Af journalist Charlotte Bach
Instituttet for Blinde og Svagsynede på Rymarksvej i Hellerup ved København har eksisteret siden 1858 og siden 1969 på nuværende adresse. Studievejledningen blev oprettet i 1972 og dækker hele landet. Uddannelsessøgende, der kommer langvejs fra, har mulighed for at overnatte på instituttet, der har 40 værelser til rådighed i beboelsesfløjen. Både rejse og overnatning dækkes af instituttet, der også huser Statens Øjenklinik, hvor de svagsynede kan få undersøgt synet.
Omkring 110 blinde og svagsynede er tilknyttet studievejledningen, der består af studievejleder Anne Bjørkmann og socialrådgiver Janny Lam. Socialrådgivning er en vigtig del af studievejledningen, idet mange søger revalidering til uddannelsen, fordi de har svært ved at supplere SU med et job, sådan som adskillige af deres medstuderende. Blinde og svagsynede bruger meget mere tid end normaltseende på forberedelse, bl.a. fordi deres læsehastighed ofte er nedsat i betydeligt omfang.
Hvis der er behov for det, tager Janny Lam med til samtalerne hos socialrådgiveren i den studerendes hjemkommune. Her møder hun ikke sjældent modstand og manglende forståelse af de studerende og de specielle problemer, de står med som blinde eller svagsynede studerende, og hun bruger en del tid på at anke afslag om revalidering.
Uddannelsesvejledningen dækker vejledning ved valg af uddannelse, gennemførelse og udslusning. Siden sidste sommer har Instituttet haft en aftale med SU-styrelsen om, at de nye blinde og svagsynede studerende får en såkaldt startpakke med de mest nødvendige hjælpemidler inden studiestart.
Startpakken indeholder en bærbar computer med kompenserende zoom-tekst, talesyntese, printer, båndoptager til lydbøger, Victor-afspiller til de digitale Daisy-bøger, konceptholder og lampe. |
Datainstruktører fra Instituttet tager hjem til den blinde eller svagsynede og installerer udstyret. På uddannelsesstedet tager datainstruktører sig ligeledes af installeringen i samarbejde med it-afdelingen på uddannelsesstedet. Det er Statens Uddannelsesstøtte, der betaler for den specialpædagogiske støtte (SPS). Før denne aftale blev indgået, var det ikke ualmindeligt, at de blinde og svagsynede først fik deres hjælpemidler langt henne i semestret og på den måde blev hægtet af fra starten.
To måneder efter udlevering af startpakke kommer de studerende til en samtale i studievejledningen, og derefter udreder man de konkrete behov, de studerende har i relation til det studium, de er i gang med. Der skal måske anvendes en større skærm eller et større tastatur.
”Det er slet ikke så let at blive dus med det kompenserende hjælpeudstyr, og i virkeligheden burde flere af de studerende komme her på Instituttet i god tid, før de begynder på deres uddannelse for at få afdækket, hvilke ting de skal arbejde med inden studiestart,” siger Anne Bjørkmann. Det er fx en forudsætning, at alle studerende kan 10-fingersystem på tastatur, da det er vigtigt i forhold til at opnå tilfredsstillende studiemæssige vilkår. Desværre møder Anne Bjørkmann og Janny Lam en del studerende, som ikke er fortrolige med 10-fingersystemet.
”Faktisk møder vi ikke mange, som kommer her, før de skal starte på studiet. Når de kommer til os, er de som oftest allerede optaget på studiet, og som de fleste unge er de utålmodige og vil gerne i gang med det samme. De har måske klaret sig fint i gymnasiet og tror derfor, at de sagtens kan klare en videregående uddannelse. Men sandheden er, at gymnasielærere, forældre og synskonsulent – et amtsligt tilbud, som de fleste synshandicappede har gjort brug af - ofte har mandsopdækket den unge, som derfor ikke har lært at klare sig selv på tilfredsstillende måde med sit synshandicap. På den videregående uddannelse skal de selv klare ærterne.
Uvidenhed
”Underviserne er ikke gode til at tage hensyn til en studerende med synsbesvær,” siger Anne Bjørkmann, der ind imellem tager ud på det pågældende uddannelsessted for at få en samtale med underviserne og den studerende om bedre vilkår for den synshandicappede.
Det kan dreje sig om bedre lys, særlige materialer eller gruppearbejdsformen. Måske skriver underviserne for småt på tavlen, eller det der skrives, bliver ikke sagt højt samtidigt. Ofte er hjælpen så banal en ting, som at den studerende får udleveret læseplaner og studiemateriale på forhånd, så vedkommende kan nå at få indlæst bøger og andet materiale. Men også den sag kniber det gevaldigt med på uddannelsesstederne.
”Dertil kommer, at den studerende måske er flyttet hjemmefra eller er flyttet til en ny by. Boligen er ny, og der skal skabes en ny omgangskreds. Alt dette skal der bruges meget energi på at finde ud af – meget mere end normaltseende bruger. Det er også en god grund til, at vi råder den blinde eller svagsynede til at forberede sig meget grundigt, da det kræver en ekstra indsats at finde sig til rette i omgivelserne og med kompenserende hjælpemidler,” siger socialrådgiver Janny Lam.
