At sparke jobannoncer
Scenariet mindede nærmest om en mindre gruppe mænd, som kender hinanden godt, og som sparker dæk på forsamlingshusets parkeringsplads i en pause mellem festsangene til en familiefest. Her stod vejlederen og sparkede med. Stille og roligt gav hun sine kommentarer, sine forslag og sine bud ind i fællesskabets dialog om deres fremtidsmuligheder.

Men er der her tale om vejledning? Ikke, hvis vi forstår vejledning som en samtale mellem to mennesker om den enes overvejelser i relation til job og uddannelse. Men hvis vi lader målet frem for tilrettelæggelsen definere vejledningsindsatsen, er der i høj grad tale om vejledning. Vejlederens klare mål var at støtte den enkelte i overgangen mellem to job eller til uddannelse og i det hele taget sikre, at alle i virksomheden havde en plan for deres fremtidige samfundsmæssige deltagelse, når fyringen trådte i kraft.

Ovenstående billede står klart på min nethinde og stammer fra feltarbejdet med min ph.d. afhandling: Vejledning i fællesskaber. Jeg har gennem længere tid fulgt vejledningen i en virksomhed, som lukker deres produktion og køber en vejleder til at organisere et vejledningshjørne i virksomheden. Og jeg har fulgt vejledningen på en højskole, idet højskolerne beskriver, hvordan vejledning hos dem er til stede som et særligt allestedsnærværende vejledningsrum (Kofod 2004). Artiklen her formidler afhandlingens resultater omkring fællesskabets betydning for vejledningsindsatsen.

Vejledning i fællesskaber lig gruppevejledning
Vejledning i fællesskaber får sikkert mange til umiddelbart at tænke på gruppevejledning. At vejlede flere deltagere på én gang er hverken nyt eller fremmed inden for vejledningsfeltet, hvor der også findes begreber som kollegial supervision, sokratiske dialoggrupper og fortælleværksteder. Men spændvidden i forståelsen af hensigten med at vejlede i fællesskaber er stor. Hensigten kan være at give informationer til mange på en gang, her er der sjældent plads til deltagernes egne kommentarer og overvejelser. Eller det kan være at åbne deltagernes øjne for, at andre oplever lignende problemer og hjælpe hinanden med løsninger eller at se, hvordan den enkeltes problemer er forbundet til større samfundsmæssige problemstillinger (Krøjer og Hutters 2008).

En gruppe kan være skabt af vejlederen. Her kender deltagerne ikke hinanden, de har måske ikke umiddelbart noget til fælles. Eller en gruppe kan være et allerede eksisterende praksisfællesskab med de ressourcer og problematikker, som findes her. Medlemmerne af fællesskabet kender hinanden, de har allerede etableret en omgangstone og samværsformer. I afhandlingen beskæftiger jeg mig med vejledningens potentiale til at gå i samspil med allerede eksisterende fællesskaber.

Når vejledning foregår i fællesskaber har den enkelte deltager flere positioner at deltage fra set i forhold til den individuelt tilrettelagte samtale med to deltagere.

Vejledning i fællesskaber giver mulighed for:

• at lytte
• at høre og se, hvad andre får svar på
• at få ideer til spørgsmål, jeg selv kan stille
• at andre kan byde ind med konkrete løsninger eller problemstillinger i forhold til de spørgsmål, jeg stiller
• at andre kan perspektivere min opfattelse af situationen med deres oplevelser
• at referere til hinanden fra de spørgsmål og samtaler, som man har hørt
• at drøfte tidligere spørgsmål og samtaler med andre, som også har hørt, hvad der er blevet sagt
• at opnå ny forståelse af problemet og mine muligheder.

Hvorfor tilrettelægges vejledning ofte som en individuel samtale?
Indenfor uddannelses- og erhvervsvejledningen forstås valg og afklaring ofte som en indre, kognitiv proces. En proces, der finder sted indeni den enkelte, og som vejlederen hjælper på vej gennem sine særlige spørgsmål og metoder. Denne form for vejledning er ofte tilrettelagt som en individuel samtale. Det er der ikke noget bemærkelsesværdigt i, og lovgivning, metoder og etiske retningslinier er med til at understøtte den individuelle vejledningssamtale som oplagt tilrettelæggelsesform suppleret med gruppevejledning, kollektiv vejledning, brobygning mv. (Thomsen 2009)

Et af resultaterne i ph.d. afhandlingen Vejledning i fællesskaber er, at deltagerne i højere grad beskriver, at deres afklaring knytter sig til deltagelse i forskellige praksisser. Unge på højskole beskriver fx, hvordan besøg på uddannelsesinstitutioner, deltagelse i højskolens undervisning og samtaler med andre højskoleelever gør en forskel.

Når de beskriver, hvordan afklaring og valg sker i forlængelse af konkret deltagelse i forskellige praksisfællesskaber, bliver det interessant at vide mere om den vejledning, som kan finde sted i sådanne praksisfællesskaber. Det bliver interessant at få viden om nye udviklingsmuligheder, når vejledningen søger at gå i samspil med allerede eksisterende fællesskaber. Her tænker jeg både på nye muligheder for vejlederens arbejde, rolle og metoder, men også nye positioner at deltage fra for de vejledte.

Fleksibilitet og fællesskab
For Højskolen og Virksomheden er det karakteristisk, at vejledningen er fleksibel i sin tilrettelæggelse. Denne fleksibilitet får betydning for den vejledning, der finder sted, fordi deltagerne kan påvirke vejledningen i den retning, det giver mening for dem. Begge steder får det den betydning, at vejledning flyttes fra individuel tilrettelæggelse og over i de eksisterende fællesskaber.

 

Vejledningen bliver så at sige en del af praksisfællesskaberne begge steder. Vejledningen går i samspil med deltagernes hverdagsliv på Højskolen og i Virksomheden og bliver en vejledning, der i høj grad finder sted på fællesskabets betingelser. Vejlederen har mulighed for at imødekomme deltagernes ønsker til, hvordan vejledningen skal foregå. Havde vejlederne ikke haft denne fleksibilitet, havde resultatet været en vejledning, hvor en fast struktur og organisering havde resulteret i et tomt vejlederkontor.

Det tomme vejlederkontor
I Virksomheden var vejledning i begyndelsen planlagt til at skulle finde sted i et roligt vejledningshjørne væk fra produktionen. Her kunne medarbejderne opsøge vejlederen, der sad med sin computer, sine brochurer og god tid til at snakke med den enkelte, lave cv på job-net mm. Men der kom ingen.

De, der dukkede op kom kun, fordi værkføreren havde sendt dem, og de blev kun i ganske kort tid. Det fik vejlederen til at tage sin mappe med jobopslag og kurser under armen og bevæge sig over i produktionshallen. Efterhånden, som hun blev accepteret, fik hun lov til at hænge sine opslag op i frokoststuen, der lå i direkte tilknytning til produktionshallen. Vejledningshjørnet blev nu til en vejledningsvæg i frokoststuen, og vejledningen blev langt mere kollektiv, da de, der ønskede at snakke med vejlederen, opsøgte hende i pauserne og stillede deres spørgsmål, mens andre lyttede til svarene og evt. fulgte op med andre spørgsmål.

Vejledning i fællesskaber og individualisering
Et interessant perspektiv er, hvorvidt en organisering af vejledningen som mere kollektiv kan være med til at gå i rette med den kritik, der rejses af vejledning som en praksis, der er med til at individualisere samfundsmæssige problemstillinger i relation til uddannelses- og arbejdsmarkedsproblematikker. (Usher 2005)

Individualiseringen får det til at fremstå som den enkeltes egen skyld og ansvar, at man fx ikke kan få adgang til den ønskede uddannelse eller bliver arbejdsløs. I afhandlingen konkluderer jeg, at organiseringsformen ikke gør det alene. Vejledning kan sagtens foregå i grupper og fortsat individualisere problemstillinger, hvis gruppen ikke bruges til at hjælpe den enkelte til at se, hvordan hendes/hans ønsker og begrænsninger har forbindelse til mere samfundsmæssige betingelser, som er ude af den enkeltes hænder.

