Siden 2008 har VOFF-projektet taget fat på en af de helt store uddannelsespolitiske udfordringer, nemlig frafaldet i ungdomsuddannelserne. Visionen med projektet er at samle alle erfaringer et let tilgængeligt sted.

Projektet blev sat i gang af Høje Taastrup Gymnasium, CPH West (Ishøj Gymnasium), Avedøre Gymnasium, Rødovre Gymnasium og Kongsholm Gymnasium & HF samt Tårnby Gymnasium på Amager. De seks gymnasier har fundet sammen omkring en oplevelse af at befinde sig i et uddannelsesmæssigt udsat område af Region Hovedstaden og at have en stor overvægt af elever fra gymnasiefremmede miljøer. Skolerne oplever et stort frafald, og begrunder det særligt med deres elevgruppe.

VOFF har i etableringsfasen et to-sidet formål:

• Etableringen af en virtuel vidensportal, som samler al viden og erfaringer om frafald på ungdomsuddannelserne.
• Igangsættelse, udførelse, evaluering og afrapportering af en række tiltag for at nedbringe frafaldet på de seks initiativtagende skoler. (Se også VejlederForums reportage fra Voffs kick-off-konference)

De seks skoler har med støtte fra Region Hovedstaden igangsat 22 projekter i forsøget på at reducere frafaldet på skolen. Flertallet af projekterne er afsluttet, men en del fortsætter i en anden (og ofte mindre) version eller har affødt nye projekter for skolernes egne midler. Beskrivelserne af projekterne samt en midtvejsrapport kan ses på videnscentrets portal.

Generelle konklusioner
Den mest generelle konklusion er en udbredt opfattelse af, at det er relevant og helt nødvendigt at arbejde med projekterne, og at der er gjort mange positive erfaringer. Først og fremmest har det vist sig vigtigt, at projekterne ikke får deres eget liv isoleret fra det, der i øvrigt foregår på skolen – fælles skole- eller klasseprojekter har størst sandsynlighed for få succes og forankring i skolekulturen.

Projekternes forsøg på uden for den almindelige undervisning at ”opkvalificere” svage /udsatte elever på særlige områder omkring fx. sprogvanskeligheder, læsning og skriftlighed for derefter at sende dem tilbage ”bedre rustet til deltagelse i klasseundervisningen” er en fremgangsmåde, som stort set alle skolerne/projekterne har erfaret som problematisk og i flere tilfælde decideret fejlplaceret.

Den samme problemstilling gør sig gældende for de projekter, der har arbejdet med mentorordninger. Her har det desuden stor betydning, om en mentor er et tilbud eller et krav. Der er ikke mange, der bryder sig om at blive udvalgt til eller påduttet en mentor, hvor man får særlig hjælp til opkvalificering udenfor den almindelige sammenhæng. Man vil ikke skille sig ud. Netop derfor har nogle projekter valgt at tilbyde en mentor til alle unge som en integreret del af skolegangen, men dette kræver mange ressourcer.

Via projekterne synliggøres problemerne, men det gør dem også iøjenfaldende, og de vil vokse. For der vil komme flere med en uddannelsesfremmed baggrund, og samfundet vil blive stadig mere uhomogent.

Samtidig har projekterne gennemgående skabt mere opmærksomhed omkring elevernes vanskeligheder, og det har givet eleverne øgede muligheder for at søge den individuelle hjælp, der i mange tilfælde har været af afgørende betydning. Årsagerne til frafaldet har en meget høj grad af kompleksitet, og der er som allerede nævnt først og fremmest brug for udvikling af en samlet strategi for at bringe problemet nærmere til en løsning.

Kompensatorisk pædagogik
De mange forskellige initiativer kan alle betragtes som ”kompensatorisk pædagogik”, idet de retter sig mod at udruste og støtte de gymnasiefremmede elever, så de bedre kan klare sig i gymnasiet. Dette er nødvendigt, fordi mange elever møder op med mangelfuld sproglig udrustning, dårlige vilkår for lektielæsning, dårlige studievaner osv.

Men når man bruger kompensatorisk pædagogik, går man ind og siger, at der er nogen, der skal tilpasses, nogen, der mangler noget. Det er jo en form for magtdemonstration, og det kan avle modbevægelser og modstand. Så midt i glæden over alle disse berettigede initiativer må der også ind i mellem gives plads til mere overordnede diskussioner, om hvem der skal tilpasse sig hvem. Der er brug for en mere principiel diskussion om værdier og dannelsesindhold: Skal eleverne nødvendigvis indrettes efter gymnasiet? Skal de uddannelsesfremmede elever kun ses som et problem? Er det det rigtige, der tages fat på? Er uddannelsen tidssvarende? - Der må således sideløbende med de konkrete projekter og initiativer, der ligger indlejret i eller i forbindelse med en skole/uddannelse, også finde en diskussion sted, om der måske samtidig er behov for mere grundlæggende ændringer i hele ungdoms - uddannelsessystemet. Det er naturligvis mere langsigtet, men det vil være perspektiverende for enkeltprojekterne af og til at indgå i en helhedsdiskussion. For kompensatorisk pædagogik med mentorordninger og læsekurser kan ikke løse store strukturelle og socioøkonomiske problemer.

Ungdomskultur
Så kompensatorisk pædagogik er altid svær. Gymnasieskolen er en gammel eliteskole, her går de mest studieegnede, her skal der præsteres. Det betyder noget i forhold til tidens ungdoms¬kultur, hvor taber- og vinder- positioner stilles op overalt. Man er ikke festens midtpunkt i en lektiecafe. Det virkelig fede er at have styr på det hele – klare det festlige sociale liv, tage sig af familien, ikke gå vildt op i det faglige, men alligevel få høje karakterer. Ved at komme i et af de mange gode initiativer i VOFF-projektet får man samtidig bidraget til en identitet som en, der skal have særlig hjælp. Det skal man, fordi man faktisk har behov for det, men det kan føles pinligt at definere sig selv som f.x en dårlig læser. Og er det måske ikke også en smule pinligt at have en mentor?- de stærke elever har jo i hvert fald ikke sådan en. Dette er en problemstilling, som må behandles samlet og som led i en overordnet diskussion. Og derfor er det også relevant at diskutere diverse tiltag som tilbud eller tvang. Mange erfaringer har vist, at man ikke når langt med tvang, den enkelte skal selv ville hjælpes. Men projekterne har også vist, at tiltag som en integreret del af skolegangen for alle er en succes, og derfor kan krav eller tvang, om man vil, også være vejen frem, selv om det koster ressourcer. Og måske kan det endda betale sig i det lange løb.

Det kan være krævende og kedeligt at gå i skole
Moderne elever er ikke særlig udholdende. De giver hurtigt op, og de er ikke meget for at øve sig - endsige forstående over for, at det kan kræve noget og at der måske er noget kedeligt, som det er mere eller mindre nødvendigt at tilegne sig. Dette gælder måske især uddannelsesfremmede elever (dog ikke alle), men det rejser en diskussion om, hvordan man imødegår den hurtige kedsomhed. Det er en fællesnævner for en række af projekterne, at der arbejdes med studievaner - hvordan får man unge til at acceptere, at der er langsomme og kedelige processer, inden det måske bliver spændende? Hvordan finder man en kombination mellem den nødvendige kompetenceudvikling og den eksisterende ungdomskultur.

Kulturen indfanger tidsånden, men kun for de mest begunstigede kan den problemfrit kombineres med en etablering af de forudsætninger, der er nødvendige for et succesfyldt voksenliv. Det er vigtigt, at eleverne selv når frem til at formulere den problemstilling, og at der tilbydes flere forskellige måder at tackle dem på, end at ”gå i skole”.

Hvor meget kan der trækkes på ildsjælene?
Projekterne inden for VOFF er i høj grad båret af lærere, som er involverede i flere projekter eller har flere roller end at være gymnasielærer. Alle tovholderne er både gymnasielærere og studievejledere og har en fælles interesse i at skabe bedre betingelser for eleverne. De tror på projekterne og finder arbejdet vigtigt og nødvendigt. De har lysten og viljen til at bruge tiden på projekterne. De er ”ildsjæle”.

At projekterne primært bæres af ildsjæle skaber både særlige muligheder og særlige betingelser. Det, som der åbnes op for med ildsjælene, er en tro på, at det nytter noget, at det giver mening at igangsætte og gennemføre projekterne, også selv om der er større eller mindre bump på vejen, og at de ikke altid ser ud til at blive den succes fra start af, som man havde drømt om. Disse lærere giver oftest heller ikke op, når de møder modstand, undren eller tvivl om projektets mål og midler fra deres kolleger, men går derimod aktivt ind for at forklare det for dem. Og i projektets startfase kan sådanne spørgsmål fra kollegerne måske endda være med til at give dem energi og lyst til projektet.

Men ildsjælene er også underlagt hverdagens stress og krydspres, og i sådanne situationer oplever de at stå meget alene med deres projekt, og at ansvaret for projektets gennemførelse hviler på dem.

Hvor meget ekstra belastning kan man byde folk, bare fordi de er engagerede? Og hvor længe kan de holde til det?

Her er det set i lyset af VejlederForums introduktion vigtigt at give ildsjælene betingelser, de kan leve med og stå inde for. For oplever ildsjælene først, at deres vilkår er urimelige, og at deres vurderinger ikke bliver taget alvorligt og fx aldrig når længere op i systemet med modstand eller afmagt som følge heraf, mister vi en afgørende forudsætning for at inkludere de gymnasiefremmede og gøre dem fortrolige med et gymnasium, så det ikke længere er fremmed.