Det generelle om drenge og følelser
Lad os indledningsvis se på nogle af de kønstypiske træk. De er selvfølgelig ikke er helt kønsspecifikke, men afstedkommer alligevel, at drenge er mere tilbøjelige til ikke at efterspørge hjælp, når de oplever angst, frygt og nedtrykthed.

Overordnet set kan man sige, med risiko for at generalisere unødvendigt, at drenge i mange generationer er blevet opdraget til at være uafhængige, selvtilstrækkelige og til at skulle klare sig selv. Deraf opstår måske tendensen til mangel på ærlige bekendelser og lyst til at tale om personlige problemer. Drenge er deraf ofte mere reserverede, blufærdige og tilbageholdende, når det gælder talen om følelser. Mange drenge skjuler i større udstrækning deres følelser med undtagelse af vredesudbrud. Det er en sindstilstand, der modsat er mere legitim at give udtryk for hos drenge end hos piger.

Tale om – eller handle sig ud af kriser?
Nogle drenge opfatter følelser som noget, der enten skal forties eller løses gennem handling. Mange drenge har brug for en anden balance mellem det at tale om deres følelser, og handle sig ud af dem, end piger har. Det er ikke alle drenge, der bliver hjulpet ved at tale om deres følelser i et intimt rum, og det er sværere at fastholde drenge og mænd i en langvarig og stabil terapeutisk behandling. Det er endvidere af stor betydning for de dominerende maskulinitetsformer, at drenge socialiseres til ikke at bearbejde deres fortid.

Hvorfor er det ikke fristende for drenge at søge hjælp?
Hvorfor er det, at der eksisterer barrierer for, at drenge søger hjælp om deres kriser og psykiske problemer? Der er mange drenge, som har et stort behov for autonomi og selvkontrol. Psykolog Svend Aage Madsen har påpeget, at det ikke nødvendigvis skyldes, at drengene ønsker at skubbe deres følelser til side. Det kan derimod skyldes et ønske om at få tryghed, og det kan desuden relateres til angsten for at fremstå som svag. Det kan være svært på en mandedomineret arbejdsplads eller en ungdomsuddannelse med stærk drengerøvsdominans at begynde at give udtryk for, at man har personlige problemer.



Problemet med at sætte fokus på drenges kriser skyldes også, at drenge i mange sammenhænge bliver belønnet og hædret for at benægte, at de befinder sig i en krise. Der er mange kulturelle faktorer, som forsvarer drenges benægtelse af, at de skulle befinde sig i en krise.

Socialiseret til tavshed
Der er en vigtig tilgang i bestræbelserne på at ændre ved de faktorer, som afholder drenge fra at søge hjælp. Man må fokusere på nogle af de socialiseringsprocesser, som er medvirkende til at skabe følelsesmæssigt tillukkede drenge. Drenge er på ingen måde forprogrammeret til at benægte følelser og undgå intimitet. Det er derimod den maskuline kulturs krav om følelsesmæssig tavshed, der er hovedårsagen til, at mange drenge ikke udvikler et sprog til at fortælle om deres sårbarhed, usikkerhed og følsomhed. Drenge har ofte en tendens til at bagatellisere deres sociale problemer og de ønsker ikke at andre (specielt andre drenge) skal lære deres inderste tanker at kende.

Samfundet ser derfor ikke altid, når drengene lider. Mange drenge har svært ved at indrømme og acceptere, at de har brug for hjælp, og føler sandsynligvis, at de har ”ære og stolthed” at miste ved at skulle række hånden ud efter hjælp og begynde at snakke om deres problemer på ærlig og smertelig vis. Drenge er også mere tilbøjelige til at selvmedicinere sig gennem et misbrug af f.eks. hash, alkohol og andre rusmidler frem for at spørge om hjælp.

At motivere drengene
Når man arbejder i en mandsdomineret kultur og med drenge, som er bærere af traditionelle maskulinitetsattituder, er det vigtigt at tage hensyn til og respektere den måde, som drenge ofte håndterer deres følelser på. Det kan være krævende at skulle formidle traditionelle tilbud om samtaleterapi, så de appellerer til udsatte drenge.

Det store spørgsmål er derfor, hvordan man gør det interessant og legitimt for drengene at bringe sig selv i en situation, hvor det bliver ”fristende” for dem at modtage hjælp. Altså, hvordan bliver det overhovedet muligt at spørge drengene om, hvordan de trives? Det er heraf vigtigt at få synliggjort drengenes modstand og potentielle fordomme overfor det at skulle snakke om deres sociale problemer, herunder at de betaler en høj personlig pris for den lukkede attitude.



