Vejledning i medvind
Det er vanskeligt at sige noget generelt om vejledning i dag: Vejledning finder sted i mange forskellige fora, hvor vejledningen antager mange forskellige former. Som sådan udgør vejledning et stort og alsidigt, nærmest uoverskueligt landskab, der er præget af en lang række forskellige metoder og modeller (Lystbæk, 2009). Eksempelvis påpeger vejledningsforskeren John McLeod (2003), at der er blevet identificeret mere end 400 forskellige modeller for vejledning, der er inspireret af en række forskellige fagtraditioner og teorier, først og fremmest fra moderne psykologi, men efterhånden også fra pædagogik, antropologi og filosofi.

På tværs af denne mangfoldighed af modeller, metoder, traditioner og teorier kan der imidlertid peges på én markant grundtanke, der præger det samlede vejledningsområde, nemlig forestillingen om, at vejledning baserer sig på frivillighed og selvbestemmelse: Det er helt afgørende, at den vejledte selv ønsker vejledning og bestemmer dens fokus og indhold.

Denne forståelses- og begrebsramme viser sig på forskellige måder i vejledningsområdet - med flere forskellige begrundelser. Blandt andet en etisk begrundelse, som kommer til udtryk i FUEs principper for etik i vejledning:

”Grundlaget for al vejledning er respekt for borgeren og anerkendelse af borgerens ret til selvbestemmelse. Vejlederen skal tage udgangspunkt i det enkelte menneskes integritet, værdighed og suverænitet i forhold til valg og beslutninger om uddannelse, erhverv og levevilkår.” (FUE, 2006:3)

Hermed får frivillighed og selvbestemmelse en etisk begrundelse: Vejledning bør ikke krænke det enkelte menneskes integritet, værdighed og suverænitet, men bør tværtimod respektere og anerkende den vejledtes frie vilje og ret til selvbestemmelse.

Men grundforestillingen om frivillighed og selvbestemmelse i vejledning får også en epistemologisk begrundelse, dvs. en begrundelse i forhold til den måde, hvorpå vores forståelse og erkendelse fungerer. Denne begrundelse er særlig markant i den konstruktivistiske vejledning, bl.a. hos Vance Peavy (fx Peavy, 2003; Peavy, 2006). Peavy betoner, at vi alle har hver vores forståelsesramme for, hvordan vi forstår (”konstruerer”) os selv og vores situation. Det betyder, at vejledning ikke kan forudsætte en bestemt forståelsesramme i forhold til uddannelse og erhverv. Vejledning kan kun være menings- og betydningsfuld, hvis den tager udgangspunkt i den vejledtes forståelse af sin situation.

Endelig begrundes frivillighed og selvbestemmelse også med hensyn til effektivitet, dvs. at valg, den vejledte selv har taget, vil blive forsøgt virkeliggjort og realiseret mere effektivt end noget, der er blevet pålagt eller påtvunget. Denne begrundelse er særlig markant i inspirationen fra den humanistiske psykologi (fx Carl Rogers) og den aktuelle inspiration fra coaching (Lystbæk, 2008; Lystbæk, 2009). Ifølge disse traditioner bygger udvikling på personlig motivation som den afgørende drivkraft (fx Gjerde, 2003, Gørtz, m.fl., 2008). Hermed får frivillighed og selvbestemmelse en effektivitetsmæssig eller pragmatisk begrundelse: Vejledning er mest effektiv, hvis den beror på frivillighed og selvbestemmelse, idet et menneske er særligt motiveret i forhold til at forfølge planer, det selv har formuleret.

Forestillingen om frivillighed og selvbestemmelse i vejledning har altså flere forskellige begrundelser, der tilsammen gør den til et stærkt grundlag eller paradigme for god vejledning: God vejledning baserer sig på frivillighed og selvbestemmelse; det er det mest respektfulde, det mest meningsfulde og det mest effektfulde. Som sådan giver frivillighed og selvbestemmelse vejledningen medvind.

