Tid til tænketank  

Anders Ladegaard på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Epilog: Når velfærden vakler
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Velfærden vakler, konkluderede Vejlederforums chefredaktør i sin leder til serien om Velfærd, lige før kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen trådte i kraft. Hvilken betydning får stramningerne for vejledere og socialrådgivere, som står midt i mødet med de borgere, som rammes? Skal vi ufortrødent levere den type indsats, vi altid har gjort? Eller tør vi tænke i nye baner? Vi binder en sløjfe på serien om velfærd. 
Person:
Billede:
stine fb ny
Navn:
Stine Blaavand
Titel:
Redaktør
Arbejdssted:
Vejlederforum
Fotoreportage:
Lang tekst:

”Første søndag i advent skete der noget bemærkelsesværdigt i Danmark,” skrev Susanne Sayers for nyligt i POV International: ”For første gang i vores velfærdssamfunds historie, faktisk siden 1938, var Kirkens Korshær på gaden for at samle ind til fattige mennesker i Danmark.”
 

Kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen har haft store konsekvenser for en række borgere. Det er dog ikke lutter empati, de borgere bliver mødt med, for et skel mellem de værdigt og de uværdigt trængende er begyndt at blive stærkere formuleret, end vi har set i mange år, pointerer professor Kaspar Villadsen i sit bidrag til serien om velfærd i Vejlederforum. Og man skulle næsten tro, at Susanne Sayers har læst netop det, når hun skriver, at der stadig er en ret til at få hjælp, men at den er omgærdet af så mange betingelser, at ethvert forsøg på at gøre brug af retten mistænkeliggøres:
 

”Kontanthjælpsmodtagere får deres budgetter endevendt offentligt i medierne, og på de sociale medier må de finde sig i ydmygelser, når det hånligt fastslås fra debattører, at de selv er skyld i deres elendighed. De spiser forkert, de kunne bare spare op, de bør lade være at ryge, de drikker for meget …” 

Mennesker AdobeStock_58368809
 

Dem, der tør tænke i nye baner

Er der ligefrem ved at opstå parallelsamfund mellem dem, der har, og dem, der har mindre? Det mener i hvert fald forstander på den sociale institution Kofoeds Skole Robert Olsen, der med et nyt projekt vil hjælpe udsatte borgere lidt tættere på det samfund, de er gledet ud af. De vil bygge bro ved at bygge boliger, hvor de misbrugere, psykisk sårbare og langtidsledige, som hver dag kommer på Kofoeds Skole, kan bo side om side med ressourcestærke borgere i et anderledes byrum med grønne pletter og socialøkonomiske butikker. Projektet har fået 30 mio. kr. i støtte af Realdania.
 

Aarhus Kommune har også søsat et anderledes projekt, og det vender ligefrem velfærden på hovedet. For i Aarhus Kommune får de langtidsledige på kontanthjælp selv lov til at bestemme over pengene til deres jobindsats. Og der er ingen, der har søgt om at få fjernet en tatovering eller om at få betalt gadegæld, som der ellers blev skrevet så meget om i pressen i starten, fortæller beskæftigelseschef Vibeke Jensen.
 

Disse projekter er ikke blot interessante i sig selv. De er interessante, fordi der måske netop er behov for at tænke nyt. Nogle gange skal man forandre for at bevare, skrev Vejlederforums chefredaktør Mette Marie Callesen i lederen Når velfærden vakler.
 

Der bør indføres en undtagelsesparagraf

Men hvordan forandrer man, når man som vejleder eller sagsbehandler er styret af økonomiske rammer og politiske dagsordener?
 

Formand for Socialpolitisk Forening Knud Aarup mener, at der bør indføres en undtagelsesparagraf, der giver fagprofessionelle ret til at undsige meningsløse tiltag for borgeren. En form for tillidsparagraf, der giver mulighed for at betragte borgeren i et bredere perspektiv. For problemet er, at socialfagligheden er delt op i systemer, der agerer som enkeltstående siloer, hvor ingen tager ansvar for helheden.
 

