Jytte Andersens søn slæbte sig igennem folkeskolen, men da han begyndte på smedelinjen på Teknisk Skole i Ishøj, ændrede han pludselig indstilling til det at lære og blev meget ambitiøs på sit fags vegne. Som mor var Jytte Andersen meget overrasket over denne drejning og spurgte ham, hvad der var sket.

”Min søn fortalte, at når han spurgte faglærerne til råds, sagde de, at han kunne gøre det på den måde eller den måde, men derefter sagde de: Jeg synes, du skal gøre sådan,” fortæller Jytte Andersen, tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet og bl.a. arbejdsminister i en årrække i 90’erne.

Jytte Andersen udtaler sig både som politiker og som et menneske, der har erfaret, hvordan man kan komme højere end den overligger, der er sat ved fødslen. I Jantelovens land , hvor ingen er mere end andre, elsker vi historien om børn fra fattige og uuddannede familier, der vokser op og uddanner sig og dermed træder et skridt eller to op ad rangstigen.

Jytte Andersens søn holdt dog ikke fast i sin mors mønsterbrud og blev politiker eller minister, men en væsentlig årsag til, at han fik lysten til at lære, var de ord ”jeg synes, du skal gøre sådan,” der gjorde forskellen fra folkeskolen. Her kunne man gøre tingene på mange måder, men der var ikke nogen måde, der var bedre end andre, og hvis der var, måtte man selv finde frem til den bedste måde. Det var hele den tankegang, at nogen (faglærerne) kunne vise sønnen en vej videre, som åbnede for hans potentiale.

”Den bedste vejleder, uanset mønsterbrydere, er den, der tror på de unge, og som kan se både åbenlyse muligheder og de ubevidste muligheder. Samtidig skal vejlederen være ekstremt god til at klargøre over for de unge, hvad konsekvensen af deres valg kan være,” mener Jytte Andersen.

Det første skridt
Jytte Andersen steg selv i graderne, fordi nogen kunne se hendes evner. Hun trådte ud af de ufaglærtes rækker og endte på Christiansborg. Som barn af en enlig mor, syerske og opvokset på Nørrebro, kom Jytte i lære på kontor, for moderens ambition var klar: Jytte skulle ikke ende på en systue som sin mor. Der var jo ikke professionel vejledning, og undervejs i læretiden overvejede hun da også at skifte til bank- eller forsikringsbranchen, men opdraget i flinkeskolen og med moderens formaninger om ikke at blive ”en flakke”, holdt Jytte Andersen fast på lærepladsen.

Hendes første spring som mønsterbryder skete i den første ansættelse som kontoruddannet:

"Min chef var simpelthen den første, der løftede mig op og gav mig tiltro til, at jeg kunne mere end bogholderi. Kontorpersonalet blev inddraget, når der skulle ske forandringer i virksomheden, og jeg var god til kommunikation. I moderne sprog var han en coach for mig,” fortæller Jytte Andersen.

At vokse med opgaven
Det andet og mere afgørende spring ind i det politiske liv udsprang af forargelse over lokalpolitikere i Vallensbæk og begyndte med læserbrevsskrivning. Herefter et møde i den lokale vælgerforening, hvor Jytte Andersen blev valgt som sekretær på trods af hendes egne betænkeligheder. Men den lokale formand troede på hende, og hun overvandt genertheden og rødmen, når hun skulle tale for de lokale medlemmer. Siden blev det hverdag at stå foran 180 kommunale politikere og fremlægge hendes egne ændringsforslag (46 forslag) til et nyt partiprogram og senere igen 4-500 fremmødte til partikongressen.

”Jeg var som smør i en anden persons hænder og oplevede på egen krop, hvilken betydning det havde, at nogen troede på mig. Men jeg havde også lyst. Jeg havde det drive, der gjorde, at jeg bevægede mig frem i verden, men vidste samtidig, at jeg skulle gøre mig umage og være ekstremt velforberedt for at klare mig,” fortæller Jytte Andersen, som i politiker-tiden måtte lære sig selv at konkludere på tykke rapporter.

I baglandet var det ikke moderen, der kunne støtte. Tværtimod fik Jytte formaninger om at passe på med at stikke næsen for langt frem og stille sig til skue for andres kritik. Det var blandt andet tiltroen fra udenforstående relationer, som Jytte Andersen havde gavn af i sit politiske liv. Og dertil et personligt drive. Som at være på fremmed grund var hun da også ofte benovet over at være så tæt på magthavere og selv være udøvende myndighed iblandet en god portion skepsis og ”Gud - er det virkelig mig, der sidder her og hører jeg virkelig til her.” Men andres tiltro gjorde ikke hele forskellen.

