Introduktion
Det har historisk været og er fortsat en generel politisk målsætning, at sociale og økonomiske uligheder i befolkningen skal udjævnes. Borgere, der af den ene eller den anden grund ikke kan forsørge sig selv, skal have støtte fra det offentlige, og alle skal have samme muligheder for at kunne udvikle sig og anvende sine kompetencer. Personer med sociale problemer skal desuden have hjælp, der sigter imod at afhjælpe disse problemer, og så vidt muligt sætter dem i stand til at leve et normalt liv.

Dette ideal om lige muligheder er styrende for den politiske indsats. Det er også på den baggrund, at velfærdsstaten er udviklet til et meget omfattende økonomisk og professionelt støttesystem.

Vejledning af de børn og unge, der får problemer i forbindelse med videre uddannelse efter folkeskolen, er centralt i løsningen af de problemer, der opstår – men den eksisterende viden om vejledningen og dens betydning er begrænset.

Uddannelsessystemet vigtigt
Et vigtigt element i velfærdsstaten er udbygningen af uddannelsessystemet, som tog fart i slutningen af 1960’erne. Målsætningen var – og er – at sikre, at alle unge får en kompetencegivende uddannelse. Der er tale om et væsentligt socialpolitisk instrument, da uddannelse spiller en central rolle i bekæmpelsen af social ulighed og løsningen af sociale problemer. Men der er stadig unge, der ikke får en kompetencegivende uddannelse efter folkeskolen.

Social baggrund har betydning
Et gennemgående resultat i den samfundsvidenskabelige forskning i social ulighed er, at risikoen for at havne i en problemfyldt social situation hænger sammen med forældrebaggrund og opvækstforhold. Den sociale ulighed er med andre ord ikke tilfældig eller ligelig fordelt. Det er grunden til, at man i forbindelse med studier af den sociale ulighed taler om social arv. Social arv betyder, at risikoen for at opleve sociale problemer alt andet lige er større for personer, der har forældre med svage økonomiske og uddannelsesmæssige ressourcer. Og omvendt, at sandsynligheden for at klare sig godt er højere for personer med ressourcestærke forældre.

Nyere forskning med fokus på uddannelse
Hvis vi fokusere på uddannelsesområder - og ser nærmere på det paradoksale faktum, at den sociale arv synes at have overlevet opbygningen af den universelle velfærdsstat, understreger det behovet for nye tilgange til at forstå, hvordan sociale uligheder opretholdes over generationerne. Velfærdsstaten omfordeler mellem rig og fattig, beskytter mod sociale risici og giver alle adgang til uddannelsessystemet. Men hvorfor består den sociale arv i det moderne samfund?

Lidt polemisk kan man sige, at meget tyder på, at den sociale arv er fulgt med samfundsudviklingen i den forstand, at når den økonomiske ulighed mellem borgerne er reduceret så meget, som det er tilfældet i Danmark, antager uligheden en ny og ”immateriel” form. Det er ikke længere størrelsen af fars tegnebog, som afgør, om man kommer til at klare sig godt i livet, men derimod de – i bred forstand – kulturelle og sociale ressourcer, som findes i opvækstmiljøet. Den internationale mobilitetsforskning peger i den forbindelse på en række ikke-økonomiske forhold i personers opvækstmiljø, som ser ud til at være af betydning for deres senere livschancer.

Vejledning af de unge kan søge at kompensere for disse nye former for uligheder – men det kræver selvfølgelig, at man som vejleder er opmærksom på dem.

De kulturelle ressourcer
Det første forhold er kulturelle ressourcer, eller hvad den franske sociolog Pierre Bourdieu kalder ”kulturel kapital”. Bourdieu argumenterer for, at eftersom uddannelse er den vigtigste forklarende faktor for personers senere indkomst og sociale position, er det helt afgørende at forstå, hvordan sociale uligheder i folks uddannelsesmuligheder manifesteres.

At klare sig godt i uddannelsessystemet handler ikke kun om at være bogligt kvik, men også om at besidde de ”rigtige” kulturelle værdier, indsigter og ”fortolkningsmønstre”, som anerkendes og belønnes af lærerne. Det er med andre ord ikke nok at kunne sin Shakespeare – det er også vigtigt at kunne tale om ham på den ”rigtige” måde. Derfor udgør den kulturelle bagage, som børn får med fra barndomshjemmet, en særlig form for ressource, som kan aktiveres i uddannelsessystemet og bruges til egen fordel. Børn fra kulturelt (men ikke nødvendigvis økonomisk) ressourcestærke familier har derfor en komparativ fordel frem for børn fra mindre boglige hjem.

