Når man bruger empowerment, hjælper man – helhedsorienteret – eleven med at finde sin egen styrke, sine egne potentialer og sin egen motivation. Man hjælper eleven til bedre at mestre sit liv, så hun selv tager over og finder nye veje for sin livsplanlægning. Man leder på vej. Man er vej-leder og ikke vej-tramper. For at kunne arbejde med empowerment er det helt essentielt, at vi respekterer og værdsætter eleverne. Når man gør det, er grunden lagt til at føre en værdsættende samtale, hvor eleven er i centrum, og hvor det er hans historie eller version af virkeligheden, der er central.

Når man som vejleder arbejder med empowerment, gør man det ud fra, at der er to eksperter til stede i samtalen. Medarbejderen, der er ekspert på det faglige, og eleven, der er ekspert i sit eget liv. Han skal måske bare hjælpes til at indse det – eller tro på det. Når man arbejder med empowerment, ser man sammen med eleven primært på positive muligheder, for at eleven kan finde og bruge sine ressourcer i fremtiden. Man ser ikke i særlig høj grad på alt det, der måske en gang i fortiden gik helt forkert.

Ovenstående har i mange år været og er stadig omdrejningspunktet for vejledningsindsatsen på Kofoeds Skole. Men hvordan holder man så fortsat alle disse visioner i hævd og vedbliver at tro på Kofoeds Skoles mission og vision vedrørende det gamle pædagogiske motto ”Hjælp til selvhjælp” og de nyere tanker om empowerment i vejledning? Er ovenstående blot et udtryk for skueværdier, eller er de stadig levende og reelle i vores travle hverdag?

Serviceleverandør
Siden 2005 har vi haft en rammeaftale med København Kommune, idet kommunen har udliciteret en del af den aktivering, den er forpligtet til at foranstalte, til bl.a. Kofoeds Skole. Vi er altså blevet en af kommunens i alt tolv leverandører, der kan aktivere borgere i de tidligere matchgrupper 4 og 5 – nu primært fra matchgruppe 2.

Vi har ikke myndighedsansvar og er således ikke ansvarlige for udbetaling af kontanthjælpen eller dennes størrelse. Vores opgave og ansvar er selve den aktivering, der finder sted, mens borgeren er hos os.
Kofoeds Skole har løbende godt 200 elever på disse kontrakter. Det er omkring 10 % af elevflokken. Det samlede årlige antal elever er lidt over 4.000.

Tydelighed og klarhed
Indførelsen af aktiveringslinjen i socialpolitikken har medført, at det er ekstra relevant og nødvendigt at være meget klar i sin profil og rolle over for sig selv, men først og fremmest over for borgerne/eleverne.

Man er nødsaget til at tænke i kontrakter – få forklaret, hvad det er for en kontrakt, man har med eleven. Jeg tænker ikke her på, om den konkrete enkeltkøbskontrakt fra kommunen er en uddannelses- eller jobpakke, eller om det er en kombinations- eller motivationspakke. Det, der for mig er vigtigt, er at formidle til eleven – først det helt overordnede:

• Hvad har jeg ansvar for?
• Hvad har eleven ansvar for?
• Hvad kan vi gøre sammen?

Dernæst de mere praktiske ting:

• Hvor lang tid skal eleven være på skolen?
• Hvornår skal hun starte?
• Hvor mange timer skal hun have om ugen?
• Hvilket formuleret mål er der med aktiveringen – der skal helst være overensstemmelse mellem det i enkeltkøbskontrakten formulerede mål og elevens eget mål.
• Det er essentielt at forklare, at min rolle i første omgang er at hjælpe eleven med at finde nogle for hende meningsfulde fag og aktiviteter.

Dernæst er det også fair at forklare eleven, at jeg skal give det pågældende jobcenter besked, hvis eleven udebliver. Jeg skal melde tilbage om omfanget af udeblivelsen og om forklaringen, hvis der er en sådan. Det er vigtigt, at eleven forstår dette, da det ellers kan få økonomiske konsekvenser for eleven. Jobcentret skal nemlig trække i kontanthjælpen ved evt. uberettiget fravær fra skolen. Når det først er sagt og forklaret for eleven, behøver vi normalt ikke at bruge så meget tid og energi på den sag. I min argumentation med mig selv og eleven, fremhæver jeg, at jeg jo også selv skal give min arbejdsplads besked, hvis jeg er syg. At jeg heller ikke bare kan udeblive uden grund, hvis jeg i længden vil beholde mit arbejde og min lønindtægt.

