Udsagnene kommer flydende og i en lind strøm fra Lars Jørgensen, som er nytiltrådt rektor på Maribo Gymnasium, og som tillige har seks års erfaring som leder af UU Lolland-Falster. ”Er de unge zappere, eller lever de bare op til vores krav om at være omstillingsparate? Vi har jo selv opbygget uddannelserne som en masse tilbud ligesom varer i et supermarked, hvor man skal vælge på de forskellige hylder,” siger han.

Tilbage til fællesskabet
I forsøget på at nå 2015-målsætningen med 95 % unge med gennemført ungdomsuddannelse har systemet selv været med til at lægge forhindringerne ud. Bl.a. med krav om at eleverne opstiller deres egne kompetencemål og skaber deres egen identitet, masser af tværfaglige projekter, valg af fag på forskellige niveauer og omlægning af skemaer hver femte uge. Så tilbage til start eller i hvert fald tilbage til fællesskaber, hvis det står til Lars Jørgensen:

”Vi skal simpelthen have en skole, der samler eleverne i stedet for at individualisere dem. Læring i fællesskaber, hvor eleverne udvikler sig fagligt og personligt - det lyder måske lidt gammeldags, men det er det, der virker.”

Lars Jørgensen kommer selv fra et ufaglært hjem uden bøger. Han husker det chok, som mødet med gymnasieverdenen gav ham. Hans tidligere venner valgte håndværksuddannelser, og egentlig faldt han aldrig helt til i sit nye miljø, hvor han måtte knokle som et bæst for at tilegne sig ny viden. Men til forskel fra i dag oplevede han dengang i 1973 en anderledes inkluderende pædagogik: ”Jeg måtte leve op til kulturen, og lærerne var meget engagerede for at få os med, men i dag mangler vi en fælles referenceramme.”

Vejlederen som sladrehank
Den kommende ungepakke, som gælder fra 2011, medfører, at det lige pludselig bliver vejlederne, der bliver skubbet ind som et bureaukratisk mellemled, som skal afgøre, om den unge er uddannelsesparat eller ej. Når vejlederens rolle bliver at være myndighed, er det et skridt i den gale retning, og det kan i virkeligheden være helt i disharmoni med at få de unge gennem uddannelsessystemet: ”Hvem vil være ven med en vejleder, der sladrer til kommunen?” spørger Lars Jørgensen.

Set fra UU-perspektivet er vejledernes rolle at være facilitatorer for alle unge. En god vejleder kender og behersker ”systemerne” og opbygger personlige relationer til de unge, så de kan bistå dem bedst muligt. Vejlederne ved, at uddannelse ikke bare er noget, man tager ned fra en hylde - det er samtidig et valg af identitet. Men vejlederne kan ikke arbejde ordentligt, når de skal være kommunens forlængede arm. ”Det bliver noget mudder, og det kommer til at ramme dem, der i forvejen er svage,” siger Lars Jørgensen.

Udover, at vejledere bliver systemets vogtere, ser han også en tendens til, at UU kommer til at løse nogle af de opgaver, som studievejlederne på ungdomsuddannelserne ellers tager sig af. Det er allerede godt i gang på eud-institutionerne og kommer også til gymnasierne.

”Oprindelig var det tanken, at der skulle være et godt overlap mellem vejledningsinstanserne, men det går fuldstændig fløjten med den nye lovgivning,” siger Lars Jørgensen. Lolland-Falster har søsat et initiativ om sårbare unge (med psykiske problemer) i et forsøg på at udvikle den nye vejledning, som ifølge Lars Jørgensen kommer til at afhænge mere af at have en god relation til den unge. I initiativet indgår kognitiv læring/terapi for at professionalisere vejlederne yderligere.

De unge er en bredspektret gruppe
Som tidligere UU-leder har Lars Jørgensen haft kontakt med en mere bredspektret gruppe end bare gymnasieelever. Hans bud er, at kun få af de danske unge umiddelbart kan levere varen og leve op til uddannelseskravene. Ikke at resten falder fra, men mange flere end tidligere har brug for hjælp eller vejledning undervejs i deres uddannelse.

Fra sin stol i rektorkontoret oplever han i dag også de unge, der har brug for at tilegne sig et gymnasiesprog og en gymnasiekultur. Fx er det at læse lektier ikke en entydig størrelse. Der er mange forskellige forestillinger om, hvad det betyder, når man får for fra side 12-15. Forskellige kulturer, normer, vaner og procedurer:

”Så er man nødt til at sætte ind med individuel vejledning, fx i form af lektieværksteder, tutor-ordninger, mentorordninger – måske var det bedre, hvis vi på forhånd kunne blive enige om en fælles kultur og referenceramme,” påpeger Lars Jørgensen. Frafaldet på gymnasierne på landsplan er cirka 16 %, men det tal kunne være meget højere, hvis det ikke var fordi, de unge gymnasiaster med Lars Jørgensens ord ”var så helvedes stærke”.

Tilpasning til tidens unge
Ifølge Lars Jørgensen ville gymnasierne kunne rumme mange flere, end de gør i dag, uden det går ud over fagligheden, men ikke uden at der kommer fokus på den fælles læring. Og den fælles læring kan overføres til alle uddannelser. ”Vi skal samarbejde og inddrage de unge, ikke diktere, og så må vi revidere indhold og form med jævne mellemrum,” mener Lars Jørgensen.

Hans opfattelse er, at de unge til forskel fra tidligere er meget søgende og reflekterende og derfor meget bevidste om, at et valg er et fravalg. Derfor er det vigtigt med et bredspektret uddannelsessystem, der konstant er i dialog med de unge om de grundlæggende kulturkoder.

Politikere kan lave praktikpladser
Det store frafald på erhvervsuddannelserne - 50 % - er dog et mere alvorligt problem i det store helhedsbillede, men som tidligere UU-leder ligger det Lars Jørgensen fjernt at skyde på erhvervsskolerne. Derimod vil han gerne problematisere den politiske holdning – eller rettere den manglende politiske vilje til handling. Det helt overskyggende problem er strukturelt og bunder i manglen på praktikpladser. Særligt i en tid med lavkonjunktur:

”Hvis politikerne virkelig sætter politisk kraft bagved, kan de da sagtens lovgive om, at en virksomhed af en vis størrelse skal forpligte sig til at have lærlinge for at få lov til at drive virksomhed. Alt for mange unge går jo i stå, når de ikke kan få den praktikplads.

”I stedet for at løse de strukturelle problemer vil politikere og forskere hellere dyrke lomme-filosofi og lege amatør-psykologer og snakke om manglende ”uddannelseskultur”, siger Lars Jørgensen. Et af problemerne er bl.a., at så mange drenge ikke får en ungdomsuddannelse, ikke fordi de er drenge, men fordi mange drenge vælger erhvervsuddannelser, selv om de ikke kan være sikre på en praktikplads i en virksomhed, hvilket er det eneste, der virkelig tæller i et senere job. Når det politiske krav er, at alle unge skal have en uddannelse - gymnasium eller erhvervsrettet, er det vigtigt, at vi forsøger at skabe et fælles læringsrum, der inkluderer de unge, slutter Lars Jørgensen.