Jeg læste i avisen i midten af oktober, at det nu kun er tre ud af fire danskere, der 10 år efter den sidste dag i folkeskolen har taget en ungdomsuddannelse. Det betyder, at der er uendeligt langt til regeringens 2015-mål. Det er der bred enighed om, at der skal gøres noget ved. Region Syddanmark forsøgte her i foråret at samle repræsentanter fra alle uddannelsesområderne, for at vi i fællesskab kunne udvikle projekter, som kunne bidrage til at flere gennemfører uddannelser.

Jeg har tænkt videre efter min deltagelse i det forum og er blevet holdt i gang ved at se statistikkerne, som dokumenterer effekten af den førte uddannelsespolitik. I samtaler med Dorte Fugleberg, som er vejleder her på Ungdomshøjskolen ved Ribe, har vi igen og igen vendt problemstillingen. I vores dialoger har vi kredset om, hvad vi kan bidrage med for at vende den aktuelle udvikling.



Vi er overbeviste om, at en udvikling af den vejledning, som foregår før og under ungdomsuddannelserne, kan gøre en positiv forskel. Det er vores klare oplevelse, at der skal skabes mere balance i den vejledning, der foregår før ungdomsuddannelsen påbegyndes. Der skal ikke kun være fokus på valget af uddannelse, men også på hvilke udfordringer den unge kan møde på uddannelsen. Samtidig skal vejlederne bidrage til, at de unge oplever lettere overgange mellem uddannelserne.

Der er et stort behov for, at man på ungdomsuddannelserne skaber trygge sociale miljøer. Disse miljøer skal bl.a. danne grundlag for at arbejde med vejledning i fællesskaber. Vores erfaring viser, at gruppevejledning ofte hjælper de unge, så de bliver i stand til at gennemføre deres højskoleophold.

Det er altså vores holdning, at der skal ændringer af systemerne til, for at vi kan knække uddannelseskurven. Der skal skabes nye rammer for vejledningen både før og under ungdomsuddannelserne, og de nye rammer skal bidrage til at brede det vejledningsmæssige fokus ud. Det er disse synspunkter, vi gerne vil uddybe, i håbet om at de kan være til inspiration.

Småt er godt
Selv om det går imod tidsånden, vil vi insistere på, at der er brug for at skabe mindre enheder på ungdomsuddannelserne. Hvis ikke det er muligt at overbevise om, at institutionerne skal være mindre, kan det måske være, at der er nogen, der vil forsøge at opdele de store institutioner i mindre skarpt adskilte dele. Hvis ikke det er muligt, kunne man håbe, at man overalt på ungdomsuddannelserne vil sørge for, at de unge er del af en stamklasse. En stamklasse, hvor man bruger stort set al sin tid.



På grundlag af vores erfaringer fra ungdomshøjskolen, hvor vi laver højskole sammen med 75 unge, tør vi godt sige, at der er grænser for, hvor stor en skole kan være, hvis der samtidig skal være et trygt socialt miljø. Det er svært at sige, hvor grænsen går, men der er ingen tvivl om, at størrelsen har en betydning, og der er ingen tvivl om, at småt er godt i denne sammenhæng.

Selv om vi arbejder med forholdsvis få elever, kræver det en stor indsats at skabe et stærkt fællesskab, hvor eleverne føler sig trygge. På ungdomsuddannelserne, hvor man ikke er så privilegerede, at man kan arbejde med eleverne 24 timer i døgnet, kræver det endnu mere. Men trygheden er helt afgørende, hvis vi på nogen måde skal gøre os forhåbninger om, at de sidste 20-25 % af de unge skal have en ungdomsuddannelse. Trygheden og det gode sociale miljø er hinandens forudsætninger. Der skal arbejdes systematisk med at skabe ”det gode” samvær på den lille institution – og hvis den lille institution er en utopi, så i hvert fald i stamklassen. Det kommer ikke af sig selv. Det kræver nye rammer.

Vejledning i fællesskaber
På ungdomshøjskolen har vi foræret nogle rammer, hvor det er muligt at tale om samværet. I forlængelse af højskolens stærke tradition for livsoplysning, taler vi også ligeværdigt med eleverne om, hvordan vi lever vores liv.

Vi har nogle rum i form af morgensamlinger, fællesfag og skolemøder, hvor det er naturligt at italesætte de emner. I udgangspunktet vil disse sammenhænge ofte være lærerstyrede, men når det handler om det liv, vi lever her på højskolen eller det, der kommer senere, kan seancerne udvikle sig til ”ung til ung vejledning”: De unge deler deres erfaringer med hinanden, eller sparer med hinanden om en problemstilling. Det er utroligt frugtbart, når det sker, men det er vanskeligt med 75 elever. Vi tror dog på, at det er muligt at udvikle den slags vejledning – også for så stor en gruppe.

