Uddannelse for samfundet og for individet
Skole og uddannelse har til alle tider afspejlet udviklingen i samfundet og samfundets behov for viden, kvalificeret arbejdskraft og videreudvikling af produktionsapparatet både inden for det private og inden for den offentlige sektor. Udviklingen inden for uddannelsessektoren og på arbejdsmarkedet har altid været styret af magthaverne - politikerne og de økonomiske interesser. Individet har skullet tilpasse sig sin plads i hierarkiet og samfundet og udfylde den funktion, som var nødvendig for, at samfundet kunne udvikle sig til et endnu stærkere (læs rigere) samfund.

Velstandsstigningen i 60’erne gav mindre privilegerede mod på at kæmpe for deres ret til en ligeværdig plads i hierarkiet. Der blev for alvor sat fokus på individets lige valgmuligheder og det individuelle valg. Samfundets behov for mere kvalificeret arbejdskraft resulterede i skolereformer: afskaffelse af realskolen, indførelse af bunden skolegang til og med 9. klasse, oprettelse af hf - og hermed indførelsen af studievejledning i de gymnasiale ungdomsuddannelser.

På den måde blev studievejlederen i stand til at give kompetent vejledning som støtte til de informationer, som eleverne kunne læse sig til i bøger og pjecer og senere på uddannelsesinstitutionernes hjemmesider. I løbet af 90’erne fik min egen skole etableret et godt samarbejde med en række videregående uddannelser og med en række erhvervsvirksomheder om besøg og orientering om sammenhængen mellem uddannelse og erhvervsmuligheder. Et samarbejde, der fungerede frem til 2004, hvor Vejledningsreformen desværre satte en stopper for det med opdelingen af studievejledningen i overgangsvejledning (UU og Studievalg) og gennemførelsesvejledning (Gym./hf-vejledere).

Studievejledernes uddannelse og etik i vejledningen
Studievejlederuddannelsen for gymnasie- og hf-studievejledere var før kravet om professionaliseringen af vejlederfunktionen på seks uger. Trods den korte tid gav uddannelsen også dengang en relevant grundlæggende indføring i vejledningens metoder (studieteknik, samtaleteknik, viden om betydningen af elevernes sociale baggrund og deres uddannelsespotentiale m.m.), viden om uddannelsesmuligheder (LVU, MVU og KVU), om erhvervslivet og om uddannelse i udlandet. Alt sammen relevant og nødvendig viden i vejledningen af unge om uddannelse og karriere, en vejledning, som med rette kan kaldes studievejledning. Efteruddannelse og erfaring gjorde, at mange blev yderst kompetente med de seks uger som en beskeden start.

Etikken i vejledningen står højt i gymnasievejlederens praksis. Vejledningen skal være institutionsuafhængig, og der tages udgangspunkt i den enkelte elevs evner og interesser. Det er vigtigt at tage højde for, om elevens valg af uddannelse er realistisk ud fra dennes studiemæssige kompetence og ønske om jobmuligheder. Det er ikke at støtte eleven at give falske forhåbninger om, at alle uddannelser er lige relevante, hvis man vil være sikker på beskæftigelse. Etikken i studievejledningen tilgodeser således både elevens og samfundets interesser.

Sammenhæng i vejledningen – styring – rådgivning eller information?
Vejledningsreformens implementering i 2004 skulle sikre sammenhæng i vejledningen. Målet i 2004 var at få 95 % af en ungdomsårgang igennem en ungdomsuddannelse og 50 % til at starte på en videregående uddannelse i 2015. Udgangspunktet for vejledningsreformen var, at for mange gik i gymnasiet, og for få fik en erhvervsuddannelse. Fra gymnasiet gik for mange på universitetet. Syndebukken blev vejlederne, som var ansat i henholdsvis folkeskolen og på gymnasierne. De var institutionsafhængige, vidste for lidt om samfundets behov, og vejledte kun derhen, hvor de selv kom fra. Det var myten. Den kunne nok så vægtige argumenter ikke rokke ved.

Vejledning om valg af ungdomsuddannelse er på mange måder underlagt kravet og ønsket om at kunne styre de unges valg derhen, hvor prognoserne spår, at samfundets og især erhvervslivets behov for kvalificeret arbejdskraft vil være i fremtiden. Valg af ungdomsuddannelse foregår i UU-regi, og vejledernes informationer bliver suppleret med introprogrammer i 8. klasse og mulighed for brobygningsforløb på ungdomsuddannelserne i 9. og 10. klasse. De unges valg af ungdomsuddannelse bliver yderligere kvalificeret af, at valget af ungdomsuddannelse foregår i samråd med både elevens forældre, klasselærer og UU-vejleder.

Valg af videregående uddannelse efter endt gymnasial ungdomsuddannelse er en mere kompleks affære. Ifølge vejledningsloven er det Studievalg, der tager sig af vejledning om videregående uddannelse og karriere. Men i bekendtgørelsen for gennemførelsesvejledningen står der, at vejledningen om valg af fag og niveauer skal tage hensyn til elevens ønske og planer om videregående uddannelse og karriere. I løbet af gymnasiet eller hf-forløbet skal de unge gøres i stand til at foretage kvalificerede valg. Dette hænger fint sammen med intentionerne i gymnasie- og hf-reformerne fra 2005, der skal sikre, at de unge får en studieforberedende uddannelse, og at de gøres i stand til at vælge og starte på en videregående uddannelse, som igen skal føre frem til job og karriere. Alt sammen for at opfylde den enkeltes og samfundets behov og interesse.

