Lige siden fremvæksten af den institutionaliserede vejledning fra omkring ca. 1900 har der været knyttet politiske interesser til vejledning. I 1975 lød ILOs (International Labour Organization) konvention/henstilling: "...vejledning er den bistand, der ydes en person til løsning af problemer vedrørende valg af beskæftigelse og dygtiggørelse under behørig hensyn til den pågældendes anlæg og interesser og de beskæftigelsesmæssige muligheder ... vejledningen er baseret på den enkeltes frie valg; dens hovedformål er at give ham/hende enhver mulighed for personlig udvikling og tilfredshed i arbejdet under behørig hensyntagen til den mest effektive udnyttelse af de nationale arbejdskraftressourcer."

Er det ikke betagende? Og langt fra den straf- og sanktionspolitik, som den siddende danske regering abonnerer på, selv om den gældende danske formulering lyder: ”Vejledningen efter denne lov skal bidrage til, at valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet...”

Sidste skud på den politiske stamme er så Ungepakken, hvor regeringen (Venstre og Konservative), sammen med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre d. 5.11. 2009 indgik en aftale om ’Flere unge i uddannelse og job’. I den var der 25 forslag om vejledning (tidlig, men dog ikke længere fra 6. klasse; differentieret, målrettet; mere it-baseret, opsøgende og med øget brug af mentorer).

De 24 af disse forslag blev gennemført, og mange af dem var genbrug. Det gjaldt også en hel del af finansieringen. Argumentationen var den, at ”Aftaleparterne er enige om at fastholde målsætningen om, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015. Alle unge skal have et liv med uddannelse og job. De to ting hænger nøje sammen. Unge med en uddannelse klarer sig bedre på arbejdsmarkedet end unge uden en uddannelse. Særligt unge, der ikke kommer i gang umiddelbart efter grundskolen, har sværere ved senere i livet at få fodfæste i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Langt de fleste unge klarer selv at komme godt videre. Men der er en gruppe af unge, som ikke selv formår at komme i gang med uddannelse eller job.”

Ad bagdøren
Et forslag, det 25., blev pillet ud. Det var det kontroversielle forslag om, at (UU) vejlederne skulle vurdere og sanktionere, om den unge følger den uddannelsesplan, som UU har lagt – sammen med den unge. Her ville vejledningen få en uønsket og uproduktiv myndighedsopgave. Og det ville de andre partier (bortset fra DF) ikke være med til. Og - surprise - her var Regeringen og Dansk Folkeparti enige om, at kommunerne har behov for yderligere redskaber i indsatsen for at få unge i uddannelse eller job:

”Børnefamilieydelsen for 15-17-årige ændres til en ungeydelse, der går fra en kvartalsvis til en månedlig ydelse. Formålet er at sende et signal om, at de unge 15-17-årige skal være i gang med en uddannelse, job eller lignende. Desuden gives kommunen mulighed for at stoppe udbetalingen, hvis kommunen vurderer, at den unge ikke følger uddannelsesplanen og ikke samarbejder om at tilrettelægge en ny, eller forældrene og den unge ikke ønsker at samarbejde om udarbejdelsen af uddannelsesplanen. Muligheden for at stoppe udbetalingen af ungeydelsen er således et redskab til at få forældrene i tale og sikre fokus på slutmålet for uddannelsesplanen for unge, som har vanskeligt ved at fastholde uddannelse, beskæftigelse mv. Et begrænset antal familier vurderes at få standset udbetalingen af ungeydelsen som følge af omlægningen, idet ordningen primært forventes at virke præventivt.”

Man kan gætte på hvem ”kommunen” er i denne sammenhæng. Jobcentret? UU?

Men Undervisningsminister Bertel Haarder udtalte:

”Hvis en ung får lov til at ligge på sofaen i et par år eller sidde på en computercafe, så ved vi, at de ofte aldrig får en uddannelse og har større risiko for ledighed. I dag får godt 11.000 af de svageste unge efter grundskolen lov til at lave ingenting, til de er 18 år og møder op i jobcenteret. Det er et svigt.

”Sanktionen retter sig mod den unges omgivelser, mod lærerne, vejledere og sagsbehandlere. Risikoen for at miste ungeydelsen skal sikre, at vejlederne og kommunerne gør alt, hvad de kan, for at få de unge i gang. Selve sanktionen er en sidste udvej. Det er kun i de få tilfælde, hvor den unge og forældrene nægter at samarbejde. Kommunerne har allerede i dag pligt til at opsøge de unge, som ikke er i gang. Alligevel er der godt 11.000 unge, som ikke laver noget. Sanktionen får vejlederne på banen.” (se pressemeddelelse, 12. november 2009)

Så var der alligevel 25 initiativer. Og de skal nu udmøntes i kommunerne, som under slagordet afbureaukratisering får større frihed til selv at tilrettelægge vejledningsindsatsen. Det lyder smukt og har givetvis genklang i den kommunale verden, som føler sig meget styret fra ministerierne. Men det har den bagside, at de kommunale forskelligheder bliver endnu dybere, end de er nu. Og tanken var jo dengang i 2003-2004 at indføre et nationalt system af institutionsuafhængige vejledningsenheder for at få en større ensartethed i vejledningstilbudet. Det mener EU forresten også: Lad os lige se sagen fra den side:

EU
Hvad var det nu, at de EU-samlede undervisningsministre skrev under på i 2004? Det var Resolution om Livslang Vejledning:

”Alle europæiske borgere bør, hvor det er relevant og under hensyn til de lokale forhold, have adgang til vejledning på alle stadier af livet, idet opmærksomheden især skal rettes mod enkeltpersoner og grupper, der er særligt udsatte. Vejledning skal spille en forebyggende rolle ved at tilskynde til, at den enkelte fuldfører sit skoleforløb, og bidrage til den enkeltes empowerment, med henblik på tilrettelæggelse af egen læring og karriere, og til, at personer, der har forladt skolesystemet i en ung alder, genoptager læringsaktiviteter inden for relevante uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer. Karrierevejledning har stor betydning for fremme af borgernes sociale og økonomiske integration ved at støtte alle borgeres adgang til uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelse, forbedre gennemførelsesprocenterne på alle niveauer i uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne, herunder videregående og højere uddannelse samt voksen- og erhvervsuddannelse - og fremme lærendes og arbejdstageres beskæftigelsesmæssige og geografiske mobilitet i Europa. Der er behov for fleksibilitet og diversitet i vejledningen, bl.a. benyttelse af innovative metoder og teknologier, opsøgende arbejde og lignende fremgangsmåder for at øge adgangen til sådanne tilbud, navnlig for unge og voksne, som er vanskelige at nå, og med henblik på at afhjælpe økonomiske og geografiske skævheder. Modtagerne af vejledning skal stå i centrum, både med hensyn til udformningen og evalueringen af vejledningstilbud til både unge og voksne.”

Her er ingen slinger i valsen: Alle skal have adgang til vejledning. I et inklusions- og demokratiserings perspektiv. De vejledte står i centrum. Ikke et ord om sanktioner. For vejledning kan ikke trives i en straf- og sanktionsbåret politik.