Forholdet mellem vejledning og virksomheder er hedt og dog køligt, tæt og dog fjernt. Nogle virksomheder ser vejledning som et rekrutteringskontor. Men nogle vejledningsordninger ser virksomheder som partnere - i et ligeværdigt samarbejde. Artiklen slår ned to steder: erhvervspraktik og arbejdspladsbaseret vejledning.

Hør først denne røst:

"Elevernes møde med det praktiske liv sker på skolen. Skolens hovedopgave er den almene dannelse… Hvis eleverne skal ud i erhvervslivet må de også ud af skolen... praktikordninger kunne medvirke til et noget til­fældigt erhvervsvalg."( Plant, 1996).

Det er lærerforeningernes repræsentant i Erhvervsvejledningsudvalget, som mener, at erhvervspraktikforsøg vil komme til at "stå alene". Tiden er 1957. Men tiden har ikke givet ham ret i at afgrænse skolen på denne vis. Nu findes praktik overalt i det danske uddannelsessystem i forhold til arbejdsmarkedet, nemlig som en direkte livline til virksomheder: erhvervspraktik, erhvervsskolepraktik, jobtræningspraktik, revalideringspraktik, trainee-ordninger etc. De fleste med det formål at skabe en glidende overgang mellem skole og arbejdsliv eller et brofæste til arbejdsmarkedet.

Erhvervspraktik på grundskoleniveau findes i mange afskygninger, fra de mere eksotiske:

• Danmark Rundt-praktik (praktik forskellige steder i landet)
• Livsformspraktik (praktik i andre livsformer end ens egen og kendte; se fx Plant, 1999)
• Familiepraktik (hvor pigerne bliver "gravide" ret pludseligt om mandagen i praktikugen - og arbejds- og nu også familielivet skal revideres ganske kraftigt)

Til de mere gængse:

• Områdepraktik (brancheinddelt, herunder fx militærpraktik og landbrugspraktik)
• Droppraktik (individuelt og ofte i små tidsrum)
• Omvendt praktik (omvendt i forhold til kønsstereotypier; se fx Nielsen & Sørensen, 2004)
• Natpraktik (nat- og skifteholdsarbejde)
• Virksomhedsadoption (hvor praktikker og ofte også andre forbindelser knyttes mellem en skole og en bestemt virksomhed, fx til projektopgaver).

Og den mest almindelige:

• Ønskepraktikken, hvor eleven selv ønsker og i mange tilfælde selv skaffer praktikpladsen. Her gælder det om at have forbindelserne, netværket i orden. Og her slår den sociale reproduktion ud i fuldt flor.

Nogle skoler og lærere gør rigtig meget ud af praktikophold og deres for- og efterbehandling (Ottensten, 2003) (se også fx Eriks H's hjemmeside). Andre knapt nok.

Træt
I nogle tilfælde har forbindelsen til virksomheder via praktik tilmed det underliggende formål at (gen)skabe skoletrætte elevers motivation til fortsat uddannelse. Således handler fx Folkeskolelovens § 9,5 om "utraditionelle undervisningsforløb" på 8.-10. klassetrin.De bygger på vekselvirkningen mellem teoretisk og praktisk indhold og kan finde sted både på og uden for skolen.

Netop vekselvirkning er et centralt begreb her: Det rækker ikke enten blot at gå i skole eller blot at have beskæftigelse. Hvis der skal ske en egentlig læring i et "utraditionelt undervisningsforløb", så skal det netop veksle mellem skole og virksomhed. Det er både indlysende og tydeligvis utraditionelt. Og det er i sig selv bemærkelsesværdigt, for hvor svært kan det være at tænke den tanke til ende, at vi lærer bedst i en levende vekselvirkning mellem teori og praksis? Erhvervsuddannelserne bygger netop på vekselvirkningsprincippet - og det ses af både skoler, virksomheder og elever som en styrke (Koudahl, 2005).