Familietype
Et andet forhold handler om familietype. Megen forskning indikerer, at den type familie, man vokser op i, og især om man vokser op i en kernefamilie med begge biologiske forældre eller i et skilsmissehjem, er af relativ stor betydning for ens senere sociale position. Også her synes den sociale ulighed, som udspringer af forskellige familieformer, at have ændret karakter i takt med velfærdsstatens fremkomst.

I dag implicerer en opvækst i en skilsmisse- eller eneforsørgerfamilie ikke nødvendigvis økonomiske afsavn, men derimod at der er mindre tid i hjemmet til at tage hånd om børns kognitive og sociale udvikling og færre ”kulturelle ressourcer”. Af denne årsag klarer børn fra skilsmisse- eller eneforsørgerfamilier sig alt andet lige dårligere i skolen end børn fra kernefamilier.

Desuden har familier forskellige værdier og udsyn på verden, som kommer til udtryk i deres uddannelses- og erhvervsvalg. Børn fra arbejderhjem fravælger længerevarende uddannelser, fordi det virker ulogisk for dem at bruge mange år på universitetet uden at have et tydeligt billede af afkastet af denne investering i tid og ressourcer. Derimod virker det mere ”rigtigt” at vælge en uddannelse og profession, som ens familiemedlemmer og omgangskreds kender og påskønner, og hvor både det sociale og økonomiske afkast er langt mere håndgribeligt. Det bidrager også til at opretholde sociale uligheder.

Fra lighed gennem uddannelse til…
Den sociale ulighed med hensyn til uddannelse opretholdes tilsyneladende selv i en meget udbygget velfærdsstat som den danske. Hovedårsagen hertil er, at de sociale mekanismer som skaber sociale uligheder i dag ikke længere primært er økonomiske og materielle, men derimod kulturelle og ”åndelige”.

Dermed er det også langt sværere for politikere at skabe politiske initiativer med henblik på at nedbringe betydningen af den sociale arv. Hvordan kan lovgivning fremelske forældres kulturelle ressourcer eller den måde, de vurderer lødigheden af uddannelsesvalg? Det er svært at forstille sig. Derfor er vi måske også nået enden for, hvor meget velfærdsstaten kan gøre for at nedbringe den sociale arv og skabe lige muligheder for alle – sådan som det er den politiske ambition. Hvis vejledning er løsningen – eller en del af løsningen – på disse forhold, er det vigtigt at få det synliggjort i den løbende debat.

I hvert fald er der behov for, at velfærdsindsatsen bevæger sig ind i en ny fase, hvis der skal udformes en indsats, der kan tage hånd om disse nye ulighedsskabende mekanismer. Lighed gennem uddannelse var mantraet i slutningen af 1960erne. Lighed i adgangen til uddannelsessystemet er ikke nok.

Lighed i forudsætningerne for at kunne tage en uddannelse
Der er en række resultater fra den internationale forskning – ikke mindst fra målinger af effekter af forskellige sociale programmer i USA – der tyder på, at det er lighed i forudsætningerne for at kunne tage en uddannelse, der skal forfølges. Det kræver en tidlig indsats.

En tidlig indsats, der har fokus på udviklingen af børns kognitive evner – deres evne til at lære og tænke abstrakt – viser sig at have stor betydning for, hvordan de klarer sig videre frem i uddannelsessystemet. Det gælder – som så ofte – ikke mindst de børn, der kommer fra en social baggrund, der er relativt ”uddannelses-fremmed”.

For at skabe lige muligheder for børn med forskellig social baggrund skal man være indstillet på at behandle dem forskelligt. Det er en gammel – og politisk svær sandhed. Det betyder i kort form, at man skal være villig til at bruge flere ressourcer – måske også flere vejlederressourcer - på dem, der kommer fra en mindre ressourcestærk social baggrund. Forskning peger på, at det skal ske i form af en tidlig indsats. Erfaringen peger på, at det politisk er meget svært at gennemføre, når det gælder sociale problemer.

I mange år havde Danmark underskud på betalingsbalancen overfor udlandet – og underskud på arbejdsmarkedet i form af høj arbejdsløshed. Det blev betragtet som et stort politisk problem – og i 25 år fra midten af 1970erne til slutningen af 1990erne handlede næsten al indenlandsk politik om at løse dette problem.

Men der har været underskud på ”uddannelsesbalancen” lige så længe. Det underskud er mindst lige så alvorligt som de to typer af underskud, det politisk er lykkedes at få styr på.