Studievejledning giver sammenhæng i uddannelsesvalget
Tilgangen til de gymnasiale ungdomsuddannelser er steget, mens frafaldet er reduceret. Det skyldes i høj grad studievejledernes mulighed for at fange eleverne undervejs i forløbet, før det er for sent. Studievejlederen er den, der kan hjælpe eleverne med at få et overordnet overblik over deres uddannelsesprojekt. Når man begynder at se en mere målrettet søgning mod de videregående uddannelser, skyldes det især den vejledning, eleverne får i gymnasiet i forbindelse med valg af studieretning og valgfag, afdækning af stærke og svage sider i studiekompetencen, indlæring af gode arbejdsvaner, håndtering af krisesituationer, afdækning af behov for særlig støtte til studiet m.m. I undervisningen lærer eleverne at forholde sig til fagenes indhold og metode, og hvor der er behov, hjælper studievejlederen den enkelte med at få overblik over dennes uddannelsesprojekt og den samlede arbejdsbyrde.

Den stigende søgning til videregående uddannelser tilskrives Studievalgs arbejde. Når vejlederne i både Rambølls og EVA’s undersøgelser svarer, at de bruger tid på vejledning til valg af videregående uddannelse, er der en bekendtgørelsesfastlagt forklaring på dette, men begge evalueringsinstitutioner konstaterer, at gennemførelsesvejlederne laver noget, de ikke skal.

Information og vejledning
Evalueringsrapporternes resultater og konklusioner viser klart, at definitionen af vejledning fortsat er diffus, idet vejledning sættes lig med informationsgivning og orientering om udannelsesmuligheder. Denne del klarer Studievalg på udmærket vis, men de vil aldrig – lige meget hvor mange ressourcer, der tilflyder dem – kunne erstatte studievejlederens opgave som tovholder på elevens uddannelsesprojekt. Eleven skal lære at foretage kvalificerede valg – det være sig valg af studiemetoder, valg af fag, valg af studier, valg af fremtidsmuligheder, valg af værdier. Den unge skal lære at afdække egne stærke og svage sider, egne kompetencer, forholde sig til samfundets behov for uddannelse og arbejdskraft.
Den unge har brug for en kompetent voksen, der betragter dem som hele mennesker, og som udfordrer deres drømme og idéer, så de når et realistisk plan. I dag er de unge meget overladt til sig selv. De har mange kontakter på chatten og face-book, men de står ofte alene med angsten for ikke at slå til. Dette gælder både mønsterbryderen, der kommer fra et studiefremmed miljø og ikke kan få hjælp til at knække studiekoden, og eleven der kommer fra en akademisk baggrund med forventning om at være en succes.

Hvor bliver sammenhængen i vejledningen af?
Tanken bag Ungepakken er god, fordi den ønsker at sætte fokus på elever med særlige behov. Men idémagerne bag forslagene og politikerne bag forliget om Ungepakken har næppe forudset konsekvenserne ved afskaffelsen af sammenhængen i vejledningen. Der har været megen kritik af gennemførelsesvejlederne i gymnasierne, fordi vi har fastholdt, at vi er det bærende element i elevernes vej fra folkeskolen til den videregående uddannelse og karrierevalg, hvad enten det er en KVU, MVU eller LVU.

Der tages mange initiativer til at screene elever med henblik på at afdække særlige behov for vejledning. Men hvordan ser det ud med overvejelserne vedrørende opfølgning på disse screeninger? Hvordan hjælper man bedst eleven til at foretage realistiske valg? Hvad stiller en vejleder fra Studievalg op med en elev, der lider af lav selvværdsopfattelse eller sidder med urealistiske forestillinger om uddannelsesmuligheder? Hvordan bliver en elev, der er begavet, men ikke særlig arbejdsom, motiveret til at tilegne sig de rette metoder for at lære og planlægge sine studier, så frafald på videregående uddannelse undgås? Man fanger næppe elever med særlige behov for vejledning om videregående uddannelse ved at screene dem med spørgsmål om deres forældres uddannelsesmæssige baggrund. Screeninger og tests har en tendens til at være løsningen på alle problemer i vores samfund.

Hvad styrer de politiske indgreb?
Ungepakken lægger op til at nedlægge gennemførelsesvejledningen og indføre betegnelsen fastholdelse i uddannelse. Studievejledningen som skitseret ovenfor er ikke alene fastholdelse i uddannelsen, men baner også vejen videre. Samfundet efterspørger højtuddannet arbejdskraft og især videnarbejdere. Det må derfor snart være på tide, at man fra politisk hold tænker sammenhæng mellem ungdomsuddannelse, valg af videregående uddannelse og valg af karriere. Det er en myte, at gymnasievejledere kun vejleder til universitetet. Vi har fokus på samfundet og eleven – det havde vi før Vejledningsreformen, og det har vi fortsat – så hvorfor ødelægge det, der fungerer, og som har vist sig at få unge videre i uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet? Den største motivation for at gennemføre en gymnasieuddannelse er, at eleven kan se frem til muligheden for videreuddannelse og beskæftigelse.