Hvorfor kan vi ikke lære af mønsterbryderne?
Tanken om, at vi kan lære af de gode eksempler, er både rigtig og vigtig. Megen udvikling af pædagogik tager både praktisk og forskningsmæssigt udgangspunkt i gode eksempler, opsamling af positive erfaringer fra praktisk arbejde eller systematisk forskningsmæssig opgørelse af, hvad der kendetegner succesfulde udviklingsforløb i skole og uddannelse. Derfor har det ligget lige for, at mønsterbryder måtte være et velegnet begreb til at skabe forbindelse mellem forskning og praktisk pædagogisk arbejde herunder vejledningsarbejde.

Mønsterbryderbegrebet er imidlertid hverken forskningsmæssigt eller praktisk frugtbart, hvilket først og fremmest skyldes, at det er afledt af en falsk forestilling om social arv.

Hvordan defineres en mønsterbryder?
Mønsterbryder er desværre et af de begreber, som selv forskere ofte har undladt at definere præcist, og hvor de enkelte forskere eller praktikere derfor i meget stort omfang kan definere begrebet efter, hvad de selv umiddelbart forbinder med betegnelsen.

Almindeligvis opfattes begrebet imidlertid som snævert forbundet med det meget anvendte begreb social arv, som er populært inden for både forskning og praktisk pædagogisk og socialt arbejde. Et betydningsfuldt eksempel på dette findes i bogen ”Den sociale arv og Mønsterbryderne”. Her beskrives mønsterbrydere som mennesker, der bryder med dårlige kendetegn i et opvækstmiljø. Det hedder således i definitionen:

”Ved mønsterbrydere forstås mennesker, som har brudt med et opvækstmiljø, der socialt set er karakteriseret af faktorer som manglende uddannelse, arbejdsløshed, dårlig økonomi, ringe boligforhold, misbrug og vold samt psykologisk set af klientgørelse, støtteforanstaltninger og offerrolle.

Mønsterbruddet har medført en tilværelse, der socialt er karakteriseret af uafhængighed, uddannelse, arbejde og god økonomi – og psykologisk set af faktorer som det, at være aktør, mestring af eget liv, subjektivitet og selvbestemmelse.” (Elsborg m.fl.1999:15-16).

Sammenhængen mellem mønsterbryderbegrebet og begrebet om social arv fremgår både af titlen og flere steder i bogen, som når forfatterne fx kort definerer mønsterbrydningsprocessen som ”det individuelle udviklingsforløb, der resulterer i, at den sociale arv brydes.” (Elsborg m.fl. 1999:99).

Den tætte sammenkædning af de to begreber mønsterbrydning og social arv kunne have været en pointe, hvis social arv havde været et klart og entydigt defineret fagligt begreb, hvilket ville have gjort det klart, hvad det var for en arv, der er tale om, eller hvilke mønstre, mønsterbryderen bryder med. Dette er imidlertid på ingen måde klart, fordi social arv er et enestående uklart begreb. Det er nemlig hverken klart, hvad der arves, fra hvem der arves, eller hvorfor der arves. (Ejrnæs. 2003a og b og 2007).

Jæger har ved flere lejligheder med rette kritiseret både begrebet social arv og mønsterbryder (Jæger 2003, Holm og Jæger 2007) for begrebernes flertydighed og mangel på præcision. Jæger har taget konsekvensen af dette og har distanceret sig fra både det traditionelle social arvs-begreb og det almindelige og populære mønsterbryderbegreb, og han har fremlagt en præcis og strukturel men også meget abstrakt definition af mønsterbrud:

”Mønsterbrud må i sin mest abstrakte form opfattes som alle de tilfælde, hvor en person, på en række relevante kriterier, i voksenlivet har opnået en anden relativ placering end sine forældre.” (Jæger 2003:11).

En redigeret tabel fra Holm og Jægers artikel ”Social arv og mønsterbrydere” (2007) viser et eksempel på, hvem der efter denne definition kan opfattes som mønsterbrydere med hensyn til erhvervsplacering.

Tabel 1: Social mobilitet og mønsterbrydning

(kilde: Holm og Jæger: 2007:192)

Alle de 47-årige, som befinder sig i diagonalen kan siges at have ”arvet” faderens erhvervsstatus. Alle, der befinder sig over diagonalen, har været opadgående mobile og dem, der befinder sig under, har været nedadgående mobile. Som det kan ses, er 35 % af børnene, der haft en fader med ufaglært job, også selv blevet ufaglærte. Mens 44,5 % af børnene, hvis fædre har været ledende funktionærer, også selv er blevet ledende funktionærer.