Spejl
En række hybridformer sætter vejledning og virksomheder i forbindelse på andre måder end via den traditionelle erhvervspraktik:

• Jobskygge (hvor eleven følger en bestemt medarbejder i hele arbejdsdage)
• Virksomhedsbesøg (med jobskygge)
• Arbejdsekskursioner (fx via et museums skoletjeneste; se fx Lejre Forsøgscenter, skoletjenesten (pdf)).

Nogle skoler opretter ligefrem småfirmaer i en spilorienteret pædagogik (se Plant, 2007). Under ét kan praktik, spil, jobskygge osv. ses som et spejl, en simulering af et arbejdsliv, som på mange måder er blevet usynliggjort. Derfor er de mere håndgribelige job i håndværk, pleje, transport, fiskeri, landbrug og nogle serviceerhverv som fx hotel- og restaurantvirksomhed da også de mest anvendte med henblik på at bruge praktikker som et spejl af arbejde (Watts, m.fl. 1988).

Det er faktisk ikke nemt at vise, hvad arbejde overhovedet er for en størrelse, når nu rigtig mange job bedst kan illustreres ved, at en person sidder ned på et kontor og kikker ind i en skærm. Men praktik i dens mange former er trods alt og måske netop derfor en af de vigtigste forbindelseslinjer mellem vejledning og virksomheder: Man kan ikke snakke sig ud af alting i vejledning. Det er godt at komme ud i andre virkeligheder.

Om det er problemfrit? Langtfra. Forventningerne fra begge sider kan være forskellige, men uformulerede: Nogle elever kan føle, at de bliver udnyttet som billig arbejdskraft - og nogle virksomheder kan føle, at de spilder tiden med en umotiveret elev. Praktikken kan være dårligt forberedt eller slet ikke - og blot få lov at hænge på en pædagogisk tørresnor efter praktikperioden.

Og alligevel:Vi ved fra mange undersøgelser, at erhvervspraktik på godt og ondt, både i forhold til tilvalg og fravalg, spiller en afgørende rolle i mange elevers erhvervs- og dermed uddannelsesvalg (fx Skov, 1995; Pless & Katznelson, 2007): Det er et af de vigtigste vejledningsredskaber og udgør en bro imellem vejledning og virksomheder. I øvrigt kritiserer virksomhedernes repræsentanter (arbejdsgiverforeninger fx) jævnligt vejlederne for at være ude af trit med virksomhedernes behov og for ikke at have føling med deres vilkår. Så lad os nu tage ud på virksomheden - med vejledning.

Vejledning på virksomheden
En hel del vejledning bygger på en idé om, at de, som har behov for vejledning, opsøger vejlederen: De kaldes de vejledningssøgende af samme grund. Vejlederne tilbyder sig i vejledningsbutikker eller via internettet. Og når på den måde nogle.

Men langt fra alle: Måske slet ikke dem, der faktisk har behov for vejledning, og i hvert fald ikke dem med de særlige vejledningsbehov. Vejledning må ud til folk, hvor de er. Det vil også sige: ud på arbejdspladserne.

Vejledningshjørnerpå en række store og middelstore virksomheder bringer vejledningen direkte ind på arbejdspladsen. Disse vejledningshjørner, der er i sin tid blev startet af det daværende KAD (Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark), har haft stor betydning for vejledning på arbejdspladser med lavtlønnede og kortuddannede kvindelige arbejdere - og såmænd også mænd. I disse hjørner fås information om voksenundervisning og voksenlæring bl.a. via foldere og bærbar computer - og vejlederen. Hjørnerne er placeret i kantinen eller i et pauserum på virksomheden. Et par forhold er værd at drage frem her. Det nytter at:

• være tæt på, dvs. PÅ arbejdspladsen og ikke et andet sted - selv om det ligger nok så centralt
• gøre vejledningen personlig: skræddersyet uddannelse, individuelt tilpasset, personlig vejledning
• give tid: vejledning over tid med rum til eftertanke.

