Hvad er coaching?
I sin mest rene form handler coaching om læring og udvikling i forhold til en konkret problemstilling. Netop læringsdimensionen i coaching er særlig interessant, fordi et vellykket coachingforløb bygger på akkomodativ læring, hvilket Knus Illeris kalder:

"Overskridende Læring" "som fører til hel eller delvis omstrukturering af allerede etableredeskemaer."

Læring, som udvider personens forståelse af den konkrete problemstilling eller af sig selv og sin situation i en lidt bredere sammenhæng. I coachingens akkomodative læreproces skærpes fokuspersonens evne til opmærksomhed og selvrefleksion, hvilket igen vil sige fokuspersonens evne til at forholde sig metarefleksivt til problemets kontekst og problemets betingelser. Det er en evne, som afgørende udvikler fokuspersonens evne til kreativ problemløsning i et bredt livsperspektiv.

Coaching som læringsprincip
Det er indlysende, at læringsaspektet er særlig relevant, når vi taler om coaching i form af procesfacilitering indenfor undervisningsområdet og i særlig grad projekt- og specialestuderendes situation, hvor læringen ofte handler om nye strategier i forhold til skriveproces, strukturproblemer, faglig vejledning og specialeemne. Læringsaspektet er dog lige så relevant, når det drejer sig om mere generelle problematikker, hvoraf 3, 4 og 5 nedenfor også berører specialestuderende situation. Det drejer sig om:

1. relationskonflikter
2. personlig grænsesætning
3. perfektionssyndrom
4. overspringshandlinger
5. manglende motivation

I denne kontekst kan læring handle om at opbygge personens evne til coping ved at anvende den positive psykologis fokus på styrker, tidligere succeser og bedste praksis, samt at hjælpe personen til at finde motivation ved et positivt og værdibærende mål for fremtiden. Resultat er typisk opbygning af selvværd og selvtillid hos fokuspersonen, hvilket bidrager til:

1. øget selvaccept og selvindsigt
2. oplevelsen af kontrol over sit liv og sin situation
3. en øget motivation i forhold til arbejdsprocessen
4. rigere socialt liv og øget netværkskabelse
5. øgede sociale kompetencer i forhold til grænsesætning og konfliktløsning

I min praksis som coach på SDU har jeg set mange eksempler på, hvorledes den anerkendende tilgang - den positive psykologiske praksis - har skabt en bemærkelsesværdig positiv forandring i fokuspersonens livssituation, som rækker langt ud over færdiggørelsen af specialet/projektet. Lad os betragte forholdet mellem læring og coaching lidt nærmere.

Gregory Batesons teori om læring
En af systemteoriens fædre, Gregory Bateson, opererer med et læringshierarki bestående af 5 læringsniveauer. At lære på et højere niveau har bl.a. at gøre med, i hvilken udstrækning man er i stand til at reflektere over sin egen læringsproces og her ud fra evner at ændre på sin adfærd. De første fire niveauer er:

Læringsniveau 0 - vanemæssig ureflekteret adfærd - ingen læring

Læringsniveau 1 - en stimulus indføres i et socialt eller psykisk system, hvorved systemet må tilpasse sig ændringen. Dette niveau korresponderer til assimileret læring hvorved personen, en studerende eksempelvis, tilegner sig viden (kvalifikationer), i en undervisningssituation eller hos en faglig vejleder.

Læringsniveau 2 - systemet ikke blot forandrer sig, men iagttager og reflekterer over forandringssprocessen. Dette niveau korresponderer til akkomodativ læring hvorved personen lærer at lære via refleksion over selviagttagelsen og herigennem ændrer sin lærepraksis.

Det er på dette niveau, at coachingen begynder at operere i forhold til at øge fokuspersonens subjektive mestringsevne (SME), det vil sige forventninger til egen kunnen, kompetencer og styrker, hvilket beviseligt øger fokuspersonens effektivitet og præstationsevne. Denne proces bygger på fokuspersonens selviagttagelse i forhold til, hvornår adfærden har fungeret optimalt, eller i hvilken kontekst læringsprocessen har været mest frugtbar.

Læringsniveau 3 - på dette niveau iagttager og forandrer systemet ikke blot sin egen læringspraksis, men systemet iagttager og forandrer hele grundlaget og principperne for læringsniveau 2. Vi taler altså her om forandring af principperne for læring af læring.

I sammenhæng med coaching af specialestuderende aktualiseres dette niveau, når fokuspersonen er i tvivl, om der overhovedet skal skrives speciale, om specialeprocessen overhovedet er den relevante læringsproces for personen i forhold til dennes mål, værdier og livssituation. Det aktualiseres også, når fokuspersonen er i tvivl om værdien af specialeemnet. Her arbejder coachingen med at afklare fokuspersonen omkring egne værdier og motivationsfaktorer og med at finde muligheder for udvikling og læring i en fælles kreativ proces.

