“There’s a crack in everything
That’s how the light gets in”
Leonard Cohen
Interessen for de særlige og deres vejledningsbehov er ikke ny. Tværtimod. For:
| ”Det kan komme så vidt at nogle vagabonderer fra beskæftigelse til beskæftigelse. For sådanne er fristen til at træde uden for lovens område større end for dem som har fundet et sikkert fodfæste i samfundet”. |
Teksten et citat. Fra Ungdomskommissionens betænkning (1946) om indførelse af en Offentlig Erhvervsvejledning. Det var nemlig vejledning, som var statsmagtens gensvar til den vilde (efterkrigs)ungdom, som stod i fare for at blive:
- bogligløse (derfor blev bl.a. lærlingekollegier bygget)
- uddannelsesløse (derfor kom Ungdommens Uddannelsesfond, nu SU)
- historie- og kulturløse (det blev til den kommunale ungdomsskole)
- arbejdsløse (derfor skulle de have erhvervsvejledning)
- og kriminelle, tilmed.
Pointen er, at dengang og frem til 2003 gjaldt lovgivningen de almene behov for vejledning. Vejledning var for alle. Nu gælder det de særlige behov. Og det har alle ikke. Hvis de havde det, var de netop ikke særlige.
Lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv (L 298, april 2003) indeholder en formulering i § 1, stk. 2 om, at
| "Vejledningen skal i særlig grad målrettes unge med særlige behov for vejledning om valg af uddannelse og erhverv". |
I lovforslagets bemærkninger får man et indblik i, hvem de unge med særlige behov kan være:
| "Vejledningen skal i højere grad målrettes unge med særlige behov for vejledning, herunder vejledning i forbindelse med integration". |
Der er givetvis tale om "integration" af personer med anden etnisk baggrund end den kernedanske, men det kunne jo også dreje sig om integration af unge, som er sent udviklede eller med en vanskelig social eller økonomisk baggrund. Eller som står i begreb med at falde fra en uddannelse. Eller som er arbejdsløse.
I en lille pjece, som Undervisningsministeriet har lavet (2003) for at forklare Vejledningsreformen, får man lidt mere at vide om, hvem de unge med særlige behov er, og hvorfor de skal have en særlig vejledning. Undervisningsministeriets bud på unge med særlige behov er:
| "Handicappede, elever, der har modtaget specialundervisning, unge fra etniske grupper, unge under 19 år, der ikke er i tilfredsstillende uddannelse, beskæftigelse eller vejledningsforløb" |
- disse grupper skal vejledningsindsatsen være særligt opsøgende overfor.
Forløberen for denne målrettede indsats sås bl.a. i KIU-projekterne (Kvalitet i Ungdomsvejledningen, 2002-2003). Her blev de unge med særlige vejledningsbehov kaldt "utilpassede" (men det blev ikke præciseret i forhold til hvad) samt:
- svage
- udsatte
- marginaliseringstruede
- frafaldstruede
- unge med særlige behov
- de specielt egnede.
Den sidste betegnelse i denne række er nærmest en poetisk omskrivning (med hilsen til De Måske Egnede), mens resten af etiketterne afspejler det problematiske, næsten stigmatiserende ved at tilhøre målgruppen: svag, udsat, truet. Selv det at være "2-sproget" er et problem. Sorry.
I KIU-projekterne blev de "særlige behov" gradbøjet på forskellig vis:
- unge med særlig behov for vejledning (mere vejledning?)
- unge med særligt behov for vejledning (speciel vejledning?)
- unge med særlige behov (ud over vejledning?).
Dette er ikke kun sprogligt pindehuggeri. Sprogbrugen viste, at det langt fra var entydigt, hvad de "særlige behov" for vejledning faktisk betyder.
Men det er netop § 1, stk. 2 i Lov 298, som vil blive omdrejningspunktet i tilrettelæggelsen af vejledningsindsatsen. Og det er med dette udgangspunkt, at dansk vejledning i de kommende år vil blive målt og vejet.
Netop: målt og vejet. For lur mig, om ikke de kommende kvalitetsretningslinjer fra Undervisningsministeriet vil kredse om netop dette omdrejningspunkt. Og kald mig Mads, hvis ikke hver enkelt UU og LUE vil blive pålagt at offentliggøre mål og succeser i forhold til § 1, stk. 2. Og det skulle undre mig, om ikke transparens og benchmarking (kommer snart til en vejledningsenhed nær ved Dem!) vil lægge vægt på sammenlignelige indikatorer i forhold til målopfyldelse af § 1, stk. 2.
Men jeg tror ikke, at vi ser det økonomiske grundlag - altså bevillingen til vejledning - koblet sammen med, om vejledningsenhederne gør dette inden for et bestemt kvalitetssystem. Endnu. Men det sker i England som en del af the Matrix kvalitetssystem.
Men det interessante er den betydning, som en mere målrettet (og hvem kan have noget mod det?) vejledning i forhold til "særlige behov" vil få for vejledningsindsatsen.
- Vil det betyde, at vejledning bliver for de få, de marginaliserede?
- Og at dette at opsøge en vejleder eller at blive henvist til en vejleder vil være en stigmatisering, en mærkning, som de fleste (de normale?) helst vil være foruden? Så hellere klare sig selv.
Det ved vi ikke endnu. Men det er i systemets huller og sprækker, at dette skisma vil blive synligt. Det er her vi skal se, om strategien "særlige behov" holder, eller om den undergraver vejledning - for alle.
Indstillinger for cookie-samtykke