På samme måde, som kompleksiteten stiger på mange andre områder, gør den det også på ungdomsuddannelserne. De er gennem de senere år blevet ”sat fri” til at konkurrere mod hinanden, eje deres egne bygninger, oprette nye fag, grundforløbsmodeller m.v. En del af den nye frihed vil også fra 2012 bestå i ”friheden” til at erstatte gennemførelsesvejledningen med andre alternativer.

Frihed er et positivt ladet ord. Det giver muligheder, men mulighederne skal forvaltes. Og hvor bliver de unge af i dette komplekse system? Bliver de overhovedet set og mødt med det, de har brug for?

Hvad skal der til for, at en uddannelse er unge-parat?
I denne artikel vil VOFF stille skarpt på, hvad der bliver gjort på ungdomsuddannelserne for at tage imod de unge, men også på, hvad der ikke bliver gjort. Hvad er det, der gør overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelse så svær for mange unge?

Og hvordan skal vi nå den fælles 95 %-målsætning, hvis skolerne konkurrerer frem for at samarbejde?

Kompleksiteten og valgfriheden stiger
Helt overordnet kan vi starte med at stille os i de unges sted. For dem starter det med at skulle træffe et meget svært valg. De skal forholde sig til meget mere, end om de vil gå på en erhvervsskole eller en gymnasial uddannelse. Hvis den unge fx vil være mekaniker, er der en række forskellige veje, han kan komme derhen på. Han kan starte på noget, der ligner en traditionel mester/lærlingeordning, eller på et grundforløb, der måske fører til en praktikplads. Er det gymnasiet, der trækker, skal der vælges studieretning, og her er der igen konsekvenser/bindinger, som følger med valget - noget, som den unge ikke nødvendigvis kan gennemskue fra starten.

De unge i dag tilhører en generation, hvor mulighederne for/friheden til at vælge starter tidligt, og det svære valg af uddannelse er kun begyndelsen. Det mærker de fleste vejledere også. At vejlede unge til at træffe det rigtige valg i denne gavebod af muligheder er ikke nemt. Selvfølgelig vælger nogle af dem forkert. Det kan ikke være anderledes.

Men det er kun en del af problemet. Så snart den unge træder ind ad døren på den uddannelse, han/hun har valgt, er det igen en ny verden af krav, muligheder og konsekvenser, der åbner sig. Der skal dannes sociale netværk, læses lektier, tjenes penge, festes – og de valg og prioriteringer, den unge foretager, får meget hurtigt konsekvenser. Vil man være mekaniker, skal man lynhurtigt i gang med at finde en praktikplads. Vil man tage en videregående uddannelse, skal der læses mange lektier.

Problemstillingen er denne: De unge skal træffe et meget svært valg (og nogle af dem vælger i første omgang forkert), skolerne er travlt optagede af at få økonomien til at hænge sammen. De tilbyder nogle meget fleksible og individuelle forløb, og det har den ulempe, at det øger uoverskueligheden og svækker det sociale kit, som mange unge (særligt de svageste) har brug for.

Det stiller større krav til ungdomsuddannelserne om at modtage de unge, så de oplever en rimelig overgang fra folkeskolen og har en chance for at navigere i den komplekse verden, de møder på skolen.

Sagt med andre ord: De unge har brug for også at møde faste holdepunkter, tryghed, voksne, der snakker med dem og en skole, der støtter eleverne i at knytte netværk. Hvis de har valgt forkert, har de brug for støtte til at vælge det rigtige alternativ.

Mange af de undersøgelser (fx Ulriksen m.fl. 2009: Når gymnasiet er en fremmed verden), der er blevet lavet gennem de seneste år for at belyse bl.a. frafaldsproblematikken viser, at noget så banalt som at de unge føler, de bliver set, mødt med et smil og en hilsen, når de møder om morgenen, er noget af det, der betyder allermest for, om de falder fra eller hænger på. De skal føle ikke bare ”noget”, men også at ”nogen” motiverer dem til at komme i skole hver dag. 

