Hvad er meningen så?
Formålet med en aktiv beskæftigelsesindsats er, at mennesker uden job kommer i job, og at unge får en uddannelse – så de kan få et job. Det er udgangspunktet for alt, hvad jeg laver, og jeg håber og tror, at der er bred enighed om, at det er gode mål.

Den virkelige diskussion drejer sig snarere om, hvordan vi når målet. Hvilke midler skal vi tage i brug for, at mennesker uden job kommer i beskæftigelse?

Her skal man huske på, at ”ledige” er meget forskellige mennesker, og der er lige så mange forskellige veje ud af ledighed, som der er ledige. Forskellige personer har behov for forskellige redskaber. Alle skal naturligvis behandles forskelligt, og alle skal have den indsats, der hjælper dem bedst. Men fælles for alle er, at vi skal finde den korteste vej ud af ledighed. Den vej finder vi kun, hvis sagsbehandleren lærer dem at kende, og det kan sagsbehandleren kun ved at tale med den ledige.

Så meningen er altså at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe den enkelte ledige i beskæftigelse på baggrund af de betingelser, der gælder for den person. Derfor lægger vi i beskæftigelsesindsatsen stor vægt på samtaler med den ledige. Og vi lægger særligt vægt på, at de skal falde hyppigt og hurtigt. For det er det, der virker bedst.

Hvordan ved vi, hvad der hjælper?
Når vi med sikkerhed tør sige, at det er en god idé med en tidlig aktiv indsats, skyldes det resultater fra målrettet forskning og erfaringer fra kontrollerede forsøg. Derfor tør vi også sige, at jo tættere på en virksomhed den ledige bliver aktiveret, jo større er chancen for at komme i job. Og derfor tør vi sige, at jo længere tid man går passiv, jo større er risikoen for aldrig at komme i job igen.

Samtalen om vejen til job er afgørende
I indsatsen for at få ledige i beskæftigelse, lægger vi desuden vægt på, at den første kontakt mellem den ledige og jobcenteret finder sted hurtigt efter, at den ledige har mistet sit arbejde og derefter med mindst tre måneders mellemrum. Det gør vi, fordi man ikke kan hjælpe mennesker, hvis man ikke taler med dem.

Er det urimeligt at bede om, at der er kontakt til de borgere, man som jobcenter eller sagsbehandler har ansvar for mindst hver tredje måned? Og er det urimeligt eller dumt at skrive ned, hvilken udvikling den ledige har været i gennem siden sidst, så vi kan se fremgangen og tale med den ledige om, hvad der nu skal ske?

I mine øjne er det hverken urimeligt eller dumt, men tværtimod det mest anstændige og konstruktive at gøre. Når det er sagt, er det selvsagt afgørende, at samtalens indhold drejer sig om job. Igen skal det ske på baggrund af den lediges forudsætninger. Men det er jobkonsulentens faglighed, der skal sikre, at samtalen giver mening for både den ledige og jobkonsulenten. Som minister hverken kan eller skal jeg tage ansvaret for, hvordan to voksne mennesker taler sammen. Men jeg vil kræve – hvad jeg også tror, at de ledige forventer - at samtalen i et jobcenter handler om job eller vejen til job.

Samtaler om sygdom er omsorg
Jeg hører indimellem historier om mennesker, der er stærkt traumatiseret, og som bliver slidt op af ”systemet”, fordi de bliver indkaldt til meningsløse samtaler i tide og utide. Når jeg hører de historier, må jeg sige, at hvis et menneske fx har traumer og er utryg ved livet, så er det ikke en hjælp bare at lade dem sejle deres egen sø i hele og halve år, som man gjorde før 2001. Nej, løsningen er naturligvis, at også de mennesker skal have hjælp og støtte, og at de skal have mulighed for også at leve et givende arbejdsliv. Det er faktisk den nuværende regering, der har åbnet op for, at mennesker, der er psykisk syge, fx kan få personlige assistance betalt på lige fod med mennesker med en fysisk reduktion i deres arbejdsevne. Det er da bedre end at bevilge en førtidspension og lade folk sejle deres egen sø?