Og kan vi ikke få politikerne i tale, minder Knud Aarup os om, at det enkle sommetider også gør en forskel:
 

”Mange projekter har haft stor succes, fordi de har gjort noget enkelt, som når mester henter lærling, så han kan møde til tiden. Vi ved også, at det er vigtigt, at børn bliver set hver dag. Så sig dog godmorgen til hver enkelt!”
 

Børnene betaler regningen

Ifølge forskningschef for SFI Mette Deding skal der dog mere end et godmorgen til. For unge kastes fra indsats til indsats, fordi der ikke er noget systemmæssigt ansvar for, hvem der skal samle op på dem. Som udsat ung er man måske både i kontakt med en kommunal sagsbehandler og en UU-vejleder, og starter man på gymnasiet, er det gymnasievejlederen, der tager over. Dropper den unge ud, er det til gengæld UU-vejlederen, som genoptager kontakten. Mette Dedings bud på at skabe bedre sammenhæng for de udsatte unge er at placere større ansvar hos UU eller forankre ansvaret i kommunen som en slags tidlig jobcenterfunktion.
 

Og måske den indsats bliver mere og mere påkrævet. For ifølge Knud Aarup er det børnene, der må betale regningen. Arbejdshukommelsen hos de ramte familiers børn er nemlig rent neurologisk hele tiden en lille smule optaget af, at mor ikke er glad, fordi der er noget, familien må undvære:

 ”Skåret ud i pap betyder den konstante opmærksomhed på manglen, at vi får dummere børn, som er dårligere stillet. Det bliver et kæmpe problem om 20 år. Vi giver regningen til børneværelset.”
 

Et værn mod moralisterne

Så vi skal have lappet hullerne i det sikkerhedsnet, vi kalder velfærd. Vi skal give de fagprofessionelle større råderum til at vurdere, hvad der er velfærd. Vi skal måske mane til eftertanke, når vi begynder at diskutere, hvem der er værdig til velfærd. Og står det til føromtalte Kaspar Villadsen skal vi minde os selv om, at velfærd er værd at kæmpe for:
 

”Den universelle velfærdsstat har historisk vist sig som et værn mod, at vi ender i en situation, hvor den, der rammes af en social eller personlig ulykke, skal stå skoleret foran et tribunat af moralister, der taler om vilje frem for evne og deler mennesker op i stærke og svage, viljestyrede og fordærvede.”

 
Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

”Første søndag i advent skete der noget bemærkelsesværdigt i Danmark,” skrev Susanne Sayers for nyligt i POV International: ”For første gang i vores velfærdssamfunds historie, faktisk siden 1938, var Kirkens Korshær på gaden for at samle ind til fattige mennesker i Danmark.”
 

Kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen har haft store konsekvenser for en række borgere. Det er dog ikke lutter empati, de borgere bliver mødt med, for et skel mellem de værdigt og de uværdigt trængende er begyndt at blive stærkere formuleret, end vi har set i mange år, pointerer professor Kaspar Villadsen i sit bidrag til serien om velfærd i Vejlederforum. Og man skulle næsten tro, at Susanne Sayers har læst netop det, når hun skriver, at der stadig er en ret til at få hjælp, men at den er omgærdet af så mange betingelser, at ethvert forsøg på at gøre brug af retten mistænkeliggøres:
 

”Kontanthjælpsmodtagere får deres budgetter endevendt offentligt i medierne, og på de sociale medier må de finde sig i ydmygelser, når det hånligt fastslås fra debattører, at de selv er skyld i deres elendighed. De spiser forkert, de kunne bare spare op, de bør lade være at ryge, de drikker for meget …” 

Mennesker AdobeStock_58368809
 

Dem, der tør tænke i nye baner

Er der ligefrem ved at opstå parallelsamfund mellem dem, der har, og dem, der har mindre? Det mener i hvert fald forstander på den sociale institution Kofoeds Skole Robert Olsen, der med et nyt projekt vil hjælpe udsatte borgere lidt tættere på det samfund, de er gledet ud af. De vil bygge bro ved at bygge boliger, hvor de misbrugere, psykisk sårbare og langtidsledige, som hver dag kommer på Kofoeds Skole, kan bo side om side med ressourcestærke borgere i et anderledes byrum med grønne pletter og socialøkonomiske butikker. Projektet har fået 30 mio. kr. i støtte af Realdania.
 

