Så fik vi igen en ny (udkast til) vejledningslov – jeg har opgivet at tælle hvilket nummer i rækken siden 2004. Og denne gang er det ikke kun en lov om "vejledning om uddannelse og erhverv" – altså om den ydelse, som vejledere leverer. Næh, det er også en lov om, hvilke forpligtelser de unge har. Loven hedder således: ’ “Lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse mv.”

Det er vist i sig selv ganske usædvanligt - tænk fx., hvis Folkeskoleloven også kom til at hedde " Lov om Folkeskolen og pligt til at lære at læse" - nu, hvor læsning står så højt i den politiske diskurs!

Det er jo et helt nyt paradigme. Hidtil har vi antaget, at alle unge har ret til vejledning - forstået som en professionel relation med en vejleder vedrørende uddannelse og erhverv. Denne ret er ikke længere ganske klar. I bemærkningerne til lovforslaget kan man udlede, at omkring halvdelen af alle unge faktisk formodes at kunne klare sig uden vejledning - eller med det, der nu hedder e-vejledning! Her har man gået og troet, at elektroniske medier var redskaber, eksempelvis for vejlederne. Men nej, nu er de selve vejledningen, e-vejledningen! Hvad det så er for et dyr!

Og sådan kan man i virkeligheden blive ved. Denne nye vejledningslov er et eklatant brud med den hidtidige tænkning omkring, hvad vejledning er, hvem der skal vejledes om hvad, og hvilken placering vejledningen har i det samfundsmæssige landskab.

Vejledning var i sin grundsubstans et uddannelsespolitisk anliggende. I mit hoved hænger vejledningen sammen med at give unge lige muligheder med hensyn til uddannelses- og erhvervsmæssig overskridelse af den enkeltes konkrete erfaringsverden og sociale baggrund. Vejledning hænger således tæt sammen med uddannelse som middel til større samfundsmæssig lighed - om ikke andet, så mere lighed i muligheder.

På den måde har uddannelsespolitikken i årtier haft en samfundsmæssig dagsorden, som ikke kun handlede om den enkeltes vej gennem uddannelse til beskæftigelse, men også om den generelle kamp for mere lighed - mindre ulighed - i samfundet.

Der er masser af litteratur, som belyser, at uddannelsespolitikken har spillet netop denne rolle - ikke mindst frem til halvfjerdserne. Og der er også masser af litteratur- senest Lars Olsen - som påviser, at projektet trods alt ikke er lykkedes til fulde.

I velfærdssamfundets udvikling har den lighedsstræbende dagsorden medført udvikling af socialpolitiske indsatser, som skulle forebygge og kompensere for, at nogle alligevel ikke fik chance for at udnytte uddannelsessystemets muligheder for at øge den sociale mobilitet.

Sådan har det været tænkt og sådan har det, med relativt held, været praktiseret: Ved at give alle - så vidt muligt - lige muligheder for, gennem uddannelse at skaffe sig andel i samfundets magt, goder og økonomi, kunne man reducere den sociale ulighed. Og her er vejledning en klar uddannelsespolitisk satsning.

Men nu skal der andre boller på suppen! Vejledning skal i højere grad være et socialpolitisk redskab, som skal anvendes overfor dem, som uddannelsessystemet ikke magter at sende videre på den sociale rangstige.

Uddannelse bliver gjort til et mål (95 % skal have en ungdomsuddannelse), og midlerne er hentet fra social- og beskæftigelsespolitikkens overdrev. Jeg skal forsøge at begrunde denne påstand og at formulere de vejledningsmæssige /ledelsesmæssige dilemmaer, dette medfører.

Vejledningsloven siger:

• 15 -17-årige skal være i uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet, der sigter mod gennemførelse af uddannelse.
• Kan fritages ved sygdom o. l.
• Kommunen har tilsynspligt.
• UU træffer afgørelse, om pligten overholdes.
• Kommunerne forpligtes til indenfor et givent tidsrum at stille relevante tilbud til rådighed for 15-17-årige.

Rationalet bag?
Formuleringerne ligner i høj grad formuleringerne om rådighed, som de kendes fra den aktuelle social- og beskæftigelsespolitik - en noget-for-noget-tankegang.