Hvad der ikke direkte fremgår af tabellen, er at i alt 28 % har fået den samme position som deres fædre, mens 45 % har været opadgående mobile og 27% har været nedadgående mobile (Holm og Jæger 2008:192). Det ses altså umiddelbart, at ifølge denne opgørelse bliver mønsterbrud det normale. Jæger og Holm gør dermed mønsterbrud til det almindelige, hvilket er i klar modstrid med Elsborgs førnævnte definition og den almindelige opfattelse, som er, at mønsterbrud er undtagelsen, og at mønsterbryderen er eneren, der mod alle odds klarer sig. Svagheden ved Jægers definition er dog, at den ikke er i overensstemmelse med den øvrige mønsterbryderforsknings begreber, og at den heller ikke er i overensstemmelse med den almindelige sprogbrug omkring mønsterbrydere.

Mønsterbryder – et populært og tilsyneladende frugtbart begreb
Interessen for mønsterbrydere i pædagogisk og socialt arbejde skyldes imidlertid netop det faktum, at deres positive udviklingsforløb eller deres succes er uventet. Det er dette forhold, der gør mønsterbryderen interessant, og som bevirker, at man – både som forsker og praktiker – kan få den opfattelse, at når først man har afluret eller udforsket, hvilke omstændigheder der begunstiger sådanne specielle udviklingsforløb, eller hvilke teknikker mønsterbryderen har benyttet sig af, så kan man udnytte denne viden positivt i socialt arbejde, pædagogik og vejledning. Mønsterbryderbegrebet skulle hjælpe til at udforske og sætte fokus på egenskaber og omstændigheder, der igangsætter positive udviklingsforløb, som samtidig skulle indebære en fokusering på menneskers ressourcer. Dette tilsyneladende indlysende rigtige ræsonnement er nok en væsentlig årsag til, at mønsterbryder er blevet et populært fagligt begreb i både socialt arbejde og pædagogik og dermed også i vejledning.

Mønsterbryderbegrebets falske præmis: Mønsterbryderne er de få, der trods et dårligt udgangspunkt klarer sig godt
Når det tilsyneladende overbevisende ræsonnement alligevel ikke holder, er det fordi udgangspunktet for ræsonnementet er forkert.
Jægers undersøgelser har allerede vist os, at mønsterbrydning med hensyn til uddannelse og erhvervsmæssig placering er meget almindelig, og at mønsterbrydning altså er det almindelige og ikke det sjældne. Dette faktum gør det begrebsmæssigt meningsløst at anvende mønsterbrydning om dette fænomen, og samtidig bliver den forskningsmæssige interesse i at finde frem til netop de faktorer, som skulle bevirke mønsterbruddet begrænset. Disse faktorer er nemlig nogle ganske hyppigt forekommende faktorer, som altså ikke rummer en enestående forklaring på et sjældent mønsterbrud.

Når det gælder om at undgå alvorlige sociale problemer som kriminalitet, vold og omsorgssvigt er mønsterbryderne imidlertid heller ikke de få, der trods alle odds har klaret sig bedre end deres forældre.

Børn, der i forhold til at undgå sociale problemer, klarer sig bedre end deres forældre - altså de såkaldte mønsterbrydere - er nemlig ikke få men mange. De fleste børn fra hjem, hvor forældrene har alvorlige problemer, klarer sig bedre end deres forældre. Denne tendens fremgår klart af forskningen i sociale problemer. Dette er dokumenteret i bogen ”Social arv - Social opdrift”, hvis titel netop skal tydeliggøre, at opdrift - i form af en tendens til at børn klarer sig bedre end deres forældre - er en mere dækkende betegnelse for den generelle tendens end social arv. En tabel fra bogen kan tydeliggøre, at det bestemt ikke er nogen hovedtendens, at unge arver forældrenes problemer.

Det fremgår af tabellen, at hvis børnene er vokset op i en i forhold til de registrerede problemer ”problemfri” familie”, så er der 4 % sandsynlighed for, at børnene i alderen 13-27 år pådrager sig et problem af samme sværhedsgrad som det problem, en af forældrene har. Hvis børnene vokser op i en ”problemfamilie”, er der 8 % sandsynlighed for, at børnene i alderen 13-27 år pådrager sig et problem af samme sværhedsgrad som det problem, en af forældrene har. Selv om hyppigheden er forøget med 4 procentpoints, er der alligevel kun 8 % af børnene fra problemfamilien, der klarer sig lige så dårligt eller dårligere end forældrene, dvs. 92% klarer sig bedre. Det er således både meningsløst at tale om social arv, i form af at 8 % arver deres forældres problemer, og i form af at 92 % bryder deres forældres mønster. Hvis man endelig skal tale om, at der er nogen, der virkelig bryder et mønster, er det jo de 4 % (2851) børn fra ”problemfri” familier, der alligevel pådrager sig problemer, fordi mønsteret er, at 96 % af disse børn ikke pådrager sig problemer.

