikke undlader at nævne den store gruppe af svage unge, som skal hjælpes, og hvor den store udfordring ligger i lige dele skub og nursing.