Vi er enige om, at frafaldet på ungdomsuddannelserne er højt - vi diskuterer, hvordan vejlederne og uddannelsesinstitutionerne kan bidrage til at nedbringe frafaldet - men nogle gange glemmer vi at diskutere, hvordan vi taler om frafald. Hvad er det for antagelser, der ligger gemt i begrebet "frafald", og hvor bringer disse antagelser os hen, når vi taler om, hvordan vi kan nedbringe frafaldet?

Frafald i et individ- og et strukturperspektiv
I et meta-perspektiv er der to yderpunkter i den måde, vi taler om frafaldet. I det ene yderpunkt er fokus på, hvordan vi kan få de unge til at ændre adfærd, så de kan profitere af de uddannelsestilbud, vi kan tilbyde dem. I dette individperspektiv er det de unge, der er problemet og derfor også dem, der må tage ansvaret på sig og tilpasse sig.

I det andet yderpunkt er fokus på, hvordan vi kan få uddannelsessystemet og de enkelte uddannelsesinstitutioner gjort så rummelige og "unge mindede", at alle unge reelt har en mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse. I dette strukturperspektiv er det uddannelsesinstitutionerne og uddannelsessystemet, der er problemet og derfor også dem, der må tage hovedansvaret for at skabe plads til de unge.

I praksis vil mange af os let forfalde til et individperspektiv og tale om frafald som den unges problem og ansvar. Mange af os har formentlig hørt os selv sige: hvis bare den unge kunne opføre sig ordentligt, lade være med at være så krævende og underholdningssyg, lære at møde til tiden og lave sine lektier osv. Mange af os har års træning i at finde fejl og mangler hos de unge, og vi kan have behov for at retfærdiggøre, at vi har gjort vores arbejde godt. Derfor kommer vi let til at give de unge, der falder fra, ansvaret plus skylden.

Heldigvis er der også mange, der vender problemstillingen om og fokuserer på de unges kompetencer og ser efter fejl og mangler i de strukturer, der omgiver dem i stedet for hos de unge selv. Tager man disse briller på, kan man undre sig over strukturer på uddannelsesinstitutionerne og de begrænsede muligheder, der er for nogle unge i uddannelsessystemet:

Hvorfor putter vi fx de unge ind i traditionelle klasseværelser, når de skal lære noget? Mange unge oplever, at de lærer bedst, når de sidder i en sofa med en lap top på skødet. Hvorfor bliver vi ved med at forvente, at de unge møder til første time klokken 8, når der i vintermånederne kun er få, der møder til tiden? Hvorfor kan man ikke tage en studentereksamen samtidig med, at man dyrker kreative fag på højt niveau? Hvorfor er stilhed et ideal, når man skal koncentrere sig? Mange unge trives bedst med at høre musik, når de arbejder – noget man i øvrigt også dyrker på mange arbejdspladser. Et godt eksempel på at bryde de traditionelle strukturer findes på BEC Business HG basis, hvor mottoet er: Hvis noget ikke fungerer, skal det ændres! Her møder eleverne kl. 9 og indretter klasseværelset med sofaer og bærbare computere (se BEC Business HG basis' netsted)

Det er min påstand, at det er vigtigt, at vi gør os klart, hvordan vi taler om frafald. Er det de unge, der skal tage sig sammen, eller er det de strukturer, der er omkring de unge, der skal justeres/ændres, så de matcher de unges forventninger og krav til, hvad et godt liv og en god uddannelse vil sige? Det er vigtigt, fordi løsningsmulighederne og succeskriterierne afhænger af det perspektiv, vi har anlagt.

Hvis den unge bærer ansvaret
Hvis en gennemførelsesvejleder på en ungdomsuddannelse primært ser frafald som den unges problem, vil det første skridt overfor en ung, der overvejer at afbryde sin uddannelse, eller som står overfor at blive udmeldt, typisk være en ”alvorssnak”. Noget, der i situationen, kan give god mening. Essensen af en sådan samtale vil ofte kunne resumeres til: "Hvis ikke du tager skeen i den anden hånd, bliver du smidt ud." Måske vil vejlederen tilbyde den unge noget støtte, fx en mentorordning.

