Stor forskel i indkomster på tværs af landet
Der er en stor og stigende forskel på yderkantsområderne og vækstcentrene i Danmark, når man ser på indkomster for indbyggerne i de enkelte kommuner. Dette kan tydeliggøres ved at sammenligne de mest velstående kommuner med de mindst velstående kommuner.

Toppen domineres af kommuner omkring hovedstaden, og specielt tre kommuner skiller sig ud med meget høje gennemsnitlige indkomster i forhold til landets øvrige kommuner. Borgerne i Rudersdal, Gentofte og Hørsholm kommuner har således gennemsnitlige indkomster på omkring 360.000 kr. efter skat. Bunden domineres derimod af yderkantskommunerne, med de tre kommuner Bornholm, Langeland og Lolland som bundskrabere med gennemsnitlige indkomster på 200.000 kr. Og endnu mere bekymrende, så bliver forskellene mellem toppen og bunden større.

De store forskelle mellem kommunerne kan eksemplificeres ved at se på Lolland, som ligger helt i bunden, og Rudersdal som ligger helt i toppen. Indkomsterne i Rudersdal er i gennemsnit næsten dobbelt så store som på Lolland. Formuerne er næsten ti gange større i Rudersdal end på Lolland. Andelen af fattige børn er næsten tre gange højere på Lolland end i Rudersdal.

Problemet bliver ikke mindre af, at fattigdommen på Lolland siden 2001 er steget markant. Andelen af fattige personer er næsten fordoblet, mens andelen af fattige børn er mere end fordoblet. Det står i skarp kontrast til Rudersdal, hvor der var et lille fald i andelen af fattige børn i samme periode. Dette mønster med kraftigt stigende andel af fattige genfindes i mange yderkantskommuner, mens de fleste af de velstående kommuner har oplevet en mindre vækst i andelen af fattige. Derved øges polariseringen i Danmark år efter år.

Ulighed i sundhed
Danmark deles ikke kun af fattigdom og økonomisk ulighed. På tværs af landet er der ligeledes stor ulighed i danskernes sundhedstilstand og restlevetid. Som mål for den geografiske variation i sundhedsstilstanden kan man se på, hvor de ti pct. af befolkningen, som har det dårligste helbred, bor i landet. Sundhedstilstanden er målt som antal ydelser hos læge og speciallæge samt medicinudgifter.

De kommuner, hvor relativt flest indbyggere er blandt de ti pct. med det dårligste helbred, er Køge, Brøndby og Helsingør. Ud over disse tre sjællandske kommuner finder man mange yderkantsområder blandt de kommuner med flest syge indbyggere. Lolland, Norddjurs, Sønderborg, Morsø og Langeland er således de næste kommuner på listen over kommuner med relativt flest syge indbyggere.

Omvendt bor der relativt få meget syge i de rige nordsjællandske kommuner, og Egedal kommune er den kommune med færrest personer blandt de mest syge. Ud over Egedal finder man mange andre rige kommuner fra området omkring hovedstaden, som fx Vallensbæk, Dragør, Gentofte, Rudersdal, Allerød og Roskilde blandt de kommuner med relativt få meget syge. Endelig er de jyske kommuner Rebild, Odder og Skanderborg ligeledes blandt de femten kommuner med færrest meget syge.

Ud over den geografiske variation i hvor der bor flest meget syge, er der også en stor forskel i levetiden på tværs af landet.

Den kommune, hvor en 60-årig har den korteste forventede restlevetid, er Københavns Kommune, hvor restlevetiden i gennemsnit er 20 år. Sammenligner man restlevetiden i kommunerne i bund 10 med restlevetiden i top 10, er der markante forskelle. Mens en 60-årig mand i Hørsholm kan forvente at leve, til han bliver næsten 82 år, kan en 60-årig mand i København kun forvente at blive 78 år. En 60-årig kvinde i Hørsholm kan forvente at blive næsten 85 år, mens en 60-årig kvinde i København kan forvente at blive knap 82 år.

Ud over Københavns Kommune og omegnskommunerne Ishøj, Herlev og Høje-Taastrup ligger både Lolland og Guldborgsund kommuner blandt de kommuner med lavest restlevetid. Generelt er restlevetiden lavest i Vest- og Sydsjælland, og Norddjurs Kommune er den eneste kommune vest for Storebælt, der er blandt de ti kommuner med kortest restlevetid.

Samlet kommunalt velfærdsindeks
Ud over at Udkantsdanmark klarer sig dårligt på økonomi og sundhed, så er uddannelsesniveauet også generelt lavere i Udkantsdanmark, og der bor flere personer uden beskæftigelse.


Figur 1. Landkort over det samlede kommunale velfærdsindeks

Kilde: AE på baggrund af lovmodellens datagrundlag og IDA.

Samler man alle disse parametre i et samlet kommunalt velfærdsindeks, afsløres de store forskelle på yderkantsområderne og vækstcentrene i Danmark. Uanset om man måler på indkomst, uddannelsesniveau, beskæftigelsesomfang, demografi eller sundhedstilstand, klarer Udkantsdanmark sig markant dårligere end resten af Danmark. Et danmarkskort over velfærdsindikatoren afslører, at der er tre områder i Danmark, som klarer sig dårligst: Nordjylland, Vestsjælland samt hele det sydlige Danmark fra Tønder i sydvest til Falster i sydøst.

Målt på disse fem indikatorer - indkomst, sundhed, uddannelse, arbejdsmarked og demografi - er Lolland og Langeland de klart dårligst stillede kommuner af alle de danske kommuner. Herefter kommer en række andre yderkantskommuner. Dels en række andre ø-kommuner som Bornholm, Læsø, Ærø og Samsø samt Guldborgsund, dels en række nordjyske og sønderjyske kommuner. Derudover finder man også de vest- og sydsjællandske kommuner Odsherred, Vordingborg og Kalundborg blandt de femten kommuner, der klarer sig dårligst i Danmark.

Ud af de femten kommuner der klarer sig bedst på velfærdsindekset, ligger de elleve kommuner omkring hovedstaden. Helt i top ligger Allerød, Egedal, Lejre, Hillerød og Vallensbæk. Derudover er der fire jyske kommuner blandt de femten kommuner, der klarer sig bedst. Det er Skanderborg, Odder, Favrskov og Silkeborg.

Fremtid
Som beskrevet ovenfor er der markante forskelle på Udkantsdanmark og vækstcentrene i Danmark. En forskel, der ikke blot er økonomisk, men som bl.a. også giver sig udslag i sundheden og den forventede levetid. Skal dette mønster brydes, er det afgørende at sikre, at de næste generationer, der vokser op i ø-samfund og Udkantsdanmark, får samme muligheder som alle andre danske børn og unge for at tage en uddannelse og komme ind på arbejdsmarkedet. Det er bare ikke så nemt, som det lyder.

Den voksende fattigdom blandt børn i udkantsområder er stærkt bekymrende, fordi den øger risikoen for marginalisering og social stigmatisering af disse børn. Når tendensen samtidig er, at børnefattigdommen koncentreres i bestemte yderkantskommuner, forstærkes den negative sociale arv i disse områder. Dermed skabes en ond cirkel, hvor de økonomisk svære kår går i arv til næste generation.

Konsekvensen på længere sigt er, at den stigende økonomiske og sociale ulighed fører til udviklingen af egentlige ”parallelsamfund”, hvor der er en ekstraordinær høj koncentration af fattige og socialt udstødte i udkantskommunerne og ghettoområder i storbyerne langt fra de rige forstæder. Sker dette, er sammenhængskraften i det danske samfund for alvor truet.

Et af de vigtigste værktøjer, hvis denne udvikling skal brydes, er uddannelse. Personer, der gennemfører en ungdomsuddannelse, er mindre arbejdsløse, har bedre tilknytning til arbejdsmarkedet og har højere indkomst end personer uden uddannelse. Derfor skal alle unge, uanset hvor i landet de vokser op, som minimum have en ungdomsuddannelse.