Retfærdig refusion til kommunerne
Og ja, det koster kommunen penge, hvis samtalerne i kommunens jobcenter ikke bliver holdt, eller hvis de ledige ikke får de tilbud, de har krav på. Og nej, det skyldes ikke en lyst til at fare frem med bål og brand og piske kommunerne økonomisk. Men ligesom jeg ikke vil betale for varer, jeg ikke har modtaget, så skal kommunen naturligvis ikke have penge for en indsats, den ikke har gennemført. Og kommunerne har fået de penge, de skal bruge for at kunne gennemføre en forsvarlig og konstruktiv indsats. Hvordan de vælger at forvalte de penge, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men som ansvarlig minister for beskæftigelsen vil jeg naturligvis tillade mig at kræve, at kommunerne leverer den aktive beskæftigelsesindsats, som vi sammen har lovet de ledige. Det sikrer vi ved, at refusionen fra staten i et vist omfang er knyttet til den beskæftigelsesaktivitet, der bliver udvist.

Klapjagt
Regeringen er tilsvarende blevet skudt i skoene, at vi driver klapjagt på de ledige, fordi vi i lovgivningen har fastsat, at de skal have et aktivt tilbud inden for en bestemt frist. Ja, selv de syge skal til samtaler og modtage tilbud. Igen må jeg holde fast i meningen med det hele – job og uddannelse.

Meningen er at hjælpe mennesker tilbage i beskæftigelse, og jeg synes ærligt talt kun, at det er en god ide, at en borger med dårlig ryg kan få et tilbud om at komme i motionscenter, eventuelt kombineret med en delvis raskmelding. For det er jo den slags tilbud, vi taler om, når vi taler om tilbud til sygemeldte. Hvis ikke en kommune råder over den slags tilbud, så synes jeg ikke, at den løser sin opgave. Og igen. Ja, det koster kommunen penge, hvis den ikke hjælper sine sygemeldte borgere.

Det er ikke rart med tvang
En stor del af fagligheden hos medarbejderne i et jobcenter er jo, at de kan tale med mennesker, der er presset, fordi de er uden job. Den samtale skal være værdig, og den skal være meningsfyldt. Det er den, hvis de to samtaleparter er enige om samtalens mål: At den ledige ud fra sine forudsætninger skal i job, og at man sammen skal finde den bedste og korteste vej til jobbet.

Langt de fleste samtaler har heldigvis netop det indhold. Og det kræver, at begge parter tager ansvar for at nå det fælles mål. Udover en indsats fra jobcentermedarbejderen kræver det altså også, at de personer, der er ramt af ledighed, er villige til at tage imod et aktivt tilbud og villige til at tage det arbejde, de kan få. Vores efterhånden verdensberømte beskæftigelsessystem bygger på princippet om, at rettigheder og pligter går hånd i hånd, og det er kun ret og rimeligt, at ansvaret går begge veje. At det har konsekvenser at sige nej uden gyldig grund.

Men jeg tror, at det er vigtigt, at vi så husker på, at der kun kan gives en sanktion, hvis man uden gyldig grund udebliver, ikke vil deltage eller siger nej til aktiviteter, som skal hjælpe en tilbage til job eller uddannelse. Hvis man husker, hvad meningen er – ikke at straffe, men at sikre, at den unge passer sin skole, at den ledige kommer i et aktivt tilbud, eller møder frem til samtaler, så tror jeg, det er lettere at forstå baggrunden for reglerne - også om træk i ydelser.

En fælles opgave
Alt dette er meningen med beskæftigelsespolitikken. Jeg håber, man kan se, at opgaven er at hjælpe mennesker uden job i job og unge i uddannelse gennem en aktiv indsats. Det er ikke en nem opgave. Den kræver meget af alle involverede, men den kan løses. Vi skylder de ledige og de unge, at vi kommer op af grøfterne og ikke ser hinanden som repræsentanter for magten og dens modstandere, men i forståelse af den fælles opgave og på baggrund af reelle fakta drøfter, hvordan opgaven kan løses bedst muligt.