Vejledning i modvind
Men virkeligheden er ofte mere kompliceret. Ofte er det et vilkår i vejledningen, at den vejledte ikke selv søger, men snarere sendes til vejledning. Endvidere kan vejledning have funktioner, der indebærer visitering eller kontrol. Sådanne forhold kan problematisere forestillingen om frivillighed og selvbestemmelse i vejledning.

Hertil kommer, at mange unge tilsyneladende ikke kan honorere de forudsætninger, som forestillingen om frivillighed og selvbestemmelse kræver, nemlig at man har de fornødne kompetencer og selvindsigt. Eksempelvis peger ungdoms- og arbejdslivsforskerne Birgitte Simonsen og Noemi Katznelson på, at forestillingen om, at valg af uddannelse og arbejde baserer sig på frivillighed og selvbestemmelse, er udbredt blandt de unge i dag, men ofte kan dette ikke indfries:

”Der er ikke længere en direkte eller bare indirekte sammenhæng mellem opvækstvilkår, familiebaggrund, økonomisk status og de unges forestillinger om, hvor de er på vej hen i deres uddannelses- og arbejdsliv. De unges krav peger i retninger, som langt fra altid er i trit med, hvad der kan indfries, og hvad der er samfundets forventninger og behov.” (Simonsen & Katznelson, 2000:9)

Ifølge forskerne vælger unge i dag uddannelse og arbejde efter personlig interesse og motivation, ikke for at kunne forsørge sig selv. Sådan har der altid været en lille gruppe, der har haft det, enten fordi de var indstillet på at leve særligt nøjsomt, eller også fordi de var særligt privilegerede. Men nu forventer alle unge at kunne vælge jobs ud fra personlig interesse. Forsørgelse opfattes som en selvfølge, samtidig med at de har forventninger om et godt og velbjerget liv. De unge har således store forventninger til uddannelses- og arbejdslivet, og derfor bliver de let skuffede, holder op og falder fra - ikke mindst fordi de unge ofte ikke er så kvalificerede, som de selv tror og har svært ved at klare kravene (Simonsen & Katznelson, 2000:18).

Den udbredte forestilling om frivillighed og selvbestemmelse er altså nok positiv og idealistisk, men den er ikke altid reel og heller ikke altid hensigtsmæssig. Det kan give anledning til at problematisere forestillingen om frivillighed i vejledning. Særligt i lyset af, at vejledning ofte finder sted som svar på nogle samfundsmæssige og politiske udfordringer. Vejledning har ikke kun den vejledtes mål for øje, men også altid samfundsmæssige og politiske mål.

Ifølge den franske filosof Michel Foucault er vejledning netop én af den moderne politiske magts mest effektive styringsformer. Den moderne politiske magt har ifølge Foucault indset, at grænsen for den politiske magt over borgeren går ved borgernes magt over sig selv. Derfor har den politiske magt udbredt sig til nye områder og udviklet nye virkemidler. Inden for de seneste år har vi set en voldsom vækst i udbuddet af vejledning, rådgivning, terapi og andre former for psykologiske og pædagogiske former for ”selvhjælp”, hvor den enkelte kan få hjælp til at arbejde med sig selv på bestemte måder (Rose, 1989). Denne moderne form for politisk magt handler ikke om mindre styring, men om styring på en anden og mere effektiv måde, nemlig styring af den måde, hvorpå borgerne styrer sig selv. Samtalens udbredelse er ikke et udtryk for, at den politiske magt ophæves, men er tværtimod udtryk for, at magten finder en ny og mere effektiv form. Som sådan er den enkeltes ”arbejde med sig selv” i form af selvafklaring, selvevaluering, selvdisciplin og selvkontrol blevet centrale elementer i den moderne politiske styring.

 

Ifølge Foucault er dette et udtryk for, at den politiske magt har udbredt og udviklet sig fra at være baseret på fysisk magt (fx politi og militær), der virker gennem påbud og forbud, over videnskabens magt (fx ekspertise og forskning), der virker gennem påvisninger af hvad der kan forlænge befolkningens levetid og livskvalitet til den personlige magt over sig selv (fx vejledning og terapi), der virker gennem den enkeltes ”arbejde med sig selv”). Disse forskellige magtformer kan man også identificere på vejledningsområdet: Blandt de politiske ”magtinstrumenter” er bl.a. mange forskellige redskaber i form af samtaleteknikker, der hjælper den vejledte med at ”arbejde med sig selv”, først og fremmest i forhold til at afklare sine kompetencer, mål, ”leverum”, osv. Hertil kommer redskaber i form af videnskabelige analyser af, hvem der er særligt udsatte, hvem der har særlige behov, hvad der særligt virker, osv. Og endelig redskaber i form af økonomiske og juridiske sanktioner i forhold til de, der ikke vælger uddannelse og arbejde med det fokus og den fart, som den politiske magt ønsker.

I forhold til forestillingen om frivillighed i vejledning er det centrale, at den politiske magt ikke (længere) kun har en begrænsende, repressiv form, der forhindrer og forbyder borgerne at gøre bestemte ting, men også en frigørende, produktiv form, der fremmer borgernes mulighed for at forme sig selv på bestemte måder. Som sådan styrer den moderne politiske magt først og fremmest borgerne gennem deres frihed til at vælge. Men denne frihed handler ikke først og fremmest om, at borgeren har noget at vælge imellem, men om at borgerne forstår og forholder sig til sig selv som frie og ansvarlige. Og kan den enkelte ikke det, træder den politiske magt til med ”tilbud”, der støtter op om den enkeltes evne til at hjælpe sig selv, blandt andet i form af vejledningssamtaler, videnskabelige analyser og økonomiske og juridiske sanktioner.

Pointen med at betone, at forestillingen om frivillighed er problematisk, og at der altid er magt i vejledning, er ikke, at den politiske magt er absolut, og den enkelte borger er magtesløs. Magt er altid knyttet til muligheden for mod-magt. I vejledning er der altid mulighed for, at vejlederen og den vejledte kan protestere og gøre modstand mod de magt-former, de udsættes for. Enten ved at undlade at følge magtens forskrifter, fx ved civil ulydighed, eller ved at tale magten imod, fx ved at problematisere den dominerende forståelse af et godt valg af uddannelse. Eksempelvis kan man problematisere den dominerende forståelse af ”et godt valg” af uddannelse som et tidligt valg, der reducerer antallet af ”fjumreår”, ved at påpege, at et tidligt valg kan medføre frafald, fordi valget viser sig at være baseret på umodne overvejelser.

Foucaults analyser af den moderne politiske magt, kan illustrere, at vi har brug for en mere nuanceret forståelse af frihed og magt i forhold til vejledning. Ofte forstår vi frihed som muligheden for at gøre, ”hvad man vil”, eller ”hvad man føler” og magt som begrænsning af denne frihed. Men det er for simpelt. Frihed og magt er tæt sammenvævede: Vores vilje og følelser er i høj grad formet af sociale magtrelationer, og magt er ikke kun frihedens modsætning, men også dens forudsætning, idet det kræver magt at tænke og handle frit og selvstændigt. Frihed handler ikke om at gøre ”hvad man vil”, eller ”hvad man føler”, men om at kunne magte sin vilje og følelser – og den livsmæssige sammenhæng, de optræder i. Og denne frihed kan den politiske magt både hæmme og fremme.

Problemet om frivillighed og magt i vejledning er derfor, at vi aldrig på forhånd kan afgøre, hvornår magten er frigørende, og friheden har magten – og hvornår det forholder sig modsat. Vejledning foregår altid i mødet mellem en individuel og institutionel kontekst og afhænger altid af de vilkår og valgmuligheder, som dette møde giver. I dette møde mødes en række forskellige forestillinger om et godt valg, en god uddannelse og et godt arbejde, som ikke blot er individuelle men er vævet ind i sociale normer og praksisformer, der strukturerer vores måder at leve på. Samtidig er disse forestillinger ikke nogle, vi bare har, som vi kan være mere eller mindre bevidste og formulerede omkring, men er tværtimod under løbende udvikling.

Hvordan kan man vejlede på disse præmisser? Hvordan kan man vejlede med en bevidsthed om frihed og magt, når dette ikke kan bestemmes på forhånd? Hvordan kan man vejlede en person, der ikke ønsker vejledning?

I Sokrates´ fodspor
Foucault foreslår, at vi i dag lader os inspirere af antikkens forståelse af frihed og magt. I forlængelse heraf vil jeg foreslå, at vejledning lader sig inspirere af Sokrates (469-399 f.v.t.). Sokrates baserede sine dialoger på, at han ikke forudsatte bestemte forestillinger om de emner, han tematiserede, men tværtimod gjorde forskellige forestillinger til genstand for kritisk undersøgelse. Som han siger i sin berømte forsvarstale:

”Så længe jeg trækker vejret og har mine evner, så længe skal jeg ikke stoppe med at praktisere filosofi og udspørge jer og eftersøge sandheden hos enhver, jeg møder”.

Hermed knytter Sokrates an til den oprindelige, oldgræske betydning af ordet filosofi. ”Filosofi” er sammensat af de oldgræske ord filia (søgen, stræben, kærlighed) og sofia (visdom). Den oprindelige betydning af filosofi er således ”visdomsstræben”. Etymologisk betragtet er en filosof en person, der søger sandhed og visdom, men netop en person, der søger. Selv om han eller hun finder nogle guldkorn eller godbidder, holder vedkommende ikke op med at søge, øve kritik og tænke videre.

Sokrates kan inspirere til, at vejledningen ikke forudsætter, men tværtimod filosoferer over forskellige forståelser af frihed og magt, man kan opleve i den kontekst, man er i. Forskellige forestillinger om et godt valg, en god uddannelse og et godt arbejde kan ikke bare tages for givet som faktuelle sandheder, men kan være problematiske, hvorfor det kan være vigtigt at forholde sig spørgende og undersøgende til de forestillinger, man selv og andre har. På den baggrund kan Sokrates inspirere til, at vejledning ikke forudsætter frihed fra økonomiske, sociale, kulturelle og andre bindinger eller forsøger at binde den vejledte til bestemte valg, men tværtimod inviterer til, at man forholder sig til sådanne bindinger – og overvejer, hvordan man kan forsøge at magte dem.

Referencer

• Foucault, M. (1963) Klinikkens fødsel. København: Hans Reitzels Forlag, 2000.
• Foucault, M. (1972) Galskabens historie i den klassiske periode. Frederiksberg: Det lille forlag, 2003.
• Foucault, M. (1975) Overvågning og straf. Fængslets fødsel. Frederiskberg: Det lille forlag, 2002
• Foucault, M. (1976) Viljen til viden. Seksualitetens historie 1. Frederiksberg: Det lille forlag, 1994.
• Foucault, M. (1977-1978) Sikkerhed, terrorisme, befolkning. København: Hans Reitzels Forlag, 2008.
• Foucault, M. (1984a) Brugen af nydelserne. Seksualitetens historie, 2. Frederiksberg: Det lille forlag, 2004.
• Foucault, M. (1984b) Omsorgen for sig selv. Seksualitetens historie, 3. Frederiksberg: Det lille forlag, 2004.
• FUE (2006) Principper for etik i vejledningen
• Gjerde, S. (2006) Coaching – hvad, hvorfor, hvordan. Frederiksberg: Samfundslitteratur
• Gørtz m.fl. (red) Coaching i perspektiv. København: Hans Reitzels Forlag
• Lystbæk, C.T. (2008) Hen imod en afmystificering af coaching. In Gørtz m.fl. (red) Coaching i perspektiv. København: Hans Reitzels Forlag
• Lystbæk, C.T. (2009) Pædagogikkens terminologiske trængsel. In KvaN, nr.83
• Lystbæk, C.T. (in press) Kan de vise vise vej?. In Plant m.fl. (red) Vejledningsdidaktik. København: DPU Press
• McLeod, J. (2003) An Introduction to Counselling. Berkshire: Open University Pres
•  Peavy, R.V. (2005) At skabe mening - den sociodynamiske samtale. Forlaget Schultz Information
• Rose, N. (1989) Governing the Soul. The shaping of the private self. London: Free Association Books, 1999
• Simonsen & Katznelson (2000) Unges arbejdsbegreb. In: Tidsskrift for Arbejdsliv, vol.2, nr.4