Spørgsmålet er, om ungdomsuddannelserne generelt set er gode nok til det?

Klassekvotienternes himmelflugt
På et overordnet plan er klassekvotienternes himmelflugt de senere år en årsag til, at vi desværre i mange tilfælde må sige nej. De unge bliver ikke alle steder mødt af en smilende lærer og et roligt og velstruktureret introduktionsforløb. Både på de gymnasiale uddannelser og EUD er det ikke unormalt med en klassekvotient på 30 de første måneder. Enhver, der har undervist eller siddet i en klasse på 30, vil næppe være uenig i, at den tætte elev/lærer kontakt såvel som det fysiske undervisningsmiljø i de fleste tilfælde lider under dette tal. Historier om unge, der sidder i vindueskarmene, og lærere og elever, der hver dag går hjem med hovedpine på grund af dårligt indeklima, rammer pressen ved skolestart hvert år.

Så hvorfor bliver der ikke gjort noget ved det problem? Har skolerne ingen forståelse for, hvad det betyder for eleverne?

Som en forklaring - men ikke en undskyldning - kan nævnes, at skolerne på samme måde som eleverne skal navigere i en verden, hvor de har større valgfrihed og bliver mødt af større krav end tidligere. Der er intet officielt loft over klassekvotienten. Derudover er mange skoler blevet selvejende, og en mængde administrative opgaver konkurrerer med den pædagogiske dagsorden. Økonomi er blevet et tema, der fylder meget - og det har konsekvenser.

Set ud fra elevernes synspunkt er dette helt ligegyldigt. Ligesom lærerne dybest set er ligeglade med, hvorfor eleven ikke har læst lektier. Lige så uinteressant er det for eleverne, at de ikke har en stol at sidde på, fordi der også skal være penge til at lappe et hul i skolens tag.

På vejlederniveau har udviklingen den konsekvens, at vejlederens rolle og dermed også ansvar over for de unge bliver større. I og med at ledelsens ansvarsområde er blevet mere kompliceret, og lærernes tid til den enkelte elev er reduceret, får vejlederen en vigtigere rolle. Det er ofte vejlederen, der repræsenterer den voksenperson, som eleven kan snakke med. Det er vejlederen, der skal kunne skelne mellem unge, der har valgt forkert og unge, der har brug for ekstra støtte til at gennemføre.

Som det ser ud nu, har ungdomsuddannelserne fået en stor frihed at forvalte. Der vil også i de kommende år blive stor "frihed" til at spare på en række områder. Bl.a. på vejledningen, og derfor kan man med rimelighed spørge, om der ikke burde være nogle overordnede krav, eleverne skal kunne stille til skolerne. Såsom at blive støttet i at gennemføre eller blive vejledt til en anden uddannelse, hvis man har valgt forkert. Og så selvfølgelig nogle minimumskrav om stole til alle, mulighed for at købe sund mad og et roligt, velstruktureret introduktionsforløb.

Et andet tema, vi må forholde os til, hvis vi vil have en chance for at nå 95 % - målet, er, hvilke ekstra støtte-tiltag skolerne må iværksætte, og hvordan skolerne skal ændre sig, hvis vi skal have de sidste procent af en ungdomsårgang med?

VOFF-netværket: skoler, der vil gøre en særlig indsats
I 2008 gik en række skoler på den københavnske vestegn og Amager sammen om at starte VOFF-netværket. Et netværk, der arbejder på at afprøve og udvikle metoder til at fastholde elever, evaluere metoderne og dele deres viden med andre. Det var i første omgang skoler med stx og hf, men siden er netværket udvidet til også at omfatte skoler med EUD-forløb. Samarbejde frem for konkurrence, videndeling og afprøvning af nye metoder. Det er skridt, skolerne kan tage og bør tage, hvis de vil være unge-parate. Erfaringsudveksling og netværk mellem vejledere er en vigtig del af VOFF-netværkets fundament - og med de ændringer, der er på vej på vejledningsområdet, er samarbejde på tværs af institutioner og systemer endnu vigtigere end tidligere.

