Skal vi sikre, at flere unge får en uddannelse efter grundskolen, er det først og fremmest frafaldet på de erhvervsfaglige uddannelser på fx teknisk skole og handelsskole, der skal ses nærmere på. Hver fjerde af de unge, der påbegynder en erhvervsfaglig uddannelse, ender med ikke at få en uddannelse.

I denne artikel sættes fokus på, hvilken betydning de unges sociale baggrund og udbytte af skolegangen har for deres motivation for at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse - først og fremmest en erhvervsfaglig uddannelse. Og på, hvilken rolle vejledningen i overgangen fra grundskolen til erhvervsuddannelse spiller. Og endelig på betydningen af tilrettelæggelsen af undervisningen og den indsats, der finder sted på erhvervsskolerne. Er mønsterbryderbegrebet velegnet til at indfange de tiltag, der kan fremme de unges motivation for at uddannede sig?

Social baggrund og mønsterbrud
Opvækstmiljøet slår i høj grad igennem i de unges læring i grundskolen i form af fx færdigheder i læsning og matematik. Disse færdigheder har stor betydning for, om de unge helt fravælger at gå i gang med en uddannelse eller for hvilken ungdomsuddannelse, de vælger, se Andersen (2005). Tilsvarende resultater sås i Jensen m.fl. (1997). Det er her værd at bemærke, at ringe faglige færdigheder ofte - men langt fra altid - ses sammenkædet med svage personlige og sociale kompetencer, evt. også psykiske problemer. De unges livschancer hænger således sammen med den familie, de vokser op i. Men der er ikke tale om en ”jernlov”, jf. Ploug (2007).

Nogle unge fra ressourcestærke familier risikerer et liv i ringe kår, mens der ses unge fra ressourcesvage familier, som stiger op i det sociale hierarki og lever et liv i velstand. De fleste unge opnår dog positioner i samfundet, som i høj grad svarer til den, deres forældre havde, når vi tager i betragtning, at der i det danske samfund har været en meget stor uddannelsesmæssig mobilitet siden anden verdenskrig. Der er således i høj grad tale om en reproduktion af den sociale lagdeling, selv om vi har været vidne til, at mange har opnået et uddannelsesniveau, der er højere end deres forældres. jf. Hansen (1995).

I forbindelse med begrebet social arv ses begrebet ”mønsterbryder”, som hos Elsborg m.fl. (1999) defineres på denne måde:
”ved mønsterbrydere forstås mennesker, som har brudt med et opvækstmiljø, der socialt set er karakteriseret af faktorer som manglende uddannelse, arbejdsløshed, dårlig økonomi, ringe boligforhold, misbrug og vold samt psykologisk set af klientgørelse, støtteforanstaltninger og offerroller.”

Centralt for mønsterbrud er tilstedeværelsen af en ”betydende” voksen; en person, som den unge opnår tillid til og ser op til, en ”rollemodel”. På den måde bliver mønsterbruddet et individualistisk anliggende for ildsjæle eller for tilfældigheder.

Når ca. 10.000 unge af hver ungdomsgeneration ender med ikke at få en uddannelse efter grundskolen og godt 15.000 ingen erhvervskompetencegivende uddannelse får, drejer det sig ikke om individuelle ”mønsterbrud” i form af, at flere unge møder en ”betydende” voksen. Nej, det drejer sig om, hvordan vi skaber nogle generelle rammer for, at flere unge kan motiveres for at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse. Her kan mentorer som en mulighed for at møde en ”betydende” voksen, være én blandt flere i en helhedsorienteret indsats, hvor mange aktører arbejders sammen.

Målgruppeindikatorer som grundlag for den målrettede vejledning og indsats
At sikre flere en uddannelse efter grundskolen kræver, at vi tager udgangspunkt i, at de unge med svage forudsætninger for at vælge eller gennemføre en ungdomsuddannelse er en differentieret gruppe, jf. Jensen og Jensen (2007).

En ny undersøgelse af samarbejdet mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning, folkeskolen, de kommunale forvaltninger og erhvervsskolerne, jf. Jensen m.fl. (2009), viser, at UU-centre, som havde nedfældet en definition af gruppen af unge med svage forudsætninger for at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse, ofte anvender definitionen i form af indikatorer, der bruges som et visitationsværktøj, når de skal tage beslutning om, hvilke grupper af unge der skal sættes ind over for med hvilke midler. Men langt fra alle har defineret målgrupperne for indsatsen og i EVA’s evaluering af vejledningsindsatsen, EVA 2007, konkluderes:

”… at vejlederne, der deltog i evalueringsgruppens interview med de selvevaluerende UU-centre, identificerer i praksis ofte de unge med særlige vejledningsbehov på baggrund af deres erfaring og mavefornemmelse i stedet for at anvende de udarbejdede definitioner af gruppen af unge med særlige behov for vejledning.”

”Erfaring og mavefornemmelse” er dog næppe et tilstrækkeligt redskab for en indsats, der skal sikre at flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Og det er det ikke, da en forudsætning for en vellykket indsats er, at flere inddrages i arbejdet og som udgangspunkt har en fælles forståelse af, hvad det er for problemer, der skal løses. Her er en klar afgrænsning af målgrupperne med dertil knyttede principper for indsatsen afgørende.