Mønsterbryderbegrebet – et skadeligt begreb i både forskning og vejledningsarbejde
”Det kan vel ikke gøre skade at bruge mønsterbryderbegrebet, for der lægges jo vægt på ressourcer og optimisme,” og ”Er det da ikke bare en strid om ord at problematisere mønsterbryderbegrebet?” Det er nogle af de synspunkter, der ofte fremføres, når man kritiserer dette begreb.

Men begrebet er ikke harmløst. Der er flere grunde til, at det er både uhensigtsmæssigt og skadeligt at betegne mennesker som mønsterbrydere, hvad enten begrebet bruges i forskningen eller i det praktiske arbejde.

For det første sendes der, hver gang begrebet anvendes, det signal, at det mest almindelige er, at børnene følger forældrenes (uheldige) mønster, og denne opfattelse reproducerer altså den fejlagtige opfattelse, at børn arver forældrenes uddannelsesniveau og sociale problemer. Denne stempling af alle unge, hvis forældre mangler uddannelse eller har sociale problemer, som potentielle tabere, er dybt skadelig.

For det andet er det i det praktiske pædagogiske arbejde og specielt i vejledningsarbejde uheldigt, at de unge kan få en opfattelse af, at det kun er få, der får et bedre liv end forældrene. Det kan nemlig føre til, at de opfatter de enkelte af deres kammerater, som aktuelt har større succes end dem selv med fx at undgå kriminalitet eller opnå høje karakterer i skolen som de få mønsterbrydere, der i virkeligheden udelukker dem selv fra at kunne få et bedre liv end deres forældre, fordi de selv – som de nogle af de mange, der ”arver” problemer - skulle være ”dømt” til som flertallet at følge i deres forældres problemfyldte fodspor. Disse unge kan let komme til at tro, at ”kvoten” af mønsterbrydere allerede er udfyldt af de få, der har gjort sig ekstraordinært godt bemærket.

For det tredje er det vigtigt, at faglige begreber er præcise, og det er ikke mindst vigtigt, når forskningsresultater skal formidles fra forskere til praktikere, som det netop skulle være tilfældet med resultater fra mønsterbryderforskningen. Begrebets videnskabelige status kan nemlig give mønsterbryderbegrebet og dermed forbundne metoder, fx ”mønsterbrydende pædagogik” (Elsborg 1999:130) en uberettiget legitimitet.

For det fjerde er det uheldigt, at der ikke er nogen teori forbundet med mønsterbrydning, der i forhold til praktikere betyder, at anvendelsen af betegnelsen mønsterbryder ikke gør hverken forskere eller praktikere klogere på, hvad der bør gøres i forhold til børn og unge, der har sociale eller uddannelsesmæssige problemer.

For det femte er det problematisk, at mønsterbryderbegrebet indirekte sætter fokus på individuelle egenskaber, venskaber og begivenheder som afgørende for mønsterbrud og dermed bidrager til en individualisering af både sociale og uddannelsesmæssige problemer. Denne individualisering af mønsterbrydere og mønsterbrydningsprocessen fjerner fokus fra diskrimination, fattigdom og andre strukturelle forhold, der skaber og opretholder ulighed og sociale problemer.


Referencer

• Ejrnæs, Morten, Gabrielsen, Gorm og Nørrung, Per: Social opdrift – social arv, 2. udgave, 2. oplag, Akademisk Forlag 2007
• Ejrnæs, Morten (2003a): Social arv – et upræcist og skadeligt begreb, Uddannelse 08/2003
• Ejrnæs, Morten (2003b): Social arv – Myte eller realitet, Dansk Pædagogisk Tidsskrift
• Elsborg, Steen, Hansen, Trine Juul og Hansen, Vagn Rabøl (1999): Den sociale arv og mønsterbrydere, Danmarks Pædagogiske Institut, København
• Holm, Anders og Jæger, Mads (2007): Social arv og mønsterbrydere – Hvem er de, og hvilke opvækstfaktorer gør en forskel? I: Ploug, N. (red.): Social arv, Hans Reitzels Forlag, København
• Jæger, M.:(2003) Mønsterbrydere og social arv i Danmark – Perspektiver fra Socialforskningsinstituttets Ungdomsundersøgelse, Arbejdspapir nr. 7, Socialforskningsinstituttet, København.
• Jonsson, Gustav (1967): Delinquent boys, their parents and their grandparents, Acta psychiatrica Scandinavica. Supplementum, 195