Ikke alle bifalder kommunaliseringen af jobcentrene, der træder i kraft august 2009. Det enstrengede beskæftigelsessystem har mødt skarp kritik, og flere røster har sået tvivl om jobcentrenes evne til at klare opgaven. Jørgen Peter Holst, jobcenterchef i Jobcenter Odense, mener, at jobcentrene er gearet til det enstrengede beskæftigelsessystem. Jobcenter Odense har været pilotjobcenter og har derfor fra starten haft opgaven med både de ikke-forsikrede ledige og på Statens vegne varetaget opgaven for de forsikrede ledige:

”Som pilotjobcenter har vi vist, at vi kan magte opgaven. Vi har haft mulighed for, med en éntydig ledelse både for den kommunale og den statslige del, at fastlægge de rammer, vi ville køre efter for hele jobcentret sammen med LBR og Arbejdsmarkedsudvalget. Dette har bestemt gjort det nemmere for alle. Andre jobcentre har haft både en kommunal chef og en statslig chef, som har skullet blive enige om retningen. Med en entydig ledelse kan vi handle med det samme og rykke ressourcerne derhen, hvor de skal bruges. Samtidig har vi fået beskæftigelsesområdet ind i den lokale Odense kommunes erhvervs- og vækstpolitik”.

Jobcenter Odense har taget det bedste fra det gamle statslige system som fx jobfokus, begreber som rettidighed i forhold til antal samtaler til tiden og mængdeflow med mange borgere igennem systemet. Det er blevet kombineret med de kommunale dyder, der inkluderer en stærk lovmæssig viden og en grundig viden om den enkelte borger. Ud fra de to former for viden og en respekt for begge sæt kompetencer har man udviklet jobcentermedarbejderen.

”Her er job i fokus, men samtidig har vi været så store, at vi har haft mulighed for at have jobcentermedarbejdere med speciel socialfaglig indsigt til gavn for de borgere, der har behov for mere afklaring, før de kan komme videre i forhold til at vende tilbage til arbejdsmarkedet”.

”I Jobcenter Odense er vi ikke bare et bofællesskab. Vi har allerede nu hentet noget synergieffekt ud af fusionen, bl.a. at de ikke-arbejdsmarkedsparate borgere bliver behandlet af specialister, som har de socialfaglige kompetencer, der skal til for at iværksætte en håndholdt indsats. Samtidig har vi fået et godt samarbejde med a-kasserne og virksomhederne. Uden det samarbejde kan vi ikke klare os. Vores fælles mål er at få de ledige i job og i det omfang, det ikke er muligt, at få dem hurtigst muligt afklaret til evt. fleksjob eller pension.”

Krisetid
Jørgen Peter Holst er ikke bekymret for, at kommunaliseringen finder sted midt i en finanskrise, hvor antallet af ledige bliver stadig flere og vokser meget hurtigt.

"Naturligvis er det nemmere at fusionere i en opgangstid og dermed udvikle de nye fælles kulturer. Men kommunaliseringen af jobcentrene giver mulighed for at organisere sig anderledes og dermed placere personaleressourcerne de steder, hvor de største behov opstår i forbindelse med at flere bliver ledige.

Ellers er timingen hverken værre eller bedre pga. krisen. Det er fornuftigt at placere ansvaret for alle ledige direkte i kommunen. Det giver en bedre forankring, og kommunerne skal have det ansvar. Kommunen skal kigge ud over kommunegrænser og tænke beskæftigelsespolitik på landsplan og lokalt. Ligesom dobbeltadministration undgås.

Jørgen Peter Holst frygter ikke, at kommunerne for at reducere de økonomiske omkostninger, vil være tilbøjelige til at vælge kortsigtede og billige arbejdsmarkedspolitiske løsninger frem for omstillingsorienterede uddannelsesforløb af de ledige. Set fra hans perspektiv er diskussionen om omstillingsorienterede uddannelsesforløb kontra relevante korte aktiveringsforløb en mærkelig diskussion, idet det er meget forskelligt, hvad den enkelte lægger i et relevant aktiveringsforløb.

”Kravet om rettidighed kan gøre, at nogen måske ikke får de optimale tilbud. Men det er betingelserne og en del af livet, og det kan til dels sammenlignes med, at kan jeg ikke få den bedste, må jeg nøjes med den næstbedste. Det er da ærgerligt, hvis det viser sig, at hvis vedkommende havde fået et givent tilbud, at han/hun så var kommet i det helt rigtige arbejde. Men vi skal fokusere på at ramme det, som er målet, nemlig at få de ledige hurtigst muligt tilbage til arbejdsmarkedet. Men det er klart, at både uddannelse og aktivering vil komme i spil, når jobåbningerne ikke ligefrem vokser. Derfor vil uddannelse og opkvalificering være nogle af de knapper, som skrues på, ligesom aktiveringstiltag er relevante”.

Jørgen Peter Holst gør desuden opmærksom på de fleksible beskæftigelsesplaner, der bliver lavet i de enkelte jobcentre:

”Vi har en beskæftigelsesplan, hvor redskaberne kan justeres. Fx kan der skrues på uddannelsesknappen i en tid, hvor virksomhederne ikke ligefrem står i kø med jobordrer. Nu gælder det om at holde arbejdskraftreserven på et kvalificeret niveau, da kvalifikationer vil blive et større parameter end hidtil. Men det er rigtigt, at hvis man ikke i kommunerne kompenseres på en eller anden måde for den stigende ledighed, så vil der være kommuner, der kan falde af på at holde de ledige i aktivitet, så man på den måde hjemtager refusionskroner.”

Jørgen Peter Holst henviser her til et lovforslag om en økonomisk bæredygtig model for de forsikrede ledige. Modellen indeholder et kommunalt incitament til at få ledige i job og økonomisk bæredygtighed i kommunerne samtidig med, at der skal være et sikkerhedsnet, hvis en kommune bliver ramt af høj ledighed (AMS lovforslag). 

Afbureaukratisering på vej
Medarbejderne i landets jobcentre kan se frem til mindre bureaukrati. Det er resultatet af en aftale om at forenkle reglerne på jobcentrene, som regeringen har indgået med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale. Beskæftigelsesministeren har spurgt de ansatte i jobcentrene om, hvor man kunne lette arbejdet på beskæftigelsesområdet.

De regelområder, som jobcentrene primært ønsker forenklet, er indsatsen for de unge, sanktionsreglerne og jobcentrenes modtagelse af borgere. På baggrund af 169 konkrete forslag fra de ansatte bliver arbejdsgangen på disse områder nu kraftigt forenklet. (Se Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

Ifølge Jørgen Peter Holst er den nye regelforenkling af jobbureaukratiet et godt skridt på vejen. Han er dog uenig, når det ofte hævdes, at omsorgen for borgeren er trængt i baggrunden til fordel for administration, dokumentation, regler etc. Han pointerer, at det er vigtigt at sondre imellem, hvilke målgrupper der tales om. Når det handler om de arbejdsmarkedsparate må man forvente, at de kan serviceres på en bestemt måde. Og når det handler om borgere med andre problemstillinger, kan man ikke bare tale om, at de generelt får for lidt omsorg. Han peger på, at jobcentrene netop har en forpligtelse og en træning i at observere slige problemstillinger:

”Igen er det fornuftigt at placere indsatsen i kommunalt regi, for har en borger tunge, komplekse, sociale problemstillinger kan myndighedssagsbehandlere og medarbejdere ude i projekter opdage det. Vi har specialister med viden om de her grupper, og de opdager, hvis en borger har psykiske problemer, problemer med flasken eller andre misbrugsproblemer. Så får borgeren en anden kontakt, et andet tilbud, en anden omsorg i Jobcentret."

”For mig er kerneydelsen den kontakt, jobcentrene løbende skal have med borgeren ifølge lovgivningen. Altså, at vi har kontakten på de tidspunkter, som lovgivningen siger. At vi holder den rigtige indkaldelsesfrekvens. At vi visiterer borgeren de rigtige steder hen. At vi betjener dem på bedst mulig vis. At vi har kontakten til virksomhedsnetværket og a-kasserne – alt sammen med lovgivningen som fællesnævner. "

Troværdig med myndighedskasket?
Jobcenter Odense har et godt samarbejde med Odense kommunes UUO’er (Ungdommens Uddannelsesvejledning i Odense) og følger med i udviklingen på området, der bl.a. betyder, at vejlederne i stigende grad får myndighedsopgaver. Jørgen Peter Holst undrer sig over mange vejlederes frygt for myndighedskasketten:

”Der er ingen tvivl om, at vejlederne helst vil slippe for at blande myndighed og vejledning. Men hvis man vil hjælpe den unge, er man nødt til at sætte retning på. For dem, der skal vejledes, er jo ikke dem, der kan klare sig selv. Og hvis man skal vejlede dem, der ikke kan klare sig selv og fastholde dem i noget som helst, må man påtage sig myndighedsrollen. Det betyder fx, at man skal melde videre til de rigtige steder, hvis der ikke leves op til diverse planer. Nogle vejledere vil sige, at de mister troværdighed. Men disse unge har netop prøvet en række tiltag, der er mislykkedes, så vi er nødt til at arbejde tæt sammen og videregive oplysninger mellem systemerne.”

Jørgen Peter Holst understreger vigtigheden af enighed om rollerne og deres fordeling:

”Det er afgørende i jobcentret, at oplysningerne ikke går hurtigt nok videre fra uddannelsesstederne til UUO’erne, så de kan videregive dem til Jobcentret. Dem skal vi have langt hurtigere, for jo længere de unge ligger på sofaen med deres SU, jo sværere er det at hive dem op af sofaen. Den unge skal væk fra sofaen og hurtigst muligt i uddannelse eller job. Der er unge, som har en meget lang vej at gå, og her er det måske i højere grad et step ud på arbejdsmarkedet i stedet for uddannelse, der skal til. Her kunne vores samarbejde og vidensdeling med UUO sagtens forbedres.”

Man skal turde at lade sig måle
Jobcentrene er vant til at blive målt og vejet på deres resultater. UUO-centrene bliver det i stigende grad. Om det drejer sig om vejledning af unge, borgerne, forsikrede eller ikke-forsikrede, er Jørgen Peter Holst ikke i tvivl om, at det er nødvendigt, når man går efter resultater. Man skal turde at lade sig måle og bruge det positivt. Og selvfølgelig skal et samfund vide, hvad det får for pengene.

”Vi skal da vide, hvad vi får ud af at vejlede. Hvordan doserer vi, hvilke beskæftigelsesprojekter virker, hvem kommer i arbejde, og hvem gør ikke? Vi kan finde ud af, hvor indsatserne er udviklende og skaber effekt. Vi kan finde ud af, hvor vi skal vælge andre metoder. Men det er klart, at dokumentation bliver rigidt, når det bliver dokumentation for dokumentationen skyld, når det fx bliver rettidighed for enhver pris. Indholdet i rettidighed er ikke desto mindre vigtigt. Der er indbygget i begrebet, at hvis borgeren er i aktivitet, får man bedre samfundsøkonomi, og det er legalt af regeringen at tænke sådan.”

Jørgen Peter Holst mener også, det er vigtigt – og vanskeligt – at måle på samtalens indhold. Han tvivler ikke på, at samtalen i sig selv har en værdi, idet de fleste er glade for at blive indkaldt til en samtale – for så er de ikke glemt. Men nogen vil også give udtryk for, at der ikke skete noget i samtalen, men måske gik det i virkeligheden ud på, at medarbejderens mål var, at borgeren, den unge, den vejledte skulle tage vare på eget liv.

Jobcenterchefen har dog klare holdninger til, hvordan processen skal foregå, når man måler resultater:

”De ansatte, LBR (Det lokale Beskæftigelsesråd) og Arbejdsmarkedsudvalget skal inddrages i beskæftigelsesplanens mål og resultater, og der skal skabes ejerskab for målene på alle niveauer. Det betyder, at de ansatte skal være med til at beskrive, hvordan målene skal nås. Hvis vi fx skal leve op til en given aktiveringsgrad, gør den ansatte måske opmærksom på, at vi mangler nogle bestemte tilbud. Hvis målene ikke nås, skal vi finde ud af, om vi har skudt forkert, om vi skal ændre metodetiltag eller hvad, vi skal gøre anderledes. Den enkelte skal være klar over, hvad hans ansvar er, det skal være synligt, hvad han står for, hvordan han virker i det store hjul – det er det, der er missionen!