Bornholm er en del af Udkantsdanmark, og det medfører en række uddannelsesmæssige udfordringer for øen. En stor del af de unge bornholmere flytter væk fra øen for at videreuddanne sig, faktisk i større tal end fra mange andre områder, og det er typisk unge, der har en ungdomsuddannelse. Modsat dette, er det vores erfaring, at unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, er meget lidt geografisk mobile, hvilket vil sige, at problemet med mange unge uden ungdomsuddannelse akkumuleres i et udkantsområde som på Bornholm.

En historie fra det virkelige liv!
Jens, som er en ung mand, jeg har kendt i nogle år, ringer en dag og aftaler en tid til en samtale på Ungdommens Uddannelsescenter Bornholm (UUB), men han dukker ikke op! Dagen efter ringer han og undskylder, hvorefter vi aftaler en ny tid for en samtale, hvor han så kommer og forklarer: ”Du må undskylde, at jeg ikke kom sidst, men jeg så ikke så godt ud i ansigtet, for jeg har lige været i slagsmål og ville så lige vente, til jeg så lidt bedre ud.” Der starter vores samtale så.

Jens’ forhistorie indeholder en dårlig skolebaggrund, bl.a. i specialklasse. Derefter har han arbejdet i en periode, og han har to gange forsøgt sig på den lokale erhvervsskole, hvilket ikke gik så godt, bl.a. på baggrund af et stigende alkoholmisbrug og et stort besvær med fagene dansk og matematik. Jens vælger derfor igen at arbejde som ufaglært i en lang periode, indtil han bliver fyret, da krisen starter. Han har været på dagpenge siden.

Jens starter vores samtale med at sige: ”Nu er jeg klar, jeg vil i gang med en uddannelse. Jeg er kommet på antabus og har været det i et stykke tid, så nu vil jeg gerne starte med den egu, som vi har snakket om i nogle år.”

Jens, der altid har drømt om at blive tømrer, uddyber, at han nu er parat til alt for at få startet en uddannelse, også til at kigge på andre jobområder end træområdet. Vi begynder så en lang snak om, hvilke områder der kunne have hans interesse i stedet for træområdet, som vi er enige om, er et meget svært område at komme i gang med. Han virker motiveret og klar til en snak om de nye muligheder, men i løbet af samtalen vender vi flere gange tilbage til drømmeuddannelsen. Det var tydeligt at mærke, at det var det, han ville, og det han virkelig ville være opsat på, så på et tidspunkt siger jeg til ham, at vi lige vil kontakte en anden ung, som jeg ved, er blevet lovet en egu-plads inden for træområdet, men som er usikker på, om han vil have pladsen. Det vil han så ikke, heldigvis for Jens, og vedkommendes mester siger, at vi kan komme til en samtale næste dag.

Jens, der er noget skrammet i ansigtet, starter mødet med at sige: ”Jah, jeg har jo været noget af en rod i min tid. Jeg har også et alkoholproblem, men er nu ædru og på antabus. Jeg kan heller ikke så godt læse og slet ikke regne.” ”Ups,” tænkte jeg, ”det var da noget af en start på en jobsamtale, men samtidig et meget godt udtryk for Jens’ nye stil om at lægge alt åbent frem og starte på en frisk.”

Mester kigger lidt og siger så: ”Nåh, sådan har jeg selv været. Du skal starte på mandag, vi har brug for dig nu.” Det var Jens selvfølgelig med på, og vi har fået etableret en samarbejdsaftale med det lokale jobcenter om, at det i de tilfælde, hvor der er udsigt til en egu-plads, skal kunne lade sig gøre nærmest fra dag til dag at etablere en virksomhedspraktik.

Jens er i dag godt i gang med sit forløb, og mester er glad for at have ham ansat. Der er planlagt en ugentlig eftermiddag på det lokale kommunikationscenter, hvor han skal have undervisning i matematik, og derudover er der aftalt nogle forløb på Bornholms Erhvervsskole med ekstra støtte, hvor det er tanken, at Jens i løbet af de to år, som en egu varer, skal prøve at tage grundforløbet på bygge og anlæg.

Jens er et eksempel på en ung som, hvis han ikke får en uddannelse, får det meget svært på arbejdsmarkedet. Han vil med stor sandsynlighed blive på øen, og hans største chance for at blive attraktiv for arbejdsmarkedet, set med vores optik, er en egu-uddannelse. Som tidligere nævnt, må vi se i øjnene, at gruppen af unge uden uddannelse relativt set vil vokse mere her end mange andre steder i landet, og at det derfor er afgørende for os, at vi får flest muligt af den gruppe i uddannelse.

Der er selvfølgelig flere grunde til, at vi har valgt at sætte fokus på egu-uddannelsen. Dels 95 %-målsætningen, som ikke kan nås uden egu, dels vejledningsreformen, der siger, at vejledningen skal målrettes mod de svageste unge. Hertil kommer en højere arbejdsløshed her end andre steder i landet og endelig, at vi helt konkret har en stor gruppe unge, som ikke er i stand til at tage en ordinær uddannelse.