Både Anne Bjørkmann og Janny Lam har gjort den erfaring, at omgivelserne, dvs. studiemiljøet, har langt lettere ved at forstå og hjælpe en blind end en svagsynet, fordi den blinde studerendes behov for særbehandling i visse situationer falder omgivelserne langt lettere at forstå. En svagsynet kan for en udenforstående virke som en normaltseende, og derfor bliver der ikke taget særlige hensyn, før handicappet er blevet forklaret for uddannelsesstedet. Og selv da kniber det ofte med forståelsen.
På Instituttet for Blinde og Svagsynede tilbyder man studietekniske kurser som læsehastighedstræning, notatteknik og informationssøgning. De fleste synshandicappede skal regne med, at uddannelsen vil tage dem længere tid end den normerede tid, bl.a. fordi de skal bruge tid på kurser som ovennævnte og på indlæsning af studiemateriale, som de studerende kan indlevere til Instituttet, hvor indlæsere sidder klar til at indlæse teksten på bånd eller på diskette. Den digitale lydbog har været en kæmpe landvinding for de studerende, idet navigeringen i bøgerne er væsentlig lettere end i de gamle båndbøger, hvor man skulle spole frem og tilbage på båndoptageren.
Hvad kan man blive?
Når Anne Bjørkmann skal vejlede om valg af uddannelse, anbefaler hun ofte, at den studerende tager kontakt til studievejlederen på uddannelsesinstitutionen for en uddybende snak om studiet. Hvilke krav der stilles, hvilke undervisningsformer der gøres brug af, hvilke fag uddannelsen indeholder m.m. Desuden henviser hun som regel til andre svagsynede studerende, som er i gang med en lignende uddannelse, hvilket nye studerende ofte er meget glade for.
”De studerendes ønsker bliver aldrig afvist, men nogle gange kan vi da godt være lidt skeptiske over for valget af studium. Kan man fx være svagsynet som sygeplejerske? Her må vi sætte et samarbejde i værk med Dansk Sygeplejeråd, uddannelsesinstitutioner og Instituttet. Og ofte vil vi også anbefale den studerende nogle praktikophold, så de får afprøvet faget i praksis, inden de indleder en lang uddannelse. Andre erhverv, som tidligere var velegnede til blinde eller svagsynede, fx telefonist, er afløst af ny teknologi, og på fysioterapi-studiet, der ligeledes har været foretrukket af mange, stilles der nu helt anderledes krav end tidligere. Der forsvinder således en del oplagte erhverv for blinde og svagsynede, og jeg mener ikke, der er opstået nye nicher,” siger Anne Bjørkmann.
Hun og Janny Lam skal i gang med en undersøgelse af, hvor de studerende havner. Det ved man nemlig for lidt om. På Instituttet findes en afdeling med en joblinje, hvor arbejdsgiver og studerende kan møde hinanden, og der er på Instituttet et større samarbejde mellem studievejledningen, socialrådgivningen, joblinjen og afdelingen for erhvervsfastholdelse. Sidstnævnte arbejder bl.a. med hjælpemidler på arbejdspladsen.
”I forhold til fastholdelse på arbejdsmarkedet går det fint. Det er indgangen til arbejdsmarkedet, der er den største forhindring. Det er svært at få fodfæste på arbejdsmarkedet for blinde og svagsynede,” siger Janny Lam.
Hun mener, at det skyldes barrierer hos såvel arbejdsgiver som den synshandicappede. Arbejdsgiverne er måske bange for at ansætte den synshandicappede, fordi det kan virke uoverskueligt, hvor meget støtte og hjælp den synshandicappede skal have. Måske mangler arbejdsgiveren viden om de støtteordninger, der findes vedrørende handicappede i erhverv. Den synshandicappede selv kan være uafklaret i forhold til egne muligheder samt eventuelle begrænsninger.
En ting er vejledning omkring studiets faglige indhold, hjælpemidler og muligheder på arbejdsmarkedet bagefter. Noget andet er vejledning omkring de psykiske og sociale følger af et synshandicap.
”Vi anvender ikke en bestemt metode, fordi det er handicappede, vi sidder overfor. Vi ville gøre det på samme måde, hvis det var ikke-handicappede. Men det er klart, at det ikke er helt tilfældigt, hvad vi foretager os,” siger Anne Bjørkmann.
Hun har deltaget i et kursus om de social-psykologiske og personlighedsmæssige dimensioner i arbejdet med mennesker med synsnedsættelse, hvor man havde speciel fokus på samtaleteknik. Og Janny Lam er via sin uddannelse som socialrådgiver øvet i samtaleteknik og har også taget sorg-krisekursus.
Instituttet har et fast tilbud om psykologhjælp. Tilbuddet gives til de studerende, hvis der er problemer i forhold til det at være synshandicappet. Hvad det gør ved én som person, og hvordan man forholder sig til sine medstuderende.
Der kan også være problemer med at komme ordentligt ind i et gruppearbejde. De fleste uddannelser indeholder store dele gruppearbejde, både som læsegrupper og til opgaveløsning. Instituttet for Blinde og Svagsynede har derfor haft fokus på gruppearbejde og har arrangeret en studiedag på stedet med en konsulent, der gav råd til 15 studerende om, hvordan de kunne klare sig bedre i deres studiegruppe.
”Det kan være svært at deltage i fredagsbar, fester og café-liv. Man udstiller ikke sin skrøbelighed, og mange isolerer sig,” siger Anne Bjørkmann. Det almindelige ungdomsliv, der i disse år helst skal signalere styr på tilværelsen, kan være en hård nød at knække for synshandicappede.
Indstillinger for cookie-samtykke