Der er grund til at tro, at de mest udsatte drenge, som er i besiddelse af traditionelle maskulinitetsopfattelser, finder det grænseoverskridende og tabuiseret at skulle søge om hjælp hos en psykolog eller psykoterapeut. Alle de barrierer, som velfungerende drenge har ved at skulle dvæle for meget ved deres personlige liv, må formodes at være forstærket hos gruppen af udsatte drenge. Det er i denne sammenhæng, at virtuel vejledning måske kan være et brugbart redskab til indfange drenges interesse for kommunikation om sociale problemer.

Hvad kan e-vejledning og telefonisk vejledning?
E-vejledning og anonym telefonrådgivning kan måske være en brugbar måde at rådgive og hjælpe udsatte drenge, fordi de ofte har svært ved at bede om hjælp. Specielt finder de face-to-face samtaler om vanskelige emner grænseoverskridende og direkte skamfuldt. Følgende aspekter ved den anonyme telefonrådgivning og e-vejledning kan fremhæves:

• Ingen fysisk og visuel kontakt
• Et højt niveau af kontrol over situationen for personen, som ringer op, idet vedkommende har mulighed for at afbryde samtalen, når han vil
• Den umiddelbare respons
• Anonymitet, hvilket giver drengen/manden mulighed for at beholde sin ære
• En hurtig rådgivningsproces.

De specielle omstændigheder omkring de udsatte drenges reaktionsmønstre omfatter taktikker som benægtelse, usynliggørelse og eksternalisering. Disse afstedkommer, at det er centralt at være eksperimenterende med hensyn til, hvordan man får drenge til at benytte sig af tilbud om hjælp. Motivationsfaktoren, eller snarere manglen på samme, er vigtig at forstå.

Når man skal kommunikere tilbud ud til drengene, skal det finde sted på en måde, som tager hensyn til drengenes forudsætninger for at reagere på tilbuddet. Dette er særdeles centralt, idet alt tyder på, at disse drenge har ligeså stort behov for at få hjælp som pigerne – drengekulturen tillader bare ikke, at de indrømmer det. Der bør sendes et budskab om, at det er ok at søge hjælp som dreng. E-vejledning og telefonisk rådgivning kan måske udfordre drengene og samtidig afstedkomme, at de opretholder deres maskuline stolthed. Det skal bl.a. ses i forbindelse med den frygt, som mange drenge har omkring det at skulle revurdere nogle af deres grundforestillinger om, hvad ”rigtige” drenge snakker om. Dette er alt andet lige lettere at praktisere i anonym form og kan specielt appellere positivt til udsatte drenge.



Generelt bør det tilstræbes, at drengene kan blive deres egne sociale innovatører. I forbindelse med sårbare drenge kan det muligvis være bedre at give drengene gode anonyme råd eller skaffe dem en mentor eller coach frem for at behandle dem på traditionel terapeutisk vis.

Opsummering
Der er mange faldgruber og risici, når man skal forsøge at få sårbare drenge til at forholde sig til personlige problemer. Der er ingen tvivl om, at processen er vigtig at tage højde for, og at man bør tænke meget over, hvordan man skaber de mest legitime tilgange. Processen med at få drengene til at interessere sig for tilbuddene er risikofyldt. Det bør derfor tilstræbes også at fokusere på de positive dimensioner af den traditionelle drenge- og manderolle, og de ressourcer som drenge besidder. Desuden skal der hele tiden være overvejelser omkring legitimiteten i at deltage i personlige og ærlige samtaler set fra den unges side.

De psykologiske og psykoterapeutiske ydelser og tilbud bør tilpasses den kultur og den livsverden, som de udsatte drenge er en del af. Anonym vejledning er også et stykke hen ad vejen det samme som uforpligtende vejledning. Men hvis det kan skræddersyes på en måde, så man eventuelt kan påbegynde en refleksionsproces hos specielt nogle unge drenge, som ellers ikke havde tænkt dig at tage imod et tilbud, er det værd at overveje.

Men for at sårbare drenge tager e-vejledning og telefonisk vejledning i brug til at bearbejde deres sociale problemer, skal de forinden have haft nogle refleksioner og ønsker om forandring. Den enkelte dreng skal have gjort sig forestillinger om, at det er muligt og ønskværdigt at ændre på konkrete forhold og indgroede måder at tænke på.