Tony Watts' artikel er ret lang og ret engelsk - både sprogligt og indholdsmæssigt. Men den er værd at forholde sig til. For den handler om, hvad der kan ske, når vejledning målrettes mod nogle særlige grupper. Nemlig mod dem med de ”særlige vejledningsbehov”.
 
Kan vejledning være universel, for alle - og på samme tid rette sig mod nogen særlige med ”særlige behov”? Det er Tony Watts’ grundlæggende spørgsmål. Det korte svar er nærmest NEJ. Det lidt længere svar er, at der er mange mellemregninger og faktorer at tage med i betragtning, når - og helst inden - vejledning bliver spændt for den politiske vogn, som p.t. kører med nummerpladen ”social inclusion”, dvs. at vejledning skal reparere på og helst forebygge marginalisering af truede grupper. Modvirke ”social exclusion” - med andre ord.
 
Her er det Watts' synspunkt, at vejledning i denne sammenhæng kan have to roller: præventiv og genintegrerende. Watts slår en interessant krølle rundt om vejledning i forhold til den uformelle økonomi (sort arbejde, kriminalitet og den slags) for at anskueliggøre nogle grænser (?) for vejledning. Er kriminalitet en karriere? Og hører der vejledning til? Watts illustrerer på denne måde vejledningens måske blinde pletter i forhold til ”særlige behov”, nemlig at der bagved megen vejledning ligger et (snævert?) normalitetsbegreb, og at vejledningen bliver et tilpasningsredskab til en bestemt livsform - som i øvrigt ikke beskrives nærmere, men ligger upåagtet og latent bagved vejledningsindsatsen.
 
Som et konkret eksempel på vejledningspolitik i forhold til ”særlige behov” gennemgår Watts opløbet til og svinkeærinderne ved tilblivelsen af det, der efter mange tilløb blev til Connexions, dvs. en bred ungdomsvejledningsordning, som netop blev lanceret med henblik på at dække særlige vejledningsbehov - sådan som den engelske statsmagt forstod dem.
 
Undervejs i denne proces skiftede de engelske vejledere karakteristisk nok betegnelse fra careers advisors til personal advisors, netop fordi uddannelses- og erhvervsvejledning i den almindelige og brede betydning ikke længere stod i centrum. Det gjorde derimod de unge med de særlige behov for vejledning. Og de havde bl.a. behov for personlige rådgivere. Vi kender i det danske vejledningsbillede noget tilsvarende fra fx egu (erhvervsgrunduddannelse) og fuu (Fri ungdomsuddannelse): hver elev sin personlige vejleder i hele sit individualiserede og skræddersyede uddannelsesforløb. Det var i England ikke længere de professionelle careers advisors, som skulle vejlede denne nye målgruppe, men et nyt social-kuratorisk personale med en langt mere broget professionel baggrund. Og i nogle tilfælde en uprofessionel baggrund, som Watts pointerer. Nye strukturer på vejledningsfeltet blev indført, og de hidtidige Careers Services blev fusioneret og delvist privatiseret. En vanskelig proces med mange bump på vejen.
 
Et andet af de svage punkter i den nye, målrettede Connexions strategi var skolens indsats i career education, dvs. uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering - eller netop manglen på samme. Og for at gøre forvirringen komplet dukkede der mentorer (learning mentors) op som en ny, supplerende og uprofessionel vejledergruppe.
 
Watts drager en advarende konklusion: tanken om at målrette vejledning mod særlige behov (modvirke social exclusion etc.) stammede fra en uvidenhedskultur (”a culture of ignorance”), nemlig fra en tænketank, som med omhu undgik at søge råd hos eksperterne, både forskere og praktikere. Dertil kom, at vejlederne i bl.a. The Careers Service - ubegrundet - af politikere og embedsmænd/-kvinder blev anset for kun at være interesseret i at bevare deres egne job og ikke have blik for større helheder, selv om der netop her i The Careers Service havde været gennemført omfattende og veldokumenterede udviklingsarbejder med henblik på at udvikle metoder, som rakte ud til de marginaliserede. Ud til dem med de særlige behov.
 
Sjældent har Watts været så skarp i sin veldokumenterede analyse. Artiklen er et lærestykke i, hvor vigtigt det er, at vejledningspolitikker bygger på forskning og på veldokumenteret praksis.