Forudsætning for succes
I ovenstående eksempel på et vellykket egu-forløb er der flere faktorer, der spiller ind. Vigtigst er selvfølgelig, at Jens er motiveret og parat til at gå i gang. Desværre ser vi ofte, at de unge er lang tid om at vælge en egu, selvom de får tilbuddet. Hos os er gennemsnitsalderen tyve år, og de unge vil hellere prøve forskellige andre muligheder først. Vi vil derfor forsøge at højne egu’s status blandt de unge, og særligt ønsker vi at undgå, at de unge får for mange nederlag undervejs i uddannelsessystemet. Bl.a. har vi startet et samarbejde med det lokale 10.-klasse-center om en erhvervsklasse, hvorfra en egu kan starte evt. med en kontrakt, allerede mens den unge går på skolen.

Helt afgørende er det også, at der findes virksomheder, små mestre, der som i Jens’ tilfælde er villige til at give de unge en ny chance. Her spiller det sociale engagement ind, mange mestre ser selvfølgelig en kortsigtet økonomisk fordel i at ansætte en egu-elev, men oven i posen får de så også ofte en ung, der kræver mere opmærksomhed og tålmodighed end en ordinær elev, men det betragter de så ofte som en udfordring og engagerer sig efter et stykke tid kraftigt i den unges ”hele liv”.

Vejledningsroller
Vejledningsmæssigt er det vigtigt med lokalkendskab til virksomhederne og et godt netværk samt et indgående kendskab til den unge. I ovenstående tilfælde var vejlederen ikke i tvivl om, at Jens nu var parat til uddannelse og troede på ham, selv om han tidligere havde vist vejlederen noget andet.

Man kan her tale om ”håndholdt” vejledning, hvor den unge, vejlederen, de forskellige virksomheder og relevante uddannelsesinstitutioner spiller sammen om at skabe et sammenhængende forløb for den unge. Det kræver tid, engagement og meget vejledning i felten, for den type virksomheder, som er nævnt i Jens' historie, er ikke interesserede i møder og papirarbejde, men i at man kommer ud på arbejdspladsen og snakker, og at vejlederen så ordner alt det administrative.

Det handler måske om ”fornemmelse for vejledning”, i forhold til den unge og til arbejdsgiveren, og her er glæden ved at noget lykkes ikke bundet op på 95 % eller andre målsætninger, men mere på at se, at en ung, på trods af dårlige odds, lykkes med en uddannelse.

Tilpasning eller forandring?
Den klassiske problematik omkring, hvem der skal tilpasse sig, når afstanden mellem individet og strukturen i uddannelsessektoren og på arbejdsmarkedet bliver for stor, er også central i forbindelse med egu-arbejdet. Uddannelsessystemet har de unge egu-elever som udgangspunkt ikke positive erfaringer med. Der har været prøvet meget, og succeser er det ikke blevet til, så hvis det skal lykkes med skoleophold, så skal det være særligt tilpasset den unges kompetencer. Derfor er egu en succes i forhold til at kunne skræddersy et individuelt forløb til den unge, som er niveautilpasset og tidsmæssigt overskueligt. Den tætte vejleder- og arbejdsgivertilknytning, som vel nærmest kan beskrives som en mentorfunktion, sørger for, at den unge holdes fast i virksomheden og oplever succes i forhold til at lykkes med de krav, der stilles.

Der er mange strukturelle problemer, som skal overvindes, og vejlederens rolle bliver da også i denne sammenhæng udfordret til at arbejde offensivt i forhold til træge systemer, kommunekassetænkning mv. Så vejledningens mere offensive systemforandrende elementer med feedback og advokering er nødvendige for at få skabt rum og udviklingsmuligheder for alternative uddannelsesveje som egu.

Egu i fremtiden – godt i gang!
Vi oplever, at egu her på øen er en succes med unge, der er glade for at komme i uddannelse ligesom deres kammerater, og tilfredse virksomheder. Men egu er stadig ukendt for de fleste, og det kræver tid at opbygge et system, hvor de unge, virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne arbejder sammen om at etablere gode forløb. Vi synes, at vi er godt på vej, og at samarbejdet mellem de forskellige parter bliver bedre og bedre, måske også i kraft af, at vi er en lille kommune, hvor man har et stort indbyrdes personkendskab blandt de involverede parter.

Egu er begyndt at fungere godt hos de mindre, private virksomheder og inden for landbruget, hvorimod vi savner en lidt større opbakning blandt de kommunale virksomheder. Et af de rigtig gode eksempler hos os stammer dog netop fra en kommunal virksomhed, Vej og Park, der har startet fire elever op samtidig og giver dem en bred tværgående uddannelse i virksomheden, hvor virksomheden sammen med uddannelsesinstitutionerne konstruerer deres egen uddannelse.

Vej og Park er et eksempel på, hvordan vejlederen via sit arbejde med egu kan medvirke til at skabe en unik uddannelse, fordi egu-vejlederen ofte tvinges til at tænke i kreative uddannelsesmuligheder som måske i udkantsområder er særligt vigtigt pga. de få uddannelsesinstitutioner.