Aarhus Kommune har også søsat et anderledes projekt, og det vender ligefrem velfærden på hovedet. For i Aarhus Kommune får de langtidsledige på kontanthjælp selv lov til at bestemme over pengene til deres jobindsats. Og der er ingen, der har søgt om at få fjernet en tatovering eller om at få betalt gadegæld, som der ellers blev skrevet så meget om i pressen i starten, fortæller beskæftigelseschef Vibeke Jensen.
 

Disse projekter er ikke blot interessante i sig selv. De er interessante, fordi der måske netop er behov for at tænke nyt. Nogle gange skal man forandre for at bevare, skrev Vejlederforums chefredaktør Mette Marie Callesen i lederen Når velfærden vakler.
 

Der bør indføres en undtagelsesparagraf

Men hvordan forandrer man, når man som vejleder eller sagsbehandler er styret af økonomiske rammer og politiske dagsordener?
 

Formand for Socialpolitisk Forening Knud Aarup mener, at der bør indføres en undtagelsesparagraf, der giver fagprofessionelle ret til at undsige meningsløse tiltag for borgeren. En form for tillidsparagraf, der giver mulighed for at betragte borgeren i et bredere perspektiv. For problemet er, at socialfagligheden er delt op i systemer, der agerer som enkeltstående siloer, hvor ingen tager ansvar for helheden.
 

Og kan vi ikke få politikerne i tale, minder Knud Aarup os om, at det enkle sommetider også gør en forskel:
 

”Mange projekter har haft stor succes, fordi de har gjort noget enkelt, som når mester henter lærling, så han kan møde til tiden. Vi ved også, at det er vigtigt, at børn bliver set hver dag. Så sig dog godmorgen til hver enkelt!”
 

Børnene betaler regningen

Ifølge forskningschef for SFI Mette Deding skal der dog mere end et godmorgen til. For unge kastes fra indsats til indsats, fordi der ikke er noget systemmæssigt ansvar for, hvem der skal samle op på dem. Som udsat ung er man måske både i kontakt med en kommunal sagsbehandler og en UU-vejleder, og starter man på gymnasiet, er det gymnasievejlederen, der tager over. Dropper den unge ud, er det til gengæld UU-vejlederen, som genoptager kontakten. Mette Dedings bud på at skabe bedre sammenhæng for de udsatte unge er at placere større ansvar hos UU eller forankre ansvaret i kommunen som en slags tidlig jobcenterfunktion.
 

Og måske den indsats bliver mere og mere påkrævet. For ifølge Knud Aarup er det børnene, der må betale regningen. Arbejdshukommelsen hos de ramte familiers børn er nemlig rent neurologisk hele tiden en lille smule optaget af, at mor ikke er glad, fordi der er noget, familien må undvære:

 ”Skåret ud i pap betyder den konstante opmærksomhed på manglen, at vi får dummere børn, som er dårligere stillet. Det bliver et kæmpe problem om 20 år. Vi giver regningen til børneværelset.”
 

Et værn mod moralisterne

Så vi skal have lappet hullerne i det sikkerhedsnet, vi kalder velfærd. Vi skal give de fagprofessionelle større råderum til at vurdere, hvad der er velfærd. Vi skal måske mane til eftertanke, når vi begynder at diskutere, hvem der er værdig til velfærd. Og står det til føromtalte Kaspar Villadsen skal vi minde os selv om, at velfærd er værd at kæmpe for:
 

”Den universelle velfærdsstat har historisk vist sig som et værn mod, at vi ender i en situation, hvor den, der rammes af en social eller personlig ulykke, skal stå skoleret foran et tribunat af moralister, der taler om vilje frem for evne og deler mennesker op i stærke og svage, viljestyrede og fordærvede.”

 
Tidsskriftsnr.:
2016 nr. 4
Publiceringsdato:
19-12-2016

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.