Titel:
Empati og konfrontation – opbygningen af et mentorkorps
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Af Ulla Nedergaard

Har du store ører og hjertet på rette sted, så bliv mentor for et ungt menneske, der har brug for din støtte. Nogenlunde sådan er ordlyden i de brochurer, som man i Ringsted har brugt for at etablere et mentorkorps, der skal være med til at sikre, at de unge fastholdes i uddannelse eller i arbejde.
Person:
Billede:
Jesper-Moller.jpg
Navn:
Jesper Møller
Titel:
Arbejdsmarkedskonsulent
Arbejdssted:
Jobcenter Ringsted
Fotoreportage:
Lang tekst:

Foto fra folderen: En mentor har store ører og hjertet på rette sted

Mentorprojektet er et bredt samarbejde mellem EUC Ringsted, VUC Vestsjælland Syd, Ungdommens Uddannelsesvejledning Vestsjælland og Jobcenter Ringsted. Jobcenteret står for at uddanne mentorerne og etablere netværket, men det er et privat rekrutteringsfirma i Slagelse, der står for de to dages undervisning af mentorerne. Vejlederforum har talt med Jesper Møller, som er en af koordinatorerne i mentorprojektet qua sit arbejde som arbejdsmarkedskonsulent på Jobcenter Ringsted.

Med et bredt samarbejde fra folkeskolen, over ungdomsuddannelserne og til jobcenteret er målet, at mentorerne skal gøre overgangene mellem de forskellige institutioner lettere.

"Det er vanvittig inspirerende, og der er et meget frugtbart samarbejdsklima blandt de lokale uddannelsesaktører, bl.a. mellem Ringsted Produktionshøjskole og EUC Ringsted. Uddannelsesinstitutioner har i forvejen travlt med at sørge for kerneydelserne som faglighed i undervisningen og kompetent vejledning, men de vil også gerne være med til at tage et socialt ansvar. En af udfordringerne er, at spotter man et problem i folkeskolen, forsøger man også at løse det, så erhvervsskolerne ikke oplever, at de arver problemer, der allerede burde være taget hånd om på et tidligere tidspunkt. En af mulighederne er bl.a. at arbejde for, at de unge kan beholde deres mentor fra folkeskolen, når de går i gang med en uddannelse og dermed sikre en mere smidig overgang for de unge," siger Jesper Møller.

Empati og konfrontation
Mentorprojektet er blevet til på baggrund af det velkendte store frafald på ungdomsuddannelserne - specielt på erhvervsuddannelserne - og på baggrund af den nationale målsætning om, at mindst 95 % af de unge i 2015 skal have gennemført en uddannelse. De første mentorer har gennemført kursusdelen i oktober og november 2008, men får først tildelt en mentee i begyndelsen af 2009.

Ud af i alt 29 mentorer har Jobcenter Ringsted og Ungdommens Uddannelsesvejledning stået for rekrutteringen af 13 mentorer, som primært skal agere voksenstøtte for elever i 9. klasse, der vil have svært ved at begynde på en ungdomsuddannelse og ikke mindst at gennemføre den uden mentorstøtten. Andre 13 mentorer er fundet på EUC Ringsted, hvor opgaven er at støtte de unge til at gennemføre deres påbegyndte erhvervsuddannelse. De sidste tre mentorer er tilknyttet VUC Vestsjælland Syd, hvor formålet er det samme.

Jobcenterets mentorkorps består af seks mænd og syv kvinder jævnt fordelt i alderen 34-66 år. En af de kvindelige mentorer er beskrevet med "en sublim evne til at skabe tryghed og tillid og god til sårbare og tilbageholdende piger," mens en af de mandlige er "ekstremt god til at sætte fokus og fastholde mål og vil være god til unge med en vis grad af motivation." Otte offentligt ansatte, to private og to selvstændige og en pensionist. To af mentorerne har en kort uddannelse, mens de øvrige 11 har mellemlange og videregående uddannelser. Foto fra folderen: En mentor har store ører og hjertet på rette sted

"Det vigtigste for os er, at mentorerne har empati og tør tage en konfrontation med de unge. Vi har kun én mentor med anden etnisk baggrund med, men vi ville gerne have haft flere med, " siger Jesper Møller. Nogle af mentorerne har jobcenteret kendt i forvejen fra deres opsøgende arbejde og netværk på de lokale uddannelsesinstitutioner, mens andre er rekrutteret via annoncer og brochurer.

Lappeløsning
Det er ikke kun frafald i ungdomsuddannelserne, der har inspireret til mentorprojektet. Succesfulde mentorprojekter andre steder i landet og ændringer i loven, bl.a. fra 2007 om erhvervsskolernes forpligtelse til at stille mentorer til rådighed for svage unge og i 2008 den kommunale forpligtelse til via UUV at stille mentorer til rådighed for svage elever i 9. klasse har givet inspiration. Men i virkeligheden er mentorkorpset bare en ny del af den indsats, som jobcenteret hele tiden har lavet i sit opsøgende arbejde af virksomheder, bl.a. nedbringelse af sygefravær og kontakt mellem virksomheder og kontanthjælpsmodtagere.

For jobcenteret er fokus at forebygge, at unge falder fra erhvervsuddannelserne eller ud af arbejdsmarkedet og dermed havner på kontanthjælp. "Mentorprojektet er en rigtig god ide, men det kan ikke stå alene. Projektet kan bidrage til at vende en negativ udvikling, men det er kun en lappeløsning på en større problemstilling," siger Jesper Møller.


Om projektet bliver en succes er for tidligt at spå, men set fra Jobcenter Ringsted har mentorerne en vigtig opgave i at knytte kontakt til sårbare unge og afværge, at de falder fra en erhvervsuddannelse eller ryger ud af arbejdsmarkedet. Desuden har LBR stor interesse i dels at forebygge mangel på arbejdskraft, dels at bidrage med den rette arbejdskraft.

På Jobcenter Ringsted mener man, at der er god grund til at lægge vægt på forebyggelse på både uddannelser og på arbejdspladser. Ledigheden for de 18-25 årige og de 25-30 årige er stigende, og der arbejdes i øjeblikket på at screene, hvem de nyledige i gruppen er. Et af Jesper Møllers bud er, at det er unge, som ikke har meldt sig i a-kasse og unge ufaglærte, som er meget sårbare for fyringer, når en lavkonjunktur sætter ind.

Foto fra folderen: En mentor har store ører og hjertet på rette sted

Opkvalificering i job
For jobcentrene har der politisk gennem tiden været forskelligt syn på arbejdskraften og på, hvordan man fastholdt den. I 70erne og 80erne med stor arbejdsløshed var der stort fokus på at opkvalificere via uddannelse. Men nu hedder det i stedet "hurtigst muligt tilbage til arbejdsmarkedet". Senest på en uddannelsespolitisk konference, som LBR stod for i oktober 2008, karakteriserede en oplægsholder Ringsted kommunes indbyggere med ord som "lavt uddannelsesniveau" og "dårlig efteruddannelse af medarbejdere".

LBRs engagement i bl.a. mentorkorpset og en kampagne for voksenlærlinge sker også på baggrund af, at LBR har vedtaget et tema, som hedder "Opkvalificering af Arbejdskraft":

"Vi lægger i stigende grad fokus på at opkvalificere, men på jobcenteret ser vi gerne, at det sker ude i virksomhederne, mens folk er i arbejde, så folk bliver mindre sårbare ved afskedigelser," siger Jesper Møller.

Han oplever mange med et kvalifikationsefterslæb med lavt uddannelsesniveau, men mener, at mange virksomheder kunne være mere på forkant og give fx. sprogundervisning, ordblindeundervisning eller truckcertifikat. I lyset af stigende krav til de unge og med globalisering oplever Jesper også forældre til umodne unge, som på mange områder føler, de bliver efterladt med nederlag, fordi de ikke kan indfri samfundets forventninger til dem.

Smuk men ambitiøs
Med jobcenterets fokus på at forebygge, at unge falder ud af arbejdsmarkedet og erhvervsuddannelserne og havner på kontanthjælp og med deres fokus på det brede samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, skulle Ringsted således være godt rustet til at opfylde de 95 % i 2015. Men er det så tilfældet?

"Det er en smuk målsætning. Den er ambitiøs og nødvendig, men pointen er, at der skal være større samspil mellem folkeskole og erhvervsuddannelser og mellem produktionshøjskoler og arbejdsmarked." Jesper Møllers ønske er, at Beskæftigelses-, Undervisnings- og Velfærdsministeriet og for den sags skyld Erhvervsministeriet taler mere sammen og lovgiver på tværs, så det ikke er afgørende, hvilken forsørgelse den unge har eller, hvilken sektor den unge hører til i. Eksempelvis som med mentorer i "overgangsfaser". I stedet for strikse lovgivninger, mener Jesper Møller, der burde arbejdes meget mere tværgående, så der kunne komme større fokus på de sårbare ledige og ikke på middelklassens børn:

"Det er de unge, der sejler omkring og ikke er afklarede i forhold til uddannelse, fx. dem fra 10. klasse eller produktionsskolen, vi skal have fat i, siger han. Under de 95 % hører også unge, der er tilmeldt STU og EGU, så hvis målsætningen skal nås, skal uddannelsessystemet skrues sammen, så det imødekommer den enkelte unges behov og gør overgang lettere. Det er den restgruppe, der er tilbage ved lav ledighed i samfundet, der er vigtig," siger Jesper Møller.

Oplysninger om mentoruddannelsen og mentorkorpset kan også findes på Ringsted Kommunes hjemmeside.

Jesper Switzer Møller er 56 år og arbejdsmarkedskonsulent på Jobcenter Ringsted, hvor han arbejder for Det Lokale Beskæftigelsesråd. Han er uddannet socionom fra RUC i 1981 og har årskurser i projektledelse og konsulentarbejde. Han har 11 års erfaring som kommunal socialrådgiver og projektmager. Han har i 7 år arbejdet som jobkonsulent i Roskilde Amt med fokus på revalidering og misbrug. Siden 2000 har han arbejdet som arbejdsmarkedskonsulent i forskellige kommuner for koordinationsudvalg og lokale beskæftigelsesråd med bl.a. forebyggelse, fastholdelse og integration på arbejdsmarkedet.
Tidsskriftsnr.:
2009 nr. 1
Publiceringsdato:
16-02-2009
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke