Man skal være forsigtig med at udtale sig om fænomenet Vejledning i disse tider, men direkte opfordret af tidsskriftet VejlederForum vover jeg alligevel at gøre det.

Anledningen er angiveligt, at jeg på en konference på Axelborg for få måneder siden tillod mig, spøgefuldt naturligvis, at sammenligne tidens vejleder-mantra med den situation, som danske svineavlere stod i i slutningen af halvfjerdserne, hvor svinene i de toptrimmede svinestalde havde en trist tilbøjelighed til at blive syge, hvorfor landmændene, som jeg husker det, rundhåndet doserede antibiotika i forventningen om, at dét nok skulle slå en del af dårligdommene ned. En kendt plakatkunstner i tiden opfandt i den anledning sloganet ”Danske svin er sunde - de strutter af penicillin”.

Billedet er naturligvis ikke særligt smukt, men anledningen var faktisk venligt ment, idet der forekommer mig at være en bemærkelsesværdig diskrepans mellem de mange midler, det offentlige anvender til forebyggende virksomhed overfor dårligt fungerende unge, og så den empiri, der ligger bag tiltagene.

At der er behov for vejledere og vejledning, er der næppe nogen tvivl om. I forlængelse af at betydelige dele af den opdragende funktion af de unge er lagt i offentligt regi, siger det sig selv, at et betydeligt kontingent af reserve-voksne må træde til for at løfte den opgave, der tidligere lå i familien. Dén udvikling blev allerede forudset i halvfjerdserne - faktisk samtidig med svineavlernes tiltag. Uden at der nødvendigvis er nogen tydelig sammenhæng.

Det store spørgsmål inden for vejledningssektoren i disse år er jo: Hvad virker? Siden den forrige regering fastslog, at Danmark for at klare sig i den globale konkurrence må sikre sig det højest mulige uddannelsesniveau og dermed sikre, at alle får som minimum en ungdomsuddannelse, har det ikke skortet på tiltag for at opfylde målsætningen om, at 95 % skal gennemføre en sådan. Skrækscenariet er allerede udpenslet for os af diverse økonomer, der forventer en mangel på 100.000 faglærte om ti år samtidig med eksistensen af 150.000 ufaglærte, der grundet for dårlige kvalifikationer ikke kan opnå og fastholde en plads på et stadigt mere avanceret og krævende arbejdsmarked.

Dèn udfordring skal tages op, og dét problem skal løses, hvis landet ikke skal komme ud i problemer, der forekommer uoverskuelige, og som i værste fald kan omdefinere vor opfattelse af velfærdssamfundet, som vi kender det.

Så hjælp og vejledning må der til. Dog skal vi, tilføjer jeg for god ordens skyld, passe meget på i vore velmente bestræbelser ikke at sygeliggøre den trods alt betydeligt større del af de unge, der faktisk klarer sig vældig godt i uddannelsessystemerne.

Som udgangspunkt for enhver vurdering af disse mangfoldige tiltag, mener jeg dog bør ligge en vurdering af samme tiltags empiriske belæg. Altså - hvilken videnskabelighed er et givet tiltag båret af, og i hvilket omfang kan vi dermed forvente en succes?

Og just her finder jeg, at drøftelserne om ungevejledningen hastigt bevæger sig fra det videnskabelige felt over i det mere religiøse. I fraværet af viden, må man jo gribe til tro. Og netop dette område er, og jeg siger det ikke med glæde, i for høj grad præget af en blanding af socialvidenskab og vejlederreligiøs overbevisning.

Dette er bestemt ikke en kritik af vejlederne eller de mennesker, der i det daglige yder en formidabel indsats over for de unge. Faktisk kunne forholdet udmærket være det, at den kulturelle variation er så stor og defineret af så mange sociale, kulturelle, lokale og personlige elementer, at en egentlig videnskabelighed udelukkes, mens tiltag baseret netop på den aktuelle, lokale situation sagtens kan have positive virkninger og i et vist omfang ekstrapoleres inden for en snævert defineret geografi.

Problemet opstår, når erfaringerne og den lokale empiri skal gøres national, hvilket sker, når lokale erfaringer gyldiggøres som nationale tiltag. Således har Folketinget jo tidligere konstateret, at eksempelvis mentorer er en betydelig del af løsningen, men i dag må vi vel erkende, at dette ikke holdt vand i virkeligheden.

De talløse rapporter om vejen mod de 95 % forekommer mig ligeledes oftest at være et forsøg på at gøre lokale erfaringer til landsdækkende forslag om end rapportskriverne - i mine øjne - gør forbløffende lidt ud af at fremanalysere årsagerne til de lokale succes’er gennem en stringent kortlægning af de tidligere nævnte mangeartede faktorer.

Hvis vi producerede medicin efter samme videnskabelige metode i Danmark som vi producerer vejlederrapporter, ville jeg være temmelig nervøs for mit helbred.