Vi har noget lettere ved at få vejledning i fællesskaber eller gruppevejledning til at fungere i de sammenhænge, hvor vi har færre elever. De allerbedste erfaringer har vi fra vores fag med overskriften ”Vejledning”. Der er typisk 15 – 20 elever på faget, og det giver optimale betingelser for, at læreren/vejlederen kan guide eleverne fælles. Her lykkes det også at få de unge til at hjælpe hinanden med uddannelsesvalget og ikke mindst hjælpe hinanden med at belyse evt. barrierer på en kommende uddannelse. De trækker på hinandens oplevelser, og dermed bliver de bedre til at forholde sig til og løse de problemer, som opstår på uddannelsen.

Vi har opremset disse højskoleerfaringer, fordi vi tror på, at noget af det, der kan være med til at hjælpe de unge, der i dag ikke får en ungdomsuddannelse, er et trygt miljø, hvor man tager sig af hinanden. Det vil give mening – specielt på uddannelser med højt frafald – at indføre klassenstime(r). Timer, som har til formål, at eleverne er opmærksomme på hinanden, at de deler erfaringer, og at de hjælper hinanden. Vi forestiller os en gruppevejledning, som er guidet af en lærer, der kender eleverne. Det ville være et godt – og i visse tilfælde afgørende - bidrag til gennemførselsvejledningen.

Vi skal lette overgangene
Der er med rette stor fokus på overgangene til ungdomsuddannelserne. Hvordan kan vi bedst muligt forberede de unge på den uddannelse, de skal i gang med, og hvordan får de den bedst mulige start?

Det er af afgørende betydning, at vejlederne har en stor og opdateret viden om de uddannelser, som de vejleder eleverne til. Den viden kan hjælpe den unge med at vælge uddannelse, men den skal også kunne hjælpe til at få et billede af, hvordan det er at være elev på den kommende skole.

Det er vores holdning, at der i den vejledning, der foregår frem mod en ungdomsuddannelse, skal være en god balance. Der skal både være fokus på valget og på de barrierer, den unge kan støde på under uddannelsen. Der er meget, der tyder på, at den hjælp de unge får til at vælge uddannelse, virker. For rigtig mange unge starter på en uddannelse i august. Desværre er der mange, der senere falder fra. Ud fra vores erfaringer vil det give god mening at hjælpe den unge med at få en bedre fornemmelse af, hvad der venter på den kommende uddannelse. Det vil stort set være umuligt at afse ressourcer til på UU-centrene, men måske kunne det organiseres i form af ung til ung vejledning?

Noget af det, der kan være med til at lette den unges overgang til en ungdomsuddannelse, kan være en god fornemmelse af egne kompetencer. På ungdomshøjskolen tilbyder vi eleverne en realkompetenceafklaring. Vi bruger Undervisningsministeriets realkompetence værktøj til 3. sektor. Når eleverne er færdige, har de et stykke papir i hånden, som med en graf og nogle eksempler illustrerer deres styrker på syv kompetencer (sociale kompetencer, læringskompetencer, kreative-innovative kompetencer, kommunikative kompetencer, selvledelseskompetencer, interkulturelle kompetencer og it-kompetencer).

Det er dog ikke papiret, der er det vigtigste. Det vigtigste er den selvindsigt, eleven har fået gennem processen. Det er en selvindsigt, som kan bruges til at formulere egne styrker og svagheder. Der er ingen tvivl om, at den viden kan være med til at øge sandsynligheden for, at ungdomsuddannelsen gennemføres. Hvis man forestillede sig, at man på ungdomsuddannelserne havde tid til at gennemgå realkompetencepapirerne med eleverne, og dermed få øjnene op for potentielle problemstillinger, var man nået endnu et skridt videre.

Virkelighedsforankring
Ovenstående strøtanker er produkter af naive højskolehjerner. Selvfølgelig er det urealistisk at tale om mindre enheder i fusionernes århundrede. Selvfølgelig er det urealistisk at tale om at indføre ”snakketimer” i en tid, hvor der er fokus på rigtig faglighed. Selvfølgelig er det urealistisk at tro, at der er politisk vilje til at tilføre endnu flere ressourcer til vejledningsområdet for at skabe mere balance. Selvfølgelig er det det… men det kunne jo være, at det også virkede andre steder end på højskolerne.