Men hvordan virker mentorordningerne på de unge og på strukturerne omkring dem? De mentorordninger, der udelukkende fokuserer på den enkelte unges problemer og afhjælpningen af disse i en isoleret kontekst, kan ikke forventes at have nogen virkning for andre end lige præcis den unge, der er med i ordningen. Den unge kan fx få hjælp til at komme tidligere op om morgenen (fx telefonvækning eller lift) og får hjælp til at lave lektier. Det kan være lige det, der skal til for, at den enkelte unge holder fast, men det har ingen effekt på uddannelsesinstitutionen samlet set. Lærerne og ledelsen gør, som de altid har gjort, og der vil til stadighed være brug for mentorerne til at sikre, at de unge ikke falder fra.

Hvis strukturerne bærer ansvaret
Hvis man anlægger strukturperspektivet, kan der stadig være brug for mentorer, men deres rolle vil være anderledes. Med det perspektiv tages eneansvaret i højere grad væk fra den unges skuldre, og det er lærere, vejledere, skoleledere, ministeriet og regeringen, der påtager sig et ansvar for at sikre, at alle unge har realistiske muligheder for at gennemføre en uddannelse.

Det er centralt, at de professionelle (vejlederne, mentorerne og lærerne), der er tættest på de unge, bruger deres viden om de unge til at stille krav til de strukturer, som uddannelserne er bygget op omkring. Målet er, at de unge på uddannelsesinstitutionerne mødes med afstemte forventninger og rammer/indhold, som er udviklet, så de passer til de ressourcer og kompetencer, de unge har. Den engelske vejledningsforsker Tony Watts har udtrykt det meget fint: Man skal sigte bredt for at ramme smalt. For at ramme smalt i forhold til de unge vi betegner som frafaldstruede, skal der sigtes bredt ved at indrette uddannelsessystemet, så der er plads til alle.

Ansvaret for, om det lykkes, og forklaringerne på, hvorfor det evt. ikke lykkes, placeres således i strukturer og rammer på uddannelsesinstitutionerne og ikke kun hos den enkelte unge. Ved at anlægge et strukturperspektiv vil især gennemførselsvejledere og mentorer på uddannelsesinstitutionerne kunne forvalte deres opgave, så de er den unges advokat og udvikler og dermed kan udfordre såvel den unge som de formelle og uformelle strukturer og netværk omkring den unge. I dette perspektiv ligger der en central opgave for gennemførselsvejlederne i at samarbejde med andre professionelle, der er tæt på de unge og på den måde være med til at vidensdele erfaringer om læringsstile og ressourcer.

Vejlederne i UU-centrene, Studievalg-centrene og gennemførselsvejlederne på uddannelsesinstitutionernes unikke position som mellemmand mellem organisation og individ giver dem en viden om begge verdener, som sagtens kunne bruges mere offensivt. Med den position er der mulighed for at påpege, hvilke ændringer der er nødvendige for at nå 95 % -målsætningen. Man kan mene, at vejlederne kan have svært ved at leve op til at "være til samfundets bedste", hvis ikke de udnytter deres viden til i et større perspektiv at skabe et uddannelsessystem for alle unge - også de sidste 15-20 % frafalds- eller udstødningstruede unge.

Fra frafald til udstødning
I den amerikanske kontekst (bl.a. på City University of New York, CUNY) er man holdt op med at tale om frafald (drop outs) og bruger i stedet begrebet udstødning (push outs). Det ses som afgørende i forhold til, hvor man søger efter årsager til, at de unge afbryder deres uddannelse, hvilke løsningsmodeller man vil anvende til at fastholde flere, samt hvem der har ansvaret for, at flere unge gennemfører.

Hvis målet om, at (næsten) alle skal have en ungdomsuddannelse, skal nås, er det nødvendigt at tænke i alternative strukturer på uddannelsesinstitutionerne, og at de frafaldstruede/udstødningstruede unge har nogle gode advokater inden for systemet, der kan tale deres sag.

Vi kan måske nå et stykke af vejen, hvis vi alle husker at være bevidste om, hvilke antagelser der ligger i vores brug af begrebet frafald. Eller, at vi i stedet for at tale om frafald taler om udstødning - så bliver fokus i diskussionerne i hvert fald straks et ganske andet.