Unges valg af videregående uddannelse er omgærdet af forventninger. Forventninger til, hvad man skal vælge. Forventninger til, hvor lang tid man skal være om at tage en uddannelse. Og forventninger til, hvad uddannelsen skal føre til.

Det indledende citat stammer fra en brainstorm, hvor vi bad højskoleelever komme med bud på, hvad de forbandt med ordet uddannelsesvalg. Som det fremgår, var det netop de mange forventninger til uddannelsesvalget, som de unge nævnte først. Forventninger fra samfundet om at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet. Forventninger fra forældre og lærere om at sørge for at få en uddannelse, ”så man ikke bliver én af dem, der aldrig kommer videre”. Og sidst men ikke mindst forventninger fra én selv om at få afklaret sit uddannelsesvalg, helst så hurtigt som muligt, og helst sådan, at det fører én til et succesfuldt liv med et job, man brænder for (Hutters 2004).

Uddannelsesvalgets selvarbejde
Forventningspresset mærkes først og fremmest som et individuelt pres. For på den ene side har de unge valgfrihed. ”Det er helt mit eget valg, det er helt op til mig”, som én ung udtrykker det. På den anden side er det også den unges ansvar at sørge for, at valget lever op til de samfundsmæssige ønsker og behov i forhold til uddannelse. Man kan sige, at uddannelsesvalget involverer et selvarbejde for de unge, idet den enkelte unge anspores til at inddrage de politiske målsætninger og reguleringer som et væsentligt element i deres egne bestræbelser på at blive forståelige og anerkendelsesværdige individer for sig selv og omverden (Krøjer og Hutters 2008). Vejledningssystemets rolle bliver i denne sammenhæng at hjælpe de unge med det nødvendige selvarbejde og derigennem ruste den unge til at træffe ”realistiske valg” (Callesen og Thomsen 2006).

Som modvægt og modsvar vil artiklen introducere en anden vejledningsmetode – fortælleværkstedet - hvor unge uddannelsessøgende arbejder sammen om at udvikle deres fortællinger om og forståelser af uddannelsesvalg i en blanding af mundtlige og skriftlige fremstillingsformer. Sigtet er ikke at få deltagerne til at træffe et afgrænset valg. I stedet sigter fortælleværkstedet mod at udfolde uddannelsesvalgets kompleksitet og derigennem udvikle og udvide deltagernes forståelse af potentielle handlemuligheder.

Fortælleværksteder som kollektive refleksionsrum
I fortælleværkstedet gennemføres vejledningen som et arbejdende værksted, hvor en gruppe uddannelsessøgende arbejder sammen om at udvikle deres fortællinger om uddannelsesvalg gennem en blanding af mundtlige og skriftlige fremstillingsformer. Sigtet med værkstedsformen er at etablere et kollektivt refleksionsrum, der gør det muligt for deltagerne at overskride deres individuelle oplevelser i forbindelse med uddannelsesvalg og på den baggrund konstruere nye forståelser af såvel vilkår og handlemuligheder i uddannelsessystemet.

Metoden er dels inspireret af narrativ vejledning og ideen om at eksternalisere problemer og begrænsninger i den vejledningssøgende fortælling ved at sætte dem ind i en samfundsmæssig kontekst (Morgan 2005, Cochran 2004). Dels af den tyske tradition for Erinnenungsarbeit, hvor grupper kollektivt arbejder med at udvikle nye og fælles forståelser af de samfundsmæssige vilkår ved at nedskrive og bearbejde deres erfaringer om et givent emne (Haug 1987, 1992, 1999).

I fortælleværkstedet arbejder deltagerne dels individuelt med deres erfaringer gennem udarbejdelse af såkaldte ”episodiske tekster” (Se Krøjer 2003) - en beskrivelse af en episode eller en situation, der har haft særlig betydning for den enkeltes uddannelsesvalg. Dels kollektivt gennem fælles spørge- og refleksionsrunder, hvor deltagerne spørger ind til og udfolder hinandens fortællinger. Et vigtigt element i den fælles refleksion er deltagernes genkendelse af sig selv i de andres fortællinger. Genkendelsen gør det muligt for deltagerne at relatere deres uddannelsesvalg og selvarbejde til hinandens og derigennem udvide deres forståelse af de fælles samfundsbetingelser, som indrammer det (For en uddybning af metoden se Krøjer og Hutters 2003).

Sigtet er at udvide og udvikle egen og andres valgpraksis
Fortælleværkstedet adskiller sig fra mere traditionel vejledning ved ikke at sigte mod at få deltagerne til at træffe et afgrænset uddannelsesvalg. Fortælleværkstedet understøttes derfor af en værkstedsleder, der guider og faciliterer deltagernes proces. Værkstedslederens rolle er ikke at komme med konkrete råd til de enkelte deltageres valgprocesser, men i stedet at medvirke til en udfoldelse og udvikling af deltagernes fortællinger. Det sker gennem udfoldelse af en række ankerspørgsmål, der er med til at fokusere og forankre deltagernes proces.

I den sidste del af fortælleværkstedet omskriver de enkelte deltagere deres fortællinger, så de dels tager højde for de andre deltageres input, dels skrives i 3. person. Derved bliver det muligt for deltagerne at se på sig selv fra nye perspektiver og derigennem blive opmærksomme på nye og anderledes handlemuligheder. Den afklaring, fortælleværkstedet kan tilbyde, sigter således ikke mod at udstyre deltagerne med en forståelse af, hvad der er ”det rette valg”. I stedet sigter metoden mod at udfolde uddannelsesvalget og selvarbejdets kompleksitet og derigennem udvikle og udvide deltagernes valgpraksis (Hutters og Krøjer 2006). Samtidig betyder den kollektive form, at deltagerne får en forståelse af de samfundsmæssige vilkår, som indrammer deres uddannelsesvalg.

Forventningen om det rette uddannelsesvalg
En forventning, der fylder meget i de unges fortællinger om deres selvarbejde, er forventningen om det rette valg. Forventningen knytter sig til en fremherskende forståelse i uddannelsessystemet, hvor uddannelsesvalg udlægges som en rationel foreteelse. Hvis bare den enkelte får korrekte informationer om de forskellige uddannelser på de relevante tidspunkter, vil det enkelte også være i stand til at gennemskue, hvilken uddannelse der vil være mest hensigtsmæssig for vedkommende at vælge.

Deltagerne oplever, at forventningen formidles via vejledningssystemet, som tilbyder en overskuelig og tilsyneladende udtømmende oversigt over mulighederne i uddannelsessystemet i form af den såkaldte erhvervs- og uddannelsesguide (guiden ligger på ug.dk men var tidligere kendt som den orange uddannelsesbog). Samtidig ansporer vejledningssystemet de uddannelsessøgende til at arbejde systematisk og rationelt med deres valgprocesser. For nogle deltagere lykkes denne proces. De går systematisk oversigten igennem, markerer mulige uddannelser, afsøger yderligere information, tager eventuelt til åbent hus og træffer på dette oplyste grundlag det endelige valg. For en del andre deltagere går processen imidlertid ikke så let, hvilket blandt andet Sabines fortælling illustrerer:

For Sabine er det rationelle valg således ikke simpelt. For uanset hvor systematisk, hun går til værks, og hvor udførlig information, hun har til rådighed, udebliver oplevelsen af afklaring. I stedet gør de mange informationer valget så vanskeligt, at Sabine til sidst helt opgiver at vælge. Forventningen om det rette valg fremstår på den måde som et ideal, der vanskeligt kan nås, men som ikke desto mindre lægger et pres på den enkelte uddannelsessøgende og kan udløse en oplevelse af fiasko, hvis målet ikke nås.

Fortælleværkstedet er på den måde med til at sætte ord på vanskelighederne ved det rette valg og det selvarbejde, som dette ideal fordrer. Samtidig kan de fælles refleksioner medvirke til at udvikle deltagernes forståelser af de ikke-rationelle sider af uddannelsesvalget som fx rådvildhed, forvirring og angst for fiasko, og kan derigennem også være med til at tydeliggøre, at der kan være andre måder at håndtere valgsituationen på.

Overskridelse og kritik af uddannelsessystemets rammer
Oplevelsen af begrænsninger - egne eller vejledningssystemets - kan i fortælleværkstedet give anledning til kritik af uddannelsessystemet og de rammer, det tilbyder for deltagernes valgprocesser. Eller sagt på en anden måde: I fortælleværkstedet skal de unges oplevelser med uddannelsesvalget ikke fortælles for at pege på, hvad den enkelte kan vælge. De skal fortælles, fordi de kan åbne for kollektive refleksioner over, hvorfor uddannelsesvalget ikke bare er nemt, og hvorfor det ikke altid lykkes.

I kraft af den kollektivitet, som fortælleværkstedet konstituerer, åbnes der for oplevelsen af, at sådanne oplevelser ikke er enestående. Derigennem bliver det også muligt at åbne for alternative fortællinger, der overskrider de etablerede rammer og formulerer kritik af den måde, uddannelsesvalget politisk forstås og rammesættes. Fortælleværkstedernes kritik handler blandt andet om det udprægede fokus på tidsminimering, som længe har været centralt i den politiske rammesætning af unges uddannelsesvalg. De unge fortæller, hvordan dette fokus er med til at begrænse og devaluere de friår, som mange oplever som et nødvendigt afbræk efter endt ungdomsuddannelse. Det formuleres i fortælleværkstederne blandt andet i en fortælling, hvor fortælleren kritiserer og omdefinerer betegnelsen friår:

Ved at gøre op med betegnelsen friår søger Christine i fortællingen at overskride den gængse politiske forståelse af, at tid tilbragt uden for uddannelsessystemet er irrationelt og omkostningsfuldt. I stedet ønsker Christine og andre deltagere at fremhæve den betydning og værdi, som friårene har for den enkeltes afklaringsproces. Fortællingen fremhæver derfor en anden forståelse af afklaring, som noget der ikke foregår i en lineær og målrettet proces, men kræver mange overvejelser og afprøvninger, der ikke nødvendigvis kan lægges til rette på forhånd.

Samtidig holder Christine nøje øje med præcis hvor lang tid, hun bruger på afklaringsprocessen og er på den måde med til at videreføre logikken om tidsoptimering – omend i en anden form. Den tid, den enkelte bruger uden for uddannelsessystemet, skal medvirke til at kvalificere og understøtte den enkeltes valg af – eller jagt på – fremtiden i uddannelsessystemet. Fortælleværkstedet gør det imidlertid muligt at udvikle alternative og kollektive forståelser af, hvilke former for tidsanvendelse der er acceptable i forhold til uddannelsesvalget.

Afindividualisering af uddannelsesvalget
Således åbner værkstedets fortællinger også for kollektive refleksioner, der kan pege ud over uddannelsesvalget som en proces, der alene handler om den enkeltes individuelle selvarbejde:
”Lad være med at stresse de unge”
”Tag det roligt, vi skal nok tjene nogle penge til jer”
” I stedet for at forsøge at sparke folk i en bestemt retning, så skulle man hellere få folk til at overveje de valg, de tager. Både hvad går uddannelsen ud på, men også hvad for noget arbejde kan få. Og hvilken fremtid får man i det hele taget.”

Disse udsagn fra fortælleværkstedernes kollektive refleksioner udtrykker en kritik, som i særlig grad gik igen i de tre fortælleværksteder; nemlig en kritik af de aktuelle politiske initiativer i retning af at minimere de unges tidsforbrug i forbindelse med valget af videregående uddannelse. Som det fremgår af udsagnene, taler deltagerne ud fra oplevelsen af at være et fælles ’vi’: Vi, som er unge og uddannelsessøgende. Udsagnene er på den måde et godt eksempel på den kollektivitet, som etableres gennem fortælleværkstedet.

I fortælleværkstederne blev deltagerne klar over, at det kollektive er noget, de savner i forbindelse med uddannelsesvalget og de vejledningsmuligheder, de tilbydes i den forbindelse. Fordi dialogen og erfaringsdelingen er med til at udvide deltagernes forståelse af mulige måder at håndtere uddannelsesvalget på – og dermed også at se deres valg i et kollektivt perspektiv.

Referencer

• Callesen, Mette M. og Rie Thomsen (2005): Refleksion – en tom betegnelse? i P.Plant (red): Vejbred – En antologi om vejledning, København, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag.
• Cochran, Larry (2004): Career Counselling. A narrative apporach, London, Sage.
• Haug, Frigga (1999): Vorlesungen zur einfürung in die erinnerungsarbeit. The Duke Lectures,
  Hamburg, Argument Verlag
• Haug, Frigga (1992): Beyond female masochism. Memory-work and politics, London, Verso ‘
• Haug , Frigga et al. (1987): Female sexualization. A collective work of memory, London, Verso
• Hutters, Camilla (2004): Mellem lyst og nødvendighed – en analyse af unges valg af videregående uddannelse. PhD.-afhandling, Institut for Uddannelsesforskning, RUC.
• Hutters, Camilla og Krøjer, Jo (2006): Håndbog i Fortælleværksteder, København, Folkehøjskolernes Forening i Danmark
• Krøjer, Jo (2003): Det mærkede sted – køn, krop og arbejdspladsrelationer, Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag.
• Krøjer, Jo og Hutters, Camilla (2008): Kollektivet som korrektiv – fortælleværksteder som kritik af neoliberalt selvarbejde. Tidsskrift for Arbejdsliv, 10. årg., marts 2008.
• Morgan, Alice (2005); Narrative Samtaler, København, Hans Reitzels Forlag,