Men det at placere vejledning på selve arbejdspladsen skaber i sig selv andre problemer. For pauserne er ofte for korte til at kunne give mere tilbundsgående vejledning, eller til at den enkelte kan nå at finde informationer på egen hånd (Villadsen, 1998). Et prisbelønnet EU Leonardo da Vinci-projekt, Workplace Guidance, tegner dette billede af vejledningshjørner:

"Oprindeligt kom vejlederen hver anden uge (i nogle egne med tilskud fra Uddannelsesplanlægningspuljen, dvs. støtte til innovative projekter på arbejdsmarkedet) i en åben konsultation med en permanent udstilling af aktuelle kurser og uddannelsestilbud, herunder regler for tilskud til fx uddannelsesorlov. Men dette dækkede ikke i tilstrækkelig grad det aktuelle behov hos de kvinder, der var i arbejde. For det første læste de ikke folderne om kurser og uddannelser i nævneværdig grad. For det andet var det meget få kvinder i arbejde, der faktisk spontant opsøgte vejledning: De kunne ikke se, hvordan det kunne gavne dem. Vejledningstilbuddet stod noget uklart og var efter deres opfattelse mest rettet mod arbejdsløse. For det tredje giver dét at arbejde i selvstyrende grupper, som det er tilfældet med fx B&O et økonomisk pres på alle i gruppen: at forlade arbejdet for at få vejledning ville koste hele gruppen. Dette reducerer motivationen for at besøge Vejledningshjørnet.

Som en forløber for Vejledningshjørnerne blev en række ligemands-/kvinde-vejledningsaktiviteter afprøvet: Nogle medlemmer af KAD, kendt som "Spydspidser", fik en kort indføring i vejledningens grundlag og metoder. I nogle tilfælde var Spydspidserne lokale tillidskvinder med tæt kontakt til KAD-medlemmerne. Men dette initiativ led af manglende konkret og faktuel uddannelsesmæssigt kendskab og manglende overblik over mulighederne inden for uddannelse og støtteordninger hos Spydspidserne. Der var brug for en større professionalisme selv på dette ligekvinde-niveau… Den videre udvikling af Vejledningshjørner peger på behovet for at udvide vejledningsnetværket: Uafhængig vejledning på arbejdspladsen opnås bedst fra professionelle vejledere, der har base i regionale vejledningshuse eller lignende tværsektorielle vejledningsenheder. Dette vil sikre en bred vejledning i modsætning til det nuværende smalle (og ofte kommercialiserede) grundlag, som især er karakteristisk for vejledning på nogle uddannelsesinstitutioner."

(se Vejledningshjørner og uddannelsesambassadører: En evaluering af udvalgte vejledningsinitiativer )

Så vidt oprindelsen af den opsøgende vejledning på virksomheder. Den aktuelle fokus på arbejdspladsvejledning er særlig tydelig i de nyligt etablerede voksenvejledningsnetværk (se fx Plant, 2008 og Undervisningsministeriets hjemmeside). Her skal vejlederne bl.a. i samarbejde med uddannelsesambassadører på virksomhederne opsøge især de kortuddannede medarbejdere. På et neutralt grundlag og i et tæt indbyrdes samarbejde. Her bliver forbindelsen mellem vejledning og virksomheder ganske intens i de kommende år. Måske til stor glæde for virksomheder og medarbejdere. Og måske til stor irritation for begge: Pyh, nu kommer der igen en vejleder. Ideelt set er der tale om et partnerskab (Pettersen, 2007) mellem to parter med forskellige interesser som kan forenes i at knytte forbindelser mellem uddannelse, læring og arbejde. Med større vægt på realkompetencer, altså reelle kompetencer erhvervet på arbejdspladserne og i samfundslivet i øvrigt (se fx Undervisningsministeriets hjemmeside) - så får dette partnerskab endnu større betydning. Vejledningens rolle i denne sammenhæng er brobyggerens.