Som vejleder for ”mennesker med anden etnisk baggrund end dansk” i Danmark 2004, er det måske vigtigere end nogensinde at skelne mellem sin professionelle, personlige og private rolle.
Vi kan være nok så uenige i lovgivning og arbejdsmarkedspolitik, men vores professionelle rolle som vejledere er
| ”…at bidrage til, at valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet”. |
Det er derfor vigtigt, at vi engagerer os professionelt og personligt i vejledningsopgaven, men ikke blander vores private holdninger ind i relationen til den vejledningssøgende. Vi skal bidrage til, at den vejledningssøgende har det bedst mulige udgangspunkt for selv at kunne træffe bevidste valg, og at hun reelt har nogle valgmuligheder - det må være målet, vi skal indrette vores vejledningspraksis i forhold til.
Fra to-kulturel til fler-kulturel vejledning
To-kulturel eller dobbeltkulturel vejledning angives ofte som en særlig ”genre” inden for vejledningsområdet. Betegnelsen tager udgangspunkt i, at der eksisterer én dansk kultur, og at den vejledningssøgende har én anden kultur og derfor skal agere i forhold til to kulturer - i modsætning til vejledningssøgende med etnisk dansk baggrund.
Vejlederen ser derfor ofte sig selv som repræsentant for den danske kultur og den vejledningssøgende som repræsenterende en anden kultur, som vejlederen har en vis forestilling om. Vejledningssituationen flytter sig derved fra at være et møde med ”den enkelte” til et møde med en repræsentant for et fremmed sæt af normer og værdier.
Der er gjort mange forsøg på at beskrive den danske kultur, men definitionen er i høj grad afhængig af, om man spørger Søren Krarup eller rap’er-parret ”Nik og Jay”. Vi har forskellige religiøse kulturer, arbejdspladskulturer, socialgruppers kulturer, ungdoms- og ’68- kulturer, hiphop- og popkulturer, dansk kultur i 1946 var karakteriseret af andre kendetegn end dansk kultur i 1968, etc. etc.
Kultur er et relativt fænomen, og sociologer omtaler derfor ikke mere kultur i ental, men udelukkende i flertal. Vi repræsenterer hver især et individuelt sæt af kulturer, fx som medlem af et alders-, arbejds-, socialgruppe- eller musikfællesskab eller som medlem af et religiøst eller økonomisk fællesskab. Kulturbegrebet handler altså i langt højere grad om mange sociologiske forhold og ikke kun det etniske eller nationale tilhørsforhold. Kultur kan karakteriseres som de værdier og normer, der udtrykkes i vores adfærd. Kulturer afspejles kun i den sociale relation, i samspillet mellem mennesker.
Som vejledere kan vi have en masse forestillinger om andre kulturer, men kan dybest set kun udtale os om de kulturer, vi selv er en del af og derfor kender til. Andre kulturer (uanset om det er arbejdsplads-, ungdoms- eller bondekulturer fra den anatolske højslette i Tyrkiet), vi har gjort erfaringer med på anden hånd eller fået karakteriseret af andre, vil altid være udtryk for relative betragtninger og generaliseringer. Det karakteristiske ved kulturer i et indremissionsk fiskermiljø i Hvide Sande vil være afhængigt af, om man ser det i forhold til en økonomisk overklassekultur i Klampenborg eller i forhold til en gruppe japanske perlefiskere.
Den første forudsætning i en (fler)kulturel vejledning må derfor være, at vejlederen tænker i sociokulturer frem for at tage udgangspunkt i billedet af én dansk og én anden kultur.
Fra fler-kulturel til kulturel vejledning
For at forstå den enkeltes kulturdannelse kan det være relevant at tage udgangspunkt i Donald E. Supers (1957) udviklingspsykologiske beskrivelse af de 5 livs-aldre:
1. Vækst (0-14 år) Udvikling af selvopfattelse | Defineres af social gruppe = sociokultur |
| 3. Etablering (25-45 år) Job og privat 4. Vedligeholdelse (45-65 år) Stabilisering 5. Tilbagetrækning (65 år ->) ”Aftægt” | Individuelt ansvar |
Betegnelserne social og asocial anvendes af og til om personer i forhold til, i hvor høj grad de vil eller ikke vil fungere i en given sociokulturel sammenhæng. Nogle er dog ikke asociale, men u-sociale, hvilket er vigtigt for en vejleder at være opmærksom på. De er vokset op uden en fast social sammenhæng/kultur, og har derfor ikke kunnet justere selvopfattelsen i forhold til et givet sæt af normer og adfærd. De er i princippet normløse og har måttet lære sig selv, hvilken adfærd der fører til det ønskede mål. De har oftest ingen holdning til, hvad der er rigtigt eller forkert, men udelukkende en erfaring om, hvad der virker og hvad der ikke virker (fx kan jeg opnå mit mål med trusler). Dette gælder især for børn og unge, der har levet uden tæt voksenkontakt (opvækst i flygtningelejre uden familie, børnesoldater, gadebørn, børn af misbrugere etc.). Mange af disse mennesker har brug for mere end kulturel vejledning, da de først langt senere i deres liv skal gennemleve de to første livs-aldre.