”Mønsterbrud drejer sig ikke kun om at have økonomiske muligheder og frihed til at vælge uddannelse men i lige så høj grad om at turde tro på sig selv og at turde tro på noget andet end ens forældre gør,” siger Jytte Andersen. Det kan være lige så hårdt at komme fra en lægefamilie og så gerne ville bryde mønstret for at blive skuespiller. Men som Jytte Andersen ser det, har man i lægefamilien bedre rammer at falde tilbage i, hvis det ikke lykkes, end hvis man kommer nedefra og op.

Fra en kultur til en anden
Jytte Andersens definition på mønsterbrud er, at man bevæger sig fra en kultur over i en anden. Det handler ikke kun om, hvilken socialklasse man tilhører. Fx en person fra en arbejderfamilie, som i et fremmed universitetsmiljø bliver nødt til at finde ud af usynlige spilleregler og nyt sprog. I bogen Opdrift af Johanne Mygind, der handler om mønsterbrydere, fortæller Pia Fris Lineth, politolog og forfatter, om hvordan hun på universitetet ændrede person, makeup og påklædning for at passe bedre ind. Men mønsterbrud er ikke et mål i sig selv.

”At bryde et mønster er mere end at uddanne sig bedre og komme over i en anden socialklasse. Når politikere taler om det nu, tror jeg, de mener, at det er vigtigt, at alle får en kompetencegivende uddannelse. Det er bare farligt, hvis målet er, at uanset hvad skal man have en kompetencegivende uddannelse. Se på de veluddannede taxachauffører, som virkelig er spild af penge og talent.” Og det hjælper heller ikke med en bedre uddannelse end sine forældre, hvis man ikke kan bruge den. Som arbejdsminister mødte hun mange arbejdsløse, og fælles for dem alle var, at de var ulykkelige. De mest ulykkelige var ofte dem med akademiske uddannelser, som ikke kunne forstå, at de efter 9-10 års uddannelse stod i en blindgyde med lukkede døre og studiegæld og måtte erkende, at det ikke rakte ”bare at få en uddannelse.”

Vejlederen skal sige jeg
Der skal være plads til, at man vælger lystbetonet uddannelse og ikke kun ud fra, hvordan samfundsøkonomien ser ud. Samtidig erkender Jytte Andersen, at man bliver nødt til at skele til, hvordan arbejdsmarkedet ser ud og få information om, at der ikke nødvendigvis er arbejdsgaranti inden for valgte fag. Som tidligere formand for RUE, (Rådet for Uddannelse og Erhverv) var hun med at sætte på den politiske dagsorden, at der skulle være balance mellem den enkeltes drøm om uddannelse og arbejdsmarkedets behov. Dengang som nu, er det her, vejlederne har et stort ansvar. De skal gøre det fuldstændig klokkeklart, hvilke valg der skal træffes, og hvilke konsekvenser de valg kan have på kort og på lang sigt.

”Vejlederne skal turde sige jeg og stå ved sig selv og beskrive, hvad der er godt og dårligt ved de forskellige muligheder og valg,” siger Jytte Andersen. Hun forestiller sig også, at vejlederen via deres arbejde kan medvirke til, at der kommer flere potentielle mønsterbrydere på samme hold på uddannelse eller vejledning i smågrupper, så man kan støtte hinanden og derved hindre frafald eller slet ingen uddannelse. Det kunne også hjælpe nutidens mønsterbrydere , som skyder frem alle steder fra de etniske mindretal og langsomt blander sig på forskellige niveauer i samfundet.

Stærke og svage skal blandes
Men med gode uddannelsesmuligheder for alle unge, er ligheden så blevet større? Jytte Andersen mener ikke umiddelbart, at det er tilfældet. Inden for politik er der klart blevet flere veluddannede og færre mindre veluddannede.

”Der er en tendens til, at politiske diskussioner i dag foregår mere ud fra det elitære og sproglige end tidligere, hvor man også brugte sine følelser. Men det er vigtigt, at vi ikke ligner hinanden for meget og er lige veluddannede, for så bliver politik kedeligt. Hun husker selv, hvordan veluddannede embedsmænd informerede hende om, hvordan lovgrundlaget var bygget op, og hvad der kunne lade sig gøre og specielt hvad, der ikke kunne:

”Jamen, nu er jeg jo her for at lave det om,” siger Jytte Andersen, som med sin praktiske baggrund anskuede problemstillingerne på en anden måde end hendes rådgivere. Hun er på linie med Lars Olsen i sit syn på, hvordan man styrker børn og unge fra uddannelsesfremmede familier:

”Man skal blande stærke og svage. De stærke skal nok klare sig, og samtidig giver det de svage gode chancer for at finde deres evner og komme videre.”