Dette kan naturligvis opfattes som en kritik af det politiske niveaus detailorienterede forsøg på at dæmme op for de mange problemer, som vejledningsorganerne sættes til at løse. Sådan er det faktisk ikke ment. Jeg har fuld forståelse for det politiske ønske om at berede vejen for de unge gennem uddannelserne - og at det skal gå hurtigt.

Blot er det i mine øjne tiden til at stoppe op og vurdere resultaterne af den hidtidige indsats. Og her forekommer det mig, at det lokale arbejde bærer frugt, men i et vist omfang uafhængigt af national processtyring. Og det er naturligvis ikke heldigt.

Det er derfor set fra erhvervsuddannelsernes synspunkt godt, at de mange dedikerede puljer, vi har måttet arbejde med omkring frafaldsbekæmpelsen, nu erstattes af en forståelse for, at netop dette problem bedst bekæmpes på baggrund af lokal viden og lokale initiativer, hvorfor vi i fremtiden skal leve op til fastsatte mål, men ikke samtidigt tvinges til at anvende ligeledes fastsatte midler. Sådan noget forpligter!

I konsekvens heraf modtager vi nu den såkaldte Ungepakke II, der med 24 initiativer skal lette vejen for kommunernes og ungdomsuddannelsesinstitutionernes arbejde - og tak for dén! Målet og hensigten med denne ungepakke er ikke ændret - flere unge igennem til en uddannelse på et højere niveau.

I sig selv er 24 initiativer måske lidt i overkanten af, hvad en normaldansker kan huske, men grundstemningen i pakken er ganske sammenhængende: Uddannelsesinstitutioner og kommuner skal i langt højere grad arbejde sammen og påtage sig et fælles ansvar for den unges vej til fast arbejde.

Vægten ligger i mine øjne ganske meget på den kommunale involvering samt på fleksibilitet. Hvor vægten længe har ligget på processtyringen, lægges den nu på en resultatstyring, der forekommer at skulle være betydeligt mere databelagt end tidligere.

Ungepakken er initialt blevet kritiseret for at ophæve nogle krav - fx krav om introkurser i 8. klasse og brobygningsforløb i 10. klasse, der begge har fungeret fint -, men jeg finder det væsentligt at konstatere, at dette ikke er et udtryk for, at disse skal fjernes. I teksten til Ungepakken konstateres faktisk, at disse forløb har været gavnlige, men blot været omgærdet af unødige formelle krav. Man baserer sig hermed centralt på en tro om, at kommunerne naturligvis vil fortsætte disse initiativer, men fremover ikke er bundet af de tidligere formkrav. Og det er vel strengt taget heller ikke nødvendigvis rigtigt, at hver eneste elev i 8. klasse i Danmark har behov for et introkursus.

Jeg bemærker som noget særligt positivt, at man såvel centralt som decentralt vil udfolde betydelige bestræbelser på at definere en dataplatform, der gør det muligt at følge den enkelte unge på vejen gennem uddannelserne således, at kommune og uddannelsesinstitutioner på det tidligst mulige tidspunkt kan få et signal om, at noget går skævt, og i fællesskab kan gribe ind. Ligeledes vil det for ungdomsuddannelserne være et betydeligt aktiv fremover at kunne få oplysninger om elevens baggrund fra kommunen, gerne før eleven optræder på vore skoler, således at ungdomsuddannelsesinstitutionen i tide kan etablere den individuelt designede assistance, som den enkelte elev måtte have behov for. I dag oplever vi alt for ofte selv at måtte konstatere, at en elev har en række for kommunen kendte og væsentlige problemstillinger, som blot er aldeles ukendte for os. Det medfører unødigt spild af ressourcer og alt for ofte frafald.

De ungdomsuddannelsesinstitutioner, der har deltaget i samarbejdet mellem Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening i det såkaldte Uddannelse Til Alle-projekt (UTA), vil vide, at netop en række af tiltagene i Ungepakken kan tilvejebringe den helt afgørende nødvendige dialog mellem kommuner, UU og ungdomsuddannelser, der er af så afgørende betydning for at kunne definere samlede forløb, der varetager de unges interesser således, at de klargøres og gennemfører en uddannelse.

Naturligvis er der også i denne pakke - alt efter temperament - elementer, man gerne havde undværet eller set styrket endnu mere. Nuvel, sådan er det vel altid. Hovedsagen, mener jeg, er at se på hensigten og mulighederne, og dem er der nu mange af.

Jeg vil derfor sammen med de øvrige erhvervsskoler se frem til og tage initiativ til, at dialogen mellem de parter, som Ungepakken rækker hånden ud imod, bliver sat i gang. Det kan ikke gå hurtigt nok. Udfordringen er enorm - men det er gevinsten også.