Uanset hvilken sammenhæng den enkelte er vokset op i, vil de gældende sociokulturer i det nære miljø være betingende for personens normer og adfærd. Generelt vil det ikke volde problemer for et menneske at fungere i netop de sociokulturelle sammenhænge, hun er vokset op i. Hvis personen derimod skal kunne integreres i andre sociokulturelle sammenhænge (fx en anden arbejdspladskultur), er det nødvendigt at kende de nye omgivelsers kulturer for at kunne justere selvopfattelse og adfærd hensigtsmæssigt i forhold til de nye omgivelser.
| Dette er kernen i flerkulturel vejledning: At bidrage til, at den vejledningssøgende opnår en erkendelse af og har færdigheder til at indgå i nye sociokulturelle sammenhænge. |
Det gælder for danskere såvel som for udlændinge i Danmark, da vi alle lever med mange sociokulturer, så for at gøre op med associationer om og forståelsen af, at flerkulturel vejledning kun handler om udlændinge, vil det måske være mere relevant kun at tale om kulturel vejledning.
Fra kulturel til sociokulturel vejledning
Som vejledere må vi først og fremmest bidrage til, at den vejledningssøgende erkender, at hun skal fungere i en ny sociokulturel sammenhæng. En forudsætning for erkendelsen er, at den enkelte oplever forskelle mellem det nye og det kendte, og det kræver ofte hjælp at vide, hvad det er, man skal se efter. Vejlederen må derfor prøve at præcisere nogle af fællestrækkene i danske sociokulturer. Vejlederen skal ikke gøre sig klog på, om det er forskelligt fra den vejledningssøgendes sociokulturelle baggrund, men må spørge, så den vejledningssøgende selv kan formulere, hvor der er forskelle, og hvor der er ligheder.
Som vejledere vil vi ofte kende til den økonomiske middelklasses, de midaldrendes, bymæssige, ikke-fundamentalistiske normer og adfærd, og det vil derfor være disse (i egne øjne ”gennemsnitlige”) sociokulturer, vi ”automatisk” viderebringer som typisk danske, hvilket vi må være meget bevidste om. I det følgende er opstillet eksempler på nogle af de modsætningspar, man kan anvende i beskrivelser af sociokulturer for at finde forskelle og ligheder:
Din identitet er det, du gør / præstation | Din identitet er det, du er / ære og skam |
Arbejde med hovedet / refleksivt | Arbejde med hænderne / praktisk |
Midlertidige fællesskaber | Faste fællesskaber |
Individet former det sociale rum | Det sociale rum former individet |
Jeg er til for dig | Du er til for mig |
Tid er noget, man tager | Tid er noget, man har |
Rolig opførsel / beherskelse | Larmende opførsel / følelsesudladninger |
Kompleksitet og improvisation | Enkelhed og kontinuitet |
Staten over religionen | Religionen over staten |
Demokratisk struktur | Hierarkisk struktur |
Initiativ | Konformitet |
Eget ansvar | Samfundets ansvar |
Du skal ikke tro, du er noget | Selvros |
Kvinder er selvforsørgende | Mand er familieforsørger |
Status ved at arbejde | Status ved ikke at arbejde |
Værdibaseret | Regelbaseret |
Information og teknologi | Produktion og handel |
Når billedet af de forskellige sociokulturer har tegnet sig, er vejlederens næste opgave at bidrage til, at den vejledningssøgende opnår færdigheder til at kunne fungere i den nye sammenhæng. Færdigheder betyder i denne sammenhæng, at den vejledningssøgende skal kunne acceptere gældende normer og udvise en hensigtsmæssig adfærd i forhold til de gældende sociokulturer.