Rationalet bag må jo være, at en uddannelsespligt er væsentligt mere motiverende end en uddannelsesret – især, hvis dens overholdelse kontrolleres, og hvis manglende overholdelse medfører sanktioner!

Der må også være en forventning om, at der er mange 15-17-årige, som i dag ikke er i ”uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet”. I Aalborg er det i alt ca. 150 unge, som ikke pt. er i gang med noget – det svarer til ca. 5 % af aldersgruppen. Rigtig mange af dem afventer netop nu start på (anden) uddannelse.

Der er naturligvis "’svage" unge imellem. Unge, som mangler motivation, selvværd, drive og fremtidsønsker. Og unge, som har andre problemer i deres unge liv lige nu end at vælge uddannelse. Men de har alle en vejleder, som har kendt dem siden skoletiden, og som - sammen med forældre, eventuelle sagsbehandlere og ikke mindst de unge selv, arbejder intenst på at finde den vej, som for den enkelte unge kan føre til uddannelse og beskæftigelse.

Der er indtil videre udtrykt stor begejstring for, at kommunen forpligtes til at stille relevante tilbud til rådighed for 15-17-årige. Og der er da også god grund til løbende at reflektere over, om der er de rette tilbud til alle unge. Men formuleringerne i lovforslag og bemærkninger minder altså mere om det beskæftigelsespolitiske rationale om at "stå til rådighed", et rationale, der ligger bag lediges pligt til aktivering etc. Og jeg nægter at anerkende, at den slags tiltag, som aktivering indeholder, er relevante for denne aldersgruppe.

Og så er der sanktionerne, som skal sættes i værk. Sanktionen er manglende udbetaling af Ungeydelsen. Denne mulighed er (trods alt) ikke indskrevet i vejledningsloven, da den vedtages med et andet flertal (!), men det bliver under alle omstændigheder UU’ernes afgørelse af, om pligten overholdes, som får retsvirkning for manglende udbetaling af ydelse.

Her må rationalet jo være, at økonomiske pisk er direkte motiverende overfor helt unge mennesker i forhold til uddannelse. Eller, hvilket er endnu mindre sandsynligt, at deres manglende aktivitet skyldes deres "ligeglade  forældre", som så skulle blive mindre ligeglade, når de bliver ramt på økonomien. 

Hvem er det så, der skal rammes?
I den nye lov bliver der lagt øget vægt på uddannelsesplanen, som fremover skal fungere som ansøgning til ungdomsuddannelse. Dette vil uden tvivl betyde, at ungdomsuddannelserne i højere grad vil anvende uddannelsesplanen som den ’overgangsinformation’ om de unge, som den er tænkt som.

Kravene til uddannelsesplanen skærpes, og den skal løbende revideres, indtil den unge har afsluttet sin vej mod en endelig ungdomsuddannelse – alt sammen initiativer, som man må hilse velkomne.

Men derudover skifter uddannelsesplanen karakter: Den bliver et egentlig myndighedspapir, som både bliver grundlag for ovenfor nævnte sanktioner, og den bliver det papir, hvor vurderingen af elevernes uddannelsesparathed skal indskrives.

Her er vi virkelig i gang med et paradigmeskifte af de store. UU skal fremover vurdere, om den enkelte unge "besidder de nødvendige faglige, personlige og sociale kompetencer for at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse" (citeret fra bemærkninger fra lovforslaget).

Det bliver ganske interessant at følge arbejdet med at udtænke nærmere definitioner af begrebet uddannelsesparathed. Er der tale om et relativt eller et absolut begreb? Skal uddannelsesparatheden være i forhold til den konkret ønskede uddannelse, eller i forhold til et uddannelsesområde (gymnasial- eller erhvervsuddannelse)? Forestiller lovgiverne sig, at vejlederen skelner mellem "nødvendige faglige, personlige og sociale kompetencer" for at påbegynde en uddannelse på henholdsvis Bygge og Anlæg og på Mad til mennesker? Og, som mine vejledere spørger, hvad med uddannelsesparathed i forhold til erhvervsuddannelsen EGU og til STU?

Uddannelsesparathed er altså fremover noget, man er eller ikke er, og følgelig noget, man også kan blive. Det tænkes altså som kompetencer hos den enkelte, som, hvis de mangler, antages at kunne repareres gennem ungdomsaktivering som beskrevet ovenfor.