Der udspinder sig selvfølgelig diskussioner fra tid til anden. Fx kan eleven komme fra en anden kultur og have en anden opfattelse af, hvad man som enlig mor til fx fire børn meningsfuldt skal bruge sin tid på – og få penge for.

Andre gange har vi vejledningsansvar for elever med mange alvorlige fysiske såvel som psykiske skavanker, der gør det næsten umuligt og ufrugtbart at planlægge med tanke på fx stabilt fremmøde. Det vigtige er at få på det rene, at på de betingelser, der nu engang er, går opgaven og aftalen ud på, at både elev og vejleder sammen arbejder på at lave en god og rigtig plan.

Frivillig elev eller visiteret borger
Når borgeren træder ind ad døren på Kofoeds Skole, er han som sagt blevet elev på en skole. Han vil som noget af det første få et elevkort og som oftest også, hvis han skal deltage i undervisningsaktiviteter, møde op hos studievejlederne på fjerde sal.

Fra det første møde i studievejledningen og ved alle senere møder, er det hovedtemaet at finde frem til de undervisnings- og værkstedstilbud, der er mest relevante, motiverende og fremadrettede for den enkelte elev - og i øvrigt lever op til det formål, der er med aktiveringen. Eleverne er som regel meget motiverede for at starte på skolen, bl.a. fordi vi har så stort et udbud at vælge imellem. De føler sjældent, at de bliver påtvunget noget, de ikke har lyst til. Vi har på skolen rigtig mange førtidspensionister som elever. Faktisk er halvdelen af de elever, der deltager i Undervisningsafdelingens aktiviteter på førtidspension.

Men hvad med de fra kommunen ”udliciterede” elever. Dem på kontanthjælp i matchgruppe 2? Ja, ofte ender de faktisk med at blive glade for den undervisning, de har fået på skolen. En af mine vejlederkolleger havde de første mange gange, hun mødtes med en bestemt elev en ganske pessimistisk opfattelse af, hvad dette skulle føre til. Eleven formelig lå hen over skrivebordet ved hver samtale i to måneder - vel for på sit uformående danske sprog at kommunikere sin totalt opgivende holdning til alt og alle. Men pludselig en dag ændrede det hele sig. Samtalerne blev lysere og mere optimistiske, og til slut ønskede eleven at fortsætte i endnu et forløb. Den elev er blevet hende, vi som vejledere husker på, hvis vi ind imellem støder på uvillige og negative elever. Vi har brug for at tro på, at det altid er muligt at vende noget tilsyneladende deprimerende til noget optimistisk og frugtbart.

Det er et faktum, at de elever, der er i aktivering på skolen, som regel gerne vil fortsætte i nye forløb. Langt de fleste gange kan jeg i progressionsrapporten til jobcentret på elevens vegne skrive: ”A har været rigtig glad for forløbet. Hun ønsker selv, at forløbet kan forlænges i endnu en periode.” Eller ”B har været rigtig glad for forløbet. Hun ønsker selv et forløb på Kofoeds Skole, hvis hun igen skal aktiveres.” Så vores hovedindtryk er, at eleverne trives og vokser hos os.

Subjekt eller objekt
Hvordan fastholder vi, at eleverne er subjekter i samspil med andre subjekter, nemlig medarbejdere? Og ikke blot visiteret til endnu en ”foranstaltning”? Det er altafgørende for resultatet, om det er eleven selv, der ønsker vejledning og evt. kompetenceafklaring, eller om det alene er myndigheden eller kommunen, der ønsker det. Sagt på en anden måde er det alfa og omega, om processen for eleven bliver indrestyret og ikke kun ydrestyret.

Eleven må opfattes som et subjekt, der med sin specielle forhistorie og fremtid har en aktiv rolle i vejledningen. Vejledning og afklaring må altid opfattes som en proces og aldrig blot som et produkt. En proces indebærer levende og agerende mennesker, hvorimod et produkt indeholder noget eller nogen, der blot gøres noget ved udefra og af andre end hovedpersonen selv.

At det lykkes, kan måske hænge sammen med, at vi bruger megen energi på, at eleverne kommer til at opleve os som en del af civilsamfundet. Et sted for læring og personlig vækst og udvikling i gensidigt samspil og fælles ansvar. Selv om de er sendt hertil af ”systemet”.

Progression og rapporter
Men hvad så med progressionsrapporterne, som skal sendes til jobcentrene med jævne mellemrum? Hvordan undgår man, at eleverne bliver objekter, der vurderes af medarbejderne? Hvordan bliver arbejdet med at udfærdige progressionsrapporterne til en proces mellem to subjekter og ikke kun til et produkt, hvor eleven gøres til et objekt?

For det første forsøger vi altid at udfærdige progressionsrapporten sammen med eleven. Sammen med eleven beskriver vi ud fra de fem opmærksomhedspunkter den udvikling, eleven har været igennem:

• Hvordan er elevens arbejdsmarkedsperspektiv?
• Er han kommet nærmere et evt. arbejdsmarked – og hvis nej, hvorfor så ikke?
• Hvordan er elevens faglige og praktiske kvalifikationer og hans personlige kompetencer?
• Hvordan er hans økonomi og netværk
• Er der sket nogen udvikling i elevens helbredsmæssige status?

Grundlæggende er det spørgsmål, der kan føre til en god samtale med eleven. Inden vi indgik rammeaftalen med Københavns Kommune kunne eleven også hos os i studievejledningen få en personlig uddannelsesplan. Men det var en frivillig ting og blev derfor ikke så ofte anvendt i formaliseret forstand.

Vi har også taget tilløb til at benytte realkompetenceafklaringer sammen med eleverne. Men igen er det ikke blevet brugt i særlig stor udstrækning. Det skyldes især, at vi som alle andre er under stærkt tidspres. Så bliver det, der er obligatorisk, ofte den hyppigst benyttede aktivitet. Vi skal skrive progressionsrapporter, og derfor gør vi det også - så meningsfuldt som muligt.

Jeg har ofte for mig selv sammenlignet det med fordums fælleserklæringer fra tiden som vejleder for den fri ungdomsuddannelse. Fælleserklæringen skulle også udfærdiges af vejleder og elev i fællesskab. Forskellen var imidlertid, at eleven på den fri ungdomsuddannelse havde fået en ungdomsuddannelse, været på SU og altså havde haft ”et forløb med et plus på fronten”, hvorimod den elev, der er ”udliciteret” i dag er i aktivering og på kontanthjælp og derved mere eller mindre har haft ”et minus på fronten” - ganske uafhængigt af, at kontanthjælpen er betydelig højere i kolde kontanter, end SU ville være.

Forandringsudsagn og mulighedssprog
Når man udfærdiger en progressionsrapport, kan man også benytte sig af empowerment i vejledning og samtidig have troen på, at ”ordet skaber, hvad det nævner”. Man kan som vejleder lytte efter udsagn, der lægger op til forandring og hjælpe eleven med at sætte ord på det, hun måske aldrig før har formuleret. Alene det at fortælle sin historie eller fortælle om sine drømme er basis for motivation og forandring - og for mulighedssprog kontra mangelsprog. Ideelt set er eleven ikke helt den samme efter en ægte værdsættende samtale, hvor man netop spørger ind til muligheder og til det, der er gået godt. Man interesserer sig som vejleder for potentialerne og bruger tid på at få dem udtrykt i ord sammen med eleven. Filosofien er, at det, der får opmærksomhed og tid, er det, der vil blive kreeret mere af fremover.

Ændringen starter i selve samtalen, og eleven har derved opnået flere handlemuligheder og er blevet motiveret til nye livsstrategier. Når man vil være positiv over for progressionsrapporter, kan man med rette hævde, at mange elever har fået mange flere ord på egen udvikling, og det er jo i en vejledningsmæssig sammenhæng altid et gode.

Der hvor det ikke har så meget mening at lave en progressionsrapport er, hvis eleven måske pga. sygdom kun har vist sig på skolen ganske få gange, og man så alligevel - evt. sammen med en lærer - skal udfærdige en progressionsrapport. Der vil udfærdigelsen af rapporten opleves som et produkt og som en kontrolforanstaltning, som umiddelbart ikke er særlig meningsfyldt for hverken vejleder eller elev.

Empowerment er en proces og ikke en engangsforeteelse. Det er vi mere og mere bevidste om. Derfor vil usikkerhed hos eleven næsten altid betyde, at vi aftaler et nyt møde i nærmeste fremtid, inden eleven forlader vejledningskontoret. Vi oplever sjældent, at store mirakler skabes på én gang, men at små mirakler godt kan skabes over tid. Ofte er vi i processen i kontakt med jobcentret enten pr. mail eller telefonisk. Fx bliver vi ofte brugt af eleverne, hvis de er blevet trukket i kontanthjælpen pga. uberettiget fravær. Vi kan så forsøge at beskrive årsagen og evt. også formidle, at eleven har handlet i god tro - måske pga. manglende danskkundskaber.

Læringsværksted
Vi forsøger at optimere vores arbejde bl.a. gennem vores lokale læringsværksted. Her giver teamet af vejledere i undervisningsafdelingen hinanden kollegial supervision. På den måde bliver de firs licitationselever i undervisningsafdelingen et fælles anliggende, som vi alle er optaget af at få til at lykkes på bedst mulig måde.

Vores lokale læringsværksted, der omfatter seks personer, indgår sammen med de øvrige afdelingers pædagogiske medarbejdere i et stort læringsværksted, der mødes otte gange årligt, hvor vi som en lærende organisation forsøger at lære af hinandens erfaringer. Ca. halvtreds medarbejdere deltager hver gang og er optaget af det helt overordnede mål: ”Hvordan får vi vores elever til at tage ansvar for egen læring?”

Resultater
Hvilke positive resultater er der så kommet ud af vores arbejde med ”licitationseleverne? Det er et stort spørgsmål, der kan besvares på mange måder.

Personligt tænker jeg i elevansigter. Glade ansigter, triste og vemodige, smertefyldte og livsplagede ansigter. Men jeg tænker også på hende, der i maj måned fik besked på, at hendes revalidering var blevet godkendt og en uge senere, at hun var blevet optaget på Steiner-seminariet fra august måned. Og jeg tænker på hende, der efter at have gennemført FVU, trinprøve 4 , tilmeldte sig 10. klasse på VUC også fra august måned. Og så var der jo også ham, der efter at have fået fremskaffet nogle bortkomne eksamenspapirer, søgte ind på universitetet.

Aktuelt tænker jeg på én, der kom lige før sommerferien, hvor hendes forløb sluttede. Hun bad om, vi ville hjælpe hende med at komme på vores sommerskole i juli måned. Hun kunne slet ikke forestille sig en hel måned uden kontakt til nogen eller noget. Hun var bange for, at hendes depression igen ville tage over. Hendes sagsbehandler var heldigvis hurtig til at bevilge hende et nyt forløb, så hun er også på sommerskole.

Hovedperson i eget liv – i udkanten af alting
Så på spørgsmålet om, hvordan man kan vejlede dem, som er allermest i udkanten af alting – og hvordan man gør det, er svaret stadig, at vi som altid skal hjælpe eleverne med at finde ud af, hvad der er deres projekt, så de ved, hvad de kan, og hvad de ved - og hvad de vil med det, de kan og ved. Så de kan ende med at blive helten i deres eget liv.

Den røde tråd i vores arbejde er, at det handler om at frigive den enkelte elevs handlekraft gennem opbygning af identitet og selvværd. Sagt på en anden måde skal eleven ved udslusningen fra skolen have opnået en fornemmelse af at være blevet hovedpersonen i sit eget liv. Det er nogle gange lettere at realisere end andre gange, men det er ikke desto mindre det eneste virkeligt virksomme middel, vi har.