Lad mig give et par eksempler. Adgangsbegrænsningerne på de videregående uddannelser er ikke statiske, de ændrer sig både i forhold til antallet af ansøgere med adgangsgivende eksamen, ansøgernes gennemsnit samt prognoser for udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Således er der meget mere på spil end den enkeltes arbejde for at sikre sig det rette gennemsnit.

I tider med mangel på arbejdskraft er det nemt at anskue arbejdsløshed som den enkeltes eget ansvar, idet man hævder, at de ledige selv kan sørge for at opkvalificere sig og have de rette og efterspurgte kompetencer. Men med de aktuelle massefyringer og stigende arbejdsløshed er det sværere at opretholde det synspunkt. Også her er der betingelser i spil, som rækker ud over den enkeltes opkvalificering og efteruddannelse.

I afhandlingen viser jeg, hvordan deltagerne i vejledningen bevæger denne fra individuel til kollektiv. Bevægelsen er deltagernes opgør med individualiseringen af samfundsmæssige problemstillinger i relation til uddannelsessystemet som sorteringsmekanisme og udviklingen på arbejdsmarkedet for produktionsvirksomheder.

Medarbejderne i Virksomheden og højskoleleverne opfatter problemstillingerne som fælles og søger at håndtere dem i fællesskab. Vejledningsfællesskaberne bliver til, fordi medarbejderne ikke møder op til vejledningssamtalerne og på den måde tvinger vejlederen til at finde på noget nyt, hvis hun skal lykkes med sin vejledning.

På samme måde benytter meget få højskoleelever sig af tilbuddet om individuelle vejledningssamtaler. I stedet opsøger de lærerne på gangene, på udflugter og i kaffestuen om aftenen. Fællesskaberne giver dem mulighed for at fastholde et fokus på de betingelser, som deres problemstilling er viklet ind i. Vejledningens opgave bliver derfor ikke kun at komme til afklaring eller foretage et valg, men også at medvirke til at gøre det valg muligt. Dette bringer os tilbage ved indledningen og et kig på vejlederens rolle, når vejledning sker i fællesskaber:

En ny vejlederrolle – The Connector

• Vejlederen skal søge at vejlede ind i allerede eksisterende fællesskaber
• Vejlederen skal skabe netværk mellem mennesker i forskellige fællesskaber
• Vejlederen skal skabe muligheder for deltagelse og afklaring i andre fællesskaber

Det er vigtigt at fremhæve, at vejledernes muligheder for at træde ind i en ny vejlederrolle forbinder sig til det fællesskab, som vejlederne er en del af. Et fællesskab, som er under indflydelse af den konkrete arbejdsplads og organiseringen af arbejdet, kolleger, forståelsen af vejledning i vejledningsfeltet mere generelt og ikke mindst af politiske ønsker til vejledningens samfundsmæssige funktion.

Hvis vejlederne skal medvirke til at skabe flere deltagelsesmuligheder for den enkelte, skal der fra politisk hold etableres en systematisk indsamling af vejledernes viden om de steder i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet, hvor deltagelsesmuligheder blokeres eller vanskeliggøres. Systemet skal have til formål at skabe grund for politiske beslutninger, der kan ændre systemerne i en retning, der skaber flere og nye deltagelsesmuligheder for alle. For nuværende arbejdes der med brobygning, virksomhedspraktikker, Åbent hus dage etc.. Men det kunne sagtens tænkes, at landets vejledere havde nye ideer til vejledning i fællesskaber, som var værd at afprøve, for ikke at snakke om strukturelle ændringer så som oprettelse af flere studiepladser, helt nye uddannelser eller skolepraktikker indenfor områder, hvor de identificerer et behov. 

• Kofod, A. (2004). Vejledningens betydning på højskolerne – unges afklaring af uddannelsesvalg. Ungdomsforskning, 3 (3/4), 105
• Krøjer, J., & Hutters, C. (2008). Kollektivet som korrektiv: Fortælleværksteder som kritik af neoliberalt selvarbejde. Tidsskrift for arbejdsliv, 10 (1), 72
• Thomsen, Rie (2009) Vejledning i Fællesskaber. Fredensborg: Schultz Information.