Det må antages, at det er de ikke-uddannelsesparate, som kan forventes at skulle forpligte sig til anden aktivitet, og som kan risikere at få inddraget ungeydelsen, hvis de ikke følger den lagte plan.

Det er også ganske interessant, hvordan man i bemærkningerne til loven beskriver det forventede antal unge, som grupperer sig en tænkt skala af uddannelsesparathed - og hvad placeringen på denne skala antages at betyde for det vejledningsbehov, man har:

”70 % af de unge antages at være fuldt ud uddannelsesparate, og vil kunne klare sig med kollektiv information og it-understøttede informations- og vejledningsredskaber.”

Tjah - spørgsmålet er jo, hvordan disse 70 % er blevet fuldt uddannelsesparate? Er de født sådan, eller har de undervejs gennem grundskolen, udover undervisningen, også modtaget vejledning, som har medvirket til denne uddannelsesparathed? Og hvordan skal vejlederen identificere disse unge, hvis de kun møder dem ganske perifert?

Man må overveje, om der i loven også skal indskrives, af hvem og hvordan det afgøres, om de unge fra 7./9. klasse er "vejledningsparate"? Eller er vejledning ikke noget, man er parat til, men noget, man har behov for? Der er en del i bemærkningerne til loven, som kunne tyde på det:

”Ca. 10 % af de unge forventes at være uddannelsesparate med lidt støtte, og vil kunne klare sig selv med faglig hjælp fra uddannelsesinstitutionen.”

Her er der ikke angivet et vejledningsbehov overhovedet.

”Ca. 10 % af de unge forventes at kunne begynde en ungdomsuddannelse med målrettet personlig støtte og har ret til støtte i overgangen f.eks i form af en mentor … samt senere: Ungdommens Uddannelsesvejledning kan… bevilge personlig støtte til eleven og indstille, at eleven bevilges faglig hjælp …”

Her angives vejledningsopgaven altså at bestå i at vurdere et personligt og fagligt støttebehov samt at bevilge personlig støtte. Dette er vejledningsfagligt en helt ny opgave, og da det endnu er uklart, hvilken kommunal pengekasse midlerne til denne støtte skal komme fra, kan det forventes at give anledning til ganske intense lokale drøftelser.

Og så er der de sidste, de ikke-uddannelsesparate. Det er disse 10 %, som vejledningen fremover skal koncentreres om: på beskrivelse og gennemførelse af forløb, på kontrol med overholdelse af og justeringer i uddannelsesplanen, på afgørelser vedrørende ret til ungeydelse etc.

På denne måde bliver vejledning defineret som en kompenserende foranstaltning, som skal sættes i værk overfor de unge, som ikke af sig selv udvikler uddannelsesparathed. Og vejledningen beskrives overvejende som en proces, som tager over, hvor skolen ikke er lykkedes med at gøre den unge parat til videre uddannelse.

Dette er et helt nyt paradigme for vejledningen, som i øvrigt er i direkte modstrid med de diskussioner, der foregår i faglige kredse og i forskellige europæiske fora om livslang uddannelse og vejledning.

Hvor vi hidtil har forstået vejlederen som "den unges advokat", hvis opgave det var - sammen med bl.a. skole, forældre og andre vigtige aktører - at bidrage til udvikling af den enkelte unges valgkompetencer, uddannelsesparathed, motivation for læring og evne til at sammenholde egne potentialer og muligheder, ja så skal vi til at forstå vejlederen som en myndighedsperson.

En myndighedsperson, hvis afgørelser og vurderinger får direkte økonomiske og uddannelsesmæssige konsekvenser for den enkelte. Og vejledningen som en kompenserende foranstaltning, primært med den opgave at rette op på "fejl og mangler" hos den enkelte unge. Dette skift i vejlederrollen vil nødvendigvis medføre en ændring af relationen mellem vejlederen og (især de såkaldt svageste) unge: Hvor den unge i dag opsøger og modtager vejledningen frivilligt og med tillid til, at den er magt- og myndighedsfri, vil vejledningen fremover blive en tvang og vejlederen den myndighedsperson, som har magt til at foretage normative vurderinger med økonomiske konsekvenser.

Om vejlederne kan - og vil - håndtere denne ændring i relationen og i vejlederopgaverne, bliver en ledelsesmæssig udfordring i de kommende måneder.