I sagens natur er der stor forskel på, hvad erhvervsskoler og gymnasiale uddannelser gør/kan gøre. Erhvervsskolerne har gennem mange år kæmpet med et skræmmende højt frafald. På grunduddannelsen har det ligget på omkring 50 %, og desværre kan hverken VOFF-skolerne eller andre endnu ikke juble over at have fundet løsningen - men mange gode initiativer er sat i gang.

Bl.a. har de såkaldte sundhedsprojekter gået lidt af en sejrsgang på erhvervsskolerne. Man har forsøgt at imødegå det faktum, at gymnastik/motion ikke er en obligatorisk del af undervisningen og koblet det med elevernes tendens til ikke at spise morgenmad. Resultatet har været nogle forsøg med gratis morgenmad og motion: Ofte på tværs af grundforløb/klasser og med et generelt tema om sundhed. Der har været gode erfaringer med denne type projekter. Det giver en god start på dagen: Både socialt og i forhold til koncentration, mødedisciplin etc. Det nedsætter frafaldet og højner det faglige niveau. Sundhedsprojekterne har bredt sig til skoler med hf og stx. Ofte som forsøg, hvor private fonde og virksomheder medfinansierer.

Andre måder, hvorpå VOFF-skolerne gør en særlig indsats, er ved at lave mentorordninger og buddyordninger. Dvs. den unge enten får en voksen mentor eller en ældre elev, de kan gå til, hvis de har problemer. Der er mange forskellige modeller for, hvordan denne type ordninger fungerer. Overordnet handler modellerne om at give de unge en særlig kontaktperson, de kan gå til. Flere af VOFF-skolerne har desuden tilbud om gratis psykologhjælp og et tæt samarbejde med relevante aktører.

Væksthuse, hvor de unge enten kan indgå i særlige forberedende forløb eller stå af ræset i en periode, er også en mulighed. Fx findes det på EUC-Sjælland, og det er et tilbud for alle elever, der oplever en akut krise eller bare har brug for et pusterum.

På skoler med stx og hf er hjælp til at håndtere lektielæsningen og de faglige krav en vigtig del af de støttetiltag, VOFF-skolerne tilbyder. Lektiecaféer, stave- og læsekurser, obligatoriske studiegrupper og sågar lektiefri HF er nogle af de tilbud, der afprøves.

Hver skole sin opskrift
Og det overordnede budskab fra VOFF-skolernes arbejde indtil nu er: Hver skole må finde sin egen opskrift ud fra sin elevgruppe, ledelse og lærerkollegium. Det vigtige er at arbejde hen imod en helhedsorienteret indsats mod frafald, at samarbejde tæt med relevante aktører og have den unges behov i centrum. Det er nødvendigt med en bred vifte af tilbud. For der er ikke en årsag til, at de unge falder fra - der er mange.

Der findes ingen enkel opskrift på, hvordan man kommer derhen, hvor man som ungdomsuddannelse er rigtig unge-parat, men som minimum kræver det en åben dialog og refleksion på skolerne over, hvad det vil sige at tage del i det fælles ansvar for 95 %-målsætningen. Det nytter ikke at sparke bolden videre til folkeskolen, UU, regeringen eller de unge selv. Med skræmmende nye tal fra UVM om, at hver fjerde 26-årig ikke har nogen uddannelse ud over folkeskolen, må alle, der arbejder med unge, i arbejdstøjet.

Inspiration og viden om metoder til at arbejde med fastholdelse på kan findes på: www.voff.dk.

Referencer

• Lars Ulriksen, Susanne Murning og Aase Bitsch Ebbe 2009: Når gymnasiet er en fremmed verden. Samfundslitteratur.
• Kirsten Grube og Søren Østergaard 2010: Jeg har brug for et break. Forlaget Ungdomsanalyse.nu