Den vejledningssøgende vil måske være bange for at miste sin identitet, men ovenstående betyder ikke, at den enkelte skal ændre personlig identitet, ændre egne normer, men netop skal opnå en skelnen mellem den private rolle og den professionelle rolle. At acceptere gældende normer er ikke det samme som at påtage sig dem som sine egne, og at mestre en bestemt adfærd i en uddannelses- eller arbejdssammenhæng er ikke det samme som at være påtvunget denne adfærd i andre sammenhænge. Denne bevidstgørende proces er en meget væsentlig del af sociokulturel vejledning, og de fleste mennesker fungerer i og mestrer mange roller parallelt, så det er ikke et spørgsmål om enten-eller, men om både-og. Dette er forudsætningen for, at den vejledningssøgende har en reel valgmulighed, og det er så op til vejlederen og den vejledningssøgende at afgrænse, hvilke normer og hvilken adfærd der skal arbejdes med.
Hvad kræver det af vejlederen ?
Den sociokulturelle vejledning omfatter ideelt tre faser, hvor vejledningen bidrager til følgende:
- At den vejledningssøgende bliver bevidst om, hvilke nye sociokulturelle rammer hun skal fungere i.
Dette kan gøres ved sammen at finde forskelle og ligheder imellem nuværende og kommende sociokulturer. Praktik og møde med rollemodeller er gode metoder til at indhente førstehåndserfaringer, men husk at aftale, hvad den enkelte vejledningssøgende skal fokusere på. - At den vejledningssøgende kender til og mestrer hensigtsmæssig adfærd i nye sociokulturer.
I fællesskab aftales, hvilke områder der er relevante at arbejde med, og hvad den vejledningssøgende er indstillet på (præcision, sprogkode, smalltalk, kropssprog, initiativ, teamarbejde etc.). Det er vigtigt at holde fast i, at det er den enkeltes valg at benytte sig af de opnåede færdigheder, men at der er en sammenhæng mellem adfærd og omgivelsernes reaktioner. Det vil ofte være godt at inddrage forældre, ægtefælle og/eller svigerforældre, så de kan bakke den vejledningssøgende op. - At skabe kontakt til en mentor/”onkel”, der kan følge og støtte den vejledningssøgende videre i processen.
I al mønsterbrydning er det afgørende, at der er ”en voksen” på rette tid og sted, når den enkelte har brug for det. Vejlederen kan professionelt ikke være denne ”voksne” (nogle vælger at være det som privatperson, men faren for at brænde ud er stor). Processen kan strække sig over lang tid, så det optimale er at formidle en personlig kontakt og aftale med en ”onkel”, der er fortrolig med den nye sammenhæng (en vens forælder, nabo, sportstræner, medlem af en frivilliggruppe).
I sociokulturel vejledning må der gøres op med vanetænkning, måske især hos vejlederen, som møder den vejledningssøgende med velmenende, men betingede forudsætninger. Derfor kan det være vigtigt som vejleder at huske sig selv på, at:
- en vejledningssøgende med anden etnisk baggrund end dansk ikke nødvendigvis har særlige behov for vejledning
- en etnisk dansk vejledningssøgende kan have særlige behov for sociokulturel vejledning
- flygtninge kan have meget anderledes baggrund (psykiske traumer, langvarigt ophold i ”vakuum”, ikke selv valgt nyt land) og fremtidsperspektiv (familiesammenføring som eneste behov, hurtigst muligt tilbage til hjemland) end indvandrere, selvom det danske samfund ikke skelner
- møde en vejledningssøgende som et enkeltindivid, selvom hun har baggrund i en kollektiv-domineret kultur
- tidligere uddannelse og erhverv kan være betinget af mange eksterne faktorer, og at den vejledningssøgende måske slet ikke ønsker at fortsætte inden for samme branche
- iværksættere fra mange andre kulturer har haft helt anderledes (frie) vilkår end en selvstændig erhvervsdrivende er underlagt i Danmark
- mange sociokulturer i langt højere grad er præget af tradition end af religion, selvom religionen ofte kan være en ”nem” begrundelse for alle parter
- udtrykke sig helt eksplicit. Hvad der er selvfølgeligheder og indforstået, kan kun den vejledningssøgende afgøre. Stilles der krav, skal det også udtrykkes meget klart
- tænke ”skævt” i forhold til egne normer. Fx er det måske mere hensigtsmæssigt, at en familieforsørger har 1½-2 job frem for, at begge ægtefæller har hver ét job?
Indstillinger for cookie-samtykke