Svenskerne har en definition af udkantsområder, som er noget mere præcis end den danske betegnelse ”den rådne banan”: Det hedder en ”glesbygd”, dvs. et tyndbefolket område, som har mere end 45 minutters bilkørsel til en by med over 3.000 indbyggere. Dér blev udkant sat i perspektiv, geografisk set. I den danske sammenhæng skal der ikke så store afstande til, før man når udkanten. Og dér sker ingenting. Dér er meget stille og lugter af gylle. Dér bor de marginaliserede, de dårligt uddannede, de arbejdsløse, folk på overførselsindkomster.

Eller hur? Måske er det ikke så enkelt. For der går også en bevægelse den anden vej. Fra Søllerød til Søllested. Se blot, hvad foreningen Landsbyerne i Danmark skrev ved uddelingen af prisen for Årets Landsby:

”(Det) går igen, at der er en stigende interesse for at bosætte sig på landet og få en blødere velfærdstilværelse med dyr og natur, rolige omgivelser, et aktivt foreningsliv, indflydelse på egen hverdag og et kulturelt fællesskab. Der skabes også flere arbejdspladser i vore landsbysamfund.”

Og en dimension til: Udkanter findes også i de store byer. I ghettoriseringen. Der er store sociale forskelle på Hellerup og Gjellerup. Vejledningsopgaverne er tilsvarende forskellige mht. målgrupper og problemstillinger.

Mental udkant
Så det handler ikke kun om geografi og flugt til byerne. Udkanten er nok så meget resultatet af en mental tilstand og en politisk/økonomisk ensporethed. Den hænger sammen med dogmet om, at stort er bedre end småt. Og mere effektivt. At vækst er det ultimative mål. Denne tankegang medfører idéen om centralisering. Og med den følger udpiningen af udkanten. For når vækst forstået som økonomisk vækst er svaret (hvad var for resten spørgsmålet?), så viger andre hensyn for dette økonomiske dogme. Så bliver det helt indlysende, at det lokale hospital, den lokale skole, det lokale bibliotek og den lokale vejleder ikke længere kan forsvares.

Hvor svært vi har ved at frigøre os fra det økonomiske vækstparadigme, kan ses i forhold til og som kontrast til tankegangen i "Sufficient Economy" i Thailand – en middelvejstilgang, som tilskynder borgerne til at leve bæredygtigt, ikke være grådige og i det hele taget moderere deres livsførelse: "Yuyen Bhensuk" (dvs. Happy & Healthy Living: se fx her  eller her).

Dette ligger milevidt fra vestligt væksttankegods, som vi har haft med os siden Oplysningstiden. Det er på dette vækst-/centraliserings-/effektiviseringsgrundlag, at danske vejledere arbejder. Vejlederne er på samme gang en del af dette paradigme – og samtidigt et af samfundets redskaber til at modvirke netop centraliseringens og vækstens vrangsider. Nemlig at nogle bliver hægtet af – og at uddannelse ikke er for alle. End ikke 95 %.

Kompensatorisk
Vejledernes mulighed i dette billede bliver at arbejde kompensatorisk. Dvs. medvirke til, at rette op på tingenes skæve tilstand, at træde uden for den almindelige vejlederrolle – vejledning er langt mere end en samtale - og at arbejde med at skabe job- og uddannelsesmuligheder, snarere end at beklage de manglende muligheder. Her er vejlederen bevidst om sin rolle som fortaler, igangsætter, advokat. Disse roller påtager mange vejledere sig allerede i forbindelse med tilbagemeldinger til uddannelsesinstitutioner eller arbejdsgivere. Det kan skabe nye uddannelser og job (se mere på: ”Advocacy in guidance”).

Denne udvidede vejlederrolle er særlig vigtig i udkantsområder, hvor selv små initiativer kan skabe synlige resultater. Her kan grænsefladen mellem frivillige og forretningsbaserede aktiviteter skabe nye muligheder, fx vedvarende energi på Samsø eller værdier og kulturelle aktiviteter ud af brugte bøger i et andet baglandsområde. Her kan vejlederne være et bindeled mellem professionelle og frivillige. Hvis de vil.

Hermed forskubbes balancen mellem tre vejledningsroller:

• lappe (vejledning søger at udbedre skader, som er sket: drop-out/arbejdsløshed)
• tage i opløbet (vejledning sætter præventivt ind)
• lære at leve med forholdene (vejledning hjælper folk med at klare sig igennem)

fra at være lappeskrædder til at være en aktiv medspiller i udkantens bestræbelser på at skabe nye job- og uddannelsesmuligheder. De to sidste kategorier (tage i opløbet; lære at leve med forholdene) peger begge i retning af, at det ikke rækker for vejlederen blot at forsøge at tilpasse folk til de foreliggende muligheder, dvs. at lappe. Tværtimod ligger perspektivet i at ændre og udvikle de lokale muligheder. I et partnerskab med lokale uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser, politikere, foreninger og brugere.

Politisk udkant
Udkanter bliver skabt af økonomiske og politiske beslutninger. Det mærker borgerne, når det lokale bibliotek lukker. Af økonomiske grunde. Nogle politikker går den modsatte vej. Således fx i Norge, hvor der er en meget bevidst decentraliseringspolitik, som giver økonomisk tilskud til erhvervsmæssige og kulturelle udkantsaktiviteter – netop for at styrke udkanterne. På samme vis kan e-kommunikationsmidler bruges til decentralisering og til at styrke udkanterne, ift. lokal- og hjemmearbejdspladser, e-møder og e-mail-kommunikation. Mange vidensarbejdspladser er uafhængige af geografien og behøver ikke at ligge i storbyer. Nærmest tværtimod.

På vejledningsfeltet har nylige politiske regeringsbeslutninger (Ungepakken, maj 2010) medført en særegen udgrænsning, hvor de fleste unge (70 %) i fremtiden skal klare sig med e-vejledning, mens de sidste 30 %, delt i 3 grupper, skal have personlig vejledning under uddannelsespligt etc. Her er der skabt en ny grænse og en ny udkant, nemlig den, som på vakkelvornt grundlag marginaliserer de fleste unge til at falde uden for vejledningstilbuddet til alle. Nu skal personlig vejledning i fremtiden være for de få, for dem i udkanten af samfundet, siger regeringen. Men vejledningen skal fungere som bagkant for alle – med en opmærksomhed på de udsatte, men netop ikke kun på dem i udkanten. Det mener både jeg og EU-Kommissionen:

”Alle europæiske borgere bør (…) have adgang til vejledning på alle stadier af livet, idet opmærksomheden især skal rettes mod enkeltpersoner og grupper, der er særligt udsatte. (EU-resolution 2004) ”