I sammenhæng med den specialestuderendes situation fører et coachingforløb af og til en erkendelse af behovet for at ændre sine tanker, sine følelser og dermed sin adfærd i forhold til specialeprocessen og specialekonteksten, hvilket igen kan implicere hele den specialestuderendes livsituation og forhold til eventuelle kæreste, venner, familie og den faglige vejleder ikke mindst. Det kan af og til være nødvendigt at supplere den anerkendende tilgang med den kognitive metode til ændring af begrænsende antagelser og automatiske tanker omkring egen kunnen og det at skrive speciale.

Den magtfri dialog
Centralt i coachingen er idealet om den magtfri dialog, hvor coachen gennem målrettede spørgsmål giver fokuspersonen, det vil sige den, der bliver coachet, ansvar og ejerskab for det eller de mål, som han eller hun har sat sig. Herved ligger coaching meget langt fra den faglige vejlederrolle på uddannelsesinstitutionen, hvor en ekspert rådgiver eller giver faglig sparring til novicen. En coach giver som udgangspunkt ikke gode råd eller nogen form for faglig input. Coachen er kun katalysator for fokuspersonens selvrefleksion, idet fokuspersonen i coachingens optik er den, der kender problemstillingen bedst og enten selv har viden og ressourcerne til at løse den eller ved, hvor denne viden/disse ressourcer findes.

I coachingens optik kan et personligt udviklingsforløb, som adstedkommer akkomodativ læring (et læringsniveau af 2. eller 3. orden hos Bateson), derfor udelukkende bygge på fokuspersonens stærke ønske om udvikling og forandring. .

Adskillige af de studerende, som opsøger mig, fremhæver betydningen af den frivillighed og den ligelighed, der ligger i coachingen som dialogfom. Jeg er ikke eksperten, som man kan dumme sig over for. Jeg er ikke en magtinstans med sanktionsmuligheder, er interessefri og repræsenterer ikke systemet i min rolle som coach vel at mærke. Jeg kender ikke den studerendes baggrund, er ikke tilknyttet deres uddannelse, men er en lydhør fremmed, som viser dem fuld fortrolighed ud fra deres præmisser og deres forståelse af virkeligheden. Der er ligeledes vandtætte skodder mellem mig og deres faglige vejleder, hvilket også bidrager til at skabe tillid. Dermed bliver jeg et åndehul i det meget pressede studenterliv, hvor kravet om aktivitet og præstation har været stigende igennem en årrække. At jeg samtidig har og formulerer den fulde tro på, at de kan skrive deres speciale i løbet af kortere eller længere tid er med til at forstærke tilliden i coachingforløbet.

Generelle perspektiver
I modsætning til den faglige vejledning slipper jeg den studerende i coachingforløbet, når vedkommende oplever, at processen er velfungerende og forholdet til vejlederen konstruktivt. Der er således ingen officiel statistik på, hvor mange af de studerende som færddiggør deres speciale, men en del kontakter mig, når specialet er afleveret, eller de er kommet på rette hylde, så jeg ved, at at coachingen er en succes, som sagtens kunne finde anvendelse i forhold til eksempelvis studiestartssamtaler og bachelorstuderende.

Man kan selvfølgelig indvende, at det kun er studerende med personligt overskud, som henvender sig til coaching. Studerende, som allerede har besluttet sig for at gøre noget ved deres situation, og som har modet og overskuddet til at søge hjælp. Fordelen ved opsøgende vejledning i forhold til svagere studerende på universitetet kunne være at samle en gruppe op, som ikke samles op af hverken coaching, studenterrådgivning eller vejledningscentret på universitetet. I den forstand er det meget interessant, hvad resultatet af den nye 2 års regel bliver. Studerende, som har været passive i 2 år eller mere trues skriftligt med udskrivning, hvis de ikke kontakter deres faglige vejleder og får lavet en handlingsplan for det videre studieforløb.

 
Referencer

• Bateson, Gregory, 1972/2000: Steps to an Ecology of Mind. The University of Chicago Press. Chicago and London.
• Qvortrup, Lars, 2001: Det lærende samfund- hyperkompleksitet og viden. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København.
• Illeris, Knud, Billeschou, Henrik Vinter, Faurfelt, Karen: Læring. Forlaget Samfundslitteratur, København 2006
• Børgesen, Jane Stokholm: Hvorfor fortællingen kan tilskrives en funktion i forhold til læring i organisatoriske sammenhænge - en fremstilling af og relatering mellem Paul Ricoeurs mimesisteori samt henholdsvis situeret læring og systemisk læring. Center for Litteratuvidenskab og Semiotik, Syddansk Universitet, Odense 2008.