Når indikatorer skal opstilles, er der grund til at være opmærksom på en vigtig skelnen mellem typer af indikatorer, som netop har med forståelsen af begrebet ”social arv” at gøre:

• Indikatorer, der vedrører de unges sociale baggrund, fx en familie, hvor ingen af forældrene har en uddannelse efter folkeskolen.
• Indikatorer, der ud fra faktisk adfærd fortæller, at den unge har vanskeligt ved at klare de daglige udfordringer og derfor også må forventes at have vanskeligt ved at træffe valg om uddannelse og erhverv samt at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Relevansen af den førstnævnte type indikatorer ville bygge på, at den sociale baggrund mere eller mindre slår igennem som en lov, der gælder alle. Men sådan er det som sagt netop ikke, Ploug (2007):

”På det individuelle plan kan man altså tale om risikofaktorer og statistiske sandsynligheder… for at ende op i en belastet situation – men ikke om nogen form for determinisme… ”social arv” er et begreb, som kan anvende som en ”lygte” til at kaste lys over, hvilken betydning en række sociale forhold kan have for personers muligheder med hensyn til en række konkrete forhold. Man kan derimod ikke anvende begrebet i en analyse med det formål at forudsige, hvem der får henholdsvis et godt og et dårligt liv”.

Dette viser, at en prioritering af, hvilke unge der skal tilbydes en målrettet vejledningsindsats, bør foretages ud fra manifeste karakteristika ved de unge og ikke ud fra deres sociale baggrund, da den kun bør være ”lygten”, der bruges for at lyse op. Skal indsatsen prioriteres, er det centralt at sætte ind over for dem, der har behov, ikke over for dem, der trods en svag social baggrund klarer sig godt. Og omvendt gælder, at der også er unge, som trods en stærk social baggrund har behov for hjælp på en række områder, herunder for en målrettet vejledningsindsats. Vigtige argumenter for en klar afgrænsning af UU´s målgrupper er:

• vigtig for prioritering af indsatsen
• fremmer en tidlig og målrettet indsats
• skaber grundlag for en afklaring af, hvilke indsatser der skal sættes ind over for hvilke problemer
• styrker muligheden for en klar rolle- og ansvarsfordeling og dermed for et godt samarbejde, såvel internt i UU som i forhold til eksterne samarbejdspartnere.

Samarbejde og den ”gode erhvervsskole”
I overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelserne spiller UU en helt central rolle. Og her er samarbejdet med erhvervsskolerne – hvor frafaldet er stort – en akilleshæl. UU alene kan ikke magte opgaven. Vi skal derfor her fremhæve 10 fællestræk ved den ”gode” erhvervsskole:

1. Tæt kontakt til Ungdommens Uddannelsesvejledning, når eleverne går fra folkeskole til erhvervsskole. UU vejleder med fast kontorplads på skolen.
2. Direkte kontakter til den administrative og politiske ledelse på kommunalt niveau og til andre centrale aktører.
3. Tilbud og udvikling af uddannelsesforløb, med udgangspunkt i elevernes forudsætninger.
4. Samarbejder bl.a. med produktionsskoler før og efter start på uddannelsen for at ”klæde de unge på”.
5. Undervisning i almene fag som del af værkstedsundervisningen. Læring gennem praksis står centralt.
6. Gode sociale og faglige fællesskaber og gode elev-lærer-relationer. Lærerne giver personlig tilbagemelding, skaber dialog og støtter eleverne.
7. En formuleret strategi mod frafald kendt af alle relevante medarbejdere, og som indbefatter klare rolle- og ansvarsfordelinger.
8. Samarbejde i erkendelse af, at der ikke findes enkeltløsninger på frafaldsproblemet.
9. De kommunale forvaltninger inddrages i den daglige drift af indsatsen over for unge med risiko for at afbryde deres uddannelse.
10. Solid viden om, hvorfor de unge afbryder deres uddannelse, og hvor de er henne efter afbruddet. Følger hurtigt op på afbrud gennem tæt samarbejde.

Konklusion
At få mange flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse kan ikke reduceres til et spørgsmål om ”betydende” enkeltpersoner, der skaber ”mønsterbrud”. Det er en problematisk individualisering af et stort samfundsmæssigt problem og kan let blive et skalkeskjul for de nødvendige politiske og ledelsesmæssige beslutninger samt de dertil hørende organisatoriske forandringer. Der er brug for en helhedsorienteret indsats gennem samarbejde mellem de centrale aktører. Er en Ungeforvaltning svaret i kommunerne?

Referencer

• Andersen, Dines (2005): 4 år efter grundskolen, AKF Forlaget
• EVA, Danmarks Evalueringsinstitut (2007): Vejledning om valg af uddannelse og erhverv
• Ploug, Niels (2007): Forskning i social arv, i: Social arv og social ulighed, Hans Reitzels Forlag, Socialpædagogisk Bibliotek, red. Niels Ploug
• Elsborg, S, T.J. Hansen & V.R. Hansen: Den sociale arv og mønsterbrydere. Danmarks Pædagogiske Institut, København 1999
• Hansen, Erik Jørgen (1995): En generation blev voksen. Den første velfærdsgeneration. Socialforskningsinstituttet (København)
• Jensen, Torben Pilegaard og Ulla Højmark (2005): Unge uden uddannelse, Hvem er de, og hvad kan der gøres for at få dem i gang?, SFI, 05:09
• Jensen, Ulla Højmark og Torben Pilegaard Jensen (2007): Unge uden uddannelse, i: Social arv og social ulighed, Hans Reitzels Forlag, Socialpædagogisk Bibliotek, red. Niels Ploug
• UTA: Ungdomsuddannelse til alle, et samarbejde mellem KL og Undervisningsministeriet
• Jensen, Torben Pilegaard m. fl. (2009): Unges frafald på erhvervsskolerne, - Hvad gør de ”gode skoler”, AKF Forlaget, kan downloades på www.akf.dk