Det danske uddannelsessystem er kendetegnet ved en betydelig social ulighed. Ens baggrund betyder meget for, hvor man havner – og det gælder både i bunden og toppen af uddannelsespyramiden.

Det er de ufaglærtes børn, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse – det samme er i et vist omfang tilfældet med de faglærtes børn. Derimod er unge med akademikerbaggrund tæt på at opfylde 95 % - målet. Blandt unge fra ufaglærte familier er det 38 %, der ikke har/er i gang med en ungdomsuddannelse, når de er 25 år – blandt deres jævnaldrende i akademikerfamilier kun 7 %.

Samme skævhed præger toppen af uddannelsespyramiden. Det er især de veluddannedes børn, der tager de lange uddannelser og dermed får adgangsbilletten til de mest indflydelsesrige job.

Med andre ord: Hvis vi skal opfylde målene om 95 og 50 %, handler det om at mindske chanceuligheden. Flere børn fra ufaglærte og faglærte familier skal nå længere. Der skal mere gang i den sociale mobilitet.

På den baggrund er det interessant, at hverdagen også præsterer flotte eksempler på mønsterbrydere, som kan inspirere til yderligere indsats. Hér tænker jeg ikke på den tidligere statsministers spektakulære udtalelse om ”at gå fra bistandsklient til bankdirektør”, men fx på, at omkring 45 % af studenterne og hf’erne kommer fra familier, hvor forældrene ikke har studentereksamen.

Undersøgelser udpeger fire faktorer, der er vigtige for, om unge fra ikke-boglige familier bliver mønsterbrydere eller ej:

• Kulturen i familien
• De professionelle voksnes tilgang
• Kammeratskabsmiljøet
• Kulturen på uddannelserne.

Familiens kultur har stor betydning
Familiekulturens rolle er kortlagt i en undersøgelse, som Anvendt Kommunal Forskning (AKF) gennemførte for Ugebrevet A4. Den byggede på Pisa-testen i 2000, der i 2004 blev fulgt op af nye interview med de unge, som nu var 19 år. Dermed ved vi ikke kun, hvordan familiekulturen påvirker resultaterne i grundskolen, men også hvad den betyder for den videre færd gennem ungdomsuddannelserne.

AKF’s analyse identificerede seks forhold i hjemmet, der har stor betydning for de unges læsefærdigheder i folkeskolen. Det er, om man hyppigt diskuterer tv/bøger og samfundsforhold/politik, spiser aftensmad sammen, tager på museer m.v. samt har mange bøger og klassisk litteratur derhjemme.

På den baggrund inddeles familierne i dem med ”høj kulturel aktivitet” og ”lav kulturel aktivitet”. For der er begge slags familier i alle sociale lag. Jeg har hér taget de to yderpunkter – akademikerfamilier og ufaglærte familier:

Mønsteret er klart: Unge fra hjem med en aktiv kultur klarer sig bedre i skolen end tilsvarende unge fra mindre aktive familier. De fortsætter også oftere i gymnasiet, og færre er som 19-årige droppet ud af uddannelsessystemet.

Forklaringen ligger lige for. Samtaler med forældrene om alt fra tv-programmer til samfundsforhold giver børnene en vigtig ballast. Det samme gør stabile rammer, stimulerende udflugter og en opvækst med bøger.

Blandt unge fra aktive ufaglærte familier er det 50 %, der bliver mønsterbrydere og tager en gymnasial uddannelse; i inaktive ufaglærte familier er det kun 30 %. Blandt familier med faglig uddannelse, som ikke er med i tabellen, er de tilsvarende tal 63 % og 40 %.

Samtidig er vaner og omgangsformer i hjemmet afgørende for frafaldet på ungdomsuddannelserne. Kombinationen af en inaktiv familiekultur og manglende uddannelsestradition er således en giftig cocktail. Langt det største frafald findes blandt unge, der er vokset op i familier, som både er inaktive og uden boglig uddannelse, men selv i inaktive akademikerfamilier er der et vist frafald.

Det er der flere årsager til. Unge fra inaktive familier har klaret sig dårligere i skolen end børn fra aktive familier – dermed har de et svagere fagligt fundament. Samtidig mangler de opbakning fra forældrene, hvis de får problemer med erhvervsuddannelsen/gymnasiet og er ved at droppe ud.

Dette er en vigtig pointe for vejledere og andre. Det er frem for alt unge fra inaktive familier, der har brug for en solid vejledning. Man kan sige, at vejledere og andre professionelle skal påtage sig den rolle, som i de aktive familier udfyldes af far og mor. At målrette vejledningen mod disse unge giver god mening.

De professionelle voksnes tilgang er således en anden vigtig faktor. Der er i tidens løb gennemført mange interviews med mønsterbrydere - og ét går igen: Rigtig mange refererer til, at de på et tidspunkt i deres liv mødte en voksen, som for alvor gjorde en forskel. Typisk en lærer, der på én gang formåede at støtte, inspirere og presse på.

Dette er en faktor, der ikke kan bevises statistisk. Men det er hævet over enhver tvivl, at den engagerede professionelle kan gøre en stor forskel. Det er især en udfordring for de lærere, der i den daglige undervisning er tæt på de unge, men selvfølgelig også for vejledere og andre.

Klassekammerateffekten er vigtig
Det hører dog med til billedet, at aktive familier kun kan kompensere for den sociale ulighed et stykke af vejen. Faktisk klarer de inaktive akademikeres børn sig bedre i skolen end børn af aktive ufaglærte, og flere fortsætter i gymnasiet.

Det hævdes, at de højtuddannedes børn klarer sig bedre i uddannelsessystemet, fordi de ”får mere med hjemmefra”. Denne undersøgelse viser imidlertid, at dette ikke er hele forklaringen. Forældrenes uddannelse har også betydning i sig selv - skolens kultur og arbejdsformer favoriserer tilsyneladende børn fra højere uddannede familier. Når eleverne har projekt om Rifbjerg eller skriver engelsk stil, kan gymnasielærerens datter få en anden hjælp derhjemme end rengøringsassistentens søn. De højtuddannedes børn vil også på forhånd være mere fortrolige med de ord og sociale koder, der giver bonus i uddannelsessystemet.

Jeg vender senere tilbage til, hvordan uddannelsessystemet kan mindske disse kulturelle barrierer. I første omgang vil jeg hæfte mig ved en anden faktor, nemlig betydningen af det sociale miljø i skolen og lokalområdet.

Det afgørende er nemlig ikke bare familiens baggrund og kultur, også kammeraterne er vigtige. Flere undersøgelser har dokumenteret en betydelig klassekammerateffekt, hvor de stærke trækker de svage op.

Fx gennemfører unge fra dårligt stillede familier i langt højere grad en ungdomsuddannelse, hvis de går på en skole uden massiv koncentration af andre som dem selv. Det er således vigtigt at undgå ghettoskoler med altl for mange sociale problemer. Undersøgelserne viser også, at en vis andel fra uddannelsesvante miljøer er en fordel, også for andre i klassen. Det er med til at skabe en positiv klassekammerateffekt.

Klassekammerateffekten bunder i flere forhold: Det sociale miljø har stor betydning for den daglige undervisning i klassen. Det har også stor betydning for normerne blandt de unge i årene efter grundskolen. Tager alle kammeraterne en ungdomsuddannelse – eller er der status i at droppe ud og tjene hurtige penge?

Klassekammerateffekten fremgår også af Danmarkskortet på disse sider. Kortet viser andelen af unge fra familier, hvor forældrene har en erhvervsuddannelse, der som 23-årige er i gang med en videregående uddannelse. De unge er fordelt efter, hvor de gik i skole som 15-årige, og kortet viser store forskelle mellem kommunerne.

Da analysen bygger på én årgang, kan enkelte kommuner være lidt atypiske. Det afgørende er mønsteret, der både dokumenterer »klassekammerateffekt« og betydelige regionale forskelle

Tag Vallensbæk – en velstillet kommune på Københavns Vestegn. Hér er det 42 % af de faglærtes børn, der er i gang med en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse. Lige på den anden side af kommunegrænsen, i Brøndby eller Ishøj, er tallet imidlertid kun 24 og 26 %. Det sociale miljø blandt unge i Vallensbæk skaber andre undervisningssituationer og normer end miljøet blandt unge i Brøndby.

Nordjylland skaber mønsterbrud
Danmarkskortet viser imidlertid også andre forskelle. Jyderne er generelt bedre til at skabe mønsterbrydere og social mobilitet end sjællænderne. Især Nordjylland ligger flot. Nordjylland ligger næsten lige så højt som de velstående kommuner i Nordsjælland, hvor der er mange højtuddannede og en stærk klassekammerateffekt. Dette er særlig bemærkelsesværdigt, fordi uddannelsesniveauet i Nordjylland er beskedent – og derfor ikke i samme grad skaber klassekammerateffekt.

Forklaringen er formentlig, at uddannelsesmiljøet i Nordjylland er bedre til at gøre en forskel. Tonen sættes især af Aalborg Universitet, der har en bredere social rekruttering end de øvrige universiteter. På Aalborg Universitet er et godt socialt miljø ikke bare de studerendes ansvar. Samtidig lægges der vægt på anvendelsesorienteret undervisning, og at teorier læres med udgangspunkt i praktiske eksempler:

Undervisningen på økonomistudiet kan fx begynde med, at de studerende som det allerførste skal finde ud af, hvad en letbane vil betyde for Aalborg? Eller de skal belyse fiskeriets betydning for Hirtshals – ikke bare på papiret, men ved at tale med folk. ”Så bygger vi teorien på bagefter,” forklarede studiechef Preben Sørensen for nylig til Jyllands-Posten (5.7. 2009).

Med andre ord: Hverdagens mange eksempler på mønsterbrydere leverer masser af inspiration til en videre indsats. Det drejer sig om voksne, der er til stede og formår at gøre en forskel. Det handler om en blandet folkeskole, hvor forskellige sociale lag går i skole sammen. Og det drejer sig om en uddannelseskultur, der er bedre til åbne sig mod omverdenen og integrere teori med praksis.