I mange år har det handlet om kampen for at få de unge hurtigere i gang med en uddannelse. Vejledernes opgave har været at vejlede de unge udenom sabbatår, urealistiske drømmeuddannelser, for lange eksotiske ophold i det store udland, formålsløse højskoleophold og den slags. Danmarks unge har simpelthen været alt for langsommelige med at komme i gang med en uddannelse, og alle er vist bekendt med en ambitiøs målsætning om, at 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015.
Massivt politisk bevågenhed, skræmmekampagner med trusler om at ende i restgruppen, en stribe initiativer og pres på vejlederne, der skal få de unge til at forstå, at Danmark som samfund hverken har råd til unge, der har travlt med at realisere sig selv, og ej heller til unge, der falder fra, har sat deres præg. De unge springer i højere grad omvejene over - de unge er begyndt at høre efter.
Men en ting er at få dem ind på en uddannelse i en fart. Noget andet er at få dem til at blive der. Og at forhindre de unge i at "begå" frafald har vist sig at være en udfordring, der er til at tage og føle på.
Samme tendens har gjort sig gældende i vejledningen af ledige. Ingen har vist kunnet undgå at se en Claus Hjort Frederiksen træde i karakter i kampen for at få ledige i arbejde. Igen en mission, der er lykkes på mange måder. Ledige tvinges til at søge stribevis af job om ugen for at få deres kontanthjælp eller dagpenge, og jobcentre, a-kasser, andre aktører etc. er blevet bedre til at få de ledige hurtigere i job. Tallene på bundlinjen ser bedre ud – i første omgang. Men missionen er ikke fuldført – for mange ledige bliver ikke i jobbet.
Man kunne jo godt have en mistanke om, at frafald i både uddannelse og job kunne have en smule at gøre med, at vi ikke vil gøre os den umage at give os tid til tvivl, eftertænksomhed og refleksion. Fik de unge tiden til at tænke sig om, evt. sammen med deres vejleder, og giver vi de voksne tiden til at finde det rigtige job, evt. sammen med deres vejleder/socialrådgiver/jobkonsulent i stedet for at søge jobs på samlebånd, kunne det jo være, at frafald fra både uddannelse og job blev markant mindre.
Summa summarum har vi en stor udfordring, der går ud på at fastholde de voksne ledige i jobbet og de unge i en uddannelse. Hvordan gør vi det bedst? Hvad er det, der skal til? Hvilke strategier duer, og hvilke burde i den grad kasseres? Og hvad med vores menneskesyn i den forbindelse? Betaler det sig at bruge pisken for at få mennesker i job og uddannelse?
Det er nemt at være kritisk, men det ændrer ikke ved, at fastholdelse i både uddannelse og job er en central og væsentlig udfordring at tage fat på. Det vil VejlederForum være med til i dette nummer!
I de kommende uger vil I derfor møde:
I mange år har det handlet om kampen for at få de unge hurtigere i gang med en uddannelse. Vejledernes opgave har været at vejlede de unge udenom sabbatår, urealistiske drømmeuddannelser, for lange eksotiske ophold i det store udland, formålsløse højskoleophold og den slags. Danmarks unge har simpelthen været alt for langsommelige med at komme i gang med en uddannelse, og alle er vist bekendt med en ambitiøs målsætning om, at 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015.
Massivt politisk bevågenhed, skræmmekampagner med trusler om at ende i restgruppen, en stribe initiativer og pres på vejlederne, der skal få de unge til at forstå, at Danmark som samfund hverken har råd til unge, der har travlt med at realisere sig selv, og ej heller til unge, der falder fra, har sat deres præg. De unge springer i højere grad omvejene over - de unge er begyndt at høre efter.
Men en ting er at få dem ind på en uddannelse i en fart. Noget andet er at få dem til at blive der. Og at forhindre de unge i at "begå" frafald har vist sig at være en udfordring, der er til at tage og føle på.
Samme tendens har gjort sig gældende i vejledningen af ledige. Ingen har vist kunnet undgå at se en Claus Hjort Frederiksen træde i karakter i kampen for at få ledige i arbejde. Igen en mission, der er lykkes på mange måder. Ledige tvinges til at søge stribevis af job om ugen for at få deres kontanthjælp eller dagpenge, og jobcentre, a-kasser, andre aktører etc. er blevet bedre til at få de ledige hurtigere i job. Tallene på bundlinjen ser bedre ud – i første omgang. Men missionen er ikke fuldført – for mange ledige bliver ikke i jobbet.
Man kunne jo godt have en mistanke om, at frafald i både uddannelse og job kunne have en smule at gøre med, at vi ikke vil gøre os den umage at give os tid til tvivl, eftertænksomhed og refleksion. Fik de unge tiden til at tænke sig om, evt. sammen med deres vejleder, og giver vi de voksne tiden til at finde det rigtige job, evt. sammen med deres vejleder/socialrådgiver/jobkonsulent i stedet for at søge jobs på samlebånd, kunne det jo være, at frafald fra både uddannelse og job blev markant mindre.
Summa summarum har vi en stor udfordring, der går ud på at fastholde de voksne ledige i jobbet og de unge i en uddannelse. Hvordan gør vi det bedst? Hvad er det, der skal til? Hvilke strategier duer, og hvilke burde i den grad kasseres? Og hvad med vores menneskesyn i den forbindelse? Betaler det sig at bruge pisken for at få mennesker i job og uddannelse?
Det er nemt at være kritisk, men det ændrer ikke ved, at fastholdelse i både uddannelse og job er en central og væsentlig udfordring at tage fat på. Det vil VejlederForum være med til i dette nummer!